Dagbog, september Sommerhusets hemmeligheder
Mor, nu må du altså holde op! Endnu en gang snakker du om det testamente! Hvad skal du med det? Har du tænkt dig at tage af sted derop? Katrine pegede op i loftet og rynkede panden. Du skal ingen steder! Vi har brug for dig her!
Jeg forsøgte at overdøve mors evindelige formaninger, tog fat i dejen igen, så bordet gyngede, og kattene lynhurtigt forsvandt ud på terrassen, vel vidende at deres madmor ikke var i det bedste humør i dag.
Det er vigtigt, Katja! Jeg vil bare gerne have orden i sagerne! Mor, Anne-Marie, sendte de snigende katte et blik og vendte tilbage til sine æbler.
De glødende, søde Belle de Boskoop lå klar til gammeldags æblekage. Duften bredte sig i det gamle sommerhus ved Roskilde Fjord, det samme hus jeg havde arvet fra morfar. Stort og knirkende, ligesom mor, når hendes ryg plagede hende om natten. Huset gemte på flere hemmeligheder, end vi nogensinde fandt frem til selv om jeg, som barn, mente, jeg kendte hver eneste krog.
Ofte stødte jeg på skjulte døre på loftet eller halvt kollapsede bænke i haven. Sommerhuset levede sit eget hemmelige liv, uafhængigt af skiftende generationers bekymringer, glæder, og skænderier. Oprindelig byggede min oldefar, forfatteren, huset med familien, hvor onkler, tanter og fjernere slægtninge alle havde deres plads. Centreret omkring hans tredje kone Birthe som efter hans død koldblodigt sendte alle andre væk.
Så stod Birthe tilbage: argumenter med sin mor, skænderier med største søn, Rasmus, og til sidst småtrist alene med yngstesønnen. Han søgte trøst i havet og druknede en dag, kun atten år gammel. Birthe, frustreret og ensom, mærkede for sent, at det netværk hun havde jaget bort nu var dem, der bar både hendes sorg og hendes praktiske problemer. Da Rasmus vendte tilbage for at sige farvel til sin bror, nægtede hun at anerkende hans familie og barn undervejs. Du hører til hos mig! skreg hun, men han nægtede: Jeg har min egen familie, mor.
Da Rasmus gik, truede hun med aldrig at ville se ham igen. Han så sig tilbage mod huset, hvor han engang løb barfodet rundt, mens far stadig levede. Forsoning blev det ikke til kun nogle uger senere blev Birthe offer for sin egen impuls, og der gik ikke længe, før tanter og onkler igen dukkede op for at arrangere en værdig afslutning.
Rasmus søn, Jonas, voksede op uden at kende til denne bedstemor, men lignede hende mærkværdigt. Uanset hvor meget hans forældre forsøgte at lære ham sammenhold og ansvar, trivedes han ikke med tæthed. Første ægteskab brast hurtigt, falske beskyldninger om utroskab. Da han mødte Anne-Marie, troede han på ny på kærligheden, men fem år efter fødtes Katrine mørkøjet og mørkhåret i en ellers blåøjet familie.
Hvordan kan du føde så mørk et barn, Anne-Marie? forklar det! skreg han til sin grædende kone. Fotos, slægtslignende træk intet kunne overbevise Jonas. Det er løgn, I vil bare have jeg bliver ved med at være her! råbte han, rasende rundt på sommerhusets terrasse.
Min morfar, Rasmus, blev træt af kaos: Katrine er vores barnebarn, hun bliver! Jonas blev sendt til sin lejlighed i København, mens jeg og mor blev boende. Sommerhuset blev mit barndomsparadis trygt, varmt, og levende af mormors godnathistorier og morfars fisketurer. Jeg kendte ingen far. Da jeg var fem, mødte mor sin nye mand, som jeg straks kaldte far, og ingen rettede på mig. Lad hende selv vælge, sagde morfar til mor.
Et år senere flyttede vi til Aarhus, men jeg havde stadig kontakt til mormor og morfar, indtil min far døde, og vi vendte hjem til Sjælland. Jonas fortsatte sit evige forsøg på kærlighed uden forpligtelser, og da min mor flyttede bedsteforældrene ind i det gamle hus, fik det nyt liv.
Her er frisk luft, og nu også varme i alle rum, sagde Anne-Marie. Sikke et vidunderligt samliv, jublede mormor.
Men Jonas nægtede stadig kontakt med sin eneste datter, uanset hvad hans forældre sagde.
Jeg voksede, tog min eksamen og blev gift. Mormor satte sløret i, morfar førte mig op gennem efterårshaven. Jonas dukkede op, presset af familien til brylluppet, men forsvandt hurtigt igen. Siden dukkede han op lejlighedsvis, men kun, når vi andre ikke var der.
Så blev jeg mor, og morfar nåede at opleve sine oldebørn, før han stille sov ind.
Og så begyndte kampen om huset igen. Sommerhuset er altså mit! hævdede Jonas, selv om morfar havde testamenteret det til mig. Gå du bare i retten, sagde min mor, men lad os tage en DNA-test nu må det være nok med dine dumheder!
Resultatet var klart. Jeg var hans datter. For en stund faldt der ro på, og det skulle vise sig at være heldigt.
Kort tid efter fik Jonas at vide, han kun havde få måneder tilbage. Han kom ud til haven, hvor vi lagde sommeren og hans liv i syltede glas. Jeg tudede, da han fortalte det.
Hør nu, det er vel ikke første gang nogen dør, sagde han og prøvede at være barsk. Jeg spurgte, om der var noget, vi kunne gøre. Lad os se på det, svarede jeg. Han fik næsten et helt år huset gav ham ro.
Han begyndte at tænke tilbage over alt, hvad han havde forspildt og misforstået. Anne-Marie var der, sagde ikke meget, men passede ham med en godhed, jeg aldrig troede mulig.
Tak, sagde hun, da han lå bleg i gyngestolen. Hvis ikke for dig, havde jeg aldrig lært, hvad virkelig lykke er.
Han sukkede og indrømmede sine fejl. Jeg spurgte, om jeg var tilgivet, og hun svarede, at det var jeg for længe siden. Vi er alle blot mennesker, Jonas.
Han sov stille ind den sidste sommerdag. Mor fandt først ud af det senere, da hun så hans fredelige smil. Jeg kom ud til hende, hun græd. Hvorfor græder du, mor? spurgte jeg. Fordi ingen skal dø uden, at nogen græder for dem.
Hun græd ikke kun over Jonas. Også over sit liv, sin første kærlighed, de mennesker der havde båret hende, da hun havde mest brug for det.
Testamentet lod alt gå til mig. Jeg valgte at opsøge min ukendte lillebror, som Jonas havde, men havde glemt. Hans mor troede ikke sine egne ører, da jeg foreslog, han også skulle arve. Det er det rigtige, forklarede jeg.
Og sådan åndede huset let børnefødder på trinene, et bord fyldt med familie, latter under taget. Mads min mand fandt det gamle kobberked selv mormor havde glemt, fik liv i den på terrassen. Duften af hjemmebag spredte sig med børnenes latter i efterårshaven.
Der er vidst æbler nok nu, sagde jeg og lyttede efter stemmer fra haven, eller skal vi bage to kager, mor? Én til de små, én til de voksne vi er jo blevet så mange, Katrine!
Og testamentet , begyndte mor. Ikke i dag, svarede jeg og åbnede døren til terrassen for at trække den friske, røgduftende septemberluft ind. Vi har hinanden nu, det er det vigtigste. Resten må vente.
Ja, sådan må det være, nikkede Anne-Marie og trak mig ind til sig.
Sommerhuset knirkede tilfreds, da flere gæster ankom, og latteren bredte sig ud over haven. Huset vågnede igen og det forstår kun dem, der har levet et langt liv sammen under dets tag.
