Gale
Du, Mette, du er lige så tosset, som du altid har været! Hvorfor blander du dig i andres problemer? Har du ikke nok af dine egne? Skal det aldrig være nok?
Anne stormede rundt i stuen, mens hun tømte tasken for de ting, hun havde købt til sin søster. Selv købte hun jo aldrig noget til sig selv. Alt skulle spares op! Men til hvad? Og bestemt ville hun aldrig indrømme det, hvis man spurgte. Ingen børn, ingen pisk. Hun havde været gift, men det ægteskab, hurtigt og meningsløst, opløstes næsten før det begyndte. Allerede en uge efter, at Mettes mand havde forladt hende, kom hun slæbende hjem med endnu en kat, rolig i visheden om, at nu ville søsteren holde ekstra godt øje med hende.
Hendes sørens eksmand havde samlet sine ting, mens Mette var på arbejde, og var væk på et øjeblik! Han tog endda Mettes guldringe med dem, som bedstemor havde testamenteret til hende. Det havde været bedre, hvis Anne havde arvet dem. Så var de nok stadig hele!
Hvad glor du sådan forfjamsket på mig for? Sig dog noget! Du er da helt væk! Tag nu for pokker det tøj på! Måske har jeg ramt forkert størrelse, man kan jo aldrig vide!
De spraglede bluser og den nye nederdel faldt tydeligvis ikke i Mettes smag. Hendes hjerte havde aldrig banket for vilde farver eller skrigende mønstre. Anne, derimod, elskede det hun bar selv en lysegrøn choknederdel med en leopardmønstret bluse, den nyeste trend i København denne sæson.
Så! Nu ligner du da et rigtigt menneske! Anne rynkede brynene, da hun så, hvordan Mette prøvede at trække den lidt for korte bluse ned. Pil nu ikke ved det det sidder pænt! Måske finder du dig en mand på dine gamle dage. På tide! Jeg er jo ikke udødelig, Mette Hvem skal passe på dig, når jeg ikke er her?
Noget forandrede sig i Annes stemme, og Mette mærkede straks sorgen bag ordene. Hun gik over til søsteren, lagde hovedet på hendes brede, varme barm, og omfavnede hende.
Hvad er det nu, min stakkel? Anne trak hende tættere ind til sig, aede de grånende hårstrå, der glimtede med sølvtråd. Jeg elsker dig, selv om du er så skør. Det ved du jo
Det ved jeg.
Kom så sig, hvad du nu har rodet dig ud i?
Mette så op på sin søster og smilte.
Den kraftfulde, larmende Anne var den, hun havde tættest i hele verden. Da moren døde, var Anne som bare 20-årig blevet hendes alt. Hun havde droppet studierne på Aarhus Universitet og fundet arbejde. Nogen skulle jo være der for Mette. Deres far havde forladt dem, da Mette var spæd, og aldrig set sig tilbage. Deres mor havde været stærk: hun kunne styre et hjem med både visdom og hjertelighed. Men hendes hjerte knustes alt for tidligt af sorg og slid.
Så tog Anne ansvaret.
Selvom Mette altid havde været nem. Ingen store teenageproblemer, ingen kriser. Hun kom bare slæbende med gadekatte og bønfaldt Anne om at lade dem bo, eller brugte sin tid på at hjælpe gamle fru Jensen fra opgangen sommetider så hun helt igennem dagens pligter og glemte alt om aftensmad og lektier for at drikke te og snakke klogt om livet bagefter.
Mettes hjerte var mildere og varmere end Annes. Og hende mindede det om deres mor.
Du er som mor sukkede Anne tit, når Mette fortalte om omhjems-forsøg med hittekattekillinger. Hun var også sådan. Men hjertet kan ikke række til alle, Mette! Der er også grænser for, hvor meget man kan give af sig selv. Pas på dig selv! Hvad skal jeg gøre uden dig?
Du overlever ikke! svarede Mette altid og så på hende med øjne, der rummede forårshimmelens blidhed og moderlig kærlighed.
Man blev glad af at se ind i den dybde dér var varme, kærlighed og alt det, der fik sjælen til at overleve.
Anne skældte selvfølgelig ud. Hun frygtede for søsteren. For mennesker som Mette, var livet hårdt de ville give deres sidste skjorte, ofre alt, bare for at gøre denne verden lidt varmere for andre. Men Mette søgte aldrig den gyldne middelvej hun vidste, at verden blev holdt i balance af folk som hende; der var rigeligt ondskab, men godhed måtte man lede længe efter.
Da Mette som 18-årig kom hjem og sagde, hun var forelsket, standsede Annes hjerte et slag.
Hun ville give sig fuldt ud! Men til hvem? Var han værdig til hende?
Nej, viste det sig.
Peter han faldt ikke i Annes smag fra start. Alt for snu, rastløs, og så på Mette, som var hun et stykke chokolade. Anne indså senere, han bare ventede på at få kontrol; han ville have en hustru, han kunne herske over.
Anne fik først senere nys om, hvordan Peter behandlede hendes søster. Han forbød Mette at invitere hende hjem. Hun fandt det mærkeligt, men tænkte, det måske handlede om ønsket om selvstændighed og ikke at blive betragtet som den trælse svigermor. Det kunne hun godt acceptere.
Da Mette stoppede med at besøge hende, slog Anne sig dog ikke til tåls. Hun fik fat i Peter ved opgangen:
Hvad sker der med Mette?
Ikke noget! svarede Peter, lille fyr, der kun nåede Anne til skuldrene, og smilte lumsk. Hold dig udenfor!
I det øjeblik forstod Anne alvoren og fortrød, at hun havde efterladt Mette alene med ham. Hun havde fejlvurderet ham.
At få nøglerne fra en skrigende Peter tog hende sekunder. Hun trykkede ham op ad muren og sagde stille:
Vær stille. Skræm ikke naboerne.
Han turde ikke brokke sig. Det var tydeligt, hun ikke var som Mette, der bare fandt sig i alting. Så han trak sig uden protest, velvidende at hvis Anne så, hvad han havde gjort, havde han ikke mange minutter at leve i.
Da Anne så Mettes blå øje, blev hun tom for ord. Tanken at nogen kunne løfte hånden mod sådan en som hendes Mette, var utænkelig.
Hvorfor sagde du aldrig noget? Anne holdt den grædende lillesøster tæt ind til sig.
Jeg var bange… vidste, du ikke ville give ham fred.
Var du bange for ham? Anne skubbede hende væk for ikke at miste selvkontrollen.
For dig! Mette snøftede, trak sig igen ind mod den eneste, der virkelig holdt af hende.
Efter det blev Mette aldrig gift igen. Der var friere. Hun blev beundret alle vegne hun var jo smuk, yndefuld som et birketræ, med varme, dybe øjne og hul i gennemskuelige sjæle. Ren som kildevand. Uden hende kunne man leve, men hvem drikker frivilligt af en mudret sø?
Anne prøvede først at overtale hende til at finde en kæreste, men opgav. Mette frygtede en ny Peter, frygtede at miste troen på godhed og retfærdighed, hvis hun blev ødelagt igen. Og dét var vigtigt for hende.
Så Anne fandt sin egen vej med en gammel folkeskolekammerat, stor og kluntet som hende selv, der havde ventet tålmodigt siden femte klasse.
Annes børn frække Jonas og stille Sofie elskede Mette som deres egen.
Mette, har du ikke lyst til at få dit eget? Du kan gøre det alene! Vi hjælper! forsøgte Anne, da hun så, hvordan Mette kiggede kærligt på børnene.
Nej, Anne. Jeg er bange.
For hvad dog?
Om jeg kan blive en god mor. Om jeg kan lære et barn, hvordan man handler klogt. Du siger jo selv, jeg ikke har den forstand hvordan kan jeg give det videre? Nej… Jonas og Sofie er mine børn. De er nok for mig. Bare jeg kan række til!
Anne forstod og overtog presset. Hun foreslog, at Mette skulle skifte job.
Børnehave, det er fint, men du burde være et sted, hvor dit store hjerte kunne gøre mest gavn.
Hvor?
Ja, måske et børnehjem. I børnehaven har de forældre, men på institution, dér mangler børnene kærlighed. Hvad siger du?
Mette handlede straks. To uger senere startede hun på nyt arbejde, dog ikke på børnehjem, men på en døgninstitution der, hvor ingen havde taget dem til sig. For hvem kunne lære at leve, hvis ingen viser én, hvad kærlighed er?
En ny epoke begyndte. Navn efter navn blev skrevet med spinkel håndskrift i Mettes mentale dagbog. Drenge, piger alle mødte mennesker, der takkede hende for godhed og varme.
Hun kunne aldrig gøre noget stort; men i dagligdagen hjalp hun dem første tid, lærte dem at vaske, lave mad, købe sengelinned, alt det, ingen før havde vist dem.
Hendes kælenavne pus, skat, lille mus kunne virke upassende, men de hårdeste drenge smilte til sidst, når Mette hilste på dem:
Hey, skat, hvorfor har du ikke betalt for gassen? De lukker for det!
Mamma-Mette, jeg gør det!
Og hvad laver du med den snottede ærme? Hvor tit har jeg sagt, piger kan ikke lide grisede drenge! Så ryger din Maja!
Nej, vi skal giftes om en måned!
Og du har ikke sagt noget?!
Hun maler invitationerne til dig! Hun sagde, jeg skulle holde mund. Ej, hvordan kan du få én til at snakke om alt?
Jeg ved det ikke! Og jeg har intet hørt om bryllup. Forstået? Hils Maja! Og sig, at Anne og jeg tager i sommerhus i weekenden, hvis hun stadig vil sylte kirsebær, kan hun tage med. Du må hente os med spandene fra bussen. Tag Niklas med! Han mangler kirsebær til tærte, men jeg bærer dem ikke over hele byen min ryg er ikke til det mere.
De føltes alle forbundne, en usynlig tråd mellem dem, der havde mærket hendes bløde hjerte.
Selvfølgelig var der også dem, der aldrig lærte godhed. Hun blev snydt. Hun fik stjålet penge og småting. Men alt det veg for dem, der fordømte hende for hendes hjælpsomhed.
Du kan ikke gøre en forskel! De er tabere, og det vil de forblive. Hvorfor spilder du tiden på dem? Lav dog noget for dig selv!
Hun slog det hen og sagde til Anne:
Hvordan skal de lære kærlighed, hvis de aldrig har mødt det? Man kan ikke give, hvad man aldrig selv har fået det er umuligt.
Men da Mette var allermest sikker på, at hendes vej i livet var rigtig, skete det forfærdelige.
Mette blev overfaldet, da hun sent en aften kom hjem fra arbejde. Hun havde været forbi søsteren for at sige tillykke til niecen, og var først hjemme omkring midnat. Ved hoveddøren blev hun slået ned. Slået og sparket, som om nogen ville knuse alt, hvad der hed næstekærlighed.
Det var en halvfuld nabo, der fandt hende han blev straks ædru, da han så Mette ligge blødende.
Mennesker uden hjerte! Hvordan kan I eksistere? Mette, søde Mette, vågn op! råbte han.
Da Mette ikke reagerede, ringede han akut efter hjælp.
Anne ankom til hospitalet med hele familien så hurtigt, hun kunne.
Overlever hun?! spurgte hun desperat enhver læge, der gik forbi.
Alle rystede bare på hovedet eller bad hende flytte sig. Først ved middagstid fik de besked: Mette havde klaret den. Lægerne havde kæmpet det bedste, de kunne.
Da Anne havde grædt ud, gik det op for hende, hvor mange Mette havde gjort indtryk på. Folk stimlede sammen i venteværelset fra hele København dem, der for længst havde kaldt Mette for mor.
Først da forstod Anne for alvor, hvem hendes søster var. Ikke bare hendes evigt problematiske lillesøster men den Mette, alle disse mennesker elskede så inderligt.
Mit solskin Mette, hvad skal vi gøre uden dig?
Og det var, som om Mette hørte dem allesammen, ventende, bedende. Da hun slog øjnene op, strømmede lettelsen gennem stuen.
Din Anne er her. Hun venter nedenunder. Vi lover at lukke hende ind, når du må få besøg. Men nu skal du hvile!
Dem, der angreb Mette, blev fanget hurtigt. Myndighederne måtte næsten holde dem gemt for at undgå hævn blandt alle de, der elskede Mette. Motivationen blev aldrig forklaret for det var ligemeget. I retten så Mette de unge mennesker, hun før havde betragtet som sine, men vendte dem tavst ryggen. Den stilhed var den strengeste dom man kunne mærke noget knække indeni dem. En af dem skrev senere et undskyldende brev til Mette. Med sin forsigtigt vaklende skrift, svarede hun, og bad Anne hjælpe med at sælge den etværelses lejlighed, hun boede i.
Hvorfor det, Mette?
Jeg trænger til forandring. Vil ikke kunne opspores.
Godt, nikkede Anne. Vi sælger. Ligger jo centralt på Vesterbro, der skal nok komme en køber. Finder noget roligere. Vi har jo ikke meget tilovers.
Fint.
Men Mettes børn blandede sig. Nogen fandt boligemner, andre tjekkede, at alt var i orden juridisk. Snart viste der sig en billig toværelses i centrum, som blev solgt i hast. Standen var ringe, men Mette måtte ikke flytte ind før børnene havde ordnet det.
Vent, mamma-Mette! Vi fikser det først. Du må leve med det gamle lidt endnu!
Efter få uger flyttede hun ind, og hun gispede, da hun så resultatet:
Jeg har aldrig boet smukkere!
Der var ikke luksus men den glæde i deres øjne løftede Mettes hjerte mere end alle rigdomme i verden.
Hun havde nu plads både til sine elskede katte og til dem, hun følte, hun måtte hjælpe. Anne var stadig ikke enig og skældte, når Mette lod endnu en ung udslusningsdreng flytte ind, og hun ringede på advokater for at få styr på situationen.
Annes stædighed gik forud for alt, og hun åbnede kontordøre med styrken fra en sand dansker.
Hvor er jeres anstændighed, hr. embedsmand? Lidt skal I ikke narre fra min søsters børn! Jeg følger hver eneste krone, indtil ungerne får, hvad de fortjener!
Og så nævnede hun navnet på den, der for tiden boede hos Mette.
Folk frygtede ikke Anne, men undgik helst hendes raseri. Hun kendte medierne, fik gravet i kommunen, og fandt altid en vej til at hjælpe de unge på rette køl.
Børnene, de fleste af dem, fandt sine egne ben og flyttede ud. Anne nød sjældent en pause, før næste sag stod for døren. Hun vidste, hele København kaldte hende og søsteren for skøre. Men hvad rager det? Hun gjorde det nødvendige. Mette hjalp børnene Anne hjalp Mette. Det var retfærdigt.
Hvad var der at spekulere i? Der var ting, der skulle gøres.
Hvem skal du hjælpe nu, Mette? spurgte Anne med et blik der gennemskuede alt.
En pige, Anne. Uden nogen og med et spædbarn på armen.
Hov. Hvor gammel er hun?
Nittten.
Mand? Forældre?
Ingen. Hun har ingen.
Men du er der du er nok, sagde Anne og vurderede søsterens grønne kjole. Nej, den farve klæder dig altså ikke!
Nå, Anne!
Tøsesnak! Vi klarer det igen. Der er tid. Vi finder ud af noget!
Og Mettes øjne strålede, mens Anne sukkede lykkeligt og takkede stjernerne for, at hun havde fået en søster, der virkelig forstod kærlighedens væsen. Ligegyldigt, hvordan den viser sig, og hvilken skikkelse den end tager, er den det eneste, der betyder noget. Og hvis nogen kalder én tosset for det? Hvad så?
Hvem tænker på det?
