Kære dagbog.
I dag inviterede jeg Freja på middag til en elegant italiensk restaurant i København. Da hun skulle ud af huset, stoppede professor Ingrid hende på vejen. Senere fortalte Freja mig om samtalen.
Man siger, at kun en diamant kan polere en anden diamant sagde hun gådefuldt.
Undskyld…? Jeg forstår ikke.
Du er stadig ung smilede kvinden. Tro mig, folk bliver ikke kun forelsket én gang i livet.
Professor Ingrid, jeg sværger, at der ikke sker noget mellem mig og Christian.
Måske ikke endnu. Men det betyder ikke, at det bliver sådan. Luk ikke dit hjerte, Freja. Livet kan overraske og nogle gange bringer det den største lykke, når man mindst venter det.
Har du også engang…?
Jamen… Jens var ikke min første kærlighed svarede Ingrid roligt, og der kom en skygge af minder i hendes øjne. Engang elskede jeg en anden. Jeg troede, jeg ikke ville overleve bruddet, at jeg ikke ville kunne ånde uden ham. Så kom Jens. Alt ændrede sig. Jeg var lykkelig. Virkelig lykkelig. Derfor gentager jeg luk dig ikke. Kærlighed kan være tættere, end du tror.
Jeg troede altid, at onkel Jens var din første kærlighed…
Hverken han var min første, eller jeg hans. Men én ting kan jeg fortælle dig: sin første kærlighed glemmer man aldrig.
Freja sukkede stille, takkede for samtalen og kom til bilen, hvor jeg ventede.
Senere fik jeg at vide, at lige efter hun var gået, dukkede Karen op på verandaen. Hun stirrede på Ingrid med et koldt smil.
Har du lige besluttet dig for at blive Frejas nye mor? Rådgiver du hende i kærlighedsspørgsmål, deler du historier, som du aldrig har fortalt mig.
Jeg gjorde det for Sofie svarede Ingrid uden tøven. For kun én ting kan adskille Freja og Erik for altid.
Hvad mener du præcist?
Frejas kærlighed til en anden svarede Ingrid roligt, men bestemt.
Senere hørte jeg, at Signe, knust efter samtalen med Frederik, gik uden mål midt på vejen. Hendes ansigt var blegt, øjnene tomme hun så ud, som om hun ikke så verden omkring sig.
Hun bemærkede ikke den kommende bil.
Dækskrig. Sammenstød.
Der hørtes skrig, nogen ringede efter ambulancen.
Signe lå ubevægelig på asfalten. Omkring hende samlede forbipasserende sig. En af kvinderne bøjede sig over hende, søgte efter puls.
Pige, hører du mig? Hallo?!
Intet svar. Signe rørte sig ikke en millimeter.
Else nærmede sig lysningen i skoven, hvor Henrik i halvskumringen mellem træerne allerede ventede. Hans skikkelse smeltede sammen med skyggerne, men hans blik var koldt og påtrængende.
Du har to millioner kroner her sagde kvinden koldt, idet hun rakte ham en lædertaske fyldt med kontanter.
Senere erfarede jeg, at Marie havde fulgt Else fra huset, sporede hende med beslutsomhed. Nu gemt i de tætte buske, kun ti meter derfra, så hun med vantro.
Henrik… og pengene… Det er mine penge! hviskede hun, med besvær kontrollerende sine følelser. Da hun så Henrik tælle sedlerne, kom der vrede i hendes øjne. Hvilken frækhed… hun tog telefonen frem og begyndte at optage alt fra skjul.
Imens afsluttede Henrik tællingen af pengene. Han smilede ondt.
Det var det hele. Vil du nu endelig lade os være i fred? spurgte Else med spænding i stemmen.
I stilheden lød et knæk af en knækket gren.
Henrik vendte sig straks om.
Hørte du det? Der er nogen her. Jeg sagde, at du skulle komme alene!
Jeg kom alene! svarede Else nervøst. Der var ingen med mig, jeg sværger.
Henrik troede hende ikke. Han gik forsigtigt hen imod lyden. Efter nogle skridt skubbede han grene til side og opdagede Marie, der holdt telefonen.
Der kom et glimt af raseri i hans øjne. Han trak en kniv frem fra lommen.
Så har vi en kigger… sagde han iskoldt. Du ved, når man er for nysgerrig, kan man komme i meget alvorlige problemer.
Marie trådte et skridt tilbage, med besvær holdende hænderne fra at ryste.
Henrik, lad hende være sagde Else skarpt. Vær ikke en idiot.
Vis mig, hvad du har i tasken sagde Henrik til Marie.
Lad mig være i fred! protesterede kvinden.
Svar mig! Hvorfor kom du her?! blandede Else sig.
Hvad foregår der her?! Hvad planlægger I?! brød Marie ud. Jeg optager alt! Jeg ringer straks til politiet!
Vi planlægger ikke noget! råbte Else. Han afpressede mig! Han truede med at dræbe Frederik og Ida. Derfor betalte jeg ham!
Marie rakte hånden i tasken efter telefonen.
Jeg ringer nu til politiet og fortæller dem, hvad der sker.
VOV IKKE! skreg Henrik, løftende kniven. For jeg dræber dig!
HJÆLP! REDNING! skreg Marie, forsøgende at flygte.
HENRIK, KOM TIL BESINDIGELSE! råbte Else, løbende hen til ham.
Men manden var allerede ude af kontrol. Han skubbede Else så hårdt, at hun faldt til jorden.
Han vendte sit vanvittige blik mod Marie, der rystede af frygt.
Jeg begynder med dig hvæsede han. Så kommer Frederik. Han vil se dig helt i blod. Og ham vil jeg også dræbe!
Henrik løftede kniven, klar til at slå. Marie skreg, forsøgende at beskytte sig. Klingen nærmede sig farligt, men kvinden i sidste øjeblik greb hans håndled. De slås, kæmpende om hver bevægelse, hvert åndedrag. Skrig, tung vejrtrækning, spændingen steg…
I et øjeblik lavede Marie en pludselig bevægelse klingen vendte i deres sammensnoede hænder og stak lige ind i Henriks bryst.
Manden stivnede. På hans ansigt kom overraskelse, så et grimasse af smerte. Der kom en gurgly lyd fra hans mund, som om han ville sige noget, men han nåede det ikke. Han sank til jorden som en afskåret tråd.
Else stod stille. Hun gik hen, med rystende hænder lagde to fingre på hans hals. Stilhed.
Han… er død sagde hun stille, bleg som et lagen. Død…
Åh Gud… ÅH GUD! brød Marie ud. Det var ikke mig! Det var ikke sådan! Det var en ulykke! hun greb sig i hovedet, faldende i hysteri. Lad os ringe efter ambulance! Måske lever han stadig! GØR NOGET!
Luk munden! hvæsede Else, greb hende ved skuldrene og rystede hende. Skrig ikke sådan! Vil du have, at hele verden hører det?! Vil du i fængsel?!
I fængsel?! hulke Marie. Men det var ikke med vilje… Du så, jeg forsvarede mig! Jeg er ikke en morder!
Sandheden betyder ikke noget! Else borede blikket i hende. Politiet vil ikke tro dig! Og hvis det kommer frem… folk vil sige, at Frederiks mor er en morder!
JEG ER IKKE EN MORDER! protesterede Marie desperat. Ambulance! Politi! Vi må gøre noget!
Fru Marie, vær venlig… Elses stemme blev bønfaldende, men hård. Ro dig ned. Ingen behøver at vide det. Der er ikke sket noget. Forstår du? INGEN. TING. ER. SKET.
Men han… han ligger der… Marie rystede over hele kroppen.
Vi kan ikke hjælpe ham mere. Men du kan stadig hjælpe dig selv. Kom. Han er væk. Vi lever. Og det er kun det, der tæller nu.
Else omfavnede hende stærkt, som om hun med magt ville forhindre verden i at falde fra hinanden. Langsomt førte hun Marie gennem den tætte skov, væk fra gerningsstedet. Bag dem, blandt bladene, lå Henriks ubevægelige krop. Hans hånd klemte stadig kniven krampagtigt.
Hemmeligheden, som skoven netop havde slugt, kan måske aldrig se dagens lys.
Senere erfarede jeg, at Frederik, kaldt af et hastende telefonopkald fra Ida, løb ind i huset forpustet. I døren stoppede han pludselig, da han så hende stå med kufferten ved døren. Hendes ansigt var blegt, øjnene våde, men blikket beslutsomt.
Jeg tager af sted sagde hun stille, idet hun gav et kort, næsten lydløst kys på hans kind. Jeg vil ikke forstyrre mere, hverken dig eller din mor. Farvel, Frederik. Vær lykkelig.
Ida, hvad snakker du om? han så på hende med vantro. Hvad har det med min mor at gøre?
Hun ved… om den nat. Om alt, hvad der skete mellem os.
Frederik vendte blikket væk, kørte hånden gennem håret og masserede nakken.
For helvede… Hvordan fandt hun ud af det?
Hun læste brevet, jeg efterlod den dag, hvor… hvor jeg slugte pillerne.
Vent et øjeblik hans øjenbryn trak sig sammen. Men du sagde, at det ikke var selvmord…
Jeg sagde det, fordi jeg ville skåne dig. Jeg ville ikke have, at du skulle bekymre dig. Men din mor vil ikke have mig. Hun er bange for, at du gifter dig med mig. Og… hun tilbød os penge. Mig og min mor. Til gengæld for at jeg går.
Frederik stirrede på hende chokeret.
Hvad?! Gav hun jer PENGE?
Ja. Men vi afslog. Jeg ville aldrig have taget det. Derfor nu… tager jeg af sted. For alle vil det være bedre sådan.
Ida, du går ingen steder han greb kufferten og skubbede den til side. Det tillader jeg ikke. Jeg lader dig ikke forsvinde fra mit liv.
Jeg har ikke noget valg, Frederik. Forstår du? Min mor ved også alt nu. Hun sagde, at jeg har ødelagt mit liv og… at hun hellere ville dø, end at høre det. Hvis vi ikke gifter os, giver hun dig ikke fred. Og din mor hader mig. Tante Marie ser på mig som om jeg er uren. Ingen vil have mig her. Mit afsked er den eneste måde, så I alle kan få fred.
Frederik nærmede sig hende og så hende lige i øjnene.
Ida… jeg forlader dig ikke. Vi finder en vej. Din mor får ro, min også. Hun vænner sig til det til sidst. Vi klarer os.
Frederik… hviskede hun, og der kom en skygge af håb i hendes øjne. Betyder det, at… vi gifter os?
Der faldt en tung stilhed. Ida så på ham med spænding, som om hele hendes liv skulle afgøres i et øjeblik, i et ord.
Frederik tog hendes hånd. Og i Idas hoved som en drøm i vågen tilstand lød ordene, som hun så gerne ville høre. Ord, hun drømte om om natten, som hun bar i sit hjerte, som gav hende håb:
“Efter den nat kunne jeg ikke glemme dig. Jeg forelskede mig i dig, Ida. Du er i mine tanker, i mit hjerte. Jeg ser dig overalt. Jeg elsker dig. Gift dig med mig. Vær min kone.”
Men det var kun fantasi. Den rigtige Frederik, der stod lige ved siden af, udtalte ingen af de ord. Hans stemme, da han endelig talte, var kold og uden følelse:
Selvfølgelig gifter vi os ikke, Ida. Det kan vi ikke. Noget sådant… sker aldrig.
Stilheden, der faldt efter det, gjorde mere ondt end de værste skrig. Ida sænkede hovedet, pressede læberne sammen, og rakte så efter kufferten med næsten rituel langsomhed. Hendes tavshed sagde mere end nogen tårer.
Jeg fik at vide, at Erik stod lidt til siden og talte i telefon med Lars. Samtidig lænede Sofie sig op ad bilen og førte også en samtale, hendes stemme var anspændt, og hendes øjne fulgte nervøst hver bevægelse af Erik.
Mor, fortæl mig sandheden sagde hun til telefonen med bekymring. Erik taler hele tiden i telefon. Det er Freja, ikke? Er det med hende han kontakter?
Nej, skat. Freja var hos mig hele tiden. Jeg hørte ikke, at hun talte med nogen svarede moderen roligt på den anden side.
Mor, hvis du bare prøver at berolige mig…
Ved Gud, jeg siger sandheden! Freja kørte med Christian til den nye italienske restaurant. Jeg foreslog det selv til dem.
På Sofies ansigt dukkede et snedigt smil op, knap mærkbart, men fuldt af tilfredshed. Hun lagde telefonen og antog straks, som om intet var hændt, sit mest strålende smil. Da Erik vendte tilbage til bilen, sagde hun glædeligt:
Skat, jeg blev pludselig sulten. Jeg har sådan en lyst til spaghetti! Jeg har hørt, at der er åbnet en ny italiensk restaurant nær vores hus. Måske kører vi derhen?
Erik så på hende overrasket.
Men du sagde, at du undgår kulhydrater som ilden. At de er skadelige for dig.
Åh, skat, kroppen har nogle gange brug for “kulhydratpåfyldning”, vidste du ikke det? lo hun let, strøg over maven. Desuden… da jeg bare sagde “spaghetti”, bevægede barnet sig! Jeg tror, hun også har lyst til det.
Hun så ham lige i øjnene, som om hun kastede en udfordring. Og i hendes smil var der noget mere end bare appetit det var en varsling om et spil, hun agtede at spille til ende.
Freja og jeg ankom til den elegante restaurant. Vi havde endnu ikke nået at gå ind, da en høflig tjener nærmede sig os og med et smil bukkede for mig.
Velkommen igen, hr. Christian. Deres foretrukne bord venter på Dem.
Freja løftede øjenbrynene, tydeligt overrasket.
Så det er ikke dit første besøg her?
Jeg kommer ofte med chefen svarede jeg afslappet, men mit blik undveg et sted til siden.
Jeg fik indtryk af, at du er chefen her bemærkede hun med et let smil. Med sådan en velkomst…
Måske fordi det altid er mig, der efterlader drikkepenge. Chefen gider ikke med sådanne småting. Derfor er jeg her mere… værdsat.
Vi satte os ved et hyggeligt bord. Jeg så stjålent på Frejas hals. Halskæden, der hang på hendes dekolletage, glimtede i lampelyset. Jeg måtte have den. I lommen på min jakke lå allerede en identisk kopi. Jeg skulle bare finde det rette øjeblik til at bytte.
Freja, vent… Din halskæde er gledet. Den falder snart.
Jeg rejste mig, gik hen bagfra og lagde forsigtigt hænderne på hendes skuldre, rakte efter låsen på halskæden. Jeg forsøgte at bevare roen, selvom mit hjerte slog hurtigere og hurtigere.
I det samme øjeblik åbnede restaurantens døre sig, og Erik og Sofie kom ind. Pigen smilede triumferende de kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt. Erik stivnede på stedet. Synet af mig stående så tæt på Freja, rørende ved hendes hals, fremkaldte en bølge af jalousi og vrede i ham.
Halskæden gled ned og faldt på gulvet. Jeg rakte allerede efter den, men Erik var hurtigere. Han samlede den hurtigt op og klemte den i hånden.
Halskæden bliver hos mig sagde han skarpt, uden at slippe blikket fra mig.
Hvad? Hvorfor? spurgte overrasket Freja, rejste sig fra stolen.
Erik rakte i lommen og trak det billede frem, som han tidligere havde taget fra mit hus. Han lagde det på bordet, foran Freja.
Fordi du havde ret sagde han roligt, men hans stemme dirrede af spænding. Det er halskæden på pigen, der dræbte Lene.
Freja bøjede sig over fotografiet. Det viste en blond kvinde, hvis ansigt var omhyggeligt klippet ud. Omkring halsen havde hun en identisk halskæde som den, Freja bar.
Det… det er den samme! hviskede Freja chokeret. Men hvorfor har nogen klippet hendes ansigt ud?
Jeg ved det ikke svarede Erik, så hende lige i øjnene. Men jeg ved én ting: den kvinde var i bilen, da min søster døde. Og nogen vil for enhver pris skjule hendes identitet.
Der sænkede sig en stilhed, der tyngede over os som en tordensky. Jeg tav, men mit ansigt afslørede uro. Og Freja stirrede på billedet, forsøgende at forstå, hvad hun lige var blevet trukket ind i.
Senere hørte jeg, at Signe langsomt genvandt bevidstheden i hospitals sengen. I lyset fra lysstofrørene knibede hun øjnene sammen. En læge bøjede sig over hende, der forsigtigt spredte hendes øjenlåg og lyste med en lommelygte i pupillerne.
Hvad hedder du, datter? spurgte han roligt, men med tydelig spænding i stemmen.
Signe så sig omkring. Hendes blik vandrede rundt i salen, som om hun så den for første gang.
Jeg… ved det ikke svarede hun desorienteret, åndede hurtigere og hurtigere. Hvor er jeg?
Hvilken dag har vi i dag? spurgte lægen.
Signe rynkede panden, lukkede øjnene, som om hun prøvede at huske noget vigtigt.
Tirsdag…? Nej, vent… måske søndag? Hun sad allerede oprejst. Åh Gud! Jeg skal på markedet! Min søster er sikkert kommet hjem fra skole og er sulten. Vær venlig, lad mig gå! Jeg skal nå det før mørket!
Hun rejste sig, forsøgende at stå op, men lægen og sygeplejersken greb hurtigt fat i hende, forsigtigt men bestemt pressede hende tilbage i sengen.
Rolig, du er i sikkerhed. Lægen forsøgte at tale med en blid tone. Sig mig, hvilket år er det?
År? Signe forsøgte at svare, men hendes ansigt fortrak sig i smerte og panik. To tusind tyve? Nej… to tusind nitten? Gud, jeg husker det ikke! Hun greb sig i hovedet, tårer kom i hendes øjne. Jeg husker ingenting! Men jeg ved, at jeg skal tilbage til landsbyen i Jylland. Jeg skal samle svampe. Mor og søster venter på mig… De er sultne. Lad mig gå, jeg beder jer!
Hendes stemme knækkede, og der kom fortvivlelse i hendes øjne. Lægen kastede et kort blik på sygeplejersken, hvorefter han sagde stille:
Jeg vil kontakte professor Hansen fra psykiatriafdelingen. Vi må straks tage os af hendes tilstand.
Ja, doktor svarede sygeplejersken. Jeg vil give hende et beroligende middel.
Kun forsigtigt tilføjede lægen, observerende Signe med omhu. Hun lader ikke som om. Hun er fortabt. Og meget forskrækket.
Da jeg tænker tilbage på dagens begivenheder, har jeg lært, at livet er uforudsigeligt, og at kærlighed kan komme når man mindst venter det, men også at hemmeligheder kan ødelægge liv, og at man altid bør søge sandheden med omhu. Den personlige lektie jeg tager med mig er at værdsætte ærlighed og aldrig lade frygt styre mine handlinger over for dem jeg holder af.Kære dagbog.
I dag inviterede jeg Freja på middag til en elegant italiensk restaurant i København. Da hun skulle ud af huset, stoppede professor Ingrid hende på vejen. Senere fortalte Freja mig om samtalen.
Man siger, at kun en diamant kan polere en anden diamant sagde hun gådefuldt.
Undskyld…? Jeg forstår ikke.
Du er stadig ung smilede kvinden. Tro mig, folk bliver ikke kun forelsket én gang i livet.
Professor Ingrid, jeg sværger, at der ikke sker noget mellem mig og Christian.
Måske ikke endnu. Men det betyder ikke, at det bliver sådan. Luk ikke dit hjerte, Freja. Livet kan overraske og nogle gange bringer det den største lykke, når man mindst venter det.
Har du også engang…?
Jamen… Jens var ikke min første kærlighed svarede Ingrid roligt, og der kom en skygge af minder i hendes øjne. Engang elskede jeg en anden. Jeg troede, jeg ikke ville overleve bruddet, at jeg ikke ville kunne ånde uden ham. Så kom Jens. Alt ændrede sig. Jeg var lykkelig. Virkelig lykkelig. Derfor gentager jeg luk dig ikke. Kærlighed kan være tættere, end du tror.
Jeg troede altid, at onkel Jens var din første kærlighed…
Hverken han var min første, eller jeg hans. Men én ting kan jeg fortælle dig: sin første kærlighed glemmer man aldrig.
Freja sukkede stille, takkede for samtalen og kom til bilen, hvor jeg ventede.
Senere fik jeg at vide, at lige efter hun var gået, dukkede Karen op på verandaen. Hun stirrede på Ingrid med et koldt smil.
Har du lige besluttet dig for at blive Frejas nye mor? Rådgiver du hende i kærlighedsspørgsmål, deler du historier, som du aldrig har fortalt mig.
Jeg gjorde det for Sofie svarede Ingrid uden tøven. For kun én ting kan adskille Freja og Erik for altid.
Hvad mener du præcist?
Frejas kærlighed til en anden svarede Ingrid roligt, men bestemt.
Senere hørte jeg, at Signe, knust efter samtalen med Frederik, gik uden mål midt på vejen. Hendes ansigt var blegt, øjnene tomme hun så ud, som om hun ikke så verden omkring sig.
Hun bemærkede ikke den kommende bil.
Dækskrig. Sammenstød.
Der hørtes skrig, nogen ringede efter ambulancen.
Signe lå ubevægelig på asfalten. Omkring hende samlede forbipasserende sig. En af kvinderne bøjede sig over hende, søgte efter puls.
Pige, hører du mig? Hallo?!
Intet svar. Signe rørte sig ikke en millimeter.
Else nærmede sig lysningen i skoven, hvor Henrik i halvskumringen mellem træerne allerede ventede. Hans skikkelse smeltede sammen med skyggerne, men hans blik var koldt og påtrængende.
Du har to millioner kroner her sagde kvinden koldt, idet hun rakte ham en lædertaske fyldt med kontanter.
Senere erfarede jeg, at Marie havde fulgt Else fra huset, sporede hende med beslutsomhed. Nu gemt i de tætte buske, kun ti meter derfra, så hun med vantro.
Henrik… og pengene… Det er mine penge! hviskede hun, med besvær kontrollerende sine følelser. Da hun så Henrik tælle sedlerne, kom der vrede i hendes øjne. Hvilken frækhed… hun tog telefonen frem og begyndte at optage alt fra skjul.
Imens afsluttede Henrik tællingen af pengene. Han smilede ondt.
Det var det hele. Vil du nu endelig lade os være i fred? spurgte Else med spænding i stemmen.
I stilheden lød et knæk af en knækket gren.
Henrik vendte sig straks om.
Hørte du det? Der er nogen her. Jeg sagde, at du skulle komme alene!
Jeg kom alene! svarede Else nervøst. Der var ingen med mig, jeg sværger.
Henrik troede hende ikke. Han gik forsigtigt hen imod lyden. Efter nogle skridt skubbede han grene til side og opdagede Marie, der holdt telefonen.
Der kom et glimt af raseri i hans øjne. Han trak en kniv frem fra lommen.
Så har vi en kigger… sagde han iskoldt. Du ved, når man er for nysgerrig, kan man komme i meget alvorlige problemer.
Marie trådte et skridt tilbage, med besvær holdende hænderne fra at ryste.
Henrik, lad hende være sagde Else skarpt. Vær ikke en idiot.
Vis mig, hvad du har i tasken sagde Henrik til Marie.
Lad mig være i fred! protesterede kvinden.
Svar mig! Hvorfor kom du her?! blandede Else sig.
Hvad foregår der her?! Hvad planlægger I?! brød Marie ud. Jeg optager alt! Jeg ringer straks til politiet!
Vi planlægger ikke noget! råbte Else. Han afpressede mig! Han truede med at dræbe Frederik og Ida. Derfor betalte jeg ham!
Marie rakte hånden i tasken efter telefonen.
Jeg ringer nu til politiet og fortæller dem, hvad der sker.
VOV IKKE! skreg Henrik, løftende kniven. For jeg dræber dig!
HJÆLP! REDNING! skreg Marie, forsøgende at flygte.
HENRIK, KOM TIL BESINDIGELSE! råbte Else, løbende hen til ham.
Men manden var allerede ude af kontrol. Han skubbede Else så hårdt, at hun faldt til jorden.
Han vendte sit vanvittige blik mod Marie, der rystede af frygt.
Jeg begynder med dig hvæsede han. Så kommer Frederik. Han vil se dig helt i blod. Og ham vil jeg også dræbe!
Henrik løftede kniven, klar til at slå. Marie skreg, forsøgende at beskytte sig. Klingen nærmede sig farligt, men kvinden i sidste øjeblik greb hans håndled. De slås, kæmpende om hver bevægelse, hvert åndedrag. Skrig, tung vejrtrækning, spændingen steg…
I et øjeblik lavede Marie en pludselig bevægelse klingen vendte i deres sammensnoede hænder og stak lige ind i Henriks bryst.
Manden stivnede. På hans ansigt kom overraskelse, så et grimasse af smerte. Der kom en gurgly lyd fra hans mund, som om han ville sige noget, men han nåede det ikke. Han sank til jorden som en afskåret tråd.
Else stod stille. Hun gik hen, med rystende hænder lagde to fingre på hans hals. Stilhed.
Han… er død sagde hun stille, bleg som et lagen. Død…
Åh Gud… ÅH GUD! brød Marie ud. Det var ikke mig! Det var ikke sådan! Det var en ulykke! hun greb sig i hovedet, faldende i hysteri. Lad os ringe efter ambulance! Måske lever han stadig! GØR NOGET!
Luk munden! hvæsede Else, greb hende ved skuldrene og rystede hende. Skrig ikke sådan! Vil du have, at hele verden hører det?! Vil du i fængsel?!
I fængsel?! hulke Marie. Men det var ikke med vilje… Du så, jeg forsvarede mig! Jeg er ikke en morder!
Sandheden betyder ikke noget! Else borede blikket i hende. Politiet vil ikke tro dig! Og hvis det kommer frem… folk vil sige, at Frederiks mor er en morder!
JEG ER IKKE EN MORDER! protesterede Marie desperat. Ambulance! Politi! Vi må gøre noget!
Fru Marie, vær venlig… Elses stemme blev bønfaldende, men hård. Ro dig ned. Ingen behøver at vide det. Der er ikke sket noget. Forstår du? INGEN. TING. ER. SKET.
Men han… han ligger der… Marie rystede over hele kroppen.
Vi kan ikke hjælpe ham mere. Men du kan stadig hjælpe dig selv. Kom. Han er væk. Vi lever. Og det er kun det, der tæller nu.
Else omfavnede hende stærkt, som om hun med magt ville forhindre verden i at falde fra hinanden. Langsomt førte hun Marie gennem den tætte skov, væk fra gerningsstedet. Bag dem, blandt bladene, lå Henriks ubevægelige krop. Hans hånd klemte stadig kniven krampagtigt.
Hemmeligheden, som skoven netop havde slugt, kan måske aldrig se dagens lys.
Senere erfarede jeg, at Frederik, kaldt af et hastende telefonopkald fra Ida, løb ind i huset forpustet. I døren stoppede han pludselig, da han så hende stå med kufferten ved døren. Hendes ansigt var blegt, øjnene våde, men blikket beslutsomt.
Jeg tager af sted sagde hun stille, idet hun gav et kort, næsten lydløst kys på hans kind. Jeg vil ikke forstyrre mere, hverken dig eller din mor. Farvel, Frederik. Vær lykkelig.
Ida, hvad snakker du om? han så på hende med vantro. Hvad har det med min mor at gøre?
Hun ved… om den nat. Om alt, hvad der skete mellem os.
Frederik vendte blikket væk, kørte hånden gennem håret og masserede nakken.
For helvede… Hvordan fandt hun ud af det?
Hun læste brevet, jeg efterlod den dag, hvor… hvor jeg slugte pillerne.
Vent et øjeblik hans øjenbryn trak sig sammen. Men du sagde, at det ikke var selvmord…
Jeg sagde det, fordi jeg ville skåne dig. Jeg ville ikke have, at du skulle bekymre dig. Men din mor vil ikke have mig. Hun er bange for, at du gifter dig med mig. Og… hun tilbød os penge. Mig og min mor. Til gengæld for at jeg går.
Frederik stirrede på hende chokeret.
Hvad?! Gav hun jer PENGE?
Ja. Men vi afslog. Jeg ville aldrig have taget det. Derfor nu… tager jeg af sted. For alle vil det være bedre sådan.
Ida, du går ingen steder han greb kufferten og skubbede den til side. Det tillader jeg ikke. Jeg lader dig ikke forsvinde fra mit liv.
Jeg har ikke noget valg, Frederik. Forstår du? Min mor ved også alt nu. Hun sagde, at jeg har ødelagt mit liv og… at hun hellere ville dø, end at høre det. Hvis vi ikke gifter os, giver hun dig ikke fred. Og din mor hader mig. Tante Marie ser på mig som om jeg er uren. Ingen vil have mig her. Mit afsked er den eneste måde, så I alle kan få fred.
Frederik nærmede sig hende og så hende lige i øjnene.
Ida… jeg forlader dig ikke. Vi finder en vej. Din mor får ro, min også. Hun vænner sig til det til sidst. Vi klarer os.
Frederik… hviskede hun, og der kom en skygge af håb i hendes øjne. Betyder det, at… vi gifter os?
Der faldt en tung stilhed. Ida så på ham med spænding, som om hele hendes liv skulle afgøres i et øjeblik, i et ord.
Frederik tog hendes hånd. Og i Idas hoved som en drøm i vågen tilstand lød ordene, som hun så gerne ville høre. Ord, hun drømte om om natten, som hun bar i sit hjerte, som gav hende håb:
“Efter den nat kunne jeg ikke glemme dig. Jeg forelskede mig i dig, Ida. Du er i mine tanker, i mit hjerte. Jeg ser dig overalt. Jeg elsker dig. Gift dig med mig. Vær min kone.”
Men det var kun fantasi. Den rigtige Frederik, der stod lige ved siden af, udtalte ingen af de ord. Hans stemme, da han endelig talte, var kold og uden følelse:
Selvfølgelig gifter vi os ikke, Ida. Det kan vi ikke. Noget sådant… sker aldrig.
Stilheden, der faldt efter det, gjorde mere ondt end de værste skrig. Ida sænkede hovedet, pressede læberne sammen, og rakte så efter kufferten med næsten rituel langsomhed. Hendes tavshed sagde mere end nogen tårer.
Jeg fik at vide, at Erik stod lidt til siden og talte i telefon med Lars. Samtidig lænede Sofie sig op ad bilen og førte også en samtale, hendes stemme var anspændt, og hendes øjne fulgte nervøst hver bevægelse af Erik.
Mor, fortæl mig sandheden sagde hun til telefonen med bekymring. Erik taler hele tiden i telefon. Det er Freja, ikke? Er det med hende han kontakter?
Nej, skat. Freja var hos mig hele tiden. Jeg hørte ikke, at hun talte med nogen svarede moderen roligt på den anden side.
Mor, hvis du bare prøver at berolige mig…
Ved Gud, jeg siger sandheden! Freja kørte med Christian til den nye italienske restaurant. Jeg foreslog det selv til dem.
På Sofies ansigt dukkede et snedigt smil op, knap mærkbart, men fuldt af tilfredshed. Hun lagde telefonen og antog straks, som om intet var hændt, sit mest strålende smil. Da Erik vendte tilbage til bilen, sagde hun glædeligt:
Skat, jeg blev pludselig sulten. Jeg har sådan en lyst til spaghetti! Jeg har hørt, at der er åbnet en ny italiensk restaurant nær vores hus. Måske kører vi derhen?
Erik så på hende overrasket.
Men du sagde, at du undgår kulhydrater som ilden. At de er skadelige for dig.
Åh, skat, kroppen har nogle gange brug for “kulhydratpåfyldning”, vidste du ikke det? lo hun let, strøg over maven. Desuden… da jeg bare sagde “spaghetti”, bevægede barnet sig! Jeg tror, hun også har lyst til det.
Hun så ham lige i øjnene, som om hun kastede en udfordring. Og i hendes smil var der noget mere end bare appetit det var en varsling om et spil, hun agtede at spille til ende.
Freja og jeg ankom til den elegante restaurant. Vi havde endnu ikke nået at gå ind, da en høflig tjener nærmede sig os og med et smil bukkede for mig.
Velkommen igen, hr. Christian. Deres foretrukne bord venter på Dem.
Freja løftede øjenbrynene, tydeligt overrasket.
Så det er ikke dit første besøg her?
Jeg kommer ofte med chefen svarede jeg afslappet, men mit blik undveg et sted til siden.
Jeg fik indtryk af, at du er chefen her bemærkede hun med et let smil. Med sådan en velkomst…
Måske fordi det altid er mig, der efterlader drikkepenge. Chefen gider ikke med sådanne småting. Derfor er jeg her mere… værdsat.
Vi satte os ved et hyggeligt bord. Jeg så stjålent på Frejas hals. Halskæden, der hang på hendes dekolletage, glimtede i lampelyset. Jeg måtte have den. I lommen på min jakke lå allerede en identisk kopi. Jeg skulle bare finde det rette øjeblik til at bytte.
Freja, vent… Din halskæde er gledet. Den falder snart.
Jeg rejste mig, gik hen bagfra og lagde forsigtigt hænderne på hendes skuldre, rakte efter låsen på halskæden. Jeg forsøgte at bevare roen, selvom mit hjerte slog hurtigere og hurtigere.
I det samme øjeblik åbnede restaurantens døre sig, og Erik og Sofie kom ind. Pigen smilede triumferende de kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt. Erik stivnede på stedet. Synet af mig stående så tæt på Freja, rørende ved hendes hals, fremkaldte en bølge af jalousi og vrede i ham.
Halskæden gled ned og faldt på gulvet. Jeg rakte allerede efter den, men Erik var hurtigere. Han samlede den hurtigt op og klemte den i hånden.
Halskæden bliver hos mig sagde han skarpt, uden at slippe blikket fra mig.
Hvad? Hvorfor? spurgte overrasket Freja, rejste sig fra stolen.
Erik rakte i lommen og trak det billede frem, som han tidligere havde taget fra mit hus. Han lagde det på bordet, foran Freja.
Fordi du havde ret sagde han roligt, men hans stemme dirrede af spænding. Det er halskæden på pigen, der dræbte Lene.
Freja bøjede sig over fotografiet. Det viste en blond kvinde, hvis ansigt var omhyggeligt klippet ud. Omkring halsen havde hun en identisk halskæde som den, Freja bar.
Det… det er den samme! hviskede Freja chokeret. Men hvorfor har nogen klippet hendes ansigt ud?
Jeg ved det ikke svarede Erik, så hende lige i øjnene. Men jeg ved én ting: den kvinde var i bilen, da min søster døde. Og nogen vil for enhver pris skjule hendes identitet.
Der sænkede sig en stilhed, der tyngede over os som en tordensky. Jeg tav, men mit ansigt afslørede uro. Og Freja stirrede på billedet, forsøgende at forstå, hvad hun lige var blevet trukket ind i.
Senere hørte jeg, at Signe langsomt genvandt bevidstheden i hospitals sengen. I lyset fra lysstofrørene knibede hun øjnene sammen. En læge bøjede sig over hende, der forsigtigt spredte hendes øjenlåg og lyste med en lommelygte i pupillerne.
Hvad hedder du, datter? spurgte han roligt, men med tydelig spænding i stemmen.
Signe så sig omkring. Hendes blik vandrede rundt i salen, som om hun så den for første gang.
Jeg… ved det ikke svarede hun desorienteret, åndede hurtigere og hurtigere. Hvor er jeg?
Hvilken dag har vi i dag? spurgte lægen.
Signe rynkede panden, lukkede øjnene, som om hun prøvede at huske noget vigtigt.
Tirsdag…? Nej, vent… måske søndag? Hun sad allerede oprejst. Åh Gud! Jeg skal på markedet! Min søster er sikkert kommet hjem fra skole og er sulten. Vær venlig, lad mig gå! Jeg skal nå det før mørket!
Hun rejste sig, forsøgende at stå op, men lægen og sygeplejersken greb hurtigt fat i hende, forsigtigt men bestemt pressede hende tilbage i sengen.
Rolig, du er i sikkerhed. Lægen forsøgte at tale med en blid tone. Sig mig, hvilket år er det?
År? Signe forsøgte at svare, men hendes ansigt fortrak sig i smerte og panik. To tusind tyve? Nej… to tusind nitten? Gud, jeg husker det ikke! Hun greb sig i hovedet, tårer kom i hendes øjne. Jeg husker ingenting! Men jeg ved, at jeg skal tilbage til landsbyen i Jylland. Jeg skal samle svampe. Mor og søster venter på mig… De er sultne. Lad mig gå, jeg beder jer!
Hendes stemme knækkede, og der kom fortvivlelse i hendes øjne. Lægen kastede et kort blik på sygeplejersken, hvorefter han sagde stille:
Jeg vil kontakte professor Hansen fra psykiatriafdelingen. Vi må straks tage os af hendes tilstand.
Ja, doktor svarede sygeplejersken. Jeg vil give hende et beroligende middel.
Kun forsigtigt tilføjede lægen, observerende Signe med omhu. Hun lader ikke som om. Hun er fortabt. Og meget forskrækket.
Da jeg tænker tilbage på dagens begivenheder, har jeg lært, at livet er uforudsigeligt, og at kærlighed kan komme når man mindst venter det, men også at hemmeligheder kan ødelægge liv, og at man altid bør søge sandheden med omhu. Den personlige lektie jeg tager med mig er at værdsætte ærlighed og aldrig lade frygt styre mine handlinger over for dem jeg holder af.
