Forlovelsesdrøm
Hvad mener du med, at du skal giftes? Søn, hvordan kan du først fortælle mig det nu? Vera Sørensen slap strikkepindene, og det halstørklæde, hun var i gang med, snoede sig lunt på hendes skød som en kat.
Mor, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det til dig
Hvorfor?
Jeg var bange for, at du ikke ville godkende det!
Jens, hvad sker der? Hvornår har du været bange for mig? Hvornår har jeg ikke godkendt dig? Søn! Nu gør du mig nervøs!
Mor, lad nu være! Jens satte sig ned på gulvet ved siden af hendes lænestol, så ind i hendes øjne. Jeg skal nok fortælle dig det hele, bare du ikke bliver nervøs, og ikke begynder at overtale mig.
Søn!
Mor! Jeg kender dig jo! Stemmen ryster, og det gløder i øjnene på dig! Nu må du stoppe. Det er bare svært jeg vidste ikke, hvor jeg skulle begynde.
Så begynd fra begyndelsen og så ser vi hvad der sker. Vera Sørensen lagde strikketøjet fra sig og tog fat i hans øre. Hvis jeg stadig havde kræfterne, ville jeg give dig et los bagi men de er sluppet op, og ingen andre kan.
Hvis bare far var her
Lad nu være at snakke om din far! Vera rynkede brynene, og Jens rakte straks ud og trak hende ind til sig.
Undskyld, mor! Jeg savner ham også
Med din far havde du aldrig opført dig på denne måde! Se nu på dig fyrre år gammel og bange for at præsentere din kommende kone for din mor! Hvorfor?
Hans øre blev rødt, og Jens lo og slap fri af hendes greb.
Mor! Slip mig, ellers bliver jeg sød som en bjørn!
Og det gør dig ikke mindre køn! Kom nu, vær ikke sådan en skurk! Hvem er hun?
Mette.
Spændende. Er det alt?
Nej.
Skal jeg hive ordene ud af dig en for en, eller skal jeg tage beslutsomme midler i brug?
Sætter du mig i skammekrogen, eller giver du mig ingen kage?
Nej, så skal du hjælpe med at rydde havegangene ved sommerhuset. Og luge jordbærbedet!
Hvilket jordbærbed, mor? Dit sommerhus rummer kun roser og lidt solbær!
Særligt for dig kan jeg plante kartofler!
Hold nu op! Jeg fortæller.
I takt med at Vera Sørensen lyttede, steg hendes øjenbryn højere og højere. Dette havde hun ikke set komme! Hvad hun skulle gøre ved den nye viden, kunne hun ikke lige greje, kun én ting var sikkert Jens mente det alvorligt, så det var ikke bare en forårsforelskelse, men én, der havde betydning for ham. Og at han sagde, det hele er indviklet, gjorde kun, at der dukkede flere spørgsmål op, end hun kunne svare på.
Men hun vil gifte sig med dig?
Ikke endnu.
Hvordan kan det være?
Hun siger, hun ikke vil gøre mit liv sværere.
Nå da. Har du et billede?
Jens fiskede mobilen op af lommen, bladrede lidt og rakte den til sin mor:
Her. Det er Mette.
Vera tog brillerne på og nappede mobilen. En kvinde, omkring de tredive, nydelig men uden ret meget sminke, kiggede på hende fra skærmen. Lysebrune lokker, et strejf af vind, ro omkring hende Det gav billedet noget mildt, måske. Man kunne sagtens se, at Jens havde fanget hende i et ubeskyttet øjeblik i Kongens Have. Grantræernes nøgne grene, spæde grønne skud, med hendes ansigt som midtpunkt en signalering om, at nu er det forår. Livet begynder igen. Opdag det men nænsomt, uden at skræmme, uden at skade, men lade det spire frit
Du har altid haft talent, søn! Din far sagde det: Hvis ikke du gik ind i hæren, skulle du været blevet fotograf! Du snapper altid øjeblikket, men fanger hele betydningen! Godt klaret! Vera rakte mobilen tilbage og spurgte: Hvornår skal vi møde hinanden?
Når hun siger ja. Mor
Jens, hvorfor skælver du som et birkeblad? Tror du, jeg æder hende op? Tænkte du, jeg venter på at du tropper op med en nittenårig pige, der ikke tør sige et kuk? Hvis du regner med det, tager du fejl. Du er for gammel til at opdrage en kone! En moden kvinde har selvfølgelig en fortid. Spørgsmålet er bare hvilken. Men det er ikke dig, der skal fortælle mig det jeg vurderer selv. Det eneste, du skal huske, er: Det er ikke mig, der skal bo med hende. Det skal du tænke over!
Jens forlod stuen, og Vera Sørensen begyndte at samle sig.
Liva skal have en tur ude, og katten Gustav mangler mad. To opgaver på én gang kan man altid klare og så får man luft og tid til at tænke.
Vera vidste, at lillejuleaften og første møde ikke var langt væk. For hvem kunne modstå Jens’ charme? Høj, flot og begavet, kunne være både selskabelig og usynlig, alt som det passede ham.
Langs åen gik Vera med hundesnoren slæbende, tankerne kredsede om fortiden: Dengang Jens’ første kone forlod ham, og tiden nærmest gik i stå. Han havde aldrig tilgivet sig selv tabet af deres barn, og hun gnavede stadig på, at hun ikke havde blandet sig, ikke havde bedt svigerdatteren om at beholde barnet.
Historien var ikke noget særligt ung kærlighed, flygtige idealer Pludselig, efter år sammen og mange nætter med venten og uro, fik kæresten nok og forlod alt, som om intet havde eksisteret. Da Galina så Vera i øjnene og sagde, at “der aldrig havde været noget”, kunne Vera mærke, at hun havde ondt af Galina, næsten som sin egen søn. For tabet, for et barn, der aldrig blev til.
Efter Galina forsvandt noget afgørende i Jens. Han blev urolig, søgende, uden mål. Missionerne afløste hinanden indsatser, ophold, arbejde. Vera spurgte aldrig mere, men bad hver nat om, at han ville vende hjem.
Nu var hun alene. Enke. Ordet smager af gravsten og kulde; som om et grundstykke er fjernet, og man balancerer ud over kanten. Men man må ikke falde. For Jens har stadig brug for hende.
Sådan levede de og hun havde opgivet at tro på hans lykke. Hun frygtede, at ingen ville varme hans hjerte, og hun vovede ikke længere at håbe på børnebørn, kun at hendes søn engang ville finde ly i kærlighed, i varme i fællesskab.
Pludselig trak Liva snoren i et ryk og gøede ad dristige spurve, der hoppede foran hende, og Vera blev revet ud af tankerne. “Du hænger fast,” ville nabodrengen sige. Den lille geniale fætter, som igen og igen hjalp Vera med hendes computer og mobilen, som Jens havde købt til hende.
Emil, du er kun tolv! Hvor lærer du alt det?!
Vera, det er jo ikke svært! Det lærer man bare. For begyndere, ikke?
For hvem?
Altså, sådan kalder man folk, der ikke forstår teknikken, men gerne vil lære. Sådan én er du. Men tag ikke på vej! Det er jo godt, du vil lære. Min oldemor tror, computeren vil æde hendes hjerne!
Vera lo. Det lyder som en gyser!
Emil slog en latter op. Hvis hun skrev filmmanuskripter, ville instruktørerne besvime! Nå, nu har jeg lagt dit strikkeprogram ind det ligger på skrivebordet.
Hvor? Vera kiggede sig forvirret omkring, mens Emil skraldgrinede.
Ikke dér! Ej, Vera, du er sjov!
Nå, jeg er “begynder”! Bare låget ikke er tabt!
Emil mindede hende om Jens som dreng: Hjælpsom, nysgerrig, kvik. Vera kiggede på ham og tænkte, at hvis Galina havde valgt anderledes dengang, ville hendes barnebarn have været ti nu
Hun huskede Mettes ansigt. Der måtte være noget godt over denne kvinde. Der var noget ved hendes blik, en lille smil til Jens i stedet for kamerat det kunne man se.
Beslutsomt greb hun Liva op og gik hjem. Pakken med foder fik Gustav til at forlade sofaen.
Hva siger du, Gustav? Er det flot? Han spandt, og Vera smilte. Der er meget at gøre, men vi når det.
Mette gav alligevel til sidst sit tilsagn. Det tog stort set resten af året, at få sagt ja. Jens funklede af glæde, når han kom, og Vera drillede: Snart kan vi sparer på pærene, søn!
Hun nævnte aldrig mere præsentationen. Hun ventede, indtil Jens selv satte en dato.
Julen nærmede sig, pakken fra Livas gåtur var snart tom, og det hemmelige kageværk søgte sit øjeblik.
Ifølge traditionen fejrede Jens nytår med vennerne og jul med sin mor. Vera sukkede lykkeligt, da han endelig ringede:
Mor, er det i orden, hvis jeg tager Mette med?
Efter samtalen gik Vera så hårdt til værks, at Gustav flygtede under sengen og Liva pilede rundt efter hende, hylende i takt med støvsugeren. Til sidst var alt klar. Vera satte sig ved bordet.
Gustav, igen fremme, slog sig ned ved hendes ben, så Liva lige måtte flytte sig lidt.
Hvad nu? Vera betragtede de to.
Fire opmærksomme øjne blinkede synkront, og Vera lo. Sikke nogen banditter! De mærker, hun er nervøs. De tager vagt med halen, som Jens sagde. “De kan jeg næsten stole mere på end på mig selv.”
Vera klappede først katten, så hunden. Dyr men fulde af glæde og varme. Hun mindedes, hvordan hun modstræbende kom til at eje Liva.
Nabomanden, hr. Mikkelsen, var en særling. Levede alene. Hans eneste selskab var Liva, en forhutlet lille hvalp, han havde fundet ved affaldscontaineren. Hr. Mikkelsen vandt ind i nabolaget med fortællinger om Liva; hvor hun havde bidt læderet i skoene, og hvor smart hun havde gemt sin yndlingsbold.
Da Mikkelsen døde, blev Livas sørgesang så larmende, at hele opgangen blev vanvittige. Vera, der lige var hjemme fra sommerhuset, forstod straks, hvad der var galt.
Hun ordnede det hele, og tog Liva ind. Hunden fandt ro kun tæt på Vera, og først da Gustav kom til, slap ængstelsen. Liva havde fundet ham eller rettere, en knyttet hovedpudebetræk, under sneen i parken. Inde betrukket lå fire små katte, kun Gustav overlevede med Livas beskyttelse.
Nå, blev du mor, Lille Liva? Nu ved du, hvorfor livet er værd at leve.
Vera lavede fine sovesteder til begge, og var ikke bange for at træde på nogen om natten. Nu havde alle deres pladser Vera i sengen, Liva og Gustav i egen krog.
Jens lo, når han så, hvordan hun rådførte sig med sine firbenede venner.
Mor! Du snakker jo med dem som med mennesker!
Ja, Jens, nogen gange forstår de mere end mennesker. Jeg gør dem ikke menneskelige men de er kløgtige.
Nu så Vera alvorligt på dem og sagde:
Vi får fornemme gæster. Vi skal vurdere, om de er gode for vores Jens
Dørklokken lød, Vera blev forskrækket.
Nu kommer de Opfør jer pænt, ikke? Pin mig nu ikke!
Jens fyldte med ét hele entreen og satte et stort kasse mandariner på gulvet.
Godt nytår, mor! Og glædelig jul! Han kyssede hende på begge kinder, og gjorde plads for dem, Vera havde ventet på.
Kvinden fra billedet stod nu i døren. De samme havfrueøjne og lette smil. En dreng på otte og en yngre pige kiggede nysgerrigt på Vera, de lignede deres mor på en prik.
Velkommen Vera tabte alle de ord, hun siden morgenstunden havde planlagt. Heldigvis var mange ord ikke nødvendige.
Alle tumlede rundt, trak overtøj af, børnene gled ud af støvlerne, jakkernes lynlåse dansede og så gik det hele af sig selv.
Efter middagen fandt børnene deres medbragte spil frem, og Vera skraldgrinede, da hendes voksne søn lagde sig på gulvet og forsøgte at være frø, så Liva blev helt vild, og katten røg ud under sofaen.
Mor, er det ikke lidt pinligt?
Hvad, søn?
At grine sådan af mig!
Du skulle bare vide! Nu vasker jeg op, bagefter er der kaffe og kage. Jeg har bagt lagkage og fastelavnsboller.
Ikke dårligt! Jens lyste op, og Vera sendte et skjult blik til Mette, der hjalp i køkkenet. Han har altid haft søde tænder! En gang spiste han næsten en hel lagkage alene.
Hvordan det? Mette var ved at tabe fadet. Måtte han ikke dårligt?
Uha, han havde det forfærdeligt! Men kagesulten gik ikke væk! Han har altid elsket kage!
Mette smilede og fulgte Vera i køkkenet.
Må jeg hjælpe? Jeg ved, man som gæst helst skal holde sig, men det lader til du er lidt træt.
Ja, jeg er træt og nervøs. Det er jo ikke hver dag sådan en dag kommer. Jeg var spændt. Vera satte sig på skamlen.
Det var jeg også
Har du hørt historier om onde svigermødre?
Ha, ja, men jeg tror ikke på dem!
Hvorfor ikke?
Jeg har haft to svigermødre og de var dejlige.
Så jeg bliver nummer tre?
Mettes hænder bevægede sig mere forsigtigt ud over tallerkener. Hun nikkede.
Mette, må jeg kalde dig det? Min ældste søster hed Mette. Hun er her ikke længere, og jeg savner hende, så det vil glæde mig hvis det navn lyder ofte i mit hjem.
Selvfølgelig Mette stillede tallerkenen i stativet.
Hvad er du mest bange for?
Ikke dig, hvis det er det du tror. Jeg er bare bange for forandringer. Det hele er for indviklet.
Så fortæl mig om det. Hvis du vil. Det bliver måske lettere.
Godt Mette satte hårtotten på plads bag øret. Det er svært at tale om.
Så start med børnene.
Ja, det er nok nemmest. Som du måske har gættet, har de forskellige fædre. Viktor er fra mit første ægteskab. Vi var skolevenner, gik sammen næsten hele skoletiden. Jeg var ny i byen, han spillede fodbold, jeg spillede klaver. Hans mor, fru Nielsen, klarede livet alene, efter manden gik fra dem.
Hvordan?
Han smed hende og to småbørn ud, da han fandt en anden. Men hendes kolleger hjalp hende at blive boende hun fik sin ret og børnepenge. Var hårdt, men hun klarede det for børnenes skyld.
Skilte du og din mand jer, eller?
Han var lastbilchauffør, døde desværre i et trafikuheld på motorvejen nær Fredericia. Mette tørrede en tårer væk, men smilede. Jeg elskede ham. Viktor ligner sin far meget og man siger, kun ægte kærlighed giver sådan et barn. Han er min glæde.
Har du stadig kontakt med svigermor?
Hun og hans søster er stadig familie for os. Uden fru Nielsen ved jeg ikke, hvordan jeg skulle klare lille Viktor.
Han ser yngre ud end tolv.
Ja, han har sin fars bygning. Hun hjælper heldigvis meget, både med råd og at tage ham til sig. Hun er mit faste holdepunkt.
Dit hvad?
Det kalder jeg hende. Når jeg er udkørt, og ikke har tid til at hvile, har jeg brug for en mur at læne mig op ad. Også selvom hun påstår, at jeg er muren for hende! Det er nok snarere omvendt!
Mette tørrede vasken af.
Og din datter?
Astrid er fra mit andet ægteskab. Mors veninde foreslog, at jeg skulle møde hendes søn. Vi passede ikke sammen med det samme, men efter to år voksede der noget frem. Han er kunstner, meget talentfuld. Astrid har arvet det og maler allerede. Går nu i billedskole, selv om hun kun er seks de lavede undtagelse for hende.
Er han i live?
Heldigvis! Mette bankede i træbrødkassen. Men vi kunne ikke leve sammen; temperamenterne passede dårligt. Da Astrid blev født, blev det for meget for ham. Han kunne ikke arbejde. Så vi besluttede os for venskab og fælles opdragelse men ikke under samme tag.
Hvor boede I?
Hendes farmor havde en ekstra lejlighed, som hun gav til børnebørnene og jeg bad hende skrive det på dem.
Tog hun også imod Viktor?
Ja, begge svigermødre har været vidunderlige.
Var du forældreløs?
Ikke helt. Min far og bror opfostrede mig. Min mor døde ved min fødsel, og jeg havde ingen bedstemødre. Jeg blev lidt forkert opdraget, tror jeg. Jeg skruede på fars motorcykel i stedet for at lege med dukker, og lærte skyde. Da min far prøvede at gøre mig til “rigtig pige”, blev jeg sur, men endte med at gå til musikskole og bærer kjole. Nu er jeg taknemmelig, for ellers var jeg ikke blevet musiklærer.
Hvad underviser du i, Mette?
Jeg underviser på konservatoriet.
Mette rettede ryggen og pludselig fyldtes det lille køkken med hendes klare sang.
“At elske er som fugle på vinger” flød det drømmeagtigt og Vera glemte helt, hun sad på sin køkkenstol og ikke i Operaen.
Det er det, jeg laver! Jeg lærer andre at synge. Mette satte sig, så Vera lige blev tårerøjet. Fik du svar nok?
Ja. Vera brød ud i smil. Tak, min pige! Jeg er glad for at du forstod mig.
Jeg har jo selv en søn. Jeg frygter allerede, jeg ender som en streng svigermor
Hvad synes du, en svigerdatter skal kunne?
Mette svarede med et glimt i øjet, næsten før spørgsmålet var stillet:
Det vigtigste er, at hun elsker min søn. Alle andre ting er ligegyldige.
Præcis sådan tænker jeg.
Vera så undersøgende på hende, og Mette nikkede alvorligt. Så sagde hun:
Jeg elsker Jens.
Livas gøen og Gustavs miaven kulminerede i stuen, og Vera Sørensen rejste sig.
Vi må se at få serveret kaffe.
Senere, da lagkagen var ved at være væk, og gæsterne smågæb, gik Vera et øjeblik ind i soveværelset og kom tilbage med et par pakker.
Hvad er det? Astrid klappede i hænderne og hev i den røde bånd om sin gave.
Åbn og se. Jeg håber, I kan bruge dem.
Snehvide halstørklæder og huer til Mette, og mindre sæt til Astrid, prydet med blå snefnug. Viktor fik et sort halstørklæde og udbrød begejstret:
Mor, se lige!
Mette smøg gaven om halsen.
Sikke blødt!
Og varmt. I kommer ikke til at fryse! Vera satte huen på Astrid og smilede. Kan I lide det?
Meget! Astrid omfavnede Vera så naturligt, at hun et øjeblik blev helt paf, før hun lagde armene om hende tilbage. Tak!
Tak! Mette gentog, Jeg har altid ønsket at lære at strikke, men aldrig haft nogen til at vise mig det.
Så har vi noget at bruge sommeren på i kolonihaven, du og jeg.
Vera mødte Mettes blik ja, nu blev hun rolig omkring sin søn. Den uro, der bliver mindre, og glæden større. Nu ville hun have travlt to børnebørn samtidig, det er da ikke så lidt! Meget skal stadig bygges, men det vigtigste var sket de havde forstået hinanden. De elsker samme menneske, på hver deres måde. Derfor skal de gøre alt, for hans lykke, fordi deres egen ligger i hans.
To år senere. Mette tumler sig møjsommeligt ud af gyngestolen på verandahen i det gamle sommerhus, sukker, holder på maven og kalder ned til haven:
Mor Vera! Astrid, hvor er I?
En ansigt med jordbærgrød rundt om munden stikker frem fra huset, Astrid vinker:
Vi er her! Kom!
Mette smider klipklapperne, går barfodet ad stien, rundt om hjørnet, og rækker Vera nystrikkede, hvide sutsko:
Hvad synes du?
Vera drejer de små sko i hænderne og siger højtideligt:
Fremragende!
