Mette knap nåede frem til lægeklinikkenDa hun endelig trådte indenfor, blev hun mødt af en lang kø af patienter, der alle ventede utålmodigt på deres tur.

Til lægehuset gik Solvej så langsomt som muligt hun havde vridet sin ankel så hårdt, at den næsten stod fast. Hun snublede tilfældigt, så hun knap nok kunne holde balancen. En glat, skaldet mand sneg sig forbi Solvej og nåede først frem til lægen. Solvej, udmattet, satte sig på en stol og så gik det galt. Hun mumlede af irritation: Sådan er mænd, de giver aldrig plads! En kvinde ved siden af hørte hende: Han har allerede været her i dag, kom tilbage for at finde den rigtige protese. Han løb hurtigt, så han må have fundet den! Hun lo højlydt: Det er min nabo Anders. Han er en god fyr, men livet har ikke været let for ham. Han mistede benet ved knæet, og hans kone forlod ham. Folk troede, han ville drukne i alkohol, men han holder sig oppe som en lille finger. Ingen børn, ingen slægt, aha! Hun viftede med hånden, og i samme øjeblik gik den halvtlamme mand ud af lokalet med et smil. Han blinkede til Solvej og hendes medhører: Hvad siger I, piger, skal vi leve? og gik mod udgangen.

Solvej smilede for sig selv: Piger. Det var ikke længere hende. Hun gifte sig ung, hendes mand var tolv år ældre. Men de var begge fødte i stjernetegnet Hund, så astrologien matchede. Peter elskede hunde, de fik hurtigt en schæferhund, og snart blev Solvej gravid.

Vennerne beundrede: I har det perfekte liv lejlighed i København, bil, sommerhus, hund, snart en dreng. Men i sjette måned mistede Solvej sit ufødte barn. Peter trøstede hende først, så sagde han: Vi er ikke så unge længere, men vi har Gurt, sådan en hund. Kan en hund erstatte et barn?

På en hundeudstilling mødte Peter Olina, som også havde en hund. Peter stod over for fakta: Vi får et barn med Olina, hun er ung, hun vil føde et sundt barn. Hun er ung, mens du er gammel! Olina var næsten tyve år yngre end Peter. Peter følte sig ældre, som om livet fløj forbi ham på et øjeblik. Pensionen er snart her, sagde Peter, som om det også gjaldt Solvej.

Så tænkte hun: Jeg er kun 43, ikke så meget, men jeg føler mig som en gammel pige!

En uge senere var smerten næsten væk, og Solvej gik til lægen igen, hvor den samme skaldede mand stod i køen.

Undskyld, unge dame, du kan gå forrest, jeg sprang forbi, sagde manden med en undskyldende smil. Da hun gik ud af lægerummet, sad han stadig ved døren.

Næste! råbte sygeplejersken.

De kalder på dig, sagde manden, så han ikke gik ind.

Jeg har allerede været her, jeg drillede, jeg venter på dig, smukke dame. Jeg hedder Anders, og du er Solvej? Det vidste jeg straks. Hvad andet kunne en så smuk og klarøjet kvinde hedde? Må jeg som en enkeltstående invalid følge dig lidt?

Solvej lo: Hvis jeg er smuk, så ligner du slet ikke en invalid.

De gik sammen, Anders fortalte noget, så bad han hende læne sig på hans arm, for hun hinkede stadig.

Skal vi kigge ind? pegede han på en lille café, det er lækkert og billigt, jeg inviterer.

Det var hyggeligt med ham, og han foreslog flere møder, som Solvej ikke afviste.

Solvej, sig mig, jeg skynder mig ikke, men jeg frygter, at nogen vil indhente mig på vejen, så jeg ender med at blive knækket igen, sagde Anders en dag, jeg er halt, skaldet, men du er en ung smuk kvinde! Han tøvede et øjeblik, så fortsatte han: Solvej, vil du gifte dig med mig? Jeg vil bruge resten af mit liv på at lære dig at kende. Du vil ikke fortryde det jeg har lejlighed, job, jeg er stærk. Han så på hende, men hun så væk. Han tænkte, at ingen vil have en handicappet, alle vil have sunde og rige.

Anders! lo Solvej, du er den bedste, jeg var tøvende, men jeg accepterer!

Utrolig nok blev Solvej gravid kort efter brylluppet. Hun havde aldrig troet, hun kunne få et barn; hun havde i lang tid givet op. Nu var lykken overvældende, som om livet havde spottet tiden tilbage, og hun følte sig ung, smuk og elsket.

Se, Anders, vores lille Sasse er krøllet, udbrød hun.

Hvad er der så at undre sig over? svarede Anders og strøg sit glatte hoved, jeg er skaldet og halt, men engang var jeg en ørn, blond og krøllet. Vores søn har din mors øjne og min fars krøller, lo han.

Jeg kan ikke få nok af at se på Sasse, det føles som om han ikke er min, sagde Solvej, mens hun lagde sit hoved på hans skulder. Hvis vi ikke havde mødt hinanden, ville han ikke eksistere. Så begyndte hun at græde. Anders blev forvirret, Solvej, hvad er der? Stop med at græde, du er min lille skat, se på Sasse, han skulle jo have været her. Jeg er sikker på, at han skulle blive født, vi er ikke tilfældigt sammenkommet, ellers ville jeg være helt væk. Græd ikke, min elskede.

Jeg græder af lykke, sagde hun, tørrede tårerne og krammede ham tættere. Det er første gang, jeg græder af ren glæde, smilede hun, og tårerne på hendes vipper glimtede som diamanter. Hun var rig på kærlighed og lykke.

Den største rigdom er børn, og lykken er kærlighed.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

14 + eighteen =

Mette knap nåede frem til lægeklinikkenDa hun endelig trådte indenfor, blev hun mødt af en lang kø af patienter, der alle ventede utålmodigt på deres tur.
Arven En høj og energisk kvinde trådte ud af kupeen og sendte straks alle, der forstyrrede passagerernes ro, væk. Det skal siges, at de selvsikre og robuste mænd straks adlød, som havde det været en ordre. Hun havde gyldne fletninger flettet om hovedet, klare blå øjne og røde kinder. Hun kiggede mod toilettet, og netop derfra kom en lille, spinkel mand med hvidt, dunet hår og et så rørende, barnligt ansigt. – Nikolaj! Jeg troede, jeg havde mistet dig! Hører larmen, konduktøren tør ikke komme hen. Hvordan har du det dog? Sådan nogle som dig kan så let komme i klemme for ingenting! – udbrød damen. – Åh, Hanne! Jeg skulle nok klare dem! Hvorfor er du kommet ud, Hannepigen? Du er jo en rigtig dame! – manden smilede forsigtigt og smuttede ind i kupeen. Damen kastede et blik på mig og et par andre, der kedede sig. Hun så ingen trussel for sig selv eller sin bedre halvdel og forsvandt også. Senere mødtes vi i spisevognen. Der var ingen ledige pladser, så jeg satte mig til hendes bord. Hendes mand var ikke til at se. Da damen var færdig med sin bøf og kartofler, sagde hun højlydt: – Jeg hedder Hanne Andreasdatter. Du kan bare kalde mig Hanne. – Er du alene? Kommer din mand senere? – Han slapper af. Han kommer ikke. Jeg har viklet et halstørklæde om hans hals og givet ham tranebærsaft. Kan du tænke dig, tage afsted, og så bliver Nikolaj syg! Sådan noget sløseri. Han løb ud for at klappe tæppet kun iført en trøje. Der skulle jeg have holdt bedre øje! – lød svaret. – Du elsker ham sikkert højt. Du troede jo det var bøller, og kom ud for at se, om han var okay. Det var dig, der beskyttede ham – og nu taler du også så kærligt om ham! – sagde jeg drømmende. – Men Nikolaj er faktisk ikke min mand. Han er min arv. Selvom vi bor sammen. Han er stadig i sorg. Hans første kone forlod os for nylig. En sand engel. Så god! – sukke Hanne. – Hvad mener du? En arv? – spurgte jeg. Så begyndte Hanne at fortælle videre…