«Det er nok, jeg holder op! Hvor mange gange skal jeg holde ud? Et barn, en evig træthed, hjælp mig, hjælp mig men jeg vil ha en gåtur som før! Jeg længes efter nærhed! Jeg arbejder! Jeg vil komme hjem til min elskede kone lige nu bor jeg hos en ven, så skal jeg finde en ny, ung kone åh, åh» tænker Søren, mens han sidder bag rattet og ser ud over den flade vej uden for København. I hans hoved har han netop besluttet, at i dag er den sidste dråbe i hans ægteskab med Kirstine.
Deres historie går så langt tilbage som Danmarks historie selv. De mødtes på en sommerfest i Tivoli, forelskede sig på første blik, lader passionen og den unge iver fylde deres liv, helt uden at tænke på ansvar eller fremtid. Efter et par måneder viste Kirstine to tydelige streger på hendes kalender den lille Mads var på vej.
Selvfølgelig, vi klarer det, siger Søren fast og de ældre i familien nikker med, som om de siger: Vi hjælper, men husk at få børnebørnene med
Der fulgte bryllup, barsel, glade tårer en lille dreng! Så gik den lette, bekymringsfrie tilværelse i stå. Kirstine blev til en tavs, udslidt kvinde, som knap nok nåede at rede sit hår, mens hun konstant blev kaldt på: Hjælp, hjælp både om dagen og om natten.
Hvor er hans lille pige henne? Familien er splittet de står nu ansigt til ansigt med deres forældrerolle.
Jeg er ikke klar! udbryder Søren i dag til Kirstine, og han smækker døren så den næsten rammer hendes lille Mads, som hun holder i sine arme.
Et brat knirken fra bremsen foran bilen dukker en mørk, sammenkrøllet skikkelse op.
Er du træt af at leve??? råber Søren, springer ud af bilen og løber hen imod figuren.
En ældre mand i en slidt frakke retter sig op, ser på ham med trætte, ældgamle øjne og hvisker:
Ja.
Søren er forbløffet over svaret.
Far, skal du have hjælp? Har du brug for hjælp?
Jeg vil ikke leve længere!
Hvad tænker du på? Lad mig køre dig hjem, så kan vi snakke om det Søren griber den gamle i armen og fører ham forsigtigt mod bilen.
Så tal, far, indånder Søren røgen fra sin cigaret.
Det går langt, før jeg får fortalt det hele.
Jeg har ingen hast.
Den gamle kigger grundigt på manden ved siden af ham, så til billedet hængende over deres hoveder.
For femti år siden mødte jeg en pige, forelskede mig med det samme, alt gik hurtigt, vi havde ikke tid til at kigge mig om, før der allerede var en familie, et barn, en søn, en arv Det så ud som om lykken endelig var vores!
Men jeg ville have den passion, den unge kærlighed, som før. Min kone var udmattet, den lille dreng krævede al min tid, hverdagen var hård, jeg lagde al byrden på hende, jeg hjalp ikke
Så fandt jeg en anden kvinde på arbejdet, alt gik i stå Kirstine fandt ud af det, vi skiltes. Den nye kvinde var også ingen succes, jeg gik videre, ingen lyst til at vandre.
Så giftede hun sig igen, blev ældre, sønnen kaldte mig stedfar, men jeg holdt mig uanfægtet.
Hvad så? spørger Søren, mens han tænder en ny cigaret.
Jeg? Jeg gik min vej, uden familie, uden kone, uden børn. I dag er min søn femti år, jeg gik for at hilse på ham, men han lod mig ikke komme ind, sagde han, at jeg var skyld i alt. Jeg er alene, men jeg er stadig far, sagde den gamle og brød ud i tårer: Jeg er skyld i, at jeg ikke var der.
Søren banker med fingrene på rattet.
Hvor skal du hen, far?
Her er mit hjem, bliv her, ingen grund til at bekymre dig Den gamle stiger ud af bilen og går mod en ni-etagers blok, der står ved siden af vejen.
Søren følger, indtil den gamle træder ind i indgangen, stopper et øjeblik, vender bilen og kører til den lokale købmand. Han køber en buket røde roser fra bageren i Aarhus og går derefter hjem.
Undskyld mig, undskyld, siger han, da han træder ind i stuen og ser Kirstine sidde knælet og græde, hvil nu, min elskede.
Han tager Mads fra hendes arme, går ind i det andet værelse, vugger ham og synger med en hæs stemme: «Lille kat, lille kat, søde drøm»
Mads falder hurtigt i søvn, lægger sin lille hånd på sin fars bankende hjerte. Søren ser på sin søn med tårer i øjnene: Jeg vil se dig vokse, jeg vil høre dig kalde mig far
Da døren går op, møder han den gamle mand, som smiler.
Endnu en redningsaktion? spørger den gamle med et grin.
Ja, jeg må da hjælpe de unge med livets store sandheder.
Og hvordan kan du mærke, hvem der har brug for hjælp?
Jeg havde brug for hjælp selv i denne alder.
Lad os spise middag, redningsmand, for i morgen er der jubilæum for vores søn, ingen redningsaktioner i aften, siger hans kone med et kærligt blik.
Jeg har ikke glemt, femti år har vi haft vores arving, vores kærlighed, hvordan kan jeg glemme det? siger den gamle, krammer sin kone og går sammen ind i køkkenet med et smil.
Historien ender her, men den viser, at selv når livet får os til at miste retningen, kan en simpel handling at række ud, at lytte, at give en rose bringe os tilbage til det, der virkelig betyder noget. At ægte kærlighed og ansvarlighed ikke er noget, der forsvinder med alderen, men noget, vi skal pleje hver dag. Så længe vi er villige til at hjælpe hinanden, vil vi finde fred i de små øjeblikke, vi deler med dem, vi elsker.
