Tid til lykken
Lokaltog nummer… til… ankommer til spor tre klokken 14:15. Jeg gentager… lød Højttalerens varme stemme, som tilhørte Tilde Antonisen. Hun havde arbejdet som trafikleder på stationen i snart to år, sendt tog af sted, ønsket god rejse og mindet alle om at huske billetten. Altså, et helt normalt arbejde.
Tilde var med det samme faldet i god jord hos stationslederen, Jens Troels Hansen. Allerede første dag, da de tilfældigt stødte sammen ved indgangen til stationsbygningen. For at sige det, som det er, så var det ikke ligefrem Københavns Hovedbanegård, men en lille, to-etages bygning med personalerum, passagertoiletter og en lille café. Tilde havde faktisk ikke lyst til at være stemmen, måske fordi hun var lidt genert og egentlig helst ville sidde med papirarbejdet, men sådan blev det altså ikke hun blev trafikleder.
Der gik en måned, to, så tre, og Jens var hele tiden i nærheden. Tilde kunne da heller ikke lade være med at kigge efter ham lidt tilfældigt ramtes de i kantinen, kom til at følges i Netto, den slags…
Jens Troels forsøgte ivrigt at snakke med Tilde, blive venner. Men Tilde holdt ham hele tiden lidt på afstand, næsten som om hun var bange for noget.
Jens lå vågen om natten, vendte og drejede sig så snart han faldt i søvn, dukkede Tilde op i drømmene, smilede til ham, gjorde nar af ham og gjorde det umuligt for ham at sove videre.
Da Jens tålmodighed slap op, indkaldte han Tilde til sit kontor, tog hende i hånden og sagde det, hun både havde ventet på og frygtet han friede. Og hun sagde… nej!
Men, Tilde dog! udbrød Jens, mens han stod på ét knæ. Han var ikke så adræt, knæet gjorde ondt, men han syntes, hun var værd at ofre sig for. Han sagde det store, forventede at Tilde ville bryde ud i glæde men hun sagde nej. Jens mumlede fortvivlet:
Jeg mente det fra hjertet. Jeg har skaffet os en god lejlighed, fundet et køkkenbord med det der udskårne mønster du talte om med Hanne i caféen… Undskyld, men jeg kunne altså ikke lade være med at høre det. Tilde, jeg er jo ikke helt ung længere, man skal sgu tage sig sammen! Hvorfor skal du dog afvise mig sådan?
Hvordan? Tilde trak på skuldrene, rystede hovedet, og hendes rav-øreringe klirrede. Jeg forstår ikke rigtigt, hvad du mener, Jens Troels.
Men, Tilde! Jeg elsker dig! Nå, men så lad os dog sidst i livet få lidt lykke! Du må da snart være træt af at gøre alting selv… Jeg ville gøre alt for dig! Tilde!
Hun trak bare på skuldrene, sagde hun ville tænke over det, og gik så.
Jeg skal altså passe mit arbejde, Jens Troels. Lokomotivførerne venter. Jeg skal tilbage. Slip nu… men hun gjorde ikke en stor indsats for at komme fri, lod ham kysse sig på kinden, hun snittede selv hans skæg med sine læber listig kat! Hun gik, mens hun bandt tørklædet, hun havde fået af ham, rundt om halsen.
Ude i kulden strøg sneen, decembervinden bed, og hendes kinder brændte, hjertet hamrede i brystet som hammer mod ambolt. Forud for nytår, sneede det så tæt alt blev stille og dækket i hvidt, selv bærbuske og urtebed, alle spor af passagerernes skrald, alting blev et fjerlignende tæppe, man havde lyst til at kaste sig i og mærke den blødhed.
Tilde gemte ansigtet i hænderne, kiggede op mod Jens vindue og så ham bag gardinet, og pludselig spredte hun armene ud og snurrede rundt i sneen med hovedet kastet tilbage.
Tilde! Hvad har du gang i? råbte Lise, den unge assistent, der gik forbi. Er du blevet skør?
Ja, Lise, ja! Jeg er skør! Jeg er lidt småfuld, kommer aldrig hjem! sang Tilde højt, sådan rigtigt festligt. Det føles så godt!
Okay, jeg smutter Lise rystede på hovedet, samlede Tildes vanten op, hviskede for sig selv: Sådan et kaos! Drukket på arbejde, men der er aldrig nogen, der siger noget hun er jo chefens dame! Hende slipper alt igennem! Hun er jo helt rød i hovedet, sikkert kysset…
Jens Troels, han var ærlig talt populær blandt kvinderne i området de roste ham, bagte tærter og boller helt tilfældigt til ham, gav ham sylte og steg; altid med blikket mod gulvet, ydmygt, men med gaverne strakt frem: Værsgo, Jens, ikke for noget, bare tag det.
Jens tog imod med besvær, skældte lidt ud, for han blev altid genert, når kvinder viste ham opmærksomhed. Han sagde, de kunne lade det stå til alle.
Kvinderne trak på skuldrene, men nikkede, bare de havde fået lov at vise Jens deres respekt…
Han selv rørte sjældent ved maden han havde aldrig tid, så han tog det tit ud til værkstedet, hvor folk i arbejdsdragt og støv spiste op på fem minutter og roste chefen.
Hvorfor spiser De egentlig aldrig noget selv? spurgte gamle Henrik fra banevagten, da Jens igen kom med mad. Det virker forkert…
Jeg ved det godt, Henrik. Men hvordan skal jeg dog få dem til at stoppe, de damer?! De bliver bare ved! Og jeg tør ikke spise det Tilde ville jo blive jaloux! Hun er så jaloux, hun! hviskede Jens konspiratorisk, hans mørkeblonde hår ragede ud under Henrikks kasket og kløede Jens bag øret. Jeg har friet, var på knæ, kunne næsten ikke rejse mig igen! Og alligevel får jeg nej. Selv ringen har jeg klar, min farmors. Se! han hev en æske frem, viste en gammel sølvring med diamanter.
Hold da op! Må jeg prøve den? Henrik strakte sine store fingre frem.
Glem det, du får den aldrig af igen! Jeg turde endda ikke vise Tilde den. Måske er det bare ikke min skæbne… Måske duer jeg ikke til noget mere. Men Tilde, hun er…
Hun er en ordentlig kvinde, det må man sige! nikkede Henrik. En rigtig dronning! Hende… Ja, hvad hed hun nu… den der egyptiske?
Nefertiti, hviskede Jens Troels.
Nemlig! Bortset fra… hun er god til mad, lo Henrik, slukkede sin smøg og gik videre. Havde travlt.
Henrik var for længst forsvundet bag den gamle teglstensbygning, men Jens fik øje på ham, kom tilbage.
Glemte du noget, Henrik? råbte chefen.
Nej, men jeg har fået en idé. Gammel som vejen. Gør Tilde lidt jaloux, giv hende et lille skub. Hun elsker lidt modstand! Nå, hej med dig, siger jeg bare.
Jens stod lidt i sneen, trådte spor, pustede lidt. Skulle til at tænde en smøg, men slog sig selv for pande Tilde hadede røg, og han var jo holdt op! Ikke nogen smøger. Henrik var gået.
Jeg gør jo alt for hende! sparkede han til en stenet græstue. Jeg kan jo ikke være nok i et værelse mere, hun må også være træt af kollegiet. Har fundet møbler i den stil, hun kan lide. Selv min vejrtrækning nær hende er jeg nervøs for og hun…
Han gik og snakkede med sig selv, men stoppede, da Tildes stemme flød ud fra højtaleren på stationen, lav og blød, som Jens egne ører kun.
Han stoppede, lyttede. En krage satte sig på en sten ved siden af ham, rodede i sneen, fandt et stykke papir og begyndte at hakke på det. Jens hvæsede af kragen, den skulede og fløj væk. Papiret lå alene tilbage iturevet, uønsket, som stationens leders hjerte.
Resten af dagen gik han bare rundt, skrev under på papirer, skændtes i telefonen med DSB centralkontoret, for de havde givet det forkerte køreplan, passagererne brokkede sig. En dag kom Professor Nørregård tynd som en pind, med ski og blå FIF træningsdragt og en rød hue med kvast, stormede ind, klagede over at have eksamen næste dag og ikke kunne komme væk.
Forstår De overhovedet, hvad det er jeg arbejder med?! Studerende! Mennesker! Ikke tog! gestikulerede han, kvasten hoppede, skienes snore gik op.
Jens bøjede sig for at samle op og berolige den gamle professor, han anerkendte, at folk ikke er tog, og til sidst sukkede professoren opgivende.
Jens følte med ham. Og…
En halv time efter sad professoren i Jens De Gule efter at have fået et lift. Chaufføren, Bjarne Røg, sad og brummede og forsøgte at se noget som helst i snestormen.
Jens havde givet sin tjenestebil for at hjælpe for studerende og deres professor.
Kør forsigtigt, som hvis du havde kongeligt porcelæn! sagde Jens til Bjarne. Han nikkede, tog skiene fra professoren og gik ud i sneen.
I bare følg ham, han kører jer ind til byen. Undskyld, alt blev lidt rodet, vi er alle lidt pressede her, sagde Jens. Skal De have lidt kaffe? De ser kolde ud.
Nah… sagde professoren sløvt. Siden min kone døde, har jeg bare boet på arbejde. Kan ikke holde ud at være alene hjemme. Men du skal komme forbi engang med din kone!
Men jeg er altså ikke gift, lo Jens.
Arj, vent og se! I morgen måske. Her, mit visitkort…
Professoren blev kørt væk, og Jens fik så hans sætning i aften er ikke slut endnu på hjernen…
Tilde var også på mærkerne, ringede hele tiden til kontoret for køreplaner, og Jens hørte hendes stemme fra højttalerne, sukkede og flyttede papirerne på sit bord…
De mødtes i kantinen. Tilde smed sneen af frakken, rettede på nederdelen og gik ind. Jens sad allerede og drak sin solbærsaft.
Hej, Tilde. Hvad må det være? spurgte Hanne i caféen og så på Jens, der hurtigt vendte sig og skjulte et rødmeramt fjæs.
Hanne, bare et eller andet hurtigt. En bolle og en kærnemælk. Har travlt, det interregionalt tog holder kun ti minutter, jeg skal nå at lave meddelelser, sagde Tilde og nikkede mod en sukkerstænket bolle.
Det sner for vildt! Man kan slet ikke se ud af vinduet! sagde Hanne, mens hun langede bollen over.
Ja, det sner vanvittigt! Vi sander helt til før nytår. Hanne, har din far taget juletræet med hjem? Tilde betalte og stillede sig til side.
Nej, han henter i morgen. Hvorfor?
Kan han ikke tage et til mig også? De var forfærdelige i går på torvet, så grimme, som om alle var ribbet. Jeg blir glad, vil ikke skylde noget! blinkede Tilde. Hanne nikkede.
Imens tog Jens sit glas, gik forbi og hostede for at gøre opmærksom på sig selv.
Hanne, undskyld. Gider du ikke give mig endnu en juice? Den smager simpelthen fantastisk i dag! Og de der øreringe klæder dig, Hanne! uden at kigge mod Tilde. Hvis du vil, kan jeg tage et træ med til dig! Jeg har nemlig gode forbindelser til skovfogeden.
Hanne så forvirret fra den ene til den anden.
Nej! Nej, det går ikke, Jens Troels. Vi klarer os selv. Hanne blev så flov, at hun hældte saften ned af disken! Den løb ud til Jens støvler, han trådte til side.
Nå, nej så. I kan også bare gøre, som I vil. Drik jeres egne juicer! han trampede ud.
Hanne så overrasket efter ham, mens Tilde trist gumlede bollen færdig og glemte kærnemælken, før hun gik for at annoncere det hurtige tog…
Sikke noget! Mener han, at han bare kan gøre alt selv! Nå… bare vent! tænkte hun, mens hun gled på isen på vej gennem sneen, tørrede de sorte, fugtige hår væk fra panden, og standsede pludselig og pressede sig mod væggen ved trafikcentralen. Hun skar sig på kinden, da hun tørrede tårerne væk med vanterne.
Jens… Hun så ham for sig dag og nat, tænkte på ham når hun stod op, når hun gik i seng, når hun så sig i spejlet, når hun passerede hans kontor og kiggede ind i vinduet for at se, om han var der. Hun var træt af at være alene, træt af at ønske sig selv godmorgen, lave sengen kun for sig selv. Hun havde fået et tilbud om kærlighed hvad ventede hun på? Hvorfor spillede hun kostbar?
Det er ikke stolthed, nej! Men det er skræmmende. Tænk hvis jeg mister ham, og så skal igennem det igen! Nej. Bedre at være alene. Det er trygt. Glem alt andet!
Hun tørrede tårerne væk så hårdt, at der kom røde striber, og gik tilbage til hendes kammer. Stolt og utilnærmelig. Nogens.
Det blev hurtigt mørkt, men det var svært at se, om det var nat eller bare stormens grå skygge, der dækkede Zaborg station. Lamperne lyste gult, som om de svævede frit, vinden fik poplernes grene til at knage, og kragen fra før sad og trøstespiste sne med en skæv attitude.
Efter dagens vagt sluttede Tilde sig hurtigt til kollegieværelset og låste døren bag sig. Hendes værelseskammerat var hos familien over julen, så hun havde værelset alene. Ud med vinduet gardinerne blafrede, det trak koldt. Hun frøs, trak hovedklædet tættere om skuldrene, satte sig ved bordet. Maden fristede ikke, men det var noget, hun gjorde, fordi man skulle. Man skulle stå op, man skulle arbejde, smile, male læber og tage fine bluser på. Skulle for andres skyld. Ingen skulle gå og glo på ens tristhed, og for andre lavede hun sjov, gik i biografen uden at se filmen, sad og kiggede ned på sine hænder og tænke kun på Jens…
Sådan kunne tiden være gået, hvis det ikke var for en alarm i gangen, råb og tumult:
Det er forfærdeligt! Hvor er han?! Vejret er ikke til det her! Tilde! Tiiiilde! bankede veninderne på døren. Åbn!
Hun sprang op, tørrede kinden og låste op.
Hvad er der sket? hun så hele etagen stimle sammen, nogle i frotté, nogle i natkjole, nogle med håndklæde om hovedet. Nå? Hvad er der galt?
Henrik er væk, hulkede Tania, den kun 19-årige unge, som bedstefaderen havde skaffet plads på stationen. Han gik på inspektion, men nu kan vi ikke finde ham. Han svarer ikke i radioen!
Hun klamrede sig til Tilde, så tynd at hun nærmest var et skelet.
Ved Jens det? sagde Tilde og brød grebet. Ikke tid til gråd nu. Vi skal ud og søge!
Hun mærkede også kulden i brystet bange for, at hun ikke kunne hjælpe, for sent igen. Gud, skræmmende tanke…
Hun løb til opsynsmandens hus, ikke engang tid til at lukke frakken. Der stod allerede en flok mænd udenfor og delte lygter ud.
Jens, i sin store skindpels og luffer, stod bøjet over kortet. Bjarne, lige kommet tilbage, lyste med lygten, men blændede chefen.
Boris! Hold den lige! Hvornår var sidste gang, I talte med Henrik? Hvorfor gik han alene? Hvem løb fra ham? Aha… lyttede Jens, afbrød, pegede ud på sporene og fik øje på Tilde.
Gå hjem, Tilde, vi klarer det, du må ikke gå til endnu! han så strengt på hende, men hun svarede med styrke i blikket.
Glem det, chef. Vi mangler én, det kan jeg ikke sidde overhørig, jeg hjælper. Og du… du… hun ville til at skælde ham ud pga. Hanne og den julesag, men holdt sig i skindet og snuppede en lygte fra Bjarne, gik ud i mørket.
Hun er ild, hende der, mumlede én.
Om lidt kom godstoget, så hurtig-toget. Sneen væltede stadig ned, skinnerne var to mørke bånd, der skinnede i lygteglimt. Tilde gik langs stien, kastede lyskeglen ud noget var der! Gamle spor, næsten væk, men der!
Hun blinkede signal, mændene svarede, løb. Jens spænede selv, lidt skævt, men stædig.
Tilde, gå hjem! Jeg vil ikke miste dig også! råbte han, men hun satte farten op. Da de til sidst fandt Henrik, der året før havde foræret hende tulipaner til kvindernes internationale kampdag, besluttede hun sig: Jens måtte gøre, hvad hans hjerte begærede, men manden hun skulle giftes med, var ham. Basta. Hun bestemte nu.
Gå, Tilde, sagde Jens, denne gang mildere, og rørte forsigtigt hendes arm. Ja, han havde kun én hånd en ulykke, der havde fået ham til at være bange for at være sammen med kvinder, bange for at afsløre sin svaghed. Før var han flot og populær, pigerne hang på ham, men da armen røg, blev han sky. Hans frygt for kvinderne boede under sengen, akkurat som i barndommen. Måske kunne Tilde jage dem væk…
Tilde svarede egentlig ikke noget, men de gik sammen, og pludselig, ude i mørket, hvor kun sneen pakkede dem ind, standsede Tilde og vendte sig om, lagde armene om ham og kyssede ham på hans lidt ru børnelæber. Hun kyssede igen og smilede, sagde han skulle tie stille nu.
Endelig, lød det fra busken ved siden af. Jeg troede ellers aldrig, I blev enige! Kyssende midt i snestormen, sådan skal det være! Henrik lo, beskyttede øjnene for lygten. Tror jeg har forstuvet foden, blev lidt rundt i hovedet Jens, hjælp mig på benene!
Tilde lyste, Jens støttede Henrik næsten bar ham.
Hvorfor gik du ud alene?! skældte Jens. Tænk hvis du var frosset ihjel? Du bør vide bedre!
Jeg ved det godt. Men undskyld, Jens. Du er stærk! Tilde, du har fundet dig en ordentlig mand her!
Tilde sagde intet. Hun trak vejret dybt hun tillod sig selv endelig at være lykkelig igen, at elske.
Hun havde prøvet kærlighed én gang før, for mange år siden, men mistede ham til døden. Også da havde hun trukket tiden ud, gjort sig kostbar, og mistet det hele. Efterskælvet var frygteligt, hun var jo ingen for de efterladte, end ikke gæst ved mindehøjtideligheden. At miste én gang mere ville gøre for ondt.
Men Jens var her, varm, stædig han blev ved med at sige, de ikke passede sammen, men slap aldrig hendes hånd.
Og nu slap hun ham heller ikke. Fortiden var lagt bag, fremtiden var ukendt, men lykken var her og nu. Den måtte nydes som en frisk kilde.
Jens kom faktisk med et juletræ til Tilde og den gamle sølvring lå under det.
En måned senere, i København, mødte professor Nørregård stationsmesteren igen, denne gang i selskab med Tilde og Bjarne. De stod foran en butik med brudekjoler. Professoren præsenterede sig, Jens genkendte ham straks, de lo sammen, snakkede om studerende og bryllupsplaner og snart sad alle hjemme hos professoren, drak te og fortalte om, hvordan Henrik var blevet reddet i snestormen.
Ja, vi blev faktisk forlovet ude i skoven den nat, grinede Jens.
Ude i skoven, ja? nikkede professoren. Det tænkte jeg nok. Jeg kunne mærke, du ville finde lykken! sagde den gamle skientusiast. Og måske ja, måske stod hans afdøde hustru et øjeblik i vinduet og smilede, da sneen faldt udenfor. Her og nu var lykken nemlig.
