Fortjene tilgivelse
Søren trak huen godt ned over ørerne og skuttede sig mod vinden, mens han med halvbøjede ben slingrede over den sneklædte legeplads men hjem, nej, det nåede han ikke.
Pludselig gik det op for ham, at han var faret vild Drengen kiggede forvirret rundt og kunne overhovedet ikke placere sig selv.
*****
Forældrene snakkede om at gå i Netto efter indkøb. Farmor sad og strikkede sokker og kastede af og til et blik på det store fladskærms-tv, hvor et eller andet halvpinligt nytårsshow kørte i baggrunden.
Men Søren stod med rynkede bryn og gloede ud af vinduet på sneen, der faldt, og på…
…drenge der spillede fodbold.
Man skulle tro, kun undslupne psykiatriske patienter spiller fodbold om vinteren i Danmark, men de drenge elskede det, og så gav det mening: Bedre end at gå i vejen for voksne, der vist havde travlt med “store ting” ude i køkkenet.
At løbe rundt i snedriver i tunge vinterstøvler var ikke ligefrem let, og bolden fik flere knubs end min fars Volvo i Skagen. Ingen lod sig dog standse.
Kun tøsedrenge spiller ikke vintersfodbold! sådan lød drengenes filosofi.
Måååål! brølede Peter fra opgangen, da bolden susede forbi snemanden, der forsøgte at spille målmand mellem to velfrosne birketræer.
Søren dunkede frustreret på vindueskarmen. Hvis jeg bare stod på mål så så de, hvem der kunne noget!
Men han stod ikke på mål. Han stod i stedet og sukkerkiggede ud på verden, og der manglede folk i gården
Så drengene brugte fantasi: fraværet af Søren blev erstattet af en snemand som keeper. Tja alt er vel bedre end ingenting. Selv om Søren selv havde sine anker vedrørende iskolde, armløse målmænd…
Hvad hjælper de der kiksede grene på snemandens arme? Han kan hverken gribe eller slå til bolden! sukkede Søren.
Stundom fik snemanden dog hjælp af sin plastikspand, der nogle gange kunne afværge et mål men ikke ofte. Stillingen sagde 83.
Sådan vinder de aldrig Uden mig kan de lige så godt glemme det. Jeg må gøre noget!
Han sneg sig ud af værelset, passerede stuen, og listede ud i entreen.
Mor, må jeg ikke nok komme ud?
Du er i karantæne… Ud? Ikke tale om!
Mor, jeg har indset alt, jeg indrømmer min skyld og jeg lover, at jeg aldrig mere rører Grete Andersen med en finger.
Ja, Søren var nemlig sat i skammekrogen på grund af hende Grete. Intet virkede: Hverken digte, hjerter i kladdehæftet eller hakket Ritter Sport i skoletasken. Han gjorde alt, man lærer fra de der MEGET kloge bøger om kærlighed.
Men Grete så knap på ham. Og hvis hun alligevel fik øje på ham, trak hun på næsen som om han var blød, blåskimmelost og så bort. Nøj, en fæstning! tænkte Søren.
Han havde endda googlet sig til, hvordan man krakker sådan en bastion. Råd var der masser af: fra stormløb til at sulte hende ud. Men lige lidt hjalp det, uanset taktik.
Hans hjerte var blevet kuet af den iskube, der havde meldt sig i klassen midt i september og gjort Søren både rundtosset og søvnløs.
Det er normalt, dreng! mente far. Ingen kærlighed i din alder bare leg! Men Søren var ikke enig.
Hvad kalder man det så, hvis ikke kærlighed? Hun bor jo nærmest i mit hoved.
Langt om længe, da intet virkede, gik han træt i stå. Følelserne ebbede ud noget for noget!
Så, i frikvarteret, hev han i frustration Gretes fletning, som kompensation for den spildte tid.
Hun udstødte sit livs skrig, græd en halv time om kap med sine veninder, og han han klemte triumferende på hendes skrigorange hårelastik og ja, smilede. Hvilken latterlig glæde men hey, hun viste ENDELIG noget så simpelt som følelse.
Lærerinden delte, mærkeligt nok, ikke Sørens glæde og ringede straks til forældrene. Straf: Nytårsferien blev sat af til selvransagelse og belæringer om det gode og det dårlige.
Men i virkeligheden: ingen computer, ingen fodbold i gården. For Søren lød dét, som om han var på højskoleophold for sære børn eller værre!
Det er diktatur! klagede han. Det er 2020erne, ikke middelalderen!
Men Søren var optimist måske kunne benådes han.
Mor, vær nu sød! sagde han med de store hvalpeøjne og evigt effektive metoder.
Mor var tavs.
Kom nu måske kan vi gøre en undtagelse før nytår? støttede far han mente, sønnike virkelig havde lært lektien. Ikke?
Ja, jeg har! nikkede Søren overbevisende.
Mor tørnede og blødte op.
Men kun et kort øjeblik! Når vi er hjemme fra indkøb, går du straks ind forstået?
Ja, mor. Tak!
De gik ud i opgangen sammen mor og far til venstre (mod Føtex), Søren susede til højre, hvor bolden rullede. Af med jakken og hen og chikanere snemanden væk som keeper. Søren blev straks sat på kassen.
Med jubel og krigshyl gik holdet nu på tre mand i kamp.
Vinden legede tagfat med snefnuggene, men drengene kæmpede tappert. Søren tog hver bold, og holdet gik fra udligning til at føre.
OK, føringen var på ét sølle mål, men glæden var ikke mindre det er de små sejre, der tæller, i Danmark såvel som andre steder.
Så bum! Ud af det blå kom en lille, rødstribet killing. Først jagtede den bolden gennem drengenes ben, så parkerede den sig hos Søren og miavede ynkeligt for opmærksomhed.
Hvad vil du?! hvæste Søren utålmodigt. Kan du ikke SE, jeg har travlt?
Han viftede den væk og stampede lidt for at skræmme den.
Men killingen var lavet af stædighed. Den krøb bare tættere på og begyndte at gnide sig op ad Sørens ben, miavende som en pittoresk, dansk ringetone.
Imens nærmede modstanderholdet sig målet. Jeps Peter igen. Han snublede i sneen, men kom alligevel tæt på.
Så MÅÅÅL! råbte Peter fornøjet.
Søren stod handlingslammet mellem de to birke selvbebrejdende og arrig. Og ret sur på den dumme kat, der havde distraheret ham.
Det er ALT din skyld! Skrid, din ule!
Killingen så på ham med de sørgeligste øjne, og listede væk. Hvorhen? Søren gad ikke se.
Al opmærksomhed var på bolden, der rastede frem og tilbage som en rutebil på Syddjurs.
Nu scorer jeg! hylede Peter, men snublede bolden blæste forbi mål.
HEJ, ballademagere! Hvad laver I? råbte fru Johansen, på vej til containerne. Hun måtte nærmest springe udenom bolden. Vil I have mit blodtryk helt op?
Undskyld, fru Johansen! Kan du ikke lige sparke bolden tilbage?
Ha! Hvad tror I jeg er, en fodboldhund? Men… hun trampede over og sparkede betragteligt til bolden.
Bolden røg i et træ, studsede og svingede direkte ud på vejen endte under en forbipasserende bils dæk. BANG! Søren fik tinnitus.
Super, så var det dét for i dag… mumlede han.
Drengene skyggede skuffet hjem, mens de bandende tænkte over næste ferie og et potentielt nyt JAKO-bold fra Peters forældre.
De aftalte at mødes igen, snart. Kagepause og radiatorvarme kaldte.
Søren tænkte også, nu kunne han lige så godt gå hjem før mor og far kom.
Da han samlede jakken op, stivnede han: Inde i ærmet lå killingen den der, der havde ruineret hans karrieredrømme som målmand.
Hvad laver DU her?
Miau kom det svagt. Den rystede som en frossen pomfrit og så sørgmodigt op på ham.
Glem det!
Koldblodigt rystede Søren killingen ud i sneen, tog jakken og gik mod trappeopgangen.
Men killingen blev siddende, stirrede efter ham, løftede sågar en pote (som på dansk tv kan den vinke?).
Vinden tog til med stormstyrke, sneen skar i kinderne og Søren skuttede sig i modvinden. Så gik det langsomt op for ham, at han… ikke anede, hvor han var. Sin egen baggård og fortabt! Han turde ikke grine, det var for pinligt. Panikken bredte sig.
Bare ikke stoppe, bare ikke stoppe, hviskede han for sig selv, mens han næsten skreg af skræk indvendigt. Især, da han hørte killingen miave, selv gennem blæsten.
Han gik ind i, hvad han troede var et træ, greb om det for at undgå at blæse væk til Fyn, og råbte:
MOR! FAR! HJÆÆÆÆLP!
Søren, er du blevet tosset? spurgte mor bag ryggen. Søren åbnede øjnene og vendte sig om han havde krammet en gadelygte. Oops.
Hvorfor står du og omfavner en lygtepæl? grinede far.
Søren stirrede søvndrukkent på sine forældre og svarede roligt:
Det gør jeg bare, hvad skulle man ellers?
Så er det ind med det samme, næsen er helt rød! lød det fra mor. Du skal ikke blive syg!
Søren rettede sig ind og traskede hjem. Bag huset ventede killingen med sit fordømmende blik lidt ligesom matematiklæreren, når han ikke har lavet lektier.
Da forstod han: Han havde gjort killingen ondt, nu kom karma’en for fuld styrke.
Far sagde altid, farmor havde forstand på den slags…
Hjemme smed Søren overtøjet og stormede ind i stuen. Farmor sad stadig og strikkede, New Years Showet kørte videre.
Farmor, du sagde engang, man aldrig må gøre killinger fortræd?
Det er klart! Karma virker lynhurtigt og heldet vender også ryggen til én, når man er tarvelig mod små katte.
Hvad nu, hvis man VAR dum?
Farmor lagde strikketøjet, så ham i øjnene og svarede alvorligt:
Så må du gøre op for det, koste hvad det vil. Jo før jo bedre.
Helt sikkert?
Hundrede procent. Tilgivelse skal man fortjene ellers: uheld.
Alt for uklart, farmor! Bare et lille tip?
Lyt til dit hjerte, dreng. Det lyver aldrig.
Farmor tog pinden igen. Søren for til værelset, greb mobilen og googlede:
Hvad gør man, hvis man har gjort en killing ked af det?
Bed til Gud!
Løbet er kørt forbered testamente.
Bed om undskyldning, køb leverpostej.
Skift navn og flygt til Sverige!
Søren havde hverken pas eller penge, og forstod sig ikke på Gud men undskyld, dét kunne han da prøve! Han sneg sig ud og lukkede døren bag sig.
Hvis mor opdagede hans flugt var han dømt men uforløst undskyldning var værre.
Ude igen ledte han febrilsk: ingen killing. Han løb hele huset rundt, forbi containerne, opgangen nada.
Hvor blev du af?
Tænk, Søren! Man kan ikke glo sig ud af problemerne!
Han huskede farmors råd og mærkede sit hjerte banke: dunk-dunk-dunk! Men gik det ikke bare amok af kulde og angst? Alligevel…
Han løb hen til fodboldbanen der sad killingen, hvor han havde efterladt den. Lille og rystende.
Hey, ven Kan du huske mig? hviskede Søren og sank på knæ. Undskyld. Jeg var en klovn før. Det handlede om fodbold og nevermind. Bær ikke nag, okay?
Miau kom det spagfærdigt.
Tilgiver du? Så vender heldet forhåbentlig tilbage, ikke?
Miau.
Søren smilede bredt. At sige undskyld var ikke svært alligevel.
På vej hjem kom tanken: Skal den stakkel bare sidde dér hele natten?
Søren så på både vinduet og killingen. Hvad siger mor? Han havde jo lovet, ingen mere ballade. Ville han virkelig bytte ferie og skærm for én kat?
Skidt pyt, jeg redder killingen! sagde han beslutsomt, hentede killingen og pakkede den ind i jakken, som var det årets første lagkage, og humpede hjem.
Hey, Schmidt! Stå stille!
Søren frøs og så sig om Grete. Naturligvis!
Nu ser hun mig med en killing, så er jeg til grin i hele klassen i morgen! Han trak på skuldrene: Nå, så kan hun jo se, hvor jeg har fået bedre selskab.
Hvad vil du? skumlede han, mens hun kom tættere på.
Jeg så dig fra vinduet de andre er jo for længst hjemme, hvad laver du? Og hvorfor ingen jakke?
Fryser ikke
Yeah, right! Min vejrudsigt siger minus ti. Du er jo ikke isbjørn!
Det gør ingenting, jeg skal jo alligevel sidde hjemme i ferien.
Er det en killing? Må jeg se?
Søren havde ventet sig alt men ikke at Grete var til killinger.
Ih, hvor ER den sød! smilede hun. Men den er jo helt stiv af kulde.
Derfor tager jeg den med hjem.
Må jeg gå med? Mine forældre har givet mig lov at gå ud og jeg kan lære dig, hvordan man passer en killing!
Hvordan ved du det?
Jeg har selv én, og har fået en bog af min mor!
J-jaja, kom med mumlede Søren. Han vidste ikke, hvad der overraskede ham mest: at Grete var kattefan, eller at hun nu frivilligt ville hjem til ham!
Da de stod i entreen udenfor, panikkede mor med det samme: hvad nu?
Men da Søren fik forklaret, at Grete ikke var ude på ballade, slappede hun af:
Kom ind, Grethe-pige! Vær som hjemme jeg laver te og finder chokoladekiks.
Mor, der mangler bare én ting hviskede Søren.
Venter du flere gæster? Det skal du ikke bekymre dig om der er nok til alle.
N-næ, bare Jeg har taget killingen med hjem, den frøs.
Han trak den lille, røde pelsklump op fra jakken.
Må den blive?
Mor så på ham som om han havde foreslået at tage en elg ind. Men måske pga. Grete så fik han ja:
Behold den du, så! Måske kan den gøre dig til menneske! grinede hun og gik ud efter kopper.
Få sekunder efter kom far og gav Søren hånden:
Godt gået, knægt! Det kalder jeg at tage ansvar!
Snart smuttede farmor ind med en varm klud til killingen hjemmhæklet selvfølgelig. Og inden hun gik, hviskede hun til Søren:
Du har gjort det rigtige. Nu skal det hele nok vende vældig godt.Søren nikkede taknemmeligt og så rundt på sin nye flok: forældre, farmor, Grete og killingen, der allerede havde sneget sig hen til radiatoren og spandt, så hele gulvet rystede.
Grete strøg den blidt bag øret, og Søren kunne ikke lade være med at smile sådan for alvor. I det øjeblik glemte han alt om mislykket fletnings-træk, om karantæner og om alle de gange, heldet havde vendt ham ryggen. Nu sad han der midt i stuen med det vildeste eventyr: et hjerte, der egentlig ikke ville være vredt længere, og en fremmed kat, der spandt som om den havde valgt ham til sin familie.
Hvad vil du kalde den? hviskede Grete.
Søren tænkte sig om ikke noget sejt eller sjovt. Bare: Chance.
Grete fniste. Perfekt navn.
Søren grinede, og et øjeblik var det, som om han endelig forstod farmors gamle visdom: Tilgivelse begynder der, hvor man selv tør tage første skridt.
Måske var det egentlig alt, livet handlede om. At turde indrømme, når man havde dummet sig. At række hånden ud både til killinger og piger med fletninger. Og at give både sig selv og andre en ny chance.
I det samme logrede Chance med halen, og far jokede: Hvis den lærer at tage imod bolde, bliver næste fodboldsæson episk!
Mor rystede på hovedet, farmor strikkede nye idéer sammen, Grete smilede, og Søren… tog chancen.
For første gang følte han sig faktisk som vinder verdens heldigste taber, måske, men stadig vinder.
Og ude på altanen dalede sneen roligt, som om den også gerne ville starte forfra.
