Den lille gulddåse

Lille guldklump

Lykke fór ind i den første og bedste butik, maste sig forbi de andre kunder (undskyldte, nikkede høfligt), og gemte sig bag en gammel søjle, der holdt den høje stukloft oppemed masser af puds og små, buttede engle, der så ud som om de planlagde noget djævelskab. Hun rettede tasken på skulderen, strakte hals som en nysgerrig struds, og begyndte sin professionelle overvågning.

Udenfor butiksruden marcherede to mænd forbi, de skændtes så det rungede mellem vinduerne, viftede med armene som om de ville vælte hele Amagerbrogade. Lidt efter kom en bedstemor slæbende med sin indkøbsvogn, der knagede og nikkede faretruende til siden. Hun havde den fyldt til bristepunktet med rugbrød, kaffe, leverpostej og en helt krøllet pose med ristede løg balancerede øverst. Hjulene snurrede ikke længere, de var fyldt med is og salt, og vognen gled nu gennem sneen som en hjemmelavet kælk på tværs, pinsomt og lige ved at tippe. Pludselig dukkede en kvinde op, sagde noget hvas til bedstemoren, snuppede vognens håndtag og slæbte de to hen til høje blokken på hjørnet.

Lykke rystede på hovedet som om alle de forbipasserende mennesker var marionetter i en forestilling, hun aldrig havde købt billet til. Hun ventede, men ikke på demhun ventede på nogen ganske bestemt.

Inde i butikkenen velduftende, hyggelig boghandelvrimlede det med mennesker. Alle skubbede og klemte sig vej gennem labyrinten af reoler, børn var overalt. Lykke kiggede rundtbøger i alle mulige humoristiske farver i flotte omslag, fede og tynde, sat op efter kategori, klemt tæt sammen som sild i dåse. Forrest stod de store, tunge gaveudgaver med billeder af dyr, fugle, byliv og menneskerde så så forfinede ud, at det næsten var synd at pille ved dem med sine snavsede, “ude-hænder”. Hun overvejede at puste på fingerspidserne først for ikke at efterlade pletter og vanære hele æstetikken.

Hun kiggede op. På første sal var der rækker af penne og blyanter, blokke, kladdehæfter, kort og farvede tuscher. Åh, hvor hun godt kunne tænke sig at nærstudere det hele eller måske købe en nøglering eller blot en smuk blyantmen nej, hun havde ikke tid, hun missionerede.

Pludselig skubbede nogen hende i ryggen; hun snublede, var lige ved at ryge på halen, men greb fat i søjlen, og selvfølgelig fik hun skåret sig på en skjult splint i marmorens kant.

Undskyld, mumlede en stemme bagved. Lykke vendte sig, men kiggede kun forvirret rundt; folk myldrede overalt.

Det sved i hendes finger. Hun viklede den ind i et lommetørklæde, fandt tilbage til sit post, og ventede.

Der var han! Endelig! Han kom slentrende: alt for lang, strittende rødlig hår, fregner, mørkeblå jakke og jeansjeansene lidt for korte, så man kunne se hans sjove banansokker. Jakken var også for lille i ærmerne, og hans arme var lange og ranglede, knaldrøde af kulden. En lille bleg dreng, men alligevel svajede han i gangen, musik i ørene, hovedet nikkede hele tiden i vildt tempo; han lignede mest af alt en overrasket giraf.

Gustav sukkede Lykke tryllebundet og trykkede sin syge finger mod hjertet. Gustav

Hun kunne lide alt ved ham: det kantede ansigt, de grinende øjne, de underlige, spidse ører, hans stemme, lav og hæs som en ægte teenagefyr, og ikke mindst hele den gakkede figurdet hele. Selv de for små banansokker.

Står du nu her igen?! skingrede en hæs stemme tæt ved hendes øre. Nogen dumpede klodset en tung skoletaske ned over Lykkes fødder. Helt ærligt, hvad er det med dig, Brink?! Tror du ikke også, han har en kæreste allerede? Jeg hørte det er Rikke eller Malene ovre fra klassen ved siden af, fortsatte den røde hue bag stemmen. Huen sad på et kæmpestort hoved tilhørende Pelle Larsenen af Lykkes klassekammerater.

Men hvad rager det dig, Pelle?! skubbede Lykke ham væk, Hvad laver du her? Jeg glor da bare på bøger, jo.

I en fart snuppede hun en tynd brochure ned fra hylden.

Jeg lærer lige hvad står der? Øh, Sådan binder du sømandsknuder”. Den kan du jo få, Pelle, og så forklarer du mig det bagefter! Ej, jeg har slet ikke tid til dig, har du ikke hørt; jeg har travlt. Hej!

Lykke skubbede Pelles taske væk og fór ud af boghandlen. Hun nåede lige akkurat at smutte over vejen, inden lyset skiftede til rødt. Havde hun været ét sekund for sent, ville charmetrolden Gustav være forsvundet for hendes øjne.

Og selvfølgelig vidste hun alt: hvor han boede, hvilken etage, ja endda hvilken opgangdet havde hun grundigt undersøgt. Hun vidste hvad hans forældre hed, endda hvilken hund de løftede op i lejligheden. Hver dag fulgte hun efter ham, i sikker afstand, så han ikke lagde mærke til hende. Det var både frygteligt spændende og komisk tragiskdet rørte i maven og hun havde lige lyst til at grine og græde på samme tid.

Lykke var kun for nylig flyttet til områdethendes forældre havde fået en lejlighed på Islands Brygge og slæbt det hele med, og nu gik hun selvfølgelig i ny skole, savnede gamle venner, følte sig fortabt, og havde endda overvejet at melde sig syg permanent. Men så havde Gustav åbenbaret sig, og pludselig var der mening i at stå op alt for tidligt, spise hurtigt, kysse mor på kinden og løbe afsted i den forkerte retningbare for at stå på lur nede ved hans opgang og snige sig efter som en lille, meget optaget skygge helt op foran skolen. For ham holdt hun ud i den dræbende kedelige undervisning, for bagefter kunne hun løbe ud, op og udspionere de store på tredje, der traskede rundt som stativer, høje og meget voksne, bandede og grinede og opførte sig som noget drengene fra “Sygeplejeskolen” måske kunne have opfundet, og pigerne hvinede og var voksne, og Lykke hun sneg sig forbi Gustav, så tilfældigt som muligt, og spurtede smilende væktilbage til sin egen klasse.

Alt kunne have fortsat sådan, hvis bare ikke for Pelle begyndte at være overalt, hvor hun var. Han blev ligesom hendes egen, private skyggegik hun op, gik han op, gik hun ned, stod han bag. Hun skulle bare købe en bolle i skolens kantine: der stod Pelle og købte to, pressede en ovre i hendes hånd og snakkede, mens Gustav gled væk med en af “de voksne piger.” Og så måtte hun stå med bollen og Pelle og miste Gustav igen.

Sådan var det også nu; Pelle havde næsten spoleret “jagten”

Efter at have fulgt Gustav helt hjem, vadede Lykke modvilligt hjemad. Nu skulle hun ind til mor, som havde nattevagt og derfor var hjemme og træt, og hun ville spørge: “Hvordan har du det?”for så at beordre mad, uden at vente svar. Mor ville være mentalt fraværende, vaske op, checke lektier og korrigere på korrektheden i altuden at fange, at Lykke havde en indre ildebrand af forelskelse og kaotisk uro. Nej, mor havde glemt, hvordan kærlighed føleshun var byens største robot, rørig i institutionel forstand, lavede sovs og leverpostej efter schema.

Der hang en kjole i Lykkes garderobe, som hendes tante Jytte havde givet hende: den sad så godt, nedringede næsten ikke, og Lykke drømte om at tage den på til festså kunne Gustav måske se hende. Hun fik næsten åndenød af tanken.

Hvad har du gang i?! sagde mor stramt. I sådan en mundering kan du kun gå på bagtrappen. Tag nu dine pæne bukser på, dem der sidder godt, dem valgte du SELV!

Så kjolen blev i skabet

Mor vidste alt, men forstod intet. Og engang skulle Lykke gøre det anderledeshave mand, kærlighed, blomster og alt muligt romantisk! Og ægtemanden måtte godt hedde Gustav

Nå, hvad så? stak mor hovedet frem fra køkkenet, iført sit stribede forklæde, der mindede Lykke om en fængselsdragt. Vask hænder, sæt dig! Jeg har lavet suppe, den er fyldt med hvidløg! Kom nu, det bliver koldt.

Kommer! brummede Lykke bare, smed sin gymnastiktaske og sukkede. Hun var træt af suppe, kartofler, postej og alt mammas danske rugbrød. Var det virkelig sådan ens mor levede? Tænk!

Da hun kom ud i køkkenet, så hun ud ad vinduet. Nedenfor rodede Pelle rundt i sneen, havde smidt sin taske tilfældigt og virkede irriterende fornøjet.

Det manglede bare også ham! mumlede Lykke.

Hvem? Lad mig lige senåh, er det din klassekammerat? Hvorfor render han rundt i sneen? Han bliver jo syg! Luk ham op og få ham ind, så kan han spise med.

Nej, gider ikke! Han render da bare efter mig hele tiden.

Så inviter ham op! Jeg vil gerne hilse på Pelle. Kom så, inviter ham!

Siden hvornår er du begyndt at interessere dig for mine venner? Du kendte jo dårligt nogen i min gamle skole, undtagen måske Maries mor fra forældrerådet, og det var jo kun fordi hun lavede dine tænder. Mor, du overrasker! Men altså, jeg råber altså ikke ud til ham fra femte sal. Han roder i sneen, lad ham da lege “hund”.

Så gør jeg det selv! sagde mor, åbnede vinduet, så al kulden strømmede ind, og råbte: Pelle! Ja, dig! Kom op i lejlighed 27, så kan I spise frokost. Og vi slår lige et slag for dine våde støvler!

Lykkes ansigt blev langt, hun smed skeen og vred sig i stolen.

Mor! Pinligt! Hvorfor skal du gøre sådan noget, helt landsby-stil!

Heller det end at han bliver forkølet. Drenge på din alder Og han står jo altid nede ved vinduet og kukkelurer efter dig. Nu går jeg ud og åbner.

I døren stod Pelle, indhyllet i sne, rød i hovedet.

Hej, nikkede han. Er det her Lykke bor, eller tog jeg fejl?

Du er helt rigtig. Kom ind. Jeg hænger det våde vams til tørre

Mor smilede venligt, og Pelle tænkte: “Sikke en rar mor Lykke harsjov, ligefrem og helt nede på jorden!” Hans egen mor var ekstremt korrekt, altid på tær: “Man må ikke, man skal ikke.” Pelles far elskede engang at spille guitar og brøle Kim Larsen, men nu var det slutmor havde forbudt “det pjat”. Pelle elskede ellers at synge med og lave ballade.

Pelle tog skoene af, stillede dem pænt på avisen, hængte jakken op.

Beklager jeg slæber sne ind, sagde han og stak tåen ned i en vandpyt.

Halløj, du! Tag det roligt, gå bare ind, lo mor. Lykke! Hæld suppe op til Pelle, find noget brød. Pelle, sæt dig bare!

Pelle satte sig forsigtigt og foldede hænderne på maven, mens Lykke rev en tallerken frem og plonkede brødkurven på bordet.

Hvad laver du egentlig her? spurgte hun kontant.

Din mor inviterede mig. Kan godt smutte hvis du vil, han mumlede næsten, men kunne slet ikke sige nej til mad, så han gik om bord i suppen. Tak!

Hvilken vil du have? Rugbrød eller franskbrød? spurgte hun så.

Hvad for noget?

Brød, Lars rug eller hvedebrød? Vi har surdejsrug.

Så tager jeg rug. Hvad med dig? Lad mig endelig skære, du behøver ikke Du må have travltdu skal til billedkunst senere, ikke?

Lykke skævede til ham; Pelle rødmede. Ja, han kendte selvfølgelig hele hendes skema, havde droppet sin egen fodbold for at følges med hende.

Jeres kniv er sløv. Har I ikke en slibesten?

Jo da, den ligger under vaskenmen du behøver ikke, Pelle! Suppen bliver kold!

Nej, surdejsbrød skal behandles pænt! og han stak hovedet ned i skabet, fandt stenen og svingede kniven frem og tilbage, mens både mor og Lykke svajede hovedet i takt med slibelydene.

Sådan, så er vi kørende! han skyllede kniven, fandt brødet og snittede det perfekt ud. Duften af karse og kommen bredte sig, og mor sendte et anerkendende nik.

Spis I bare, jeg har en del at lave, sagde hun og forsvandt.

De spiste i tavshed, kun afbrudt af Pelles smaskenaah, han kunne altså godt lide hjemmelavet dansk suppe.

Jeg tager opvasken, sæt du bare kanden over til te, sagde han bagefter, ryddede bordet.

Hvad er du for en? surmulede Lykke. Er din mor arbejdsløs, nu skal du til at lave husarbejde her? Spis og skynd dig væk!

Pelle stoppede lidt, men vaskede færdig, tørrede op og ordnede det hele, så alt stod snorlige, før han forsvandt.

Lykke stod og kiggede ud af vinduet. Der var han, i den fjollede hue. Hvor var han dog åndssvag! At slibe knivetror han, det er noget? Hendes far var bedre til det! Og Gustavhan kunne sikkert slibe et sværd!

Hun forestillede sig Gustav komme på besøg, sige undskyld for at have griset, og hun ville affærdige det cool, og så spise suppe sammen i køkkenet. Måske endda med kage bagefter. Hvordan hun elskede “Drømmen”den der kæmpe lagkage fra bageren nede på hjørnet! Hun ville gerne løbe ned efter en, hvis bare mor ville underholde Gustav så længe

Nå, Lykke, hvor er Pelle? spurgte mor.

Han gik. Han har masser af vigtige ting at lave! skød Lykke hovedet op.

Ok Men tag da i det mindste en småkage til teen! sagde mor blidt. Pelle er ellers en god dreng. Han tørrede også op i entreen. Sådan en handy type, dem er der ikke for mange af.

Slap nu af, mor! skraldgrinede Lykke. Han er jo lavere end mig, og hans fingre ligner pølser. Nej tak!

Du ved, hvad man siger: “Lille og vågen er bedre end stor og doven”.

Det siger kun gamle damer, mor! Lad nu væreI skolen har vi altså nogle rigtige lækre drenge, seje, ældre

Grossen? Ham den rødhårede, du altid sniger efter, måske? lo mor og krammede hende. Lykke blev ildrød og løb på værelse:

Lad mig nu være! Hvor kan du dog?

Og mor lod hende være. Hun var egentlig ikke så nysgerrig, hun havde jo også engang haft sommerfugle flyvende rundt, og dengang blev hun rasende, hvis nogen spurgte. Men hun vidste stadig ikke, hvordan hun kunne hjælpe Lykke.

En nat havde hun fundet et brev under Lykkes pude; Kærlighedserklæringer, om at gå hånd i hånd gennem byen, om stjernerne der lyste, og sneen der dalede over forbudt lykke

Det er ikke pænt at læse andres breve, men avisen sagde, at man bør holde øjeså man burde jo?

Brevet blev liggende under puden, men mor tænkte om aftenen tilbage på dengang, far havde trådt på hendes fod i bussen, og hun blev så sur, men så dukkede han op med markblomster, kæmpe store, umulige margueritterog nu fik hun dem stadig hvert år på deres årsdag. Hvis bare Lykke også kunne få det sådan.

Næste dag undgik Lykke bevidst Pelle, hilste ikke engang. Til idræt stillede han sig ved siden af hende.

Hvad er du for en skygge, Pelle?! udbrød hun.

Slap dog af, jeg står bare her for at der er plads til alle! sagde han roligt.

Lykke tog to skridt vækog snublede over bænken. Ind af døren kom Gustav, hendes Gustav, høj, rødhåret, charmerende.

Lykke rankede sig, strammede hestehalen, glattede t-shirten. Åh, hvorfor havde hun sådan en mavealt for tyk! Den kunne han nu seog de gamle kondisko! Åh nej.

De store piger fniste, da idrætslæreren fortalte, at dagens træning blev ledet af Gustav selv. Drengene stønnede misbilligende.

Lykke gemte sig bag Pelle, ordnede lidt på tøjet og stod dér, varm af glæde, over at hun i 40 minutter kunne iagttage sin helt.

Nu starter det for alvor sukkede Pelle. Idræt var ikke hans favorit.

Gustav grinede over alle eleverne, nikkede og svang dommerfløjten.

Ud og løb! råbte han.

Arrh, selvfølgelig! peb nogen.

Gustav kiggede vredt på opkomlingen og råbte: “50 armbøjninger, ellers!”. Alle løb, undtagen den uheldige.

Lykke gav alt, spurtede forrest, elegant som en dansk gymnastikstjernemen snublede. Dem bagved væltede ovenpå. Gustav peb frustreret i fløjten.

Stil op! lød det. Hans stemme rungede ondskabsfuldt. Hvem står bag rodet? HVEM?!

Lykke troede, han ville hjælpe hende, beskytte mod den der snublede hendemen næh nej.

Hvem løb først, sådan som en stor traktor og fik det hele til at vælte? Frem!

Var det hende? En traktor? Jo da.

Alle stirrede ned. Gustav begyndte at gå ned langs rækken og mobbede én efter én, fandt på øgenavne til alles fysiske særtegnører, næser, bumser, skæve tæer. Syvende B stod tavse foran ham og tog imod det hele. Ikke én sagde noget.

Lykke stirrede med store øjne på sin idol, blev bange for ham.

Nu var det Andrés tur; drengen med skelende øjne blev parodieret. Så Irmapæn, men bumset. Alles små fejl blev udstillet.

Lykke var ved at græde. Hun havde aldrig oplevet så grov en mobning, og slet ikke fra Gustav.

Pludselig forstod hun: Klassen led nu, fordi hun selv var faldet. Hun ville til at gå frem, men Pelle greb hende: “Nej, Lykke. Lad være.”

Det var mig. Jeg ødelagde det. Og du Pelle så Gustav i øjnene. Du tror, du er kongen, fordi du har fået en fløjte? Gud hjælpe den skole, hvis du bliver lærer, Gustav. Fløjte-menneske!

Lykke lukkede øjnene. Det var frygteligt at se Pelle blive hængt ud, først tovklatring, så spring over buk. Gustavs venner kom og hånede dem endnu mere.

Men hun havde jo skrevet et brev til Gustavet digt, som hun havde tænkt sig at lægge i hans jakke. Nu var det bare dumt.

Hun bebrejdede sig selv, imens Pelle, hendes lidt klodsede, men hjertensgode ven, kravlede så mange gange op af tovet, at hænderne var flået. Sådan var det bare.

Altså, de gik hjem, tavse. Pelle forrest, Lykke bagefter. Hun ville egentlig trøste ham, men han slentrede bare, kastede snebolde efter lygtepæle og grinede.

Skal vi se, om jeg kan? sagde Lykke og skød også; hun ramte ikke, men det fik dem begge til at le. Og Pelle snuppede Lykkes taske, hun tog hans, og sådan gik det, mens han fortalte historier, og hun lo.

På vej hjem overhalede Gustav dem, fnyste af demto tabere, der holdt i hånd, det var ikke sejt. Han havde travlt: ville mødes med en pige fra niende, hun syntes, han var sjov at grine af.

Skal du ikke spurte efter ham? spurgte Pelle.

Lykke lavede et nummer med huen og sagde: Vil du med hjem? Vi har ikke suppe, men der er i hvert fald aspikdet elsker unge mænd! Skal vi?

De spurtede, faldt, grinede. Folk gik forbi med sure minerindtil de smittede af på dem.

Her, aspik. Men det er jo koldt konstaterede Lykke og satte Pelle til bords. Du må have noget andet.

Hun rodede i køleskabetLykkes køkkenevner var lige så ringe som hendes held i kærlighed!

Skal vi ikke bage pandekager? foreslog Pelle, smøgede ærmerne op og gik i gang med at finde ingredienser. Jeg køber det hele bagefterjeg har penge, rolig nu.

Han spændte mors “fængselsforklæde” om sig og bad om et piskeris

Om aftenen kom mor og far hjem, de hørte pandekagelugt og barnegrin. De smuttede ud og råbte: Pelle er køkkensjef!

Da opvasken var taget, lærte han hende sømandsknuder fra pamflettenhavde jo læst det hele for hendes skyld. Lykke kiggede beundrende og håbede, han ikke dummede sig. Det måtte ikke ske!

Han blev hendes “lille guldklump”, altid lidt forelsket og altid overbærende, senere kom han på besøg med sin kone Viola og hjemmelavede marmelader, Lykkes børn sad på skødet og Pelle lærte dem at lave snobrød ved bål. Hver november kom han med store net klementiner fra Fyn, og da Lykkes blodprocent faldt, kom han med rigtige granatæbler. Han hørte på Dennis kærlige brok og smilede.

Og hver gang han komja, så lavede han pandekager i køkkenet, så Lykke aldrig glemte opskriften, men alligevel aldrig ramte helt samme plet.

Sådan var han, Pelle, hendes lille guldklumpen ven for livet, bundet sammen i den stærkeste sømandsknude af alle.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

four − 4 =

Den lille gulddåse
Jeg mødte min ekskone to år efter vores skilsmisse. Først dér forstod jeg det hele, men hun smilede blot og rystede på hovedet, da jeg foreslog at starte forfra… Da vores andet barn blev født, holdt Sofie op med at gå op i sit udseende. Før plejede hun at skifte tøj flere gange om dagen, altid velklædt, pæn og med hver detalje nøje udvalgt. Men efter hun kom hjem fra hospitalet, virkede det som om, hun havde glemt, at der fandtes andet i klædeskabet end en slidt T-shirt og et par gamle træningsbukser. Det var det, hun havde på hele dagen – og ofte gik hun også i seng i dem. Når jeg spurgte hvorfor, svarede hun, at det var nemmere, når hun skulle op om natten til børnene. Det gav måske mening, men… hvad blev der af de ord, hun altid havde sagt om, at “en kvinde altid skal være kvinde”? De blev ikke nævnt længere. Og heller ikke samtalerne om hendes yndlingsskønhedssalon, fitnesscenteret eller frisøren. Ja – og undskyld detaljen – nogle gange glemte hun endda at tage bh på og gik rundt i huset uden at tænke på det. Hendes krop havde også forandret sig. Hendes talje, mave, ben… alt var anderledes. Før var hendes hår glansfuldt og velplejet, nu var det nærmest altid rodet – enten et stort kruset rod eller en løs knold med totter, der stak ud. Og jeg tænkte… dengang, når vi gik gennem Københavns gader, vendte mændene sig efter hende. Jeg var stolt. Hun var smuk. Min. Men den kvinde var væk. Vores hjem afspejlede hendes humør. Det eneste sted, hun stadig var uovertruffen, var i køkkenet – hendes mad var fortsat en sand fornøjelse. Men alt andet… var trist og deprimerende. Jeg forsøgte at sige til hende, at hun ikke kunne give slip på sig selv sådan. At hun blev nødt til at finde sig selv igen. Hun smilede bare trist og sagde, hun ville prøve. Månederne gik, og for hver dag så jeg en kvinde foran mig, jeg ikke længere kunne genkende. Indtil jeg en dag ikke orkede mere. Jeg tog beslutningen: skilsmisse. Der var ingen råb eller drama. Hun prøvede at overtale mig til at blive, men da hun så, hvor fast besluttet jeg var, sukkede hun bare og sagde stille: – Gør, hvad du vil… Jeg troede bare, du elskede mig… Jeg svarede ikke. Der var ingen grund til at diskutere, hvad kærlighed er og ikke er. Jeg gik ned på rådhuset, og kort efter fik vi papirerne skrevet under. Om jeg var en god far, ved jeg ikke. Jeg sendte bare børnepenge og lod det være sådan. Jeg ville ikke se hende. Ikke sådan. Ikke dén kvinde, hun var blevet til. To år senere… Det var en efterårsdag i Aarhus. Jeg gik målløs rundt i mine egne tanker, da jeg pludselig fik øje på hende. Der var noget over hendes måde at bevæge sig på, en sikkerhed, der straks tiltrak sig opmærksomhed. Hendes gang var let, elegant og fuld af selvtillid. Da hun kom tættere på, føltes det, som om mit hjerte stod stille. Det var Sofie. Men ikke dén Sofie, jeg havde efterladt. Denne kvinde var endnu smukkere, end da jeg lærte hende at kende. Høje hæle, en kjole, der fremhævede hendes figur, perfekt sat hår, negle og makeup var helt i top – diskret, men bemærkelsesværdigt. Og duften… den samme parfume, der plejede at gøre mig fuldstændig blød i knæene. Jeg må have stået og set måbende på hende, for hun begyndte at grine. – Hvad er der? Kan du ikke kende mig? Jeg sagde jo, jeg ville forandre mig, men du troede ikke på det. Jeg fulgte hende hen til det fitnesscenter, hvor hun nu trænede hver dag. Hun fortalte om børnene, hvor glade og sunde de var. Om sig selv sagde hun nærmest ingenting – men hun behøvede det heller ikke. Hendes blik, hendes smil og kropsholdning fortalte det hele. Og jeg… Jeg huskede. Jeg huskede mine morgener med irritation over at se hende i natbukser og morgenhår, hvor jeg blev frustreret over, at hun aldrig længere gjorde noget ud af sig selv. Jeg huskede de dage, hendes træthed gik mig på nerverne. Jeg huskede det præcise øjeblik, hvor jeg besluttede at gå – da min egen egoisme fik mig til at tro, hun ikke længere var god nok til mig. Og jeg huskede, at da jeg forlod hende, forlod jeg også mine egne børn. Inden vi sagde farvel, samlede jeg mod til at spørge: – Må jeg ringe til dig? Jeg forstår det nu… Måske kunne vi prøve igen? Sofie så på mig med roligt blik. Så smilede hun og rystede på hovedet. – Det er for sent, Martin. Pas på dig selv. Og hun gik. Jeg stod der, helt stille, så hende forsvinde i menneskemængden. Ja. Nu havde jeg forstået det. Men alt for sent.