Taxa standede ved kirkegårdens port. En fyr, der gik ud af den, gik hen til en kvinde, der solgte blomster, og sagde:
Giv mig tolv tulipaner, tak!
Han betalte, bøjede hovedet let og gik ind på selve kirkegården.
For et år siden troede Mikkel, at han var den lykkeligste mand i verden. Han elskede og blev elsket. Så gik alt i stå den dag, hans kæreste Freja omkom i en trafikulykke.
Først et par uger gik, før Mikkel kom sig over chokket. Det var kollegaerne på politistationen, som hjalp ham tilbage i hverdagen.
Ved en gravsten sad en ældre dame på bænken.
Hej, Tante Marie! sagde han.
Hej, Mikkel! svarede hun, krammede ham hårdt og begyndte at græde.
Mikkel stirrede på gravstenen, hvor Frejas smilende ansigt stod indgraveret. Efter et stykke tid samlede Marie blomsterne på plads og spurgte så stille:
Har du giftet dig endnu?
Nej. Jeg kan ikke glemme din datter. Det føles som om Frejas hjerte kalder på mig.
Marie nikkede og sænkede hovedet. Hun huskede den tragiske dag som om det var i tågen: skadestuen, Freja på det hvide bord, og hendes forældre knælet ved siden af. Hun ville sige mere, men så hun Mikkels sørgende blik og holdt mund.
Mikkel havde netop afsluttet politiskolen og var nu to år i tjeneste som sergent. Han boede stadig hjemme hos forældrene.
Den forfærdelige ulykke havde revet den ro, som familien leverede, ud af deres liv. Hans lille bror var et år gammel, men kunne stadig ikke komme sig. Mikkel tilbragte al sin fritid på sit værelse. Lige den her lørdag kom han hjem, tung af tanker.
Mikkel, vil du sætte dig og spise? kaldte hans mor fra hallen.
Han nikkede, gik i badeværelset, vaskede hænderne og satte sig ved bordet. Moren begyndte straks at snakke:
Vi var på kirkegården hos bedsteforældre i dag men stoppede, da hun så hans dystre ansigt.
Jeg gik også ved Frejas grav.
Dreng, et år er gået. Du kan ikke hente Freja tilbage, men du må leve videre.
Jeg kan ikke, mor. Det er som om hun kalder på mig.
Åh, min søn, hvad siger du? hun blev urolig.
Mikkel smilede svagt og sagde, at han forstår, at de håber, han skal finde sig en kone, men det er ikke på nuværende tidspunkt.
Han spiste sin frokost og gik tilbage til sit værelse. Politiets arbejde er hårdt, og man må også arbejde om natten. Mikkel lagde sig i sengen og faldt i søvn uden at lægge mærke til det.
Han drømte, at Freja kaldte på ham. Sådanne drømme havde han haft før, men denne gang var det anderledes hun var i fare og bad om hjælp.
Han vågnede, sprang ud i hallen:
Hvad er der sket?
Mor, jeg går en tur.
Han gik ud af bygningen, og benene bar ham, hvor de ville.
Han endte i en park, gik længere ind i det grønne område og så tre berusede fyre, der omsluttede en pige. Hun så på dem med frygt i øjnene.
Hvad foregår der? gik Mikkel frem.
Pigens øjne gik fra frygt til bøn om hjælp.
Hvad vil du? råbte en af fyrene, men faldt straks om på jorden.
Tag jeres ven og smut herfra! beordrede Mikkel de to andre.
De forstod øjeblikkeligt, løftede deres kammerat og løb. Pigen stod fast, greb sig om brystet, trak en lille pille frem fra lommen og lagde den under tungen. En tåre trillet ned.
Tag det roligt, jeg er her. omfavnede Mikkel hende blidt.
Tak! sagde hun med en kvidrende stemme.
Skal jeg gå dig hjem?
På vejen blev hun lidt roligere, så spurgte han:
Hvad hedder du?
Iben.
Jeg hedder Mikkel. Hvad skete der?
Jeg går altid i den her park. Lægerne har kunnet give mig en smule ro, men de fyre
Jeg forstår. Har du problemer med hjertet?
Ja, siden jeg var lille. For et år siden gik det i stå helt. De foretog en operation, og nu er det bedre. Lægerne siger, at alt er i orden.
Mikkel gik ved siden af hende, og på en eller anden måde føltes det, som om Frejas ånd var ved hans side.
De kom foran en ny, ni-etagers blok:
Jeg bor i den her bygning, sagde Iben og så ham med triste øjne.
Det er dejligt, at vi har mødt hinanden
Mikkel, lad os gå ind hos mig. Jeg vil gerne præsentere dig for min mor.
Det lyder fint. han kunne næsten ikke skjule sin glæde.
Lejligheden var smuk, med dyre møbler. En kvinde trådte ud af sit værelse, så overrasket på den lysende datter og drengen ved hendes side.
Mor, møde! Dette er Mikkel. Han reddede mig fra de drængere.
Lise Jensen, præsenterede hun sig, smilte og sagde: Kom, lad os gå i køkkenet, så I kan fortælle, hvad der skete!
Hun lagde på bordet, mens Iben begyndte at fortælle sin historie. Da hun var færdig, rystede moren på hovedet.
Du behøver ikke gå derhen, skat, sagde hun og så på Mikkel. Mikkel, hvordan endte du her?
Hjertet viste mig vejen, prøvede han at jokke.
Hvad arbejder du med? spurgte hun nysgerrigt.
Jeg er politimand.
Så er det klart, hvorfor du håndterede drængerne så let. hun tænkte et øjeblik og spurgte så videre. Er du gift?
Nej, svaret beroligede hende, men vækkede også en mistanke. Hvor gammel er du?
Jeg bliver snart 25.
Mistanken voksede. En attraktiv fyr på 25, ubesluttet. Hun sagde ingenting mere. Mikkel selv tænkte:
Jeg havde en pige, han sænkede blikket. Hun døde for et år siden.
Mikkel, undskyld mig! udbrød hun.
De drak deres te i stilhed. Da de var færdige, rejste Mikkel sig:
Tak for teen! Jeg må gå. han kastede et smil på Iben, lad os udveksle numre, så du kan ringe, hvis du har brug for mig.
Den aften kunne han ikke sove:
Hvad sker der med mig? Da jeg gik med Iben, hørte jeg Frejas hjerteslag.
Han lukkede øjnene, men kunne ikke skelne sin elskede fra Iben. Han faldt i søvn sent om natten.
Om morgenen stod han op, vaskede sig, greb telefonen og ringede det nummer, han havde noteret dagen før.
Ja? lød en overrasket stemme.
Hej, Iben! Hvad laver du?
Jeg går i supermarkedet.
Vent, jeg kommer med dig.
Han sagde hej igen, og Iben stod foran ham, men tøvede med at kaste sig i hans arme.
I hallen kom hans mor frem.
Hej, Lise Jensen!
Mor, vi går i supermarkedet. Hvad skal vi købe?
Gå bare ud og gå en tur! Jeg klarer mig selv.
Mikkel førte Iben hjem til sin familie. Moderens ansigt lyste, for det var første gang i et år, at han kom hjem med en pige.
Kom ind, kom ind! Vi spiser snart.
Mor, det er Iben! sagde han med et smil. Det er min mor, Maria Nielsen.
Dejligt at møde jer! hun så så lykkelig ud, at hun næsten glemte alt andet.
Faderen kom ud af sit værelse, forsøgte at virke streng, men smilet gled frem.
Ved middagen svarede Iben på alle deres spørgsmål. Hun ville virkelig gøre et godt indtryk.
Efter måltidet hjalp hun Maria med at rydde bordet og vaske op, mens de snakkede livligt om ting, kun kvinder taler om.
Mikkel sagde så:
Iben, vil du se mit værelse?
Han åbnede døren og skubbede hende forsigtigt ind.
Åh! udbrød hun, mens hun dækkede munden med hænderne.
Hun så på et billede på væggen, hvor Mikkel stod med en pige.
Hvad er der? spurgte han forvirret.
Det er Freja
Kender du hende?
For et år siden var jeg på randen af døden. Jeg overlevede ikke de foretog en transplantation
Har du Frejas hjerte i brystet?
Ja, tårerne løb ned ad hendes kinder.
Hun stod og græd, mens Mikkel så på hende, og både hendes ansigt og Frejas minde flimrede foran ham. En tanke ramte ham for første gang:
Der må være en Gud, som giver mig min kærlighed tilbage, så jeg aldrig mister den igen.
Han krammede hende hårdt:
Jeg vil altid være ved din side, Iben! svor han som om han havde skrevet det i en hellig bog.
Hvad tror du? Er det skæbnen? Skriv dine tanker i kommentarerne, og giv et like, hvis du kan li historien.
Hvis du gerne vil læse flere fortællinger, så smid en kommentar og husk at like. Det giver os kraft til at skrive videre.
