Lad os besøge mormor
Sådan en drejning havde Emilie ikke forudset ikke engang i en drøm.
De andre piger vrimlede væk, mens hun og Frida sivede mod købmanden, heldigvis stadig åben. De handlede ind og gik i gang kartofler, kylling, remouladesalat … Mormor Anna hyggede om dem, kom med forslag og små tricks.
Du skal smide et løg ned sammen med kartoflerne, ja smid nu bare. Det giver smag. Og sovs på kyllingen hele tiden, så bliver den gylden.
Mormor elskede at kokkerere.
Kattekillingen, Misse, bed alle i tæerne et værre spektakel. Men at sætte hende i kassen var nu nytteløst; hun sprællede sig fri. Og ingen kunne nænne det mere. Misse, det lille spindende fnug, selv når hun bed, vakte hun sådan en mild glæde i sjælen.
Emilie og Frida skiftedes hele tiden til at gribe Misse og plante bløde kys på næsen.
I laver mad! brummede mormor, men katten?!
Men man kunne mærke, hvor glad hun var for at have gæster, og hvor meget Misse var hendes fornøjelse. Mormor blev let træt, men hun ville ikke gå ind og hvile sig.
Kan hvile nok senere. Ærgerligt, at vi ikke fik fat i et juletræ Ja, havde jeg vidst det Kan du huske, Emilie, dengang bedstefar kom med træet? Så gik I og pyntede.
Vi fejrer det fint, mormor. Vi går bagefter over til familien Jensen.
Men ved fem-tiden bragede døren til bryggerset op. Lyde, stemmer Op i stuen trådte et juletræ og bragte med sig duften af nåle, grannolie og jul.
Godaften! Glædelig jul på forhånd! Jeg har kæmpet lidt med det træ, den fremmede smilede træt.
Det var skovfyren fra bussen, i sin orangerøde frakke med pelskant og hue med øreklapper.
Er det til os?
Bag ham dukkede pigernes ansigter op Sofie, Line.
Sofie sagde, at I holder jul her. Og hvad er jul uden juletræ? Værsgo.
Emilie blev forlegen på grund af dem havde han været i skoven.
Men det er vel ikke ulovligt? spurgte hun.
Man skal kende stederne.
Han smilede så pænt, syntes Emilie.
Kan du ikke hjælpe med at få træet sat, Frederik? Spandene står i skuret, sagde mormor roligt, men vi har ikke noget sand
Det viste sig, at Frederik også havde taget sand med. Han smed frakken, lignede en arktisrejsende trøje med mønster, store bukser, hjemmestrikkede uldsokker. Manglede bare skægget. Han var nybarberet og tætklippet. Og mærkeligt bekendt.
Siden I alligevel kommer til torvet i aften stop ind forbi klubben. Der er dans, og for de ældre harmonika.
Hvor fejrer du, Frederik? Diskotek eller harmonika? drillede Emilie.
Mig? Jeg har smuttet lidt frem og tilbage. Før ved dansegulvet, men nu vil jeg hellere hen til harmonika mærkelig forvandling, ikke? Man bliver vel gammel. Hvor skal træet stå?
Emilie fandt plads.
Emilie, stigen er i skuret.
Stigen? Mormor … Virkelig … Den kasse med pynt Er det stadig de gamle julekugler?
Hvor har de da ellers gjort af sig? De ligger sikkert lige på loftet.
Det var et vidunder! Frederik bragte stigen, men Emilie måtte nødvendigvis selv op, og der lå skatten. Forsigtigt hentede hun kassen, mens pigerne kiggede forventningsfuldt op. Nytår gør voksne til børn, især teenagere
Glaskuglerne er meget skrøbelige. Pas på. Den, der smadrer en, får ingen chokolade.
Men den mest ustyrlige pyntegris var Misse. Hun forsøgte at gå på sandspanden, som om den var kattebakke man nåede lige at redde situationen. Da lyskæden blev tændt, sprang hun en halv meter op. Kæden var vel fyrre år gammel.
At pynte træet med en kattekilling er i sandhed en drøm. Forløbet: Åbn kassen, tag en kugle op, tag killingen ud, luk kassen. Misse var som teleporteret tilbage i kassen hver gang, men hun skadede aldrig pynten omvendt. Et par kugler var allerede revnede.
De gamle figurer, lidt afskallede, men tunge og smukke, fortryllede pigerne. Majs, pilot, ur, måne, perler, fluesvamp.
Hvem er det? Ja, den der spejder?
Det er en rødspætte! råbte Emilie og Frederik i kor.
Onkel Frederik, har du været sådan en? spurgte Sofie med en figur i hånden.
Så har de sat mig på de gamles hold, vidste jeg det lo Frederik.
Emilie betragtede træet det var hendes barndoms jul, og hun følte sig lykkelig over at være netop her.
Senere gik alle til familie og venner. Nytåret blev fejret stille, men hjertevarmt bare mormor Anna, Emilie og Frida. Mormor sagde, at hun ikke havde holdt jul ved bordet med et glas i fem år.
Frida, vil du sige, hvad der lige skete? Hvis du har lyst
Det er okay nu. Jeg skulle bevise noget. Han er med Ida nu.
Jonas? Savner du ham?
Egentlig ikke… Det gør selvfølgelig ondt. Men veninderne hjalp mig. Man kunne mærke, der aldrig var nogen fremtid med ham, så hvorfor spilde tiden?
Og kærligheden?
Kærlighed skal være gengældt; ellers bliver det bare pine. Og jeg vil ikke være den, der lider, mor.
Barnets mund taler sandt…
Men Emilies datter var ikke barn længere. Og Emilie der var ikke udsigt til noget med Nicolai, og hvorfor gå og sørge? Han havde ikke sendt en eneste nytårshilsen; hun blev ikke overrasket. Sådan plejede det jo at være. Og hun havde selv heller ikke skrevet. Ville heller ikke. Hun vidste ville hun skrive, ville hans musik trampe igennem beskeden, han ville knap høre hende, skynde sig, have travlt han havde aldrig tid.
Hun blev faktisk mere overrasket over sig selv hun havde ikke lyst til at lykønske ham. Overhovedet ikke.
Efter midnat kom pigerne, ville have hende med på torvet. Begge iført filtstøvler. Frida havde arvet mormors gamle.
Mormor, hvem er ham Frederik egentlig? spurgte Emilie, da de var alene.
Frederik? Han er barnebarn af Astrid fra nummer 8. Kan du huske hende?
Ikke rigtigt. Men ham kan jeg vagt huske. Du slog ham for æbler som dreng, ikke sandt?
Jo jo. Astrid syntes, jeg håndterede ham godt. Han var slem dengang.
Tyv?
Hvem har ikke stjålet æbler som barn? Men han er blevet til noget enten soldat eller betjent, jeg kan ikke følge med. God dreng. Men han gifter sig ikke, leder stadig… Astrid er lidt trist over det.
Mormor gik til ro det havde været en travl dag. Emilie begav sig også mod torvet, ad den smalle sti, snublende i sneen. Sidste nytårsnat var der en, der havde sat ild til halmen på gården. Der skete altid noget i byen nytårsnat. Bedre at være nær Frida.
Foran forsamlingshuset var der festivitas. Julemanden var der, og heksen. Frida dansede med veninderne og filmede. Emilie blev stående for sig selv; der var ikke mange fulde, kun et par enkelte. Børnene piskede rundt, voksne og ældre hilste på hinanden, krammede, inviterede til gæstebesøg. Alt i alt det var landsbyens fest. Klubværten ledte an, to unge toastmastere trak folk ud i konkurrencer og dans.
Måske kunne denne fejringsstil være et forbillede for storbyen. De fleste her kender hinanden. Folk krammede, ønskede og bød ind i varmen.
Og så så hun Frederik. Han og en anden fik listet en overrislet fyr væk fra plænen. Det sker jo.
Efter et kvarter stod han pludselig ved siden af hende.
Godt nytår! Keder du dig?
Mig? Overhovedet ikke. Jeg har ikke haft sådan et nytår siden barndommen. Og Frida? Hun har skønt sig ingen bekymringer om wifi.
Ja, her keder man sig aldrig. Traktoren er allerede blevet stjålet.
Traktoren?
Jep. Føreren havde parkeret udenfor, og et par spritglade besluttede at tage en køretur. De kørte helt ud på isen, kan du tro?
Og gik det godt?
Nej da! Isen holdt ikke. Men de kom op det er lavvandet der. De blev så forskrækkede, at de blev ædru på stedet.
Åh du milde!
Ja, i år har byen opbrugt tre års alkoholkvote på en aften.
Jeg kan kende dig. Du var også en lille ballademager. Jeg var yngre, men du og min fætter Christian stjal æbler hjemme hos os. Mormor tog jer ind i skuret og gav jer smæk.
Ha ha, det husker jeg med glæde. Smæk? Næh, bare et klap. Mormor Annas pædagogik var god. Vi havde en fin barndom. Jeg husker dig også lille dukke med krøller, kjole med prikker.
Dukke?
Ja jeg følte mig som en bonderøv med hullede knæ, og du var sådan en virkelig fin bypige. Da jeg så dig i bussen, kendte jeg dig straks dukken. Jeg var bange for at røre dig, du var så smuk. Hvis jeg skal være ærlig det er jeg stadig.
Emilie lo, tog hans arm, og foreslog en tur.
Skal jeg fjerne din tvivl? Skal vi gå og fortælle hinanden om vores liv? Lad os lege, vi er søskende. Helt ærligt.
Tiden fløj. De havde begge noget på hjertet, lytte og tale var let. Pigerne gik i forvejen; Emilie og Frederik gik bagefter.
Mor, må vi gå over til Line bagefter? råbte Frida.
Sofie, jeg venter på dig, sagde Frederik.
Ingen grund, onkel.
Det er der, jeg har lovet din mor.
De gik hjem til mormor, ventede der, og snakken fortsatte. Alt var så trygt, som om barndommen sad i væggene.
Frederik talte om sin kærlighed til en ældre gift kvinde. Emilie fornemmede sorgen. Hun selv fortalte om skilsmissen, Nicolai, og konflikterne med Frida. De drak kaffe, så ud på sneen, og ingen ønskede at gå i seng.
Så du bor i København nu? de slog lynhurtigt over på du.
Jeg arbejder lige udenfor. Har før været i Herren, flyttede hertil for nylig. Nu er jeg i beredskabet. Kører frem og tilbage. Ingen hjem, ingen familie.
Det kommer nok.
Hvornår skal du arbejde, Emilie?
Det er jo ferie.
Så tager vi på langrend i morgen.
Åh nej! Ej, vi har jo ikke udstyr. Vi skulle kun være her en dag.
Det løser jeg.
Nej, jeg har glemt hvordan. Frida har aldrig prøvet. Nej…
***
Næste morgen kom de med tøj, filtstøvler og ski. Aldrig om min datter går i de bukser, tænkte Emilie, og kendte Fridas smag.
Frida blev ellevild, men på ski gik det ikke. En time øvede de ude på gården.
Emilie kunne godt de havde engang haft idræt på ski i skolen. Men et par styrt blev det til. Snart gled hun dog smidigt afsted, snoede sig mellem træerne. Skisporet forsvandt ind i skoven.
Frederik førte an, suste frem og tilbage, hjalp dem op, skilte sig ud som den sikre.
Mor, se! Frida kom hastende nedad, øjnene lyste.
På træerne lå sne som hatte, luften var klar og sprød. De så et kæmpende egern pile afsted foran dem.
Emilie nød det. De kom til en lang bakke alle ville prøve pulk.
Nej, ikke det! Frida, lad være.
Men modet fra byen. Frida væltede, men forsøgte. Emilie turde ikke.
Du vil elske det, prøv, opmuntrede Frederik.
Hun adlød trykkede fra med stavene. Følelsen af fart, vinden hvislende forbi. Hun faldt, men nydelsen summede i kroppen. Hun prøvede igen.
Man bliver hurtigt mat. At køre ned er let op igen, derimod
Pigerne blev grebet, gik ikke hjem. Røde kinder og glade ansigter. De filmede hinanden og lavede det vildeste.
Kom, lad dem lege her. Vi skal et sted hen.
Hvad nu? Emilie undrede sig.
Han førte hende til en skrænt. Den hvide å snoede mod horisonten.
Sikke smukt!
Jeg kommer her for at begynde forfra. Hver gang noget slutter, kommer jeg her og råber.
Råber?
Ja, helt ud. Hør sådan her.
Han satte skiene og brølede:
HEEEEJ-HEEEEJ!!!
Sneen faldt fra granerne, glimrede i solen som tinsel.
Jeg kan ikke.
Jo du kan. Jeg glider væk, så du har plads. Så skriger du løs. Hele vejen ned i ådalen.
Hun så sig over skulderen. Hvorfor, tænkte hun. Hun havde ikke brug for det. Men hun stirrede mod den frosne å, indespærret under isen. Mon hun længtes ud, ligesom Emilie selv?
Frida havde også været låst nu var hun sig selv, åben og glad. Ikke som derhjemme.
Emilie stemte fødderne godt i, trak vejret dybt:
HEEEEJ-HEEEEJ!! HEEEEJ-HEEEEEJ!!! skreg hun, fyldt af eufori.
Skaderne fløj fra grenene. Det virkede, som om åen rungede tilbage. Hun vendte sig med et drillende smil. Han stod, støttet til stavene, og så alvorligt på hende.
Han kunne lide hende; det vidste hun nu. Og hun var ikke i tvivl følelserne var gengældte, uden koketteri, bare ærligt.
Hun satte skiene i retning af ham, susede frem. Han gled hende i møde. De stødte sammen, rullede i sneen. Han kyssede hendes snevåde læber, øjne, rodede i hendes hår. Det var en mærkelig fornemmelse ikke begær, men noget større, nært og rent.
De gik hjem. Emilie fulgte efter sin datter, ski ved ski.
Mor! Jeg kørte ned S-Y-V gange uden at vælte! Vildt. Sofie filmede, det bliver det sygeste på Insta. Ingen får så vildt et nytår. Jeg i filtstøvler du skal se det!
Frida, jeg er vild med Frederik.
Frida stoppede brat.
Uha! Emilie trak skiene fra hinanden for ikke at ramle ind i datteren.
Frida så sig omkring, ventede lidt og smilede så.
Det er jeg også, mor. Bare ikke som dig. Men jeg er ikke imod
Imod hvad?
Imod alt. Du er for sej til at stå alene. Kør på nyd det.
Måske var det den bedste godkendelse. Nu vidste Emilie, at Frederik også ønskede det. Ikke at milde, som Nicolai havde gjort; det føltes ægte.
Sammen sagde de farvel til fortiden der ved åen. Sammen gik de ud i nutiden. Frida mærker det snart, tænkte Emilie.
Snart vinkede Frederik dem til bussen.
Burde jeg ikke tage en taxa? prøvede han sig frem.
Nej, det klarer vi selv, Frederik. Se vores fødder, begge i filtstøvler!
Åh, jeg har ikke lyst til skole, peb Frida.
Så lad være, sagde han.
Frederik! Emilie sendte ham et strengt blik.
Hvad så? Hvad ændrer et par uger? I kan lige så godt samle dine ting, Frida. Snart går du i skole i København. Det er ikke til diskussion det er fakta.
Frederik! Emilie tænkte på, hvordan hun skulle sige det. Men han…
Virkelig? Okay, det lyder fedt… Jeg er med!
Hvordan bærer du dig ad? Hun giver dig altid ret. Frida, jeg ville sige det men…
Mor, gør det ikke svært. Vi tager derhen, I vil. Jeg ved jo allerede, at I har kærlove.
Kærlove? Frederik trak på smilebåndet, Sådan er det.
***
Hej Emilie.
Hej Nicolai.
Undskyld, jeg har ikke ringet. Der har været så meget … Efter jul tog jeg til København, en fyr fra DR lovede at hjælpe, kan du tro det?
Ja, det tror jeg.
Vi ringede og aftalte. Du kender jo mine planer. Jeg har besluttet at flytte, men så skete der noget de gav jobbet til en eller anden stjerne. Jeg blev gal og tog hjem. Pokkers også! Kan vi ses? Jeg er hjemme.
Men det er jeg ikke, Nicolai. Jeg er flyttet fra Odense.
Flyttet? Hvor til?
Til København. Jeg er gift, Nicolai. Lad venligst være med at ringe igen.
