Freja kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde følt sig så afslappet. Forretningsrejsen var blevet udsat med et par timer, og uden at give nogen forklaring slukkede hun mobilen og strakte sig ud på sengen. Netop den morgen var hun kommet hjem fra en lille landsby, hvor hun i to dage havde arbejdet uden pause: vaske, gøre rent, lave mad alt imens svigermor og mand hele tiden gav hende kritik.
Svigermor mente, at Freja afskaffede manden, at hun tjente for lidt, for så syntes familiens penge at gå til ingenting, mens hendes mand og hans mor levede på en knippe. Manden kritiserede sin mor og sagde, at Freja kunne finde noget ekstra arbejde, fordi hun kom hjem tidligt fra arbejdet og ikke engang behøvede at lave mad.
Se, hvordan hun skrubber gulvet, sagde svigermor til sin søn Mikkel. Det tager timer, og hun kunne i stedet gå i vaskeri.
Freja, der havde fået nok, svarede, at hvis de selv vaskede gulvet bare én gang om ugen, ville hun ikke være så beskidt. Hun holdt mund; anklagerne steg til en voldsom storm. Hun lukkede øjnene og sagde roligt:
Jeg har jo foreslået, at vi flytter til byen. Så kunne både Mikkel og jeg passe jer, og du behøvede ikke at droppe dit arbejde.
Mikkel eksploderede i vrede, sprang på hende:
Så lad manden køre på arbejdet, og så skal han passe mor? Har du et hjerte af sten, Freja!
Freja ventede ikke på et svar, gik ud af døren og stod ved portens butik.
Freja, hvad er der sket? stod naboen Tanja foran hende, tårerne lige ved at trille. De havde mødt hinanden før brylluppet, og Freja havde straks fået en sympati for hende.
Hej, Tanja, sukkede Freja.
Er din familie som altid på din hals? spurgte Tanja.
Lad mig være stille, Tanja.
Det er jo ikke min sag, men jeg forstår ikke, hvorfor du bærer dem på dig. Manden er her hele tiden, men I bor jo ikke sammen. Hvorfor det?
Vi har ikke valgt sådan, Tanja. Man kan jo ikke forlade Mikkels mor i den tilstand. Når hun er rask, kan Mikkel vende tilbage til København.
Hun løber sikkert en hundredemeter, mens hun lægger os alle på ryggen, grinede Tanja. Jeg tror, hun spiller den syge. Du var en anden før. Hvad er der sket, har de forvirret din hjerne?
Jeg ved det ikke, bare trak Freja på skuldrene. Kom forbi, hvis du har brug for.
Telefonen ringede. Chefen melde, at rejsen blev lagt til næste dag omkring middag. Freja blev lettet ekstra løn var på bordet, for de danske forretningsrejser betaler godt i kroner. Det var også en perfekt undskyldning for at slippe Mikkels og svigermors konstante opkald, som drænede hende for nerver.
Da Freja fortalte hjemmet om den uventede tur, blev stemningen endelig lettere. Aftenen gik roligt, men inden sengetid lagde både hun og Mikkel sig i hver sin seng, for han ville ikke forstyrre sin mor. Freja havde ingen indvendinger, hun var bare så udmattet efter rengøringen, at hun faldt i søvn med et suk.
Klokken to om natten vækkede svigermor hende:
Hører du mig ikke, når jeg kalder?
Freja blinkede flere gange med de søvnige øjne.
Måske sov du for dybt. Hvad vil du?
Giv mig pillerne.
Freja kastede et blik over på svigermoren; afstanden til sofaen var langt længere end til medicinskabinet eller til sønnen. Hun rejste sig alligevel. Hun faldt i søvn først ved fem, men måtte stå op kl.6.30. Da hun ankom til byen, var hun træt som efter en hel arbejdsdag. Da hun hørte, at rejsen var udsat, sprang hun næsten af glæde. Telefonen blev slukket, hun kastede sig på sengen, og endelig følte hun sig frisk og udhvilet.
Hun nåede at sminke sig i ro og ro, tage bussen til stationen og lod sig ikke generes af den lille forvirring om byerne vigtigst var, at hun havde fået hvile.
En time før afrejsen fik hun pengene overført til rejsen, men denne gang besluttede hun sig for ikke at sende penge til manden, selvom hun selv ikke helt vidste, hvad der var ændret. For nylig havde hun allerede givet en stor del af lønnen, og nu ville hun holde lidt på pengene selv.
Der var kun tyve minutter til afgang, og Freja gik ind på kiosken for at hente vand til turen. Da hun gik et skridt frem, så hun Mikkel ved en blomsterbod. Hun sank til jorden af vantro: Hvorfor skulle han passe den syge mor, hvis han selv stod og købte en buket? Han havde jo sagt, at hun var så syg, at han var bange for at forlade hende alene!
Freja standsede, fulgte ham med øjnene og tænkte: er blomsterne til en anden kvinde? Tanken gled hende ikke, men tvivlen havde allerede slå rod. Ni minutter før afgangen kniblet hun sin billet og løb efter ham, så han steg ind i en taxa. Hun greb bilens dør og råbte til chaufføren:
Kør efter ham, jeg betaler dobbelt så meget!
Chaufføren løftede et øjenbryn, men gik med på det. Gennem vinduet så Freja, hvordan Mikkel omfavnede og kyssede en anden kvinde og overrækkede hende buketten, før hun steg ind i bilen. Alt inde i Freja vendte sig på hovedet. Chaufføren smilede:
Ved du, måske handler det ikke om, hvad du tror.
Hun så på bilføreren og indså, at han så for godt ud til at være en taxachauffør.
Freja havde aldrig før kørt i så luksuriøse biler. Hun tænkte, at måske chaufføren havde haft en krise og nu udgav sig for en taxachauffør. Mens hun spekulerede, drejede bilen ind i indkørslen ved hendes hus og stoppede ved indgangen. Mikkel gik ind sammen med den ukendte i trappeopgangen. Tårer strømmede ned ad Frejas kinder.
«Han er på forretningsrejse, og den syge mor er på landet, så han kører en anden ind i min lejlighed?»
Skal du derhen? spurgte chaufføren med medfølende blik.
Nej, meningen er, at det er spildt af tid, svarede hun.
Det er sandt. I er allerede sent til toget. Hvor skulle du så hen?
Freja nævnte en by omkring tohundrede kilometer væk.
Det lyder som vrøvl. Lad os drikke en kaffe, slappe af, så kører jeg dig, foreslog han.
Jeg har ikke så mange kroner til taxa, protesterede hun.
Hvor ser du en taxa? Jeg har lige kørt min far til toget. Han tager ofte toget til sin søster. Og så kommer du pludselig i min bil.
Undskyld, sagde Freja, skamfuld, mens tårerne løb.
Manden sagde beslutsomt:
Vi må stoppe denne strøm, ellers oversvømmer du hele bilen.
Et halvt time senere stod Freja på bredden af Gudenåen med en dampende kop kaffe i hånden og så solen forsvinde bag horisonten. Synet var så betagende, at alle problemer flakkede i baggrunden.
Kan du lide det? spurgte Sasha, chaufføren.
Fantastisk, jeg har boet her i årtier og har aldrig set dette sted, svarede Freja.
Jeg kommer ofte her. Jeg kørte herhen, da jeg fandt ud af min kones utroskab, indrømmede han.
Freja så overrasket på ham, og Sasha lo:
Åh, jeg troede også, at ingen kan snyde mig
Hun blev flov, for netop det ville hun sige. Da hun så nærmere på Sasha, opdagede hun, at han var i hendes alder, tiltrækkende og udstrålede rolig selvtillid.
To dage senere ringede Mikkel, lige da Freja skulle forlade den midlertidige lejlighed, som firmaet havde stillet til rådighed.
Hej, Mikkel. Hvad er der? svarede hun.
Freja, er du i tvivl? Jeg skulle modtage en overførsel. Har du allerede fået pengene?
Overførslen er på rejseudgifter, forklarede hun.
Så sender du ikke penge?
Nej, Mikkel, du forstår det rigtigt. Jeg sender hverken rejseløn eller løn. For resten vil jeg have dig til at hente dine ting fra min lejlighed. Den arvede jeg fra mine forældre.
Der gik et øjeblik, så sukkede Mikkel:
Freja, er du ved dine tanker? Hvad tænker du? Hvordan skal jeg leve nu?
Find et arbejde, ligesom alle andre mænd, svarede hun køligt.
Hvordan kan jeg arbejde, når min mor er syg?
Din mor er ikke så dårlig. Du kan lade hende stå, mens du bruger mine penge på at købe blomster til andre kvinder og køre dem ind i min lejlighed.
Freja lukkede øret for hans undskyldninger, slukkede telefonen og indså for første gang, hvor naiv hun havde været.
Hun og den nye ven Sasha udvekslede numre og begyndte at skrive beskeder om godnat, småting
En dag, netop på afrejsedagen til en ny forretningsrejse, stødte Freja på Mikkel ved trappeopgangen. Hun var ved at gå, da han pludselig dukkede op foran hende.
Hvad laver du her? spurgte hun.
Mikkel greb hende hårdt om håndleddet uden skam.
Vi skal tale.
Nej, Mikkel, vi har intet mere at tale om.
Du tager fejl, svarede han. Hvis du tror, du kan slippe væk fra mig, tager du fejl. Det er normalt, at jeg har et par udflugter; jeg er en sund mand med egne behov.
Tror du virkelig, jeg har noget med dig at gøre?
Mikkel ignorerede hendes spørgsmål og trak hende endnu tættere.
Du beskæftiger dig med tåbeligheder. Hvad håber du på? Tror du, nogen mangler dig? Lad os gå hjem, så du kan undskylde. Du har allerede gjort mig bekymret.
Freja rev sig ud af hans stålgribe.
Jeg vil ikke tage med dig nogen steder.
Mikkel greb hende igen, så hårdt at stoffet på hendes ærme revnedes.
Du skal tage med, så du kan falde til ro og forstå, at det kun er småting. Sådan er alle mænd, og kvinder skal være tålmodige.
Hun prøvede igen at slippe, mens Mikkels fingre brændte hendes hud.
Slip mig, det gør ondt.
Et sekund senere var hun fri, og Mikkel var væk. Kun Sasha stod tilbage, bekymret.
Freja, er du okay? spurgte han.
Hun, let rystet, svarede:
Ja. Hvordan endte du her?
Jeg ville ikke have, at du skulle tage toget alene, så jeg kom for at hente dig.
Sådan! brølede Mikkel fra baggrunden. Jeg har fundet en elsker! Jeg vil have skilt!
Freja rettede sine skuldre og sagde:
Fantastisk.
Mikkel blev tavs, indså sin tåbelighed, og Freja smilede:
Tak for tilbuddet, Mikkel. Jeg har arbejde, ingen tid, så en skilsmisse gennem dig er lettere. Jeg underskriver.
De kørte af sted, mens Sasha pludselig lo:
Din mand står stadig med åben mund.
Så er han nu eksmand, korrigerede Freja. Så forklar, hvad du laver her.
Du skrev i Viber, at du var på rejse i dag. Jeg kom for at aflevere dig, sagde Sasha.
Det er 300 kilometer! udbrød hun, ubeslutsom.
Ja, så er det, svarede han, stoppede bilen, åbnede bagagerummet og trak en smuk buket hvide roser frem. Undskyld, jeg glemte dem. Det var meningen.
Han rakte buketten til hende.
Freja stirrede længe på Sasha, så på roserne og smilede. Det var bedre, end hun nogensinde havde drømt om.
