Du kender vist de unge børn i dag dårligt!
Hej, Kirstine, jeg ser dig grave i haven, så jeg lige stopper for at hilse, siger Birgitte Petersen og vinker ved porten.
Birgitte og Kirstine bor i den samme lille landsby, men på hver sin ende. Birgitte bor sammen med sin farfar Viktor ved søen, mens Kirstine har huset tættere på skoven.
Tidligere taler de næsten ikke sammen der er så mange naboer omkring. Men alle naboernes børnebørn er allerede voksne. Nu i sommer har Birgittes mand besluttet, at deres børnebørn, Anders og Mikkel, skal blive boende hos dem i en hel måned. De er trætte af at sidde fast i byen.
Årene er gået, og familien har haft gode indtægter, så de har ofte rejst til udlandet på ferie. Men økonomien er blevet strammere, og de husker, at farfar Viktor stadig lever af fiskeri ved søen. Derfor vil de ikke blot invitere børnebørnene i weekenden som før, men holde dem her i en måned.
Mor, de kommer ikke særlig godt ud af det med hinanden, advarer deres søn Nikolaj, Anders er allerede tredive og tror, han er voksen, mens Mikkel ikke vil lytte til ham. Så de skændes hele tiden.
Det er da ikke så svært at klare sig med vores børnebørn, svarer Birgitte livligt. Men hun tøver et øjeblik: Børnene i dag er jo anderledes end før, de kan være svære at nå. Hvad hvis de bliver for meget af en byrde?
Farfar Viktor er en hård mand, der ikke tåler ulydighed. Birgitte vil derfor sikre sig, at hun også kan rådføre sig med Kirstine, som angiveligt også har børnebørn i samme alder på vej.
Birgitte tænker, at børn skal holdes beskæftiget, så problemerne mindskes, hvis de bliver venner.
Kom ind, Birgitte! spørger den fjerne nabo Kirstine, Hvad bringer dig her?
Vi får Anders og Mikkel på besøg i en måned, og jeg har hørt, at du har drenge på din gård i samme alder. Jeg tænker, at de kan mødes, blive venner, så både vi og de får det bedre, foreslår Birgitte.
Åh, du kender vist de unge børn i dag dårligt! griner Kirstine, Er du sikker på, at du vil have dem så længe? Mine børnebørn har drænet mine nerver, og farfar ville egentlig have sendt dem hjem. Men nu hvor du har sagt ja, så lad dem komme. De er jo vores børnebørn!
I weekenden ankommer Nikolaj med sin kone Polina og drengene Anders og Mikkel. Drengene er vokset, og det er tydeligt, at både farfar og bedstemor glæder sig. Birgitte mærker et lettet suk i brystet.
Kirstine tænker, at drengene kan være ubehøvlede, men mærker også, at de er høflige og velopdragne. De kan også lære noget, så der er ingen grund til bekymring.
Mor, ring bare, så taler jeg med dem, siger Nikolaj, mens han kører væk. Birgitte vinker afvisende: Ikke nødvendigt, søn, vi kan jo klare børnene selv.
Om aftenen kan Anders og Mikkel ikke falde til ro. De lægges i gæsteværelset, som tidligere har været Nikolajs værelse. Trods den nye plads er drengene rastløse, de taler højt, og deres uro forstyrrer søvnen. Farfar Viktor bliver irritabel.
Hvorfor har du sagt ja, Birgitte? Vi behøvede ikke dit lille landsby, men nu kommer de!
Om morgenen er drengene stadig ikke vågne. Det er tæt på frokost, men de ligger og sover.
Bedste, lad mig sove lidt længere, mumler den ældste Anders.
Den yngste Mikkel sover så tungt, at han ikke engang hører bedstemorens stemme.
Hvor mange timer vil I sove? spørger Birgitte utålmodigt.
Hun ser noget på gulvet, løfter det op og ser, at drengenes mobiltelefoner ligger spredt.
Har I leget sent? Det må I ikke gøre! Jeg tager telefonerne, så får I ordentligt besked!
Anders springer op.
Giv mig den tilbage, den er ikke din! Mor sagde ja!
Så ringer jeg til hende og spørger, om hun sagde ja! svarer Birgitte. Anders giver op, smider en vred grimace og råber: Ring, hvis du vil!
To timer er gået, og farfar Viktor er ved at gå i seng, fordi han er træt af dette første dages “boykot”. Drengene protesterer:
Vi vil ikke have grød, vi vil have nuggets eller varme sandwich.
Åh, så er grød ikke din yndlings? Gå sulten, så! udbryder Viktor. Har I lavet jeres senge? Hvor er de tomme posechips og slikindpakninger i sengene? Har I ryddet op? I har ikke engang tjent jer en skefuld grød! Ryd op, og sæt senge på!
Vi kan ikke gå sultne! protesterer Mikkel, og stirrer på Viktor. I er så onde!
Viktor er ved at miste besindelsen, men Birgitte griber ind.
Lad os vise jer, hvordan I skal rede senge; i morgen kan I selv klare det. Men indtil da får I kun en lillekage efter grød. Enig?
Du forkæler dem, du burde være strengere, knurrer Viktor, de har store hoveder, men ingen samvittighed!
Anders og Mikkel bliver venner med Kirstines børnebørn. Men hvad laver de fire sammen?
Når drengene leger i Birgittes have, samler farfar Viktor i hemmelighed grene og pinde fra hele haven, som om de var skatte. Blomster knækkes, de løber frem og tilbage, græs bliver trukket ind i huset, og krummer ligger overalt. Stole vippes, og dørene knirker så meget, at døreklokkerne næsten springer af.
Hvad er det for børn? råber Viktor, Jeg vil aldrig have dem her igen! Men så siger han: Anders, kom med mig og reparer din cykel med Mikkel. Bedstemoren, lav frokost med Mikkel, så vi kan tjene penge på mad.
Skal du også tjene penge på mig, farfar? spørger Anders.
Hvad tror du? Jeg sidder ikke bare og slapper af, eller sover hele dagen! Intet i livet er gratis, alt skal arbejdes for, siger han. I har allerede revet bukser og skjorter i dag, så hvad får I af far? I løber rundt i hans bukser intet kommer uden arbejde!
Du, farfar, rolig med dem, husk dig selv! advarer Birgitte, Du kan ikke spille engel.
Drengene og deres bedsteforældre drager væk glade, men de klager senere til deres forældre:
Farfar har presset os, han tog mobiltelefonerne og sagde, at vi skulle arbejde!
En uge senere ringer Nikolaj overrasket.
Mor, far, hvordan klarede I det? Mikkel har lært at skrælle kartofler og støvsuge! Anders har fået styr på sokkerne og er blevet meget hjælpsom. De har også lært at lave deres egne senge og lave mad.
Skal vi blive deres tjenere? spørger Birgitte vredt. De var så sure, at de kørte væk. Jeg ved ikke, om de kommer igen.
Et år senere beder Anders og Mikkel om at komme igen til sommeren. De afviser at tage på ferie, for deres venner venter på dem i landsbyen.
Det er så dejligt at spise den ægte, hjemmebagte grød, småkager og alt, hvad Bedstemor laver. For den, der arbejder, har der noget at være stolt af, og man kan vise sine færdigheder og det føles bare skønt!
