Morfar! Morfar! Mikkel er kravlet op i træet, og han kan ikke komme ned! Sasha er stadig deroppe, men jeg løb herhen til dig. Du må hjælpe!
Hvilket træ er det?
Jeg ved det ikke!
Nå, man prøver jo at lære jer lidt, men I kan stadig ikke kende forskel på et grantræ og en birk.
Morfar! Vi har da ingen grantræer i haven! Og Mikkel ville aldrig klatre op i sådan en, den stikker jo!
Det er godt, at du har det på plads, grinede Henning skævt gennem sit grå skæg. Og hvad laver din bror så nu? Prøver han overhovedet at komme ned?
Han græder!
Det er fandme ikke meget af en dreng, du har der!
Morfar, hold op! Han holder Sasha fast oppe på grenen. Sasha var ved at styrte ned, men blev skræmt og så græder de sammen. Så føles det heller ikke så pinligt.
Henning sukkede tungt og lagde værktøjet fra sig på havebordet.
Nåh, kom. Lad os redde dine brødre, og så lover jeg dig, de får en ordentlig en bagi bagefter.
Med en pilegren?
Ja, den dur. Den sidder altid, hvor den skal. Kan man ikke klatre, skal man lære at holde sig lidt tættere på jorden så gamle mænd som mig ikke skal balancere oppe i træerne på grund af jer.
Morfar …
Hvad nu?
Må du ikke straffe Mikkel? Hvis du vil så kan du bare tage mig i stedet.
Og hvorfor skulle jeg gøre det?
Jeg har bare ondt af ham … og Sasha. De er jo bare drenge hvad kan man forlange?
Henning løftede pigen op på armen. Hun grinede, og hendes lyse fletninger slog mod hans kind. Han lignede en gammel, stærk eg selvom han selv sagde, “vejen nu nok var lagt ud.” Hvordan skulle han også kunne tage afsted, når alting roder i verden og familien?
Henning havde opdraget sin søn, fået ham godt i vej, og så var han væk. Forsvundet op mod Nordjylland for at tjene penge, og den eneste nyhed derfra var brevet og drengen Mikkel. En fremmed kvinde kom en dag, afleverede brevet og en mappe med papirer, og forsvandt straks igen. Hun sagde nærmest ingenting.
Brevet kastede ikke meget lys over sagen. Sønnen skrev, at drengen nok var hans, og at han ikke kunne overlade ham til tilfældighederne, da drengens mor var væk uden adresse eller løfter. Men hvordan skulle en mand, der slæber læs i ugevis i norske skove, kunne tage sig af en treårig? Det kunne han ikke så Mikkel blev sendt til bedstefar.
Henning havde været rasende, da han læste brevet, knytnæven hamrede mod egetræsbordet. Bordet havde hans egen far engang lavet en dygtig snedker. Henning førte arven videre, lavede møbler eller reparerede dem, og det bedste var altid at lave et nyt bord, hvor folk samles i familien. Han huskede, hvad faren sagde:
Et godt bord, dreng, er hjertet i huset. Man må samle familien omkring det helst hver dag. Når man sidder der og ser hinanden i øjnene, bliver livet lettere. Eller sværere for skjulte sten under skjorten får man ikke gemt længe. Men har man kærlighed og slægtskab, så går det, og man finder både tilgivelse og plads til at fortryde. Ellers bliver man bare fremmede under samme tag.
Henning tænkte på det ord: hjemløs. Hans egen søn Svend var blevet sådan. Svend var ellers klog, stærk, klarede opgaver som ingenting. Moren var stolt og drømte om, at han fik en god post tæt på hjemmet. Han ville bygge veje, lægge skinner, føre toget først over marker og skove. Da han gik på universitetet og flyttede væk, følte Henning og konen, at de stadig var unge nok til flere børn. Deres Svend var kommet tidligt nærmest lige efter gymnasiet, da de giftede sig hurtigt, spændte på livet sammen.
Men hendes helbred skrantede. Hun havde altid drømt om en datter, men det gik ikke. Henning foreslog at adoptere, men hun ville kun have sin egen:
Jeg tør ikke stole på mit hjerte, Henning. Hvis jeg ikke elsker hende? Hvad så?
Årene gik, og til sidst talte de åbent: Skulle de give et plejebarn et hjem? Hjemmet føltes tomt. Så blev naboen, en enlig mor, kørt ihjel, og hendes pige, Line, stod pludselig uden familie. Uden at tøve fik de papirerne i orden, og Line flyttede ind. Svend, hjemme på ferie, trak hende i fletningen:
Hej, lillesøster! Hvis nogen driller dig, så sig bare til!
Moren fortæller til Henning om aftenen:
Hun snakker næsten ikke. Savner sin mor. Hun sætter sig bare tæt op ad mig og er musestille.
Det tog tid, men Lines sorg smeltede langsomt væk under al den varme og omsorg i familien. “Mor” sagde hun aldrig til Henning kone, men hun elskede hende, det så man tydeligt. Da Line blev voksen, flyttede hun hjemmefra og fik selv børn. Travlhed og glæde. Mor var nu mormor, Henning morfar.
Alt gik, som det skulle, indtil Mikkel dukkede op som Svend søn. Men Lines børn elskede Mikkel straks, mens mor ikke kunne knytte sig til ham.
Han ligner ikke Svend ikke af sind eller udseende. Lines børn ved man med det samme, de hører til. Mikkel? Han er ikke min!
Henning blev stum, da han første gang hørte det. Hans glade, godhjertede hustru! Hun gjorde alt for drengen, men kærligheden kom, mærkeligt nok, ikke. Måske var det fordi, de ikke selv havde valgt ham, mente hun. Men skæbnen havde jo valgt.
Mikkel slog engang Lines søn i forsvar for Sonja, og gråden fra køkkenet fik mormor på benene. Uden at lytte til forklaringer sendte hun Mikkel i skammekrogen.
Da Henning kom hjem, sad Sonja og Mikkel sammen i hjørnet, mens konen vredt vaskede op. Han forlangte, at børnene skulle forsvinde fra bordet, og lukkede døren.
Hvad laver du, kvinde? Du kan ikke dele børn i dine egne og andres! Mikkel er her nu og han bliver her! Her gør vi ikke forskel. Han skal ikke føle sig forkert i sit eget hjem, det forbyder jeg!
Hun så længe på ham, men netop da ville skæbnen, at døren gik op, og Sonja stormede ind.
Han er væk!
Hennings hjerte hamrede. De ledte alle; deres venner og naboer blev ringet op. Snart var hele kvarteret på benene. Til sidst fandt de Mikkel, gående langs landevejen med tårer på kinderne og mor på hjertet.
Den første han så, var hende, der havde afvist ham. Hun sad grædende på trappen, men da Mikkel trådte ind ad lågen, løb hun ham i møde, kastede armene om ham.
Åh gud, du er i live!
Nu var hendes hænder blide mod hans hoved og skuldre. Og i hans indre svævede noget op følelsen af, at alt måske var muligt her.
Sonjas lykkelige øjne dansede, og senere om aftenen sad alle samlet om det store køkkenbord frikadeller, nybagt brød, duften af æblekage. Mormor strøg Mikkel over håret, og morfar truede smilende med pegefingeren:
Ingen af jer forsvinder igen! Husk: dette er jeres hjem!
Der var ikke meget mere at sige. Meget ville ske. Engang ville far komme hjem for at blive, og stemoren ville blive en rigtig mor. En lillesøster ville Mikkel engang bære lykkelig bort fra hospitalet.
Indtil da:
Mikkel!
Hva nu?
Kom nu ned!
Jeg kan ikke! Sasha falder!
Jeg griber ham!
Kan du virkelig det?
Jeg er stærkere end du tror! Kast ham ned og så dig selv!
Jeg gør det selv!
Så gør det selv. Skynd dig, ellers kommer mormor og giver os begge en skideballe!
Morfar, hør …
Ja?
Er du bange for mormor?
Gu er jeg da, nogen gange!
Men hun er jo ikke farlig!
Det siger du nu. Men vent bare, til hun serverer havregrød hele ugen …
Det er nu heller ikke så slemt! Morfar, hvorfor flyver mennesker ikke?
Hvem siger de ikke gør?
Vi har jo ikke vinger!
Det er ren volapyk! Mennesker har vinger, bare ikke ligesom fugle.
Hvilke vinger?
Kærlighed. Når den lander hos en, vokser de ud. Alle, der har kendt kærlighed, har vinger.
Har du kendt den?
Alle dage. Og du vil også lære det. Måske har du allerede fundet dine …
Så hvorfor spørger jeg egentlig?
Ja, sig det!
