Der var engang en ung kvinde ved navn Pernille og hendes mor, Birgit, der boede sammen i en lejlighed på ottende sal i et moderne højhus i udkanten af København. Det var nytårsaften for mange år siden, dengang folk stadig sendte breve i postkassen på hjørnet og målte tiden i regnbuens farver på fjernsynet.
Nå, hvad skal jeg ønske dig i det nye år, min pige? Selvfølgelig skal du have helbred. Men lad os da også håbe, at året bringer dig en god kæreste, sagde Birgit og smilede blidt til Pernille.
Ej, mor, du siger det hvert år… Pernille viftede afværgende med hånden.
De havde opgivet at klæde sig pænt på til nytår. Hvor var meningen, når det bare var de to? Maden var dog klar sild, flæskesteg, små lækre salater de havde døbt “Drømmen”, “Nordstjernen” og “Københavner”.
Som altid: man laver mad, dækker op og sidder bagefter og sukker lidt, for hvem er det egentlig til? Svaret var simpelt: Dem selv.
Stearinlysene brændte jævnt på bordet, juletræets lyskæder glimtede, og udenfor kunne man allerede høre brag fra små raketter. Gaverne lå og ventede i sølvpapir under granen.
Birgit spiste forsigtigt Pernille kastede sig mere over maden. Hun havde aldrig været tilfreds med sin figur, men det var jo nytår, og salaterne var velsmagende.
Højhuset, de boede i, summede af hygge og forberedelse. Lyset fra lejlighedernes vinduer afslørede slørede silhuetter bag gardinerne, lyskæder og fjernsyn, men også mørke vinduer, hvor enten beboerne var i byen, eller bare ikke havde lyst til at fejre på særlig vis. Hver for sig, med deres egne ønsker, små håb og længsler. Huset var ikke et sted, hvor folk kendte hinanden særligt godt, selv om der måske var en hilsen her og der på trappeopgangen.
Sådan var det: ét fælles hus, hundrede små verdener.
Hos Birgit og Pernille var nytåret beskedent men hyggeligt.
Nå, hvad skal jeg ønske dig i det nye år, min pige? Selvfølgelig helbred, og så en god kæreste, gentog Birgit.
Åh mor, du gentager dig selv…
Mor ønsker altid det bedste, min skat. Måske er det bare ikke blevet tid endnu, sagde Birgit.
Pernille spiste videre, men tankerne var med andet: Hvad mon er stærkest ens eget hemmelige ønske, når klokken slår tolv, eller morens ord? For ti minutter siden havde hun faktisk ønsket det samme som Birgit sagde at møde den, der var “den eneste ene”.
Hun var næsten begyndt at opgive for hvis nytårsønsker virkelig gik i opfyldelse, ville hele Danmark jo være lykkelig. Folk ønskede sig alt muligt: et sommerhus i Skagen, lavere rente på banklånet, held i kærlighed, et fiskestang eller bare fredeligt helbred for dem selv og deres nærmeste.
Så mange håb. Men så lidt der indfrier sig.
Pernille havde længe ønsket sig at “møde ham”. Drømmen gentog sig år efter år uden held.
Det føltes som et bedrag: en højtid fuld af svære forhåbninger.
“Det er nok bare ikke tid endnu,” sagde moren. Men tiden pressede sig på Pernille var 27. Hendes barndomsveninde havde en søn, der snart skulle i skole. Pernille var bare træt af det hele. Selv nytår med moren føltes tungt ikke rigtig fejring.
De havde ikke engang skiftet tøj, og sad nu og spiste til tv’et. Selv toastene havde de for længst lært udenad. Efter gaverne, vidste Pernille, ville Birgit trække sig tilbage: “Jeg er træt nu,” og så gik hun i seng, mens Pernille stirrede endnu et par timer på den blå tv-skærm, for så at falde i søvn.
“Som du fejrer nytår, sådan bliver dit år!” lød et gammelt ordsprog.
Skal vi ikke gå ud og kigge på fyrværkeriet? spurgte Pernille.
Tag nu en trøje på, Pernille! Jeg kan nøjes med udsigten fra vinduet. Folk bruger penge på ingenting, sukkede Birgit.
Pernille trak i sin dunjakke og trådte ud på altanen. Otte etager oppe. Nede samledes unge mennesker, og et sted på gårdspladsen tændte nogen raketter. Overalt blev der snakket og spillet musik fra balkonerne.
Hun nød farverne et øjeblik, men gik snart ind i varmen igen.
Dengang, i vores gamle kvarter i Odense, der fejrede vi nytår sammen hele vejen. Åh, hvor var det festligt! Musik fra vinduerne, spillen på harmonika. Dét var nytår! sagde Birgit med et vemodigt blik på den halvtomme gårdsplads.
Nytårsnatten gled forudsigeligt af sted. Birgit gik i seng, mens Pernille, alene i stuen, spiste mandariner og zappede mellem musikshows og opdaterede sig på venindernes statusser.
Tiden fløj pludselig af sted. Klokken var blevet over to, før hun begyndte at rydde maden væk. Tallerkener blev stablet i køkkenet opvasken måtte vente, for Birgit ville alligevel stå op tidligt og rydde op.
Mens Pernille gik gennem entreen med en stak tallerkener, lød pludselig svage bank på døren.
Hun kiggede i dørspionen der stod en mand i hvid skjorte.
Hvem er det? spurgte hun stille.
Det er mig, Simon, sagde han og så op og ned ad gangen. Pernille fulgte ham i dørspionen.
Hvilken Simon?
Han lænede sig ind mod døren, næsten skjult. Hans stemme runge ind gennem nøglehullet.
Øh, undskyld, fejrer jeg ikke nytår hos jer? Nej?
Nej, det gør du ikke! sagde hun bestemt og kontant.
Undskyld!
Han virkede ikke beruset han begyndte at banke på nabodørene. Kun én nabo svarede og afviste ham hurtigt igen.
Manden blev stående lidt, lænede sig op ad væggen og krammede sig selv han frøs og begyndte så at vandre opad trappen.
“Pyt. Han har vel drukket for meget,” mumlede Pernille og tænkte på gamle nytårskomedier.
Men nysgerrigheden slap hende ikke. Hvorfor var han her? Havde han virkelig glemt, hvor han fejrede nytår? Var han bare gået ud for at ryge og på mystisk vis blevet væk?
Hun håbede, at han snart havde fundet sig selv, men nysgerrigheden vandt. Hun gik ud på trappen og steg langsomt opad.
Efter nogle etager ville hun vende om, men der sad han, manden forfrossen, på platformen mellem tolvte og trettende etage, i den tynde skjorte.
Hej, har du stadig ikke fundet det rigtige sted?
Han fór sammen og rejste sig.
Nej, det har jeg ikke.
Hvem leder du egentlig efter?
Jeg ved det ikke rigtigt.
Hvad mener du?
Han gned arme mod kulden.
En ven inviterede mig nej, i går var det. Det var hans kolleger og venner, der bor her, men jeg spurgte aldrig til efternavn. Så blev det sent Jeg fulgte familien Thomsen ned til bilen med en gaveæske og tænkte, jeg lige kunne følge med ned. Men da de kørte, og jeg så op mod huset kunne jeg ikke huske hverken etage eller lejlighed. Måske er det endda forkert opgang?
Har du din vens nummer?
Jeg tog ikke min mobil med den ligger stadig i deres entré, i tasken under frakkerne. Jeg stak bare lige hovedet ud.
Kan du huske nummeret?
Han rystede på hovedet. Nej, selvfølgelig ikke. Kun sin mors men hun boede vest for Varde, langt væk.
Første skridt er altid tøvende men hun kunne jo ikke lade ham fryse. Han lignede nu heller ikke en skurk: høj, slank, et åbent, lidt naivt ansigt, lys i øjnene og smilehuller.
Kom med ind og få varmen.
Håber ikke, dine folk bliver sure?
De sover, sagde hun og brugte det bevidst i flertal, så han ikke troede sig for sikker.
Han trådte forsigtigt ind, tog tøjet af, mens køkkenbordet endnu bugnede. Hun tilbød ham gløgg, og han spiste sultent.
Hvor mange værelser var der i din vens lejlighed?
Tre, tror jeg ja, tre!
Jamen, så er det jo overskueligt. Sikkert kun seksten treværelseslejligheder i opgangen. Hvis det altså er den rigtige opgang…
Undskyld, jeg forstyrrer, jeg drak jo nok lidt for meget men nu er jeg ædru igen, tror jeg. Men puha, jeg kan ikke engang huske sandelig hvilken parkeringsplads bilen stod på. Jeg gik bare efter, snakkede med lille Rasmus
Har du nogle muligheder? spurgt Pernille.
Simon så fortabt ud.
Egentlig ikke. Skal jeg tage en taxa hjem, kan jeg ikke åbne min egen dør uden nøgle, og den er i tasken i den anden lejlighed. Det er ikke billigt fra Valby og telefon har jeg jo ikke.
Pernille tænkte. Det bedste ville være at finde folkene, han havde fejret med.
Vent, vi har faktisk en opgangs-chat men det er på min mors telefon. Vi prøver.
Du bor altså med din mor?
Ja, det gør jeg.
Og jeg troede, der ventede en sur mand og en flok unger. Der slipper jeg nok.
Nej, jeg er single. Har du en kæreste, der mangler dig?
Ikke længere. Hun og jeg mistede hinanden det er længe siden. Her bor jeg bare til leje.
Du må bare sidde stille, Simon. Jeg henter telefonen.
Hun listede ind i Birgits soveværelse. Birgit vågnede straks.
Er du oppe endnu, Pernille? Kom nu i seng!
Lige om lidt, mor, hviskede Pernille og listede ud.
Simon stod i køkkenet og vaskede op, så hun skjulte et smil og hjalp til, før de satte sig ind til tvet.
Hun åbnede chatten der var stille. Folk bruger sjældnere de fælles chats, og ingen havde skrevet særlig meget, ikke engang et nytårsønske. Hvad skulle hun dog skrive?
Hvad gør vi?
Er du det? spurgte Simon grinende og pegede på et billede på reolen.
Deres vittige indslag blev til spil: “Manden er gået ud og kan ikke finde hjem,” foreslog Simon.
Nej, måske: Forsvundet: fyr på 29 år, hedder Simon. Kan ikke huske adressen…”
Udvekslingen blev mere og mere fjollet, og til sidst, måske lidt ved et uheld, trykkede Pernille “send” og så røg beskeden:
Godt nytår! I vores opgang er der forsvundet en mand på 29 år Simon. Han leder efter selskabet, han fejrede nytår med. Kan nogen hjælpe?
Åh nej! hun gispede. Slet det, slet det!
Men allerede lød de første notifikationer:
Simon, det er lejlighed 87, opgang B, 6. sal. Vi venter! Vi mangler en mand i pige-selskabet!
Sender straks beskeden i hele huset. Hold ud, Simon!
Simon, har du snaps? Kom i nr. 121!
Sidder alene og keder mig Simon, skal vi drikke champagne?
Kaos i huset kan ikke sove for larmen. Er der fest i alle elevatorer? Invitér mig!
“Simon, kom ind til mig i nr. 4, du kan varme dig lidt. Bedste Birte”
Godt nytår, hele blokken! Længe leve Simon! Vi samles nede i gården og hjælper dig!
De sad måbende og smålo beskederne strømmede ind, og snart var hele blokken mobiliseret for at hjælpe Simon hjem. Han blev inviteret alle vegne, folk råbte ekstatiske beskeder ud, og flere lejligheder meldte sig klar.
Simon kiggede ud på pladsen.
Hold da op, ser du hvor mange de er!? sagde Pernille.
Jeg må vel gå derned, mente han.
Ja, men ikke uden overtøj du tager min mors frakke.
For første gang var der et lille glimt, da deres øjne mødtes i spejlet i elevatoren. Simon holdt Pernilles hånd et øjeblik.
Dørene gled op på stueetagen.
Du er vist Simon? spurgte en kvinde med papirskrone.
Det er mig, svarede han.
Du skulle have taget i 87’eren pigerne venter!
Feststemningen udenfor var steget til det vanvittige. Musik, latter, nogen havde snart fundet en guitar; folk stimlede sammen for at hjælpe. Glade stemmer, en blanding af champagne og stemning, børn løb rundt, nysgerrige naboer dukkede op.
Simon blev grebet af stemningen og pludselig råbte en ung mand: Simon! Herhenne! Det var hans ven, de havde fundet hinanden. En jubel brød ud over hele gårdspladsen.
Pernille så, hvordan Simon tog hans jakke på og var nu “helten” for festen centrum for det hele. Han havde ganske rigtigt taget den forkerte opgang.
Mens folk flokkedes omkring Simon, rakte han frakken til Pernille over mængden. Hun smilede, men han forsvandt ind i festens kaos.
Hun trak sig i stilhed op i lejligheden og slettede hurtigt beskederne på morens mobil. Så gik hun på altanen og så ned Simon snurrede vist rundt og ledte efter nogen. Måske hende? Men der var nu så mange nye venner omkring ham.
Døren åbnede, og Birgit, indhyllet i tæppe, kom ud.
Ikke i seng endnu, Pernille?
Lidt svært at sove for al larmen, mor! Næsten som i gamle dage hvem mon står bag det hele?
Tænk, de folk mangler bare en gnist, så er de straks med på en fælles sag, mumlede Birgit.
En let melankoli. Men glæde over, at det hele endte godt.
**
Næste dag vågnede Pernille sent. Mærkeligt måske havde dette nytår været en smule bedre end de forrige.
Birgit skulle til kaffe hos veninderne, en årligt tilbagevendende tradition, hvor de sammenlignede kjoler og smykker, og Pernille måtte som sædvanligt hjælpe med makeuppen.
Anden januar tog Pernille på besøg hos sin universitetsveninde Rikke, som nu boede i et halvt færdigbygget hus uden for Roskilde med mand og to børn.
Der opdagede Pernille en sød lille julemand i skraldespanden.
Hvorfor har I smidt julemanden ud? spurgte hun.
Har vi? Rikke trak den op. Må være Lærke, det lille pus.
Den mindste, Lærke, var bange for den levende julemand til juletræsfesten i år, så da de kom hjem, sendte hun straks den lille julemand fra pyntet under træet direkte i skraldespanden.
Besøget hos Rikke var altid rare men trætte. De havde det hele mand, børn, hjem og Pernille mærkede et lille stik af misundelse.
Hjemme fortalte hun Birgit om Rikke, viste billeder, og de faldt sammen på sofaen med et glas vin og en film.
Birgits telefon plingede konstant.
Hvad er der? De må stoppe det der! brokkede hun sig.
Stadig nytårshilsener?
Nej, det handler om noget andet. Folk skriver om en pige, der blev væk nytårsnat de leder alle sammen, Simon forsøger at finde hende, sagde Birgit, stirrede på skærmen, og så begyndte filmen igen.
Pernille frøs en tanke kom. Var det hende?
Hun rullede op i chatten på sin egen mobil og fandt:
“Damer og herrer! Simon, der forsvandt nytårsnat, har nu tabt hjertet til en pige, som hjalp ham. Hun bor i vores blok, i en treværelses, til højre, sammen med sin mor hvilket opgang vides ikke. Kendetegn: mørkhåret og smuk. Hjælp ham skal vi finde hende?”
Folk svarede nu på skift, nogen forsøgte at gætte, nogen jokede, nogen kaldte på kollektive råb fra altanerne!
Pernille, ser du filmen? Det er lige nu, de mødes! sagde Birgit.
Jeg tror… de søger mig, mor, svarede Pernille lavt.
Hvad? Nej, vi fejrede stille og roligt nytår, det kan da umuligt være dig!
Men Birgit stoppede filmen og stirrede på sin datter.
Hvem søger dig? Hvad mener du?
Jeg tror… det er mig Simon leder efter.
Virkelig?
Jeg går lige ind og ringer, sagde Pernille og lukkede døren til sit værelse. Hun tjekkede hurtigt og jo, hun havde Simons opkald i telefonen fra nytårsnatten.
Hun trykkede nervøst numrene.
Hallo?
Pernille? Er det dig? Åhh, du blev fundet! Jeg var lige ved at påbegynde endnu et dør-til-dør-besøg. Dit hus må være forhekset! Hvad hedder du egentlig?
Pernille.
Godt nytår, Pernille! Jeg lover dig, jeg ikke forsvinder igen. Jeg kommer nu.
Til mig?
Til dig. Og for at stoppe husets kollektive eftersøgning!
Pernille smilede.
Måske skal du vente, jeg tror faktisk, folk nyder at tage del i jagten…
De lo begge. Sandt var det, at folk savnede at gøre noget fælles, at hjælpe og more sig sammen.
Da samtalen var slut, kom Birgit ind.
Filmen er slut men hvad skete der med dig?
Pernille lo og sagde: Måske begynder dit nytårsønske at gå i opfyldelse, mor.
Hvilket ønske? spurgte Birgit undrende.
Hvem ved, hvad der egentlig gik i opfyldelse? Nytårsdrømmen, morens ønske måske bare det, at begge ønskede det samme med fordoblet styrke.
Eller måske, fordi tiden var inde.
Eller måske blot dette: Et lille nytårsunder. For nytår handler trods alt om håb, ønsker og troen på, at mirakler måske sker.
