– Og lejligheden skal være skinnende ren, når jeg kommer hjem! Birthe Nørgaard styrtede ud på trappeopgangen og smækkede døren efter sig med sådan en kraft, at ruderne klirrede nede ved indgangsdøren.
Jeg, Søren Hansen, som netop var på vej ned ad trappen, blev nærmest forskrækket. Jeg stivnede et øjeblik, og håbede, at Birthe ikke havde lagt mærke til mig. Det var naivt. Selvfølgelig havde hun det.
– Nå, Søren… Godmorgen!
Birthe stillede hurtigt en papkasse fra sig, én der engang havde indeholdt en riskoger, og prøvede febrilsk at knappe den sidste knap i sin frakke. Jeg kunne se, hun havde travlt.
– Godmorgen, Birthe, svarede jeg med et anstrengt smil. Er der ballade med børnene igen?
– Du kan tro, der er! Jeg har snart ikke flere nerver tilbage… rablede hun af sted, mens hun kæmpede med knappen.
I det samme begyndte kassen på gulvet at bevæge sig.
Jeg havde allerede reageret på døren, men nu hoppede mit hjerte et ekstra slag over. Jeg er ikke ligefrem en bangebuks, men jeg havde ikke ventet, at der var noget levende i kassen…
“Hvad i alverden er det?”
Mit hoved begyndte straks at digte: en levende riskoger, der sprutter kogende vand og rå grøntsager ud over hele køkkenet, fordi den ikke ville finde sig i at blive smidt ud på lossepladsen.
Prøv lige at se sagde Birthe, og løftede kassen op, så jeg kunne kigge ned i den.
Jeg trådte nærmere og hældte mig forsigtigt ind over kanten. Godt klar over, at der ikke gemte sig nogen muteret riskoger, men nysgerrigheden fik mig alligevel.
Fra bunden af kassen kiggede to klare øjne op. De sad på en lille, lysegrå kattekilling.
Hold nu fast, hvor er den kær! udbrød jeg.
Ja, det synes du jo, brummede Birthe, og lagde straks låg på kassen igen.
Hvor har du fået den fra?
Ungerne slæbte den med hjem Jeg fortryder virkelig, at jeg lod den blive. Jeg lod mig jo narre af det søde ansigt og de store øjne men som man siger: “Skindet bedrager”. Ud ad til sød, men den ligner min eksmand i sindet.
Den skal nok falde til ro, når den bliver ældre, forsøgte jeg at berolige hende. Skal du til dyrlægen med den? Lige et par vacciner?
Nej for pokker, Søren! Jeg har fået nok, så nu skal den ud på kolonihaven. Der får den lov at klare sig selv.
Jeg så bekymret på hende og håbede, hun måske lavede sjov. Men der var ikke antydning af smil i hendes rynkede pande. Og det var den 15. november, ikke 1. april.
Ud på kolonihaven? Her sidst på efteråret?
Ja, mener du, jeg skal vente til foråret, eller hvad? Der er ikke forskel var det vinter, havde jeg gjort det nu også.
Brithes åndedrag blev hurtigere hun havde tydeligvis svært ved at styre sine følelser.
Hvis du så, hvad den har lavet! Jeg har aldrig drukket så mange beroligende piller ikke engang dengang, jeg var alene med to børn. Så der er ikke noget at diskutere. Ud på kolonihaven med den!
Men…
Jeg kunne naturligvis også bare lade den blive i gården. Men så slæber ungerne den bare ind igen. Nej, jeg vil på ingen måde have, at den render rundt hjemme hos mig længere. Nok er nok!
Hun hev mobilen op af lommen, tjekkede klokken og rystede på hovedet.
Du får mig til at snakke alt for meget, Søren. Jeg skal altså nå bussen.
Birthe greb kassen og begyndte at trave ned ad trappen.
Jeg blev stående og spekulerede: Hvordan kunne man sende sådan en lille killing ud på landet helt alene? Den ville aldrig klare sig.
Vent, Birthe! råbte jeg.
Hvad nu? Jeg har travlt!
Lad være med at sætte killingen ud på kolonihaven. Giv den til mig i stedet så prøver jeg at finde et hjem til den.
Birthe stoppede, vendte sig langsomt om.
I gode hænder, siger du? Hentyder du til, at mine hænder er dårlige, eller hvad? hun skulede til mig. Jeg har opfostret to børn med de her hænder!
Nej, selvfølgelig ikke jeg håber bare, jeg kan hjælpe killingen. Den overlever ikke alene på en kolonihave nu.
Hvis den vil, så klarer den den. Livet er hårdt, Søren, og ikke alle er beregnet til det. Men hvis du er så interesseret, så tager du bare kassen.
Hun stillede den foran mig.
Så slipper jeg for at spilde tid og penge på transport, sagde hun sarkastisk og gik ind, mens døren smækkede igen.
Indenfor hørte jeg hende råbe:
Hvad foregår der? Hvorfor er I ikke begyndt at gøre rent? Giv mig jeres telefoner nu!
Resten hørte jeg ikke. Jeg tog forsigtigt kassen op killingen var stadig der, trykket ned i hjørnet, men fuldstændig vågen og gik op ad trappen til min etage.
Sådan blev jeg fuldstændig uventet ejer af en riskogerkasse og…
…en lille kattekilling.
Som sagt havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle have et dyr boende. Og slet ikke den dag jeg skulle bare ned efter kaffe, som jeg havde glemt at købe. Jeg havde aldrig haft den store interesse for dyr, hverken hunde eller katte.
Men at Birthe ville efterlade killingen på kolonihavegrunden det kunne jeg ikke lade ske.
“Man kan jo ikke være fuldstændig kold! Og hvorfor ikke bare finde nogen, der med glæde vil tage sådan en sød killing?”
Enkelt: Tag et par gode billeder af killingen, læg dem på nettet så kommer folk rendende. Ikke noget at snakke så meget om.
*****
Jeg gik straks i gang, tog billeder og lagde dem på forskellige danske netfora “Gives væk” og “Søger kærligt hjem”.
Så gik jeg ned og købte kaffe og killingefoder. Der måtte jo noget til ganen til det bette kræ, til nogen tog den.
Praktisk nok købte jeg også en lille plastikbakke og grus til kattebakken. Udgifterne var ikke planlagte, men det gik nok jeg kunne jo give det videre med killingen.
“Den får det hele med til den næste ejer,” tænkte jeg. Jeg smilede for mig selv over, at jeg nok havde gjort dagens gode gerning. Det gjorde mig ikke det mindste.
Birthe havde nævnt, at killingen hed Basse, men den reagerede ikke på navnet, så jeg fandt på noget andet.
Mange navne blev prøvet indtil jeg efter lang tid stoppede ved nummer 132.
Du hedder nu Sigge! Kan du lide det? spurgte jeg killingen.
Mjav! lød svaret, hvorefter Sigge spurtede ind i entreen og kastede sig over hjemmeskoene.
Det var jo ham, der var husets blødeste og sødeste, ikke et par gamle futter.
Jeg smilede, mens Sigge sloges med futterne og satte mig så for at arbejde lidt.
Jeg lever af at være freelance-fotograf, tager opgaver løbende, og heldigvis giver det både glæde og en god månedsløn. Nu havde jeg en fotoreportage, der skulle efterbehandles, så computeren blev startet, Photoshop åbnet, og jeg gik i gang med det alvorlige ansigt, fotografer nu engang får, når de arbejder.
Det varede bare ikke længe.
Sigge holdt op med at jage futterne og fløj rundt i hele lejligheden, slog kolbøtter og ramte ofte de forkerte ting. Larmen var til at blive skør af.
Hov, makker! sagde jeg og snurrede rundt på stolen.
Han stoppede midt i stuen og så på mig nå, hvad har du at sige, for jeg skal altså ud og lege igen.
Jeg forstår godt, du er rastløs… Men du er kun gæst her.
Mjav!
Ingen protest! Du er på besøg, så du må prøve at opføre dig pænt jeg skal altså arbejde.
Det skulle jeg aldrig have sagt.
Hanen tænkte sig vist lidt om, i hvert fald lavede han et udtryk så sørgmodigt, at jeg straks fik dårlig samvittighed. Virkelig dårlig.
Hvordan kan man skælde sådan en lille en ud?
Spil du bare lidt roligt, overgav jeg mig.
Så baskede Sigge videre gennem lejligheden, styrtede ind i stole, skabe og det hele. “Ser målet, ser ingen forhindringer!,” tænkte jeg.
For at få lidt ro satte jeg musik på og gik videre til næste foto i Photoshop.
Men ikke fem minutter gik, før Sigge i raketfart smuttede under bordet, sparkede stikket ud af forlængerledningen og forsvandt som et lyn. Så stod jeg med sort skærm og udbrød:
For pokker da… hvordan sker sådan noget?
Nu løb jeg rundt efter Sigge. At fange ham var håbløst. Jeg nåede bare at slå min storetå mod stolen og støde knæet to gange ind i armlænet.
Da computeren var tændt igen, scrollede jeg nervøst blandt alle de sites, hvor jeg havde lagt billeder op af Sigge med teksten Gives væk.
Der var masser af likes men kommentarerne var stort set ens: Hvor er han sød!, Du er heldig med sådan en killing!, Et lille vidunder!
Men ingen spurgte, om de måtte få ham. Ikke ét opkald. Ingen på døren. Ikke en eneste.
Så skrev jeg undskyldende, at jeg gerne ville komme personligt med killingen hvor som helst, til den anden ende af København, eller til Aarhus. Ja, til verdens ende om det skulle være.
“Folk synes måske, det er for besværligt at køre til mig,” trøstede jeg mig med.
Imens lagde Sigge sig træt på sofaen, med maven i vejret: Elsk mig som jeg er. Selvfølgelig satte jeg mig straks og nussede ham, til han faldt i søvn. Jeg faldt selv i søvn ved siden af.
Sådan blev hele eftermiddagen væk. Alt arbejde måtte vente.
*****
Efter en uge blev det klart for mig, at det ikke er så lige at finde nye ejere til en kattekilling. Masser af likes og pæne ord, men ingen, der skrev eller ringede om at hente Sigge.
Endnu tre dage gik, og jeg begyndte ærligt talt at spørge mig selv:
Hvad hvis ingen vil have ham? Skal han så bo her hos mig?
Det mangler bare! sagde jeg højt, og fortrød med det samme.
Sigge sov tæt krammet om computermusen (hvilket i øvrigt forhindrede mig i at få lavet noget som helst), men løftede søvnigt øjenlåget, da han hørte min stemme: Er du klar over, det er min middagslur?
Jeg stønnede, hentede mobilen og læste gennem kommentarerne igen.
Samme gamle sang: Sigge var noget af det sødeste, jeg var heldig, men ingen ville tage ham ind. Jo flere likes, jo kortere kunne jeg mærke mit håb blive.
Så kom jeg i tanke om mit besøg hos psykologen for ikke så længe siden jeg ville finde ud af, hvad jeg manglede i livet for at være helt glad.
Mit job var super, økonomien god, og jeg ejede min egen lejlighed (tak, mor og far). Der var ingen kærester, jeg havde sat det hele på pause.
Så hvorfor savnede jeg noget?
Det havde jeg ikke fundet ud af heller ikke med psykologens hjælp. Rådet var at tale med mig selv, finde den indre årsag men jeg endte bare med et glas vand og en hovedpinepille.
Så prøvede jeg veninderne.
Du mangler bare noget at hidse dig op over sådan er det, når man har det for nemt, mente Anne, som altid havde været misundelig på, at jeg havde både job og bolig.
Det tror jeg skam ikke. Jeg arbejder jo hele tiden, bedyrede jeg.
Måske mangler du bare… fedt? Du er jo så tynd, sagde Maria drillende.
Venindesnakken førte heller ikke til noget håndgribeligt, så jeg slog tanken hen.
Men nu havde jeg Sigge. Måske han netop var svaret? Tiden måtte vise det.
*****
En måned gik. Eller mere præcist: fløj af sted. Ingen hentede Sigge. Over tolv hundrede likes havde billederne fået, og stadig var der ingen, der kom.
Men jeg begyndte at forstå hvorfor.
Der var sket meget den måned, små og store ting. Fortalt i detaljer ville det kunne fylde fire bind, men jeg kan nøjes med det vigtigste.
For det første: Sigge var et lynende klogt kræ. Forstod mig på et ord; især når jeg for tiende gang bad ham lade sofaen være i fred. Han prøvede sig også med nye erhverv begyndte med indretningsarkitekt”, hvilket kostede fire sæt gardiner, indtil jeg gav op og besluttede, at her ikke skulle være nogen.
Derpå prøvede han sig som stjernekok. Alt på spisebordet blev smagt på, men spyttet ud igen. Syltede agurker, svampe, kartofler det hele fik tungen at smage på.
Kokkeriet var heller ikke noget for ham.
Nej, opgaven blev bare at gøre min dag bedre på Sigges måde. Jeg ville helst sove længe og nå at arbejde. Men Sigge mente: Er du hjemme, skal vi lege!
Fred fik jeg aldrig meget af, men det gjorde heller ikke noget. Jeg begyndte faktisk at forstå gamle Birthe hendes irritation over killingen virkede helt naturlig nu. Men jeg kunne aldrig finde på at smide ham ud aldrig i livet.
Der var også utallige gode øjeblikke. For det første: Jeg tænkte ikke længere over “hvad jeg manglede”. Det spørgsmål var forsvundet.
For det andet: Jeg var blevet lynhurtig til at gøre rent så snart Sigge sov, styrtede jeg gennem lejligheden med støvsugeren.
Åh, alle de lykkestunder! Som når man ser sit barn gå de første skridt sådan jublede jeg, da Sigge for første gang selv brugte kattebakken. Før da, måtte jeg bære ham dertil, uanset om klokken var 01:00, 03:41 eller 04:30.
Med tiden begyndte Sigge at udvikle sjove vaner. Han havde en forkærlighed for natlampen, som han tændte og slukkede hele natten. Til sidst måtte jeg fjerne lampen og gardinerne nu hvor der forøvrigt var blevet meget lysere i stuen.
Alt i alt masser at vænne sig til. Det gjorde jeg også.
Efter en måned gik det op for mig: Det var ikke Sigge, der boede hos mig. Jeg boede hos Sigge! Han var den, der ventede, når jeg kom hjem, og sagde farvel, når jeg gik.
Og nu indså jeg pludselig, at jeg ikke skulle lede efter nye ejere. Jeg var jo selv den rette. Jeg ville finde mig i alt, bare for at have Sigge i huset.
Jeg var klar til at vågne op midt om natten for at spille gemmeleg eller “fodbold” i stuen.
Parat til at ae ham, når han bredte sig over hele sengen, på uforklarlig vis altid med mig på kanten.
Og jeg fortryder intet. For jeg elsker den kat. Elsker ham på den måde, hvor man ikke kan lade være.
Og Sigge elsker mig. Han vækker mig ikke længere men kommer stille og lægger sig ved siden af mig, venter bare på, jeg åbner øjnene.
Venter. Og indimellem ser jeg et blik, der siger: Skal vi ikke snart stå op, makker? Jeg savner dig, når du soverSå vi står op sammen, Sigge og jeg. Vi deler morgengryet, kaffen ja, selv smørret bliver stjålet af en blød kattepote, før jeg når brødet. Livet er ikke perfekt, men hvem vil egentlig have det? Jeg havde troet, jeg manglede noget, men fandt ud af, jeg bare havde ventet. På et kræ, der kom i en riskogerkasse, en grå tornado med lyse øjne, der væltede hvert eneste ensomt hjørne i min lejlighed og gjorde den til et hjem.
Nogle gange nærmer jeg mig spejlet og ser en, der ikke længere leder efter meningen med alt. Jeg ser bare mig og Sigge og det er nok. Måske skal man ikke forstå, hvad man mangler. Måske skal man bare give plads, så det kan hoppe ind ad døren, uvasket og med snavsede poter.
For hvad mere har man egentlig brug for, end en kat, der vælger én igen og igen, selv når gardinerne er væk, computeren er slukket, og stilheden brænder i rummet? Jeg tager en tår kaffe, og Sigge spinder på min fod.
Man siger, at lykken kommer, når man mindst venter det.
Jeg vidste ikke, at den ville sige “mjav.”
