Ægte Liv
Hvor skal du hen?! De kommer jo snart! Kamilla! Stå nu stille, det er jo pinligt! Gæsterne råbte Hanne bag sin datter, mens hun rystede på hovedet. Der var aldrig ro med Kamilla, alt skulle gøres på hendes måde, altid tværs. Hvad kunne der være så svært ved det? De havde inviteret nogle bekendte til en hyggelig weekend, og nu nærmede det sig. Så måtte man jo tage imod dem, hilse, vise hvor rare og gæstfri de, familien Lund, var. Og altså, Tim, sønnen til de andre, ville komme bare de nu kunne komme hinanden ved Kamilla, vend nu om, sagde jeg! Klæd dig om og vent på gæsterne! Kjolen ligger på sengen, få nu styr på håret. Og skoene! Tog du skoene med? Hvor bar du dem hen?
Åh, kan I ikke bare lade mig være! råbte den kantede, høje teenagepige ned fra terrassen og spurtede over gårdspladsen. De lange, mørkblonde hår lige som farmand blæste i vinden og piskede hende i ansigtet. Kamilla pustede, rød i kinderne og tydeligt gal. Jeg gør, hvad jeg vil! Det er jer, der har inviteret dem, ikke mig. Jeg gider ikke de der Bak-mennesker, forstået?! råbte hun, smækkede haveporten bag sig og løb ned langs den brolagte vej forbi forsamlingshuset og ud over marken, hvor modne hvedeaks bølgede i vinden og skiftede nuancer, alt efter hvor skyerne lagde skygge hen over det gyldengule tæppe.
Aksene bøjede sig let for pigens løb, og hun registrerede slet ikke, hvad der ellers foregik. Hun bemærkede hverken lærken, der bange lettede til vejrs, eller en museunge, der lynhurtigt søgte skjul i sit hul, rystende og pippende af frygt. Heller ikke de store, brune malkekøer på den nærliggende græsmark sendte hende et tungt blik, og bondemanden, onkel Poul, fløjtede advarende, da han så hende sprinte væk. De røde shorts lyste op i kornet, og den blå T-shirt skinnede som en kæmpe forvokset kornblomst, snart næsten usynlig i det fjerne.
Hun vælter jo snart og skraber knæene! sukkede Poul. Han løftede kasketten, kørte de grove fingre hen over overskægget, der næsten helt var blevet gråt. Kun et par mørke hårstrå afslørede, at Poul engang havde været ung og stærk, den førende på sin Ferguson på egnen med brystet skudt frem, hænder som skovle, og nærmest kunne flække jernkæder med et enkelt ryk over skuldrene. Engang havde han stoppet en gal tyr med de bare næver. En rigtig knag nu nok nærmest bare bonde bedstefar.
Hele sit liv havde Poul boet her i Vesterorg, bygget på gamle traditioner. Lige siden hans bedstemor havde taget imod ham i laden, som lugtede af sommer, halm og græs, hvor moderen var kravlet ud for tidligt fødende og næsten ikke nåede frem. Han voksede op i det store bindingsværkshus, hvor der altid var fyldt med familie. Slægtninge og naboer, dag og nat. Det lange, skæve bord var omringet af lave bænke. Når de spiste aftensmad, sad Poul altid hos én af tanterne på skødet. Faren manglede moren, Birthe, klarede det hele selv. Og så slægtningene, onkler, mostre, tanter alle gav en hånd med. Huset var fyldt med latter og sysleri, og Poul fattede aldrig, hvad den fnisen gik ud på.
Når onklerne kom hjem fra arbejde og råbte på deres koner, styrtede de straks hen til komfuret for at servere. Der blev løftet gryder, og duften stod i køkkenet, mens rugbrødet blev skåret tykt, løg og kogte æg glimtede i deres skåle.
Den ældste, onkel Jørgen, den uofficielle familieoverhoved, satte ofte Poul på skødet, nussede ham i håret og drog næsen hen mod de solblegede totter. Jørgen og hans kone Ella havde ingen børn derfor havde de gjort lille Poul til deres. Birthe havde intet imod. Alt var familiært, intet var fremmed, og Poul var alles barn på omgang.
Da Birthe engang blev alvorligt syg med lungebetændelse, kom hun på sygehuset i byen. Hun forstod simpelthen ikke, hvordan man kunne holde madgemmeriet skjult for hinanden, spise i sengen med ryggen til, dækket af et tæppe. Den adskilte bylivsstil var hende komplet fremmed.
Sådan er livet i byen, Birthe, sagde sidemanden på stuen, Moster Inger med de røde, oppustede fingre og lidt moustache. Her er vægge alle vegne du ved ikke, hvem der er bag næste væg. Alle holder sig for sig selv, og selv hvis man endelig har fået sit eget, vil man have ro og privatliv Det er hverken godt eller skidt, bare sådan.
Vær så god, tag lidt! Familien har sendt det til mig, det smager skønt! tilbød Birthe og rakte en kurv med friske hindbær. Tag masser, det er min dreng, Poul, der har plukket dem. Han kender alle de gode steder i skoven, hvor bærerne er størst.
Nåh for søren, sønnen altså? Inger tog forsigtigt et bær, lagde det på hånden, kiggede undersøgende på det.
Mørkt og saftigt, så det nærmest glødede af alle solens varme stråler og lidt harpiksduft fra nåletræerne i skovbrynet. For Poul havde plukket dem tæt ved granerne, ved en gammel skrænt, hvor man sagde, der faldt modstandsfolk under krigen. Poul havde med vennerne rejst en sten dér. Onkel Jørgen havde hjulpet til
Der i skovbrynet var der søde hindbær og en stille fred ikke larmende stilhed, men en blid ro, som ikke var begrænset af fire vægge, men åben som himlen.
Så flotte bær, Birthe, næsten synd at spise! Inger smilede. Min mand, han var maler, du ved. For sådan en bær ville han have givet alt væk, ned til sidste øre ja, måske derfor vores veje skiltes …
Birthe lyttede, opslugt: en anden slags liv, underligt og indelukket som det lød, i byen og alligevel rullede det videre bag hospitalsvæggene.
Bare rolig, min pige! sagde Inger, som havde gættet hendes tanker. De skal nok få dig rask, så du kan hjem til din dreng igen. Alle har vi et sted, hvor vi passer bedst ind
Og Birthe kom hjem. Huset var fuld af larm, Ejnars fødselsdag skulle holdes. Kvinderne æltede dej, køkkenet var hvidt af mel, solstrålerne spillede i alle partiklerne.
Birthe! Birthe, velkommen hjem! lød det fra alle sider. Mor!
Lille Poul klamrede sig til hendes ben, snøftende, med savn og glæde. Selvom huset havde været fuldt af hjertevarme, var der kun én mor
… Poul smilede ved mindet.
Fortæller man nogen, vil de sige: Pyha, så trangt! Du havde da ikke engang et hjørne for dig selv!
Nej men hvem behøver det, når man har hele marker og himmel? Hvis man havde det skidt, kunne man løbe ud i landskabet, råbe og skrige sit hjerte ud i kornet. Når glæden kogte over, så dans under regnen på engen eller kast dig i græsset og kig på de vattede skyer.
Men Poul havde alligevel haft sit private gemmested loftet, som ingen andre rørte. Oppe under den gamle, tjærede bjælke, hvor det duftede af harpiks, gemte han sine skatte: billedet af faren, hans blanke bæltespænde, fine papirsrester fra julekonfekt, stene og glas, en kniv, et lommespejl barndomsfragmenter. Hvorfor samle på alt det? Ja, måske for at holde lidt på de øjeblikke, lidt af sjælen uden på kroppen. Ligesom moren gemte gamle kjoler og glansbilleder i kisten.
Nu, hvor Poul for længst var blevet gårdens ældste, havde musene nok taget det meste. Men billedet af faren hang stadig i stuen, nu ved siden af morens, og længere henne: Poul, Annelise og børnene. Alt i sort-hvid og dæmpet nostalgi.
Om hans forældre nogensinde blev gift, vidste Poul faktisk ikke. Alt gik tabt i krigen. Moren sagde ingenting. Du er for lille, kom der, hvis han spurgte. Med årene stoppede han med at spørge. For Poul var faren blevet stående som et smilende billede kæk og venlig, sådan som børn selv opdigter store mænd
Sådan voksede de op senere blev slægten spredt for vinden, onkler og tanter døde, de unge tog til København eller Aarhus og hentede forældrene til byen, når de blev gamle.
Poul blev, hvor han var. Da han gik ud af skolen, blev Birthe alvorligt syg, og han passede hende til det sidste. Da han stod opgivende ved graven, var han ikke i tvivl: huset, gården, alle rødderne var hans. Heldigvis var der arbejde nok til en stærk fyr: han fik sin egen Ferguson, og på forruden mellem fotos og frikadellemad sad et billede af moren, der smilede til ham.
Familien Lund boede i den anden ende af vejen. Hannes slægt var blevet sendt ud af byen engang, og deres fine lejlighed var beslaglagt til andre. Kamillas oldefar, Ove Petersen, og hans kone Gertrud var rene bymennesker og fandt sig aldrig rigtig til rette Gertrud drævede næsten kun fransk med sin Ove inde i stuen og holdt sig helst for sig selv.
Hvad snakker de dog om?! Kan man stole på sådan noget? hvislede kvinderne fra hegnet. Mændene trak på skuldrene Ove havde været professor, nu stod han og famlede med havehandsker.
Poul huskede, hvordan man havde båret simple gaver til de fine folk, men de havde afvist. Senere nikkede de dog taknemmeligt man lærer med tiden, at brød er brød, uanset hvor fint det er slice’t.
Nogle mennesker? De svømmer bare ikke i deres egen sø, sagde bestyrelsesformanden. Sådan er livet. Og så tændte han sin pibe og kiggede ud mod markerne, hvor de blev til en stribe gråblåt horisont.
År senere fik familien Lund mulighed for at rykke tilbage til byen. Poul huskede kun svagt Hanne, hun havde været yngre, sippet og snøftende, da hun blev taget med til byen. Så først langt senere kom hun tilbage som voksen med mand og datter for at arve gården.
De solgte ikke, men byggede om. Forhaven blev som en forstadsdrøm med pæoner, roser og små stier, et kunstigt havedam og alt hvad hjertet kunne begære. Men de holdt stadig afstand til de lokale.
Nu puslede Hanne omkring, ventende på gæster, pillede visne roser og lavede salat, mens Mogens, hendes mand, snittede træspåner sikkert til grillbøfferne. Porten stod vidt åben, og snart ville hele vejen summe af biler og snak, hvor der blev drukket hvidvin og sunget sange til morgensolen.
Hanne havde en dyb, melodisk stemme og kendte mange viser. Om aftenen satte hun sig på trappen indsvøbt i et stort sjal, slog myg væk og sang, mens Mogens knipsede guitar. Gæsterne klappede, men Hanne bryder sig ikke om det hun længtes bare hjem til Frederiksbergsegnen, hvor ingen naboer stak næsen for langt ind.
Gæsterne var altid lige så velsoignerede som værtsparret kvinder i flagrende kjoler, mænd i linen og skjorter. Damerne sad under parasoller, mændene sippede på drinks Mogens havde lært på en eller anden konference i Belgien.
Kamilla kom sjældent med på landet, hun blev holdt hjemme i lejligheden med barnepige. Hvad med jeres pige, er hun her? Skal hun have lidt mælk, lige frisk fra Margrethes yver! spurgte nabokonen, fru Else. Nej tak, hun drikker ikke mælk, svarede Hanne, og forsøger at smile. Gid bare alt kunne være lidt nemmere.
Kamilla måtte ikke på landet, mente Hanne. Der var jo myg og skidt. Hun kunne rive sit nye tøj, måske begynde at løbe rundt med de bonderøvsunger med kulsorte negle. Nej, hun skulle ikke “forvirres”. Kamilla havde altid sine egne meninger hun var larmende, opfindsom, og Hanne blev træt. Derfor blev datteren ofte i byen.
Men i dag var Kamilla altså på landet og allerede havnet i et skænderi, fordi hun nægtede at opføre sig, som det forventedes af en direktørdatter. Så umedgørlig en pige! Hanne lukkede øjnene og sukkede.
Intet blev overladt til tilfældigheder Hanne planlagde alt, selv hvilke spillekort der skulle gemmes væk, kun det rigtige porcelæn skulle frem. For køkkenet var der hyrret Ingrid, som både var barnepige og køkkendronning.
Lad hende nu løbe, Kamilla tager ikke skade af lidt sol! råbte Ingrid fra køkkenvinduet. Kom nu heller og smag min sauce, måske jeg har oversaltet!
Nej tak, Ingrid, klar dig selv. Du har forkælet pigebarnet, nu respekterer hun mig ikke det mindste! mutrede Hanne og smuttede ud på terrassen for at tjekke borddækningen.
En pludselig stank af møg blæste ind. Hanne sagde: Nej, Mogens, vi skulle alligevel have solgt stedet og købt et ordentligt hus i et nydeligt kvarter, uden grise og galende haner.
Åh, tag det nu roligt! Vi er jo allesammen bonderødder inderst inde. Det er næsten romantisk! blinkede Mogens, vittigt.
Hold nu op. Åh Gud, de er her! Mogens! Bak-familien! Jeg skynder mig i bad, vær sød at tage imod. Ingrid! Limonade, tak!
Gæster skulle modtages med stil, det vidste Hanne udmærket. Hvis nu Bak’erne hyggede sig, kunne deres far måske hjælpe Mogens på universitetet ja, man skulle helst ikke dumme sig
Og så blev der selvfølgelig dummet sig. Køerne havde lige sat store kager foran huset, så da Bak’ernes bil gled ind, trådte Tim direkte i en flad marsvinebrun plamage. Av for pokker! udbrød drengen og kylede skoen fra sig.
Hanne blev rød i hovedet. Men Bak’erne lo bare, og faderen, Erik, flyttede bilen, steg ud og strakte sig.
Sikke et sted! Mogens, skal vi hoppe i søen?! Har I en sø? råbte han.
Mogens trak på skuldrene. Hanne havde ikke nævnt søbadning, og om der var brændenælder eller dyndbund, anede han ikke.
Kom nu til bords, vi har ventet længe! Hanne viste alle sine flotte tænder i et bredt smil. Rie, du ser en anelse svimmel ud. Bilsyge? Åh, de landeveje! Jeg har sagt det til Mogens: sælg hulen og kom tættere på…
Ingrid, rød i kinderne og med forklæde, stak hovedet ud med et glas vand. Hanne nikkede hende taknemmeligt. Der var i det mindste én, man kunne stole på Mogens gik jo og nuldrede fiskegrej, selvom han ikke engang kunne sætte en orm på krogen, og Kamilla, ja, hun var løbet væk.
Alt hvilede på Hanne, hun holdt sammen på hele showet…
Fra verandatrappen tog hun sig i at nyde fornemmelsen uden hende ville familien ganske enkelt gå i opløsning. Og kogende lort på vejen kunne Ingrid jo altid tage sig af.
Tim, femten år, havde allerede fundet en græsstrå og gumlede på den under studiet af den blå himmel. Han elskede landet friheden, stilheden, lydene.
Og hvor er Kamilla? spurgte han, da Hanne gik forbi med fiskefad. Er hun ikke kommet?
Jo, jo, hun render nok rundt et sted, sagde Hanne irriteret.
Undskyld, lød det bag hækken. Det var Poul, der hostede let. Jeres pige står henne ved skoven. Hent hende hellere, ellers render hun vild. Der er masser af hindbær i krattet! Tag en kurv med.
Tak, vi skal nok finde hende, svarede Hanne stift. Som om hun ville kravle rundt i krat!
Hvor? Jeg finder hende! sagde Tim, rodede i bilen efter en kurv, opgav og drejede om på hælen.
Bare tag stien, smilede Poul. Han så noget bekendt i drengen måske hang der noget af frihedstrangen eller det gode blik i ham Hanne havde i hvert fald ikke lyst til at sludre med ham.
Okay! Mor, jeg henter hende! Rie sendte sin søn et blik, og så var han væk.
Nå, vi har ellers mad parat sukkede Hanne opgivende.
Ingrid kom ud med kaffekande. Mogens og Erik sad nu og vasket hænder under den gamle jernhane, lige som på landet, og nikkede fornøjet til hinanden: det her var ægte bonderøvsliv.
Tim spurtede af sted ad stien, snublede over et par store sten. Lærken sang over engen, bag skoven kunne man høre DSB’s fjerne tog og hanen oppe i landsbyen.
Kamilla sad i det høje græs, skjult.
Kamilla! Kaaaamilla! råbte Tim og viftede med en mystisk pakke.
Pigen rejste sig, afskærmede for solen, svingede om hun havde mest lyst til at flygte. Klart, moren havde sendt ham for at hente hende tilbage til servering og pligt.
Jeg vil ikke med! Forstår du det? De kan hygge sig uden mig. Og jeg skifter ikke tøj! Hvorfor er I overhovedet kommet?!
Tim kiggede underligt på hende sårbar og vred og lagde så fingeren på munden.
Hvad nu?! Gider du ikke høre på mig, så stik af! rasede Kamilla.
Shh Vend dig langsomt. Meget langsomt hviskede han.
Kamilla troede, hun stod med en elg lige bag sig og drejede sig langsomt. Men der stod blot et dådyr lysbrun og langbenet, og fnyste til barken på et birketræ. Kroppen sitrede, så sprang den væk med en pivende lyd.
Hvad er der med den? spurgte Kamilla, trådte et skridt bagud.
Den er nok kommet væk fra sin mor. Min far og jeg fodrede engang små kalve med gulerødder, de var så forsigtige, slikkede guleroden af hånden.
Kamilla lo. Jagthistorier, gulerødder på hånd, og at Tim bare stod der, så naturligt, hele situationen blev komisk. Hun greb hans hånd og klemte. Dådyret spænede dybere ind i skovbrynet.
Poul sagde, der er masser af hindbær tættere på. Skal vi lede? hviskede Tim.
Ja ja, det er bare Onkel Poul! Han er sød, gammel, kender alle stederne. Mor siger, jeg ikke må tale med de landboer, men jeg gør det alligevel! Nå, lad os finde hindbær. Fru Else fortalte om et monument for modstandsfolk tæt ved, det har Poul vist bygget dengang han var dreng
Selvom det var første gang, Kamilla og Tim mødtes, føltes det, som havde de kendt hinanden i flere år. Han plukkede bær til hende, fortalte historier og de grinede. Da de nåede stelen omringet af lave pæle, blev de stille. Tims oldefar var forsvundet under krigen måske her? Kamilla lagde blomster, og solsorten sang, spætten trommede, vinden hvislede.
… De gik hjemad, snakkede og opdagede, at Tims familie også var ganske almindelige, spillede banko om aftenen, lod ham løbe på gaden og drak frisk mælk.
Hvad er der i pakken? spurgte Kamilla til sidst.
Åh! Det er en drage, jeg har lavet selv. Skal vi prøve?
Så spurtede de hen ad vejen, Tim med snoren, og dragen dansede rødt i den stærke vind, mens den jagede svaler væk og baskede med vingerne.
Hvem kommer der løbende? Mogens, er det Kamilla? Hun spurter som en gal, er det passende?! udbrød Hanne, da børnene nærmede sig.
Jo, se bare, sikke en drage! lo Erik. De er livlige, de unger! Kamilla må være gymnast!
Poul mødte dem på vejen. Tak for bærrene, Onkel Poul! sagde Tim. Og for mindestenen, det var dig, ikke?
Ja, vi lavede den allesammen, sagde Poul. Kom nu ind, jeg har svampe senere!
Poul og Annelise bød på småkager. Kamilla og Tim var som børnebørn for dem kvikke og friske. Ville ønske ens egne kom forbi lidt oftere…
De kommer, bare vent, sagde Poul og klemte Annelise.
… Hanne sad på verandaen og skumlede. Hun følte sig svigtet mændene var taget ud for at fiske, Rie på blomsterpluk, børnene rodede i stalden. Kamilla ville sikkert komme tilbage som en ren mudderklat.
Ingrid, hvad gør man? Jeg knokler, og de løber! Kan familielivet ikke foregå lidt mere kultiveret? sagde hun, da den gamle dame stak hovedet ud.
Tøhø, men det er nu menneskeligt bare man ikke lader som noget bedre, svarede Ingrid og trak på skuldrene. Lad os tage guitaren og synge lidt.
Hjemmesko slæbte sig hen over gulvet. Guitarstrengene klang inde i huset. Hanne sukkede. Måske var det alligevel nok med al den stivhed? Bag hækken gik Else og nussede i haven, god som dagen er lang, og Poul, nu pensioneret hyrde, havde allerede leveret en kurv svampe, så duftende af gran som barndommens bedste minder.
Hanne huskede barndommens tid i gummistøvler med mormors hånd om sin. Sjældne, enkle stunder, langt væk fra fine manerer, og lige til at blive lykkelig af. Det var ikke pinligt bare ærgerligt, at de forsvandt så hurtigt.
I morgen går vi til åen med Kamilla, meldte Hanne pludselig. Og ud i skoven måske er der stadig skovjordbær, ellers kan vi altid finde hindbær. Hun trænger til godt med vitaminer
Ingrid nikkede. Hanne begyndte måske endelig at tø op, slippe fri fra det alt for stramme korset
Der ER nu noget over landet: himlen er høj, luften frisk, markerne uendelige. Det gør én glad og fri, giver minder om naboerne, Poul, dådyret, modstandsmindet i skoven og røgen over skorstenen. Så ser man på livet med andre øjne. Og tør være sig selv med alt det gode. Hvis nu bare det blev vedLuften hang tung af duften fra nyslået græs, og langs husets gamle hvide facade brummede bierne dovent i lavendlerne. I det fjerne lød latter og råb nede fra engen, hvor Tim og Kamilla løb om kap efter dragen, der nu dykkede mellem skyernes skygger, men steg atter til vejrs, hvis de gav snoren fri.
Hanne sad endnu på verandatrappen, guitarens svage toner dansede ud af stuen bag hende, mens Ingrid nynnede med fra køkkenet. For første gang i lang tid slap Hanne sit greb om dagens pligter og lyttede blot: til stemmerne fra haven, til fortidens ekkoer i Poul og Annelises indforståede latter, til vindens hvisken gennem poplerne ved markskellet.
Mogens kom traskende op ad stien, våde bukseben og fiskestang i hånden, grinende med Erik, og vinkede til de glade børn på engen. Rie kom ind om hjørnet med armene fulde af vilde blomster, og duften fulgte hende hele vejen til verandaen, hvor hun satte sig på trappen og pustede ud. Alle, også Hanne, trak vejret en anelse dybere.
Kamilla løb ind ad havelågen, muddersprøjt til knæene, kinderne ildrøde og øjnene lysende. Hun kastede sig i armene på Hanne, der overrasket gav slip på sine bekymringer, lod datterens latter fylde rummet mellem dem.
Mor, se! Vi fangede frisk luft, lo Kamilla, og rakte hende et bundt solvarme hindbær.
Hanne tog imod og så op og pludselig blev hun ramt af følelsen, hun kun svagt huskede fra barndommen: glæden over at høre til, uden at skulle præstere. Larmen, latteren, duften af mark, og familiens hænder, der rakte ud og ind over det store, skæve bord, blandede sig i aftensolen til noget, der næsten føltes, som det ægte liv.
Og mens lyset blev blødere, og duerne kurrede over tagryggen, blev der tændt op i grillen. Tim fandt en tallerken til Kamilla, Poul trykkede kaffe fra kanden, Ingrid dansede på køkkengulvet, og Hanne, grebet af øjeblikket, stemte i på en gammel vise.
Børnene løb igen, og hunden gøede i haven. I det lille landsbyhjørne, hvor gener og historier vævede sig mellem grusveje og gamle mindestene, forstod Hanne pludselig: måske begyndte det ægte liv først rigtigt, når man gav slip på alt det pæne og lod hjertet løbe frit. Måske var lykken netop summen af alt det brogede, uforudsigelige og skæve og i aftengløden blandede duften af bål, hindbær og barndommens minder sig til en ny fortælling.
En fortælling, som Kamilla allerede var i fuld gang med at skrive, ude på engen, under den uendelige lyse sommerhimmel med bare fødder, smil om munden, og kinderne røde af frihed.
