Hos moster Birte.
Birte Arvadsen havde netop sat sig for at hvile sine trætte ben efter et mindre maraton gennem byens butikker ja, hun gik ud for at købe rugbrød, og vendte selvfølgelig hjem med både det ene og det andet, småkager, agurkesalat, og fem kilo øvrigt, men heldigvis havde hun husket sit gamle net hun kunne knap slæbe det hele op. Nu var hun parkeret i sin lavloftede lænestol, hvis spæde, men tapre ben holdt stand mod Bertes voksende silhuet, uden så meget som ét lille knirk.
Birte strakte benene ud, gned sine knæ og lænede sig tilbage med lukkede øjne.
“Øj, en hurtig lille morfar nu ville ikke være at foragte” tænkte hun, men da rungede de arvestykke af en bornholmsk køkkenklokke på væggen. Ud sprang den lettere forpustede (og småtosser) kuk, bukkede og peb, så det var klart tiden for en lur var helt forpasset, klokken marcherer bare videre.
“Åh, pokkers gammelt træværk! Blev man ligefrem forskrækket! En dag ender du i pulterkammeret!” Birte rystede knytnæven, og kukken stak lydigt næbbet ind bag sine udskårne døre igen. “Nå, men det er jo rigtigt, Siff kommer jo snart og her ligger jeg som en fed hankat på varmefliser!”
Benene bar nu den solide moster ud i køkkenet, hænderne greb efter det festlige påskeforklæde med æg og birkekviste, der hang på den gule plastik-knag. Båndene blev bundet med en smidig sløjfe og fremhævede, at lidt former var der jo stadig at gøre godt med.
Forklædet var selvfølgelig påskeagtigt, hvilket var helt ved siden af årstiden november i København byder ikke på ret mange højtidslamminger, men Birte lod sig ikke forstyrre af sådan noget bagatelværk. Køkkenhåndklæderne med nissehuer og aber stammede fra forgange nytår, grydelapperne havde stadig “Glædelig 8. marts!” broderet med store bogstaver, og så havde hun døbt køkkenet “Paris-Paris” lyst, næsten vægtløst. Rigtignok var vinduerne lidt spartanske fra femte etage i betonblok, ingen store buer eller erker, men ellers var det blevet lyst, rent og uden dramatiske kanter. Faktisk havde Siff nærmest tegnet det hele hun havde slæbt moster Birte gennem Interiør-Magasinet og designbutikker i evigheder Birte får stadig gåsehud ved tanken om kaosmånederne med plasticafdækning og støv.
Og alligevel havde der sniget sig nogle mistænkelige køkkenhåndklæder ind med haner og varmebrikke med bondemaling, og de små bourgeoisiske lavendelvaser var blevet byttet ud med gamle saltkar. Men det hele fungerede nu.
“Sikke et miskmask” skummede Siff altid, når hun kom på besøg.
“Du må tilgive gamle tanter!” svarede Birte med et snuptag.
Siden Sif var lille, havde hun elsket at besøge moster Birte, enten for hendes uimodståeligt enkle charme, eller de kindbumpede smil og de fingre, der bagte hindbærsnitter og kålpiroger Siffs favoritter.
Der var ligesom en usynlig tråd mellem dem, lidt forlænget og spændt under savn, lidt samlet sig blødt sammen ved Bertes hjemmesko, hver gang Siff blev på besøg.
“Okay, suppe,” mumlede Birte foran køleskabet, “tjek, lidt frikadeller dem svinger jeg da bare på panden, salat ordner vi. Vi når det sagtens!”
Birte var fra den skole, hvor man overfodrer folk “tag noget nu,” “jamen, du har jo ikke spist mere end en fugl!” og “skal du ikke have lidt ekstra?” Alt sammen sikkert fordi hun voksede op i urolige år, hvor der var knaphed på alt. Så selvom Birte havde udryddet vanen med at slikke tallerkenen, var hun stadig virkelig sønderjysk gæstfri.
Siff havde forlængst lært at undvige uden at fornærme, men Pyha, Birte lagde stadig op til festmåltid!
Pludselig afbrød ringeklokken.
Agurken på skærebrættet blev nærmest svimmel og svedte en farewell-dråbe: “Sif, nu, mon?”
“Siif!” Birte tørrede hænderne i et håndklæde (dette med hanen), opdagede det hurtigt og kastede det over kommoden, for Sif ville alligevel sukke over det nu mishandlede designkoncept.
“Hej moster Birte,” Sif strøg ind ad døren med et smil, hvirvlende sne ud af den sorte læderjakke og bukser så smalle, at selv brunkager måtte holde vejret. “Det her er til dig!”
En buket farvestrålende asters blev sat i den klare krystalkande, som om de saluterede fra scenen til værtinden.
“Åh, dem elsker jeg! De er så flotte! Kom dog indenfor, det ser da ud som om du er vokset endnu?” Birte foer omkring.
“Nej altså, moster, hvad skulle jeg dog blive til?” Sif satte sig, skubbede støvlerne væk og gled fødderne i de lune, bløde hjemmesko og lod sig forføre af duften af vanilje, læderfedt og smørstegt frikadelle.
Hyggeligt var der. Hjemme hos Sif var der altid gang i noget kaos, altid i gang, altid noget, hun lige var bagud med, opkald, samtaler, frustrerede forsøg og store forsoninger.
Sifs mor var sådan en type. Som en orkans moder tusind idéer, et hoved fyldt med stormens energi, altid projekt! Når man forsøgte at bremse, rasede toget bare videre. Og selv om der var så mange fine stationer undervejs, standsede det aldrig ikke før målet.
Men for Sif fandt hun roen hos Birte. Birte var som en sky hun svævede, men det gik langsomt og majestætisk, så man havde lyst til at sætte sig, dingle med benene og blot være til.
Hos moren blev hun ladet op med elektricitet, men når hun var ved at overophede, gemte hun sig hos Birte.
Mor Jytte tog det ikke ilde op måske fordi hun indså, at ikke alle skulle være rebeller, og et tog med mange vogne savner sjældent én mere.
Når Sif endelig kunne besøge Birte selv, blev hun tit en dag eller to, sommetider en hel uge. Så sad hun bare i stolen, kiggede ud, eller læste blandt de smukt udvalgte bøger fra den store reol.
Birte hastede aldrig, pressede aldrig. Ingen mand, ingen børn, så hvorfor ikke forkæle Sif lidt?
“Godt du ringede! Jeg har intet i køleskabet, og du må da være sulten? Din seng er redt og alt er frisk.” råbte Birte ude fra køkkenet.
– “Tak, moster Birte! Er du sikker på, du ikke synes, jeg trængte mig på?”
– “Snak nu ikke pjat. Hiver du ikke lige hvidkålen? Skærer du, så hakker jeg. Jeg er bare glad! Se på dig det store hoved og alle de krøller. Det er, hvad en kandidatuddannelse gør ved én!” grinede Birte.
Ind kom også husets konge katten Gustav. Store knurhår og et blik, der sagde “jeg tolererer kun dét, jeg har lyst til!”
“Hvad så, Gustav, er du sulten nu igen?” Birte smilede overbærende.
Gustav sendte hende et blik, der kun var halvt fornærmet.
“Gud, Gustav! Jeg har savnet dig!” Sif lynede ham op på skødet og begravede fingrene i den varme pels, mens han storspandt.
– “Og hvordan går det hjemme? Og med mor?” spurgte Birte imens. “Det er længe siden, hun ringede!”
Sif blev bleg om næbbet, og Gustav mærkede straks uroen og smuttede væk.
“Du, jeg bliver lige lidt her, går det?”
“Selvfølgelig. Noget på færde?”
“Nej. Jeg har bare brug for ro.”
“Ved mor du er her?” spurgte Birte varsomt.
“Jeg er vel voksen, må jeg ikke tage tog til København, når jeg vil?” Sif bed lidt efter.
Ak ja, tænkte Birte. Netop som Jytte engang for mange år siden strøg væk, tog til Århus og skrev kun “led ikke, det skal nok gå”, uden at invitere Birte med.
Birte havde været både vred og misundelig. Hvorfor havde Jytte ikke fortalt hende noget? Måske fordi, tænkte Birte, at hun aldrig ville turde kaste sig hovedkulds ud i livet.
“Du må alt, kære! Men mor bliver da bekymret.”
“Og hvad med mig må jeg bare være evigt bekymret for hende, eller hvad?”
Gustav sad udenfor og tvangspjuskede. “Tsk, altid drama. Enten render det ene menneske ind, eller ud de har aldrig ro på pelsen de damer!”
“Jeg kan bare ikke mere,” snøftede Sif. “Det hele er sådan en store kanon og hun skal blande sig i ALTING! Det er jo overvældende Så nu så gik jeg ud og skrev mit udmeldelsespapir. Fra uni. For nu kan jeg i det mindste blive noget, hun ikke kan blande sig i!” Hun stirrede hidsigt på den kridthvide dug.
Birte tog det ind. Sådan en alvorlig situation!
Gustav trissede tilbage. Sif hev ham op, glad for lidt trøst.
“Og hvad gør du så nu?”
“Finder et eller andet arbejde alt andet. Hun kan jo ikke komme og skaffe mig rengøringsjob, kan hun?”
Birte sukkede dybt og kiggede ud i det mørknende vinterhimlen, hvor sneen dalede tættere, omtrent som om meteorologerne havde væltet en stor bøtte kridhvidt over Amager.
“Åh, bliv ikke for vred på din mor, Sif. Hun er måske bare bange, trods alt hendes bulldozer-charme.”
“Bange?! Hun?! Hun pløjer alle ned med sin energi!”
“Men du ser det bare udefra. Vi voksede jo alle op sammen og hun havde svært ved at finde ro. Vi skulle alle have det bedre, og hun skulle nok drive det til noget, var hun sikker på. Men det gik jo ikke uden knubs alle sagde hun var tosset, da hun sammen med en veninde kastede sig ud i at lave hjemmelavet mascara Veninden tog hende med til Odense, lejede en lejlighed, alt skulle bare blive stort og det gik da også galt. Lejligheden brændte ned, og veninden røg i fængsel. Jytte undgik den skæbne på et hængende hår”
“Hvor blev den veninde af?” spurgte Sif blidt.
“Begravet for ti år siden. Havde hun hevet din mor med sig, var du her nok slet ikke nu”
“Men jeg ville jo aldrig”
Men, hvem ved måske havde Sif også kunnet smide alt over bord, hvis én voksen havde dømt hendes projekt udueligt? Med Jyttes blod i årerne var man ikke immun overfor stormvejr.
“Hvad er projektet nu?” Birte hældte mere te op til dem begge dampende, mørk Ceylon.
“Et nyt center. Men nu smider jeg det hele væk, har vel nærmest gjort det. Ud er ud!”
“Nej!” sagde Birte bestemt og samlede pegefingeren op i vejret. “Du går op og taler ud med både universitet og din mor. Hun råber lidt, okay, men du får talt ud. Og så gør du arbejdet færdig. Tag nu bare den her køkkenombygning dér har du alt, du skal bruge. Før/efter-billeder, og alt hvad du ellers kan pynte dig med!”
Gustav sendte Sif et dybsindigt blik: “Slog du så op?”
Hun rystede på hovedet.
Der blev stille, kun bløde småkagekrummer ramte tallerkenen, mens bussen tværs gennem Amager hylede udenfor.
Birte sagde stille, “Din mor havde aldrig et sted at flygte hen, ingen, der holdt hendes hånd. Hun buldrede bare afsted men du, du har både storm og stille vi andre dækker alle behov.”
Hun rakte hånden frem og klappede Gustav blidt på hovedet. “Smid nu ikke det hele væk, Sif. Brug chancen.”
“Okay, jeg prøver,” sagde Sif. “I morgen tager jeg hjem, før jeg ikke tør. Måske kan jeg nå at få vendt det.”
“Præcis! Lyt nu lidt til dit mors hurtighed, gør det men bliv!” grinede Birte, blinkede til Gustav, der straks vendte rumpen til og luntede sin vej. Fornøjeligt liv alligevel og masser af mad.
