Det gør ondt, men kun én gang

Det gør ondt, men kun én gang

Bliver du hjemme i aften? spurgte Ragnhild dæmpet. Børnene savner dig sådan…

Anders vendte sig ikke engang om. Han fortsatte med at pakke rene t-shirts, undertøj og sokker ned i sportstasken.

Mor venter, sagde han i forbifarten. Jeg kan ikke lade hende være alene. Du forstår det godt, ikke, Ragnhild? Altså, du er jo ikke et barn.

Ragnhild sagde ikke noget. Hvad skulle hun sige? At Mads i går spurgte, hvorfor far ikke længere læser godnathistorier? At Astrid ikke længere farer mod døren, når hun hører nøglen i låsen? Alt det havde hun allerede sagt. Mange gange. Med alle mulige ord og toner.

Det var alligevel nytteløst.
Anders lukkede taskens lynlås, tog jakken om sig.

Jeg ringer, sagde han i døren.

Ragnhild kiggede på døren i flere minutter efter den var blevet lukket. Forsøgte at huske, hvornår Anders sidst havde ringet uden at spørge efter en gammel sweater eller vinterskoene. Bare for at høre, hvordan det gik. Med børnene. Med hende selv.

Men hun kunne ikke huske det.

Mor! lød Mads stemme ude fra værelset. Astrid har taget mine biler igen!

Ragnhild rystede på hovedet og gik hen til børnene. Hun var først og fremmest mor. Mads og Astrid ventede på hende. Mads og Astrid havde brug for hende. Resten af verden var mindre vigtigt…

Næste dag sad Ragnhild på en lille café overfor sin veninde Lise. Børnene var i børnehave, og hun havde to timer for sig selv noget, der engang havde været luksus, men nu føltes som et tomrum fyldt med et udefinerbart ubehag.

Ragna, hvordan har du det egentlig? Lise kneb øjnene sammen. Du har så store mørke rande under øjnene, at der snart opstår et nyt økosystem der.

Ragnhild trak let på smilebåndet og tog en slurk af den lunkne kaffe.

Anders er ikke kommet hjem.
Slet ikke?
Nej, Lise. Det er to måneder nu. Jeg er ikke sikker på, at det overhovedet kan reddes mere. Vi kan nærmest kun kalde det et ægteskab på papiret. Han bor jo ikke engang her længere.

Lise satte sin kop fra sig og lænede sig ind over bordet.

Og børnene? Binder de jer ikke sammen længere?

Ragnhild så på den brune kaffekant i koppen.

Børnene har holdt op med at spørge efter ham. De leder ikke mere. For Mads på fem og Astrid på fire føles to måneder som et helt liv. De har glemt, at de har en far. Når jeg nævner ham, ser Mads på mig, som om jeg nævner en fremmed.
Det er ikke normalt, rystede Lise på hovedet. Hvordan kan han forlade sin familie for hvad?

Ragnhild lo tørt.

For sin mor, Lise. Alt drejer sig altid om hende. Grethe Hansen verdens centrum, mens vi andre kredser ude på en fjern bane.
Men vent nu, Lise rynkede panden. Din svigerfar døde for tre måneder siden, ikke? Hun burde vel have fået det lidt bedre nu. Hvorfor slipper hun ham ikke hjem?

Ragnhild satte koppen ned på skålen mere brat end hun havde tænkt, så kaffen skvulpede over.

Fordi Grethe altid har været verdens centrum. Før fik hun alt sin vilje opfyldt af sin mand, blev båret på hænder og fødder hvad hun end ønskede, fik hun. Nu er der bare ikke nogen tilbage. Hun ringer til Anders hundrede gange om dagen. Hun har det dårligt. Hun keder sig. Hun vil have friske jordbær. Hver dag noget nyt. Og Anders render derover, hver gang. Før sagde han, han bare skulle være der midlertidigt. Men nu… to måneder, og midlertidigt varer for evigt. Jeg venter ikke mere.

Hvad vil du så gøre?

Ragnhild trak på skuldrene og kiggede ud gennem vinduet på den grå københavnergade og fremmede i regnfrakker, travlt optagne af deres liv.

Jeg har ingen plan…

Der gik endnu en måned. Sommeren kom tør og varm, og børnenes sommerferie startede. Ragnhild var i gang med at pakke sommertøj ud, da telefonen ringede.

Ragna, kom ud til mig, sagde Rita, hendes mor, med varme og beslutsomhed. Jeg bor nok på landet, men der er masser at tage sig til. I kan trække vejret, børnene får frisk luft, og du kan få lidt ro i sjælen.

Ragnhild svarede ja uden at tænke nærmere. Hun nævnte det ikke for Anders hvorfor dog? Han interesserer sig alligevel ikke for, hvor de er, eller hvordan de har det. Han må tænke, hvad han vil hvis han da overhovedet tænker på dem.

Ritas hus bød dem velkommen med duften af nybagt rugbrød. Mads og Astrid løb allerede hvinende ud i haven, hvor hønsene klukkede, og en stolt rød hane så vurderende på dem.

Rita satte datteren til bords i det store landkøkken og serverede hendes yndlings-kirsebærtærte, skænkede te i en gammel kop dekoreret med stedmoderblomster, den samme som Ragnhild huskede fra barndommen.

Fortæl mig nu, sagde moren og satte sig. Jeg kan se der er noget galt. Det æder dig op indeni, min pige.

Ragnhild ville først blåse det væk. Bare sige, hun var træt. I stedet begyndte hagen at sitre og tårerne trillede ned ad kinderne uden modstand.

Anders er gået, mor. For to måneder siden. Hjem til Grethe! Han kommer ikke tilbage. Ringer ikke engang.

Rita rejste sig stille og gik over for at kramme sin datter. Hun strøg hende over håret og ryggen, ligesom dengang Ragnhild slog knæene eller skændtes med kammeraterne i gården.

Det var godt jeg fik jer herud, sagde hendes mor lavt. Du skal ikke gå alene og bide i det derhjemme. Bliv her hele sommeren. Frisk luft til børnene, ro til dig. Så tager vi den derfra.

Ragnhild nikkede mod morens skulder og oplevede for første gang i ugevis en slags lettelse.

Sommeren gik hurtigt, som en lang, duftende dag. Mads lærte at malke ged og var pavestolt, fortalte enhver han mødte om sine evner. Astrid og nabopigen Frida flettede blomsterkranse, fodrede kaniner og byggede huler i haven. Ragnhild hjalp bare lidt til hos moren, læste bøger på verandaen og så børnene suse rundt uden andre tanker, planer eller forsøg på at lappe det, der for længst var gået i stykker.

I slutningen af august var det tid til at tage hjem. Snart kaldte børnehaven, hverdagen ventede. Da Ragnhild pakkede kufferterne opdagede hun, Anders ikke havde henvendt sig en eneste gang hele sommeren. Tre måneder uden opkald eller besked. Aldrig spurgt, hvor de var eller hvordan børnene havde det.

Hun sagde farvel til moren, krammede hende hårdt og lovede at ringe. De tog tilbage mod byen…

Lejligheden modtog dem med stillestående luft og støv over det hele. En beskidt kop stod på køkkenbordet med gamle kafferester Ragnhild var ellers sikker på, hun havde gjort rent før ferien. Anders havde altså været forbi, brygget kaffe og gået igen. Uden overhovedet at skylde koppen.

Hun satte børnene foran tegnefilm og gik i gang med at gøre rent. Støvede hylderne af, vaskede gulvet, bankede puderne. Prøvede ikke at tænke på det. På hvad det betød, at hendes mand havde glemt sin familie. At det var ligegyldigt for ham.

September kom snigende, børnene startede i børnehave igen, hverdagen rullede. En dag, mens Mads og Astrid stadig var i institution, lød nøglen i døren.

Anders trådte ind, afslappet og solbrun, som om intet var hændt.

Hej, Ragna. Jeg skal bare hente nogle ting.

Ragnhild stirrede overrasket på ham. Han stod dér i entreen rolig og velfornøjet. Som om der ikke lige var gået et halvt år i stavnsbånd.

Hente ting, gentog hun langsomt.
Ja, mor vil have min blå sweater. Jeg skal tage den med så hun kan lappe ærmerne.

Nu eksploderede alt dét, der havde vokset sig større inde i hende. Sorg, vrede og skuffelse væltede ud.

Ved du overhovedet, at vi ikke har været her hele sommeren?! råbte Ragnhild. Tre måneder, Anders! Vi har boet hos min mor. Børnene, dine børn kan du huske, du har dem?

Anders blinkede, forvirret.

Jeg troede, I bare var her
Du ringede aldrig! Ragnhild trådte nærmere. Ikke én eneste gang på tre måneder! Du vidste ikke hvor vi var, hvordan vi havde det eller om vi overhovedet var i live! Det var dig ligegyldigt!
Ragna, jeg havde travlt med mor. Hun

Jeg er ligeglad med din mor! Ragnhild råbte op. Du har en familie! En søn og datter! De er fem og fire år, og de har glemt dig! For du har glemt dem!

Anders blev bleg.

Det passer ikke. Du overdriver.
Overdriver?! Ragnhild lo bittert. Du er en forfærdelig far! Og en elendig ægtemand! Du valgte din mor over os, og ved du hvad? Så bliv ved hende! Bo der resten af dit liv!
Jeg gør alt for min mor! hævede Anders stemmen. Hun er alene! Hun har mistet sit livs kærlighed. Forstår du ikke det?
Nå, og jeg har det fabelagtigt? Ragnhild gik helt tæt på. Helt alene med to børn? Uden mand. Uden hjælp. Ikke ét eneste opkald på tre måneder?
Det er ikke det samme…
Jo, Anders. Det er. Du har truffet dit valg og det var ikke os.

Anders trådte et skridt tilbage. Noget lignede forståelse i hans øjne. Men Ragnhild var allerede ligeglad.

Hun tog en dyb indånding og blev helt, iskoldt rolig.

Godt, sagde Ragnhild stille. Vær en god søn. Far og mand bliver du aldrig her mere.
Hvad mener du? Anders rynkede brynene.
Jeg søger om skilsmisse. I morgen.

Det var som koldt vand i hovedet på ham.

Ragna, vent nu Vi kan snakke om det! Jeg kan godt lave om
Nej, rystede Ragnhild på hovedet. Det kan du ikke. Det er for sent. Gå nu. De fleste af dine ting tog du jo for længst hjem til mor. Tag din blå sweater og gå.

Anders prøvede at argumentere, men Ragnhild havde allerede åbnet døren helt op, så han ikke var i tvivl.

Gå.

Anders gik. Denne gang for altid…

Skilsmissen blev hurtigt klaret. Lejligheden beholdt Ragnhild som enearving fra mormor Anders havde ingen ret til den. Børnene blev hos hende.

En uge efter papirerne var underskrevet, kom Lise forbi. Hun krammede Ragnhild længe.

Du gjorde det rigtige, sagde Lise. Det gør ondt, når man hiver plasteret af, men kun et øjeblik. Nu er du fri.

Ragnhild nikkede.

Ved du hvad, sagde hun stille, jeg troede, det ville gøre ondt længe, men faktisk lettede det. Som om jeg har sluppet noget tungt.

Det er fordi du ikke længere håber, smilede Lise. Du venter ikke mere på, at han kommer tilbage eller ændrer sig. Du har givet slip på ham og ægteskabet. Det var dødt for længst.

Fra børneværelset lød Mads og Astrids latter, mens de byggede med klodser og diskuterede, hvem der skulle sætte den sidste.

De klarer sig, sagde Lise. Børn tilpasser sig hurtigt. Og de har dig.

Ragnhild smilede for første gang i lang tid et smil uden bitterhed eller sorg. Hun skulle nok klare den. Det skulle de alle sammen.