Tid til lykke
Lokaltog nummer til ankommer til spor tre klokken 14:15. Jeg gentager lød stemmen fra højttaleren, og det var jo Henriette Nørgaard som talte. Hun havde siddet i stationskontoret i mere end to år nu, sendt toget afsted, ønsket de rejsende god tur og mindet om at købe billet. Et job som så mange andre.
Henriette havde straks fanget stationsforstander Arne Jørgensens interesse. Allerede første gang, de mødtes foran den lille stationsbygning. Ritigt nok det var ikke nogen egentlig banegård, bare et toetagers hus med et lille anneks, hvor personalet sad, og dér var toiletskuret og en beskeden buffet til folk på farten. Henriette havde egentlig ikke haft lyst til at være “stemmen” på stationen, hun ville gerne gemme sig bag papirarbejdet men sådan blev det ikke. Hun blev sendt ud i forreste række.
Månederne gik. Arne holdt sig tæt på Henriette, og hun begyndte også at lægge mærke til ham. En gang imellem sad de ved samme bord i buffeten “tilfældigt”, en anden dag landede de i Brugsen samtidig, eller…
Arne forsøgte at bryde isen, men Henriette holdt ham hele tiden lidt på afstand, som om hun var lidt genert eller ikke helt vidste, hvad hun ville.
Det plagede Arne meget. Om natten kunne han ikke sove, og når han sov drømte han, at Henriette smilede til ham og drillede ham. Så vågnede han og åh, så træt var han, det var jo sådan en sød drøm…
Til sidst kunne Arne ikke længere holde det ud. Han tilkaldte Henriette til sit kontor, tog hendes hånd og sagde det, hun både ventede og frygtede han friede til hende. Men hun sagde nej!
Men hvordan dog det, Henriette! jamrede Arne, mens han balancerede på ét knæ, der knagede, mens ryggen sendte små lyn af smerte. Hans dame var det dog værd hun kunne have fortjent langt værre pinsler! Han tav, gav håbet plads, ventede på at hun skulle blive glad, og sige ja. Men nej. Hun sagde nej. Arne mumlede:
Jeg mener det fra bunden af mit hjerte. Jeg har skaffet os en lejlighed, du ved, og jeg fandt det der køkkeninventar, som du taler om… Jeg hørte dig og Kirsten fra buffeten snakke om vinkelborde og porcelæn Henriette, jeg kan ikke mere! Jeg er ikke ung længere noget skal afgøres! Hvorfor gør du sådan mod mig?
Hvordan? sagde Henriette, trak på skuldrene, og gyngede borgerligt på hovedet, så de massive ravøreringe klirrede i ørerne. Jeg forstår ikke helt, hvad du mener, Arne Jørgensen.
Er du nu sikker på det, Henriette?! Jeg elsker dig jo skal vi ikke give lykken en chance, her i de sene år? Du må da være træt af at klare alting selv Jeg ville gøre alt for dig! Henriette!
Men hun trak bare på skuldrene, smilede skævt og gik.
Jeg må arbejde nu, Arne Jørgensen. Lokomotivførerne venter allerede. Gå nu, slip mig… Men hun gjorde alligevel ikke rigtig modstand, lod ham kysse hende på kinden, rørte endda kort hans kind med sine læber, kat som hun var! Hun gik, mens hun bandt det tørklæde, Arne selv havde foræret hende, om halsen.
Ude gyldnede kinderne, hjertet hamrede, det var som en smed, der hamrede løs på hendes bryst. Og kuldeprikker løb hen over huden, for det sneede så voldsomt udenfor, at det næsten tog vejret fra hende. Sneen faldt, dækkede den sorte, frosne jord, alt det skrammel som de rejsende havde tabt, krogede stikkelsbærbuske alt blev dækket af et blødt, fnugget tæppe, som man kunne kaste sig nøgen i og bade i som i dun.
Henriette gemte ansigtet i hænderne, kiggede så hurtigt op mod Arne Jørgensens vindue. Han stod bag gardinet, og hun bredte pludseligt armene ud, snurrede en omgang og kastede hovedet tilbage.
Henriette! Hvad laver du? udbrød assistenten Lene, som gik forbi. Har du fået pip?
Ja! Ja, Lene, jeg har fået pip! Jeg er helt rundtosset! sang Henriette og syntes selv, det lød som gamle sange fra Tivoli. Hvor er det godt!
Nå, jeg må videre, Lene rystede på hovedet og samlede en tabt vante op. Hun hviskede for sig selv:
Står der og spiller komedie! Beruset, og så på arbejde. Nå, men hun kan jo alt! Hun er stationsforstanderen kæreste! Hun behøver da slet ikke arbejde! Se lige, rød som en reje, sikkert fordi de har kysset… pyh!
Arne Jørgensen var ellers ret populær blandt kvinderne i omegnen. Han blev pratet op, bagt for, brød og kanelsnegle og æblekager og teboller, til ham lavede de sild og frikadeller. Altid med et forlegen blik, blikke mod gulvet og en kage på strakt arm: “tag for dig, Arne, du skal ikke være fin på det.”
Arne rystede på hovedet, slog ud med hænderne han skældte altid ud, når han blev forlegen men lod dem dog efterlade mad, hvis han lovede at dele med alle.
Kvinderne krummede næsen, men nikkede. Så blev Arne da æret en smule…
Han selv spiste meget sjældent af herlighederne, han havde aldrig tid, men bar det ud til drengene på værkstedet. De, med olie på hænderne, åd hurtigt op og prisede deres chef.
Hvorfor spiser du det ikke selv? spurgte den gamle banevagter, Otto, en dag. Det er jo til dig!
Nej, Otto, jeg forstår dig godt. Men hvordan skal jeg dog få dem til at stoppe? Jeg kan ikke spise det Henriette ville blive sur! Hun er så jaloux, skal jeg sige dig! Men det er vores hemmelighed… Arne bøjede sig ind til Ottos grå uglede hår. Jeg har prøvet på alle måder, men hun vil ikke have migJeg gik endda på knæ, kunne næsten ikke rejse mig igen bagefter! Selv ringen, se her! Arne trak en lille æske op, åbnede den. En gammel sølvring med glitrende indfældninger skinnede mat på rød velour.
Uha! Må jeg prøve den? spurgte Otto ivrigt.
Nej, så får vi den ikke af igen! Jeg viste den aldrig til Henriette. Turde ikke… Måske er det ikke meningen? Måske duer jeg ikke mere… Henriette, hun er jo…
Ja… Hun er som granit! Ikke bare en kone, men en rigtig kvinde. En dronning! Ja, en kejserinde næsten! Hvad hed hende der, du ved, i ørkenen…
Nefertiti, hjalp Arne.
Ja, hende! Bare lidt rundere, sagde Otto og lo, stumpede sin cigaret og sjokkede videre. Han havde travlt.
Otto forsvandt om bag remisen, de røde flag i enden af hans stav blafrede kort i blæsten, og så så Arne ham vende om og gå tilbage.
Glemte du noget, Otto? råbte Arne.
Næ! Jeg fik bare en idé. Du skal lege kostbar, Arne, gå lidt efter en anden. Henriette, hun kan godt li at rive lidt i mandfolk… Ja, det tror jeg.
Arne skubbede lidt sne op med støvlerne, trådte på toppen af sin bunke, kiggede på sit fodaftryk, ville tænde en smøg, men slog sig på lommen ingen smøger. Henriette kunne ikke lide røg, og for hendes skyld havde han stoppet!
Det hele for hendes skyld! han sparkede til en mosbegroet sten. Jeg har fået os lejlighed! Hun orker heller ikke mere kollegium! Fundet vinkelborde til hende… Jeg tør knap trække vejret, og hun…
Han kom videre derfra, men standsede pludseligt, da den sødmefyldte Henriettestemme lød fra højttaleren igen.
Han standsede for at lytte. Ved hans fødder landede en krage på en sten, rodede i sneen med næbbet, fandt en slikpapir, begyndte at hakke i det. Arne hvislede ad den, kragen sendte ham et kulsort blik og fløj slikpapiret blev liggende, smadret, ubrugt, som Arnes stationmesterhjerte.
Resten af dagen gik i trummerum. Der var papirarbejde, skænderier over telefonen med dem fra trafikken, planerne passede ikke, passagererne blev forvirrede. En professor i sportsdragt, tynd som et birketræ, maste sig ind på kontoret, viftende med ski og bande over, at han skulle til eksamen næste dag, men sad her og kunne ikke komme væk.
Forstår I, at jeg har et laboratorium? Forstår I, at jeg har studerende? Mennesker det er altså ikke tog! Folk er ikke mekanik, de er levende! råbte han og viftede, mens skiene rullede ned på gulvet.
Arne gik straks over og samlede op, forsøgte at berolige professoren, der blev små og sårbar, da frustrationerne lagde sig.
Det var så synd for ham.
En halv time senere sad professoren på vej til København i Arnes gamle Volvo. Chaufføren, Bent, prustede, stirrede gennem sneen, hele tiden på udkig.
Arne havde opgivet sin tjenestebil til fordel for de unge mennesker og deres underviser.
Behandl ham som om, der står Håndter med omhu på ham! Ikke ryst læreren! beordrede Arne. Bent kiggede på den lille gamle mand og nikkede. Der er te at få, hvis de fryser, tilføjede Arne.
Tak… du er en god mand, sukkede den gamle. Da konen døde jeg klør på med arbejde, for ellers er huset for tomt. Kom og besøg mig med din kone, sagde han og rakte en seddel.
Jamen… jeg er ikke gift…
Tja, måske ikke i dag. Men hvem ved, hvad der sker imorgen? sagde han. Og professoren kørte.
Arne huskede stadig hans ord om, at dagen ikke var forbi endnu.
Henriette var også urolig, hun ringede rundt og dobbelttjekkede togtider, og Arne lyttede til hendes stemme i højttaleren og sukkede…
De sås i kantinen. Henriette trampede sneen af, rettede på nederdelen og satte sig.
Goddag, Henriette. Hvad må det være? spurgte buffetdamen, Kirsten, og kiggede på Arne, der straks vendte sig bort.
Noget hurtigt, Kirsten. En bolle og en kærnemælk. Om lidt kommer hurtigtoget, jeg skal melde det, sagde Henriette, pegede på en glasurbolle.
Sner det stadig? Kirsten hældte kærnemælk op.
Ja, det gør det. Vi får snekaos til nytår. Har din far skaffet juletræ, Kirsten?
Ikke endnu. Han tager afsted imorgen. Hvorfor?
Bed ham tage et til mig. Der er ikke ét pænt på torvet de er alle sammen flossede. Henriette blinkede. Kirsten nikkede.
Imens gik Arne over og bad om en kop mere og komplimenterede Kirstens øreringe. Skal jeg ikke tage juletræ med til dig, Kirsten? Jeg har forbindelser, finder et godt et, hugger det selv.
Kirsten så akavet på Henriette, som virkede næsten interesseret.
Nej, nej dog, Arne! rødmede hun, spildte kompottens saft på gulvet, og Arne gik hurtigt til side.
Hvis I ikke vil! Nej, det rammer mig alligevel altid! Så drik I selv jeres kompot, vrissede Arne og stormede ud.
Kirsten stod forundret, Henriette spiste modløst bollen, glemte kærnemælken og gik ud for at melde hurtigtoget…
Nå, han mener, han kan hugge juletræ! Forbindelser, har han! Ja ja! tænkte hun og traskede videre gennem sneen. Håret, sort som ravn, blev drivvådt af den smeltende sne. Henriette tørrede det væk fra panden, satte sig til sidst hårdt op ad muren og græd.
Arne Han var i hendes tanker hele tiden, når hun vågnede, når hun var alene. Hun var blevet træt af at ønske sig selv godmorgen, af at rede enkeltsengen, og hyle af ensomhed. Men alligevel, da hun blev friet til, sagde hun nej… hvorfor?! Var det stolthed? Praler hun? Eller var hun bange for at miste igen, at skulle lægge endnu én i graven og selv miste livsgnisten?
Nej! Det er ikke stolthed! Det er frygt Gud, hvor er jeg bange. Tænk hvis jeg mister endnu én, bliver knust jeg klarer det ikke igen!
Hun tørrede vredt tårene bort med vanter og gik til sit værelse. Ingen andres.
Aftenen kom tidligt, skumringen var næsten urimeligt mørk eller også var det bare vinden og sneen, der snørklede byen ind i sin kolde dyne. Gadelamperne glødede i gult over tomme gader, vinden fik poppelgrene til at rasle.
Den samme krage som før, sad nu oppe og klamrede sig til en kvist, stiv af kulde, trak den ene fod ind under sig.
Henriette kom hurtigt gennem kollegiet, låste sin dør. Værelset var tomt, naboen var taget hjem til Fyn. Det var hjemligt, men alligevel kvælende.
Hun åbnede vinduet. Gardinerne blafrede. Hun satte sig og spiste modvilligt.
Hun levede, fordi det var nødvendigt, det var påkrævet, fordi andre ikke skulle rammes af hendes tristhed for dem kunne hun le, fjolle, gå i biografen, men hun så ikke filmen, bare sad der, mens Arne hjemsøgte hendes tanker. Til sidst ville hun le af sig selv: Hvorfor drømme om mænd nu?
Henriette ville måske have siddet der hele natten, men pludselig blev der larm og banken på døren.
Forfærdeligt! Hvad gør vi nu?! Hvor skal vi lede?! Sikke et blæsevejr! Henriette! Henriette! bankede de. Luk op!
Hun åbnede. Hele etagen, folk i morgenkåber, natkjoler, alle så bekymrede på hende.
Jamen, hvad er det?
Otto er forsvundet, hikstede Trine, stationsynglingen. Han gik ud for at tjekke sporet, og nu har vi ikke hørt fra ham…
Hun græd, kastede sig ind til Henriette.
Ved Arne det? Trine, giv slip, vi må hjælpe! Han fryser jo, hvis vi ikke handler nu!
Inde i hende frøs det til is: Endnu én, jeg ikke kan redde!
Hun løb ud, uden rigtig at tage overtøj på, greb bare første den bedste jakke.
Uden for stationshuset stod allerede folk og diskuterede. Natportieren delte lygter ud. Arne, i uldfrakke og lammeskind, gennemgik kortet. Bent lyste ham næsten i øjnene.
Bent! Hold lyset stille! Hvornår sidst tjekket med Otto? Hvorfor alene?! brummede Arne. Da han så Henriette, gik han imod hende.
Gå hjem, Henriette. Vi klarer det.
Hans blik var hårdt og bestemt, men hun svarede ligeså bestemt:
Nej, hr. Jørgensen. Vi leder sammen. Jeg vil hjælpe, ikke stå i vejen!
Hun greb lygten fra Bent og gik ud i natten.
Sikke en kvinde! Hun er ild, hun dér, sagde én bag hende.
Om en time ville godstoget og hurtigtoget rulle forbi. Sneen var uendelig. Skinnerne lyste matsort i natten, den fjerne rumlen anes under de grå skyer. Henriette gik den gamle trampesti langs sporet, lyste rundt. Der! Fodspor, næsten helt forsvunden under sne, men de var der.
Hun blinkede med lygten. Mændene løb frem. Arne haltede efter.
Gå hjem, Henriette! Jeg vil ikke miste dig også! råbte han, men hendes blik sagde, at hun aldrig ville vende om. Når Otto var reddet, når alle var hjemme i varmen, ja, så ville hun fortælle Arne Jørgensen, at hvad angik Zina fra buffeten og juletræer og alt det, kunne han gøre, hvad han ville hun skulle alligevel have ham. Denne nat besluttede hun sig.
Gå, Henriette, sagde Arne mildere og lagde sin ene hånd på hendes skulder. Ja, han var enarmet krøbling, ræd for at skuffe, bange for ikke at slå til. Han, som i sine unge dage havde valgt og valgt blandt pigerne og da så han mistede sin arm blev han frygtsom og holdt sig væk fra kvinder. Tænk, hvis hun så hans ar og manglede arm? Skræmmende. Selv ham, den stærke, bar på frygt. Måske kunne Henriette hjælpe ham slippe?
Ja, det er hårdt at falde, når man har været højt oppe, tænkte han tit, når han mærkede fantomsmerterne om natten.
Kvinderne på stationen havde ondt af ham det var sikkert, så de kom med mad og hjemmebagt brød, tilbød at vaske gulvet lige hurtigt. Men Arne lukkede dem aldrig ind ville ikke ses som svag.
Nu var han alligevel næsten blevet sindssyg af kærlighed til Henriette. Og det var vel godt, at hun havde sagt nej det var som et koldt bad. Livet gik videre.
Henriette ville svare hårdt, men nedenfor på skrænten lød et menneskeskrig, svagt i sneen, men det var der.
Otto! Otto Birk! Vi kommer! råbte Arne, tumlede ned mellem stenene.
Henriette nærmest løb forbi ham.
Skynd dig ikke så meget! Vil du vise, at du kan klare alt selv? sagde Arne. Lad det fare. Og Zina fra buffeten det skulle bare gøre dig jaloux. Dumt gjort. Vi glemmer det.
Hun greb hans skuldre, og snart gik de skridt for skridt, hun holdt sig op ad ham, det var bælgmørkt nu.
Jeg er ikke engang blevet skadet heroisk det var en dum ulykke. Du kan med rette foragte mig. Måske bør jeg bare tage væk Når vi har fundet Otto.
Men hun vendte sig, lagde armene om ham og kyssede ham lige midt på munden, de grove, sprukne læber. Og så igen. Og smilede og bød ham tie stille.
Endelig, lød det fra krattet. Jeg troede aldrig, I blev færdige! Kyssende, også midt i snestormen. Otto gispede, dækkede øjnene for lyset. En forvredet ankel havde lagt ham ned. Arne, hjælp, jeg skal lige have en skulder at støtte mig til.
Henriette lyste for dem, Arne hjalp Otto op, nærmest bar ham.
Hvorfor gik du alene?! Tænk, hvis du var frosset ihjel? skældte Arne.
Jeg ved, det var dumt. Undskyld, Arne. Men du er stærk! Henriette, har du set, hvilken mand vi har her?!
Henriette svarede ikke. Hun trak vejret dybt lykkelig igen. Tillod sig at elske.
For længe siden havde hun elsket én, ventet for længe med brylluppet, leget kostbar… og mistet. Ved hans grav var hun “ingenting.” Veninde? Ikke rigtig. Forlovede? Nej. Familien sendte hende væk, hun passede ikke ind. Siden da havde hun nægtet sig selv lykke for ikke at miste igen.
Men nu var Arne der, varm og levende, og selvom han sagde, de ikke var et par, slap han ikke hendes hånd.
Og nu ville hun heller aldrig slippe. Fortiden var borte, fremtiden uvis, men lykken var her og nu. Drik af den som fra en kilde, nyd, føl, værn om det. Her og nu!
Arne hentede rigtigt nok et juletræ til Henriette stort og duftende. Og hendes gave var den sølvring.
En måned senere mødte professoren i København Arne, Bent og en kvinde. De stod udenfor en forretning for brudeudstyr. Henriette så på brudekjolen i vinduet. Professoren præsenterede sig, Arne genkendte den morsomme lille skisportsmand.
De morede sig. Arne fortalte om de unge og brylluppet og snart sad de alle til te i professorens store lejlighed og genfortalte redningsaktionen.
Det var dér vi friede kan man sige det? sluttede Arne.
I skoven? spurgte professoren.
Ja, nikkede Arne.
Jamen så må det være skæbnen jeg anede, vi skulle mødes igen. Og jeg vidste, De ville få en kone! udbrød professoren og skænkede te. Det var første gang han havde gæster uden sin kone eller var det hende, der smilede til julen fra vinduet? Måske var hun der og alt føltes godt. Her og nuUdenfor begyndte sneen at dale igen, blødt over byens tage. Henriette lagde sin hånd i Arnes, og de to grinede pludseligt højt, som om al forsinket glæde væltede over bordet, fyldte deres kopper og deres hjerter. Professoren tørrede diskret en tåre væk og skævede over mod vinduet, hvor lysene kastede sirlige skygger på gaden.
Tænk at finde lykken sent, sagde han, og alligevel føles det som om, det var ventetiden værd.
Henriette så på Arne; alt det famlende, angsten for tab, føltes pludselig som sne på en mild dag det ville smelte. Hun kneb ham blidt i armen.
Jeg er ikke bange mere, hviskede hun, og det var sandt. Vi må hjem, så juletræet ikke gror fast i entreen.
Arne lo og rejste sig, vippede på det ene ben og klappede professoren på skulderen.
Vi ses snart igen, gamle ven! Næste gang med nytårskransekage!
Da de gik ud i vinteraftenen, mærkede Henriette Arnes hånd som en levende varme omkring hendes fingre. Gaderne var forvandlet sneen glimtede, hvert fodaftryk et bevis på at de var her sammen, nu. Og bag dem, i professorens vindue, tændtes en lampe; inde ved bordet stod tre tekopper side om side, og al ensomhed var væk.
Op ad de snedækkede trapper til stationen gik Arne og Henriette langsomt. Over byen susede togets fjerne fløjten, som en påmindelse om, at livet hele tiden kører videre men de standsede et øjeblik, så op mod stjernerne.
Tid til lykke, Henriette, sukkede Arne.
Ja, svarede hun og lænede sig blidt mod ham. Tid til lykke. Endelig.
Og så, midt i lyset fra perronen og med sneen dansende i luften, kyssede de hinanden igen og vinteren føltes lidt mindre kold.
