Hej du! Jeg skal lige fortælle dig, hvad der skete for nogen uger siden, så gør dig klar til en lille hyggehistorie.
Vi havde lige lejet en lejlighed næsten midt i København, nær Strøget.
Kan du lide den? spurgte han, mens han knap nok havde fået døren op foran mig.
Lejligheden var kæmpe, helt luksuriøs.
Hold da op, det her er vildt! udbrød jeg, helt målløs, se bare den udsigt fra vinduet!
Det er jo helt skønt, men er den ikke urimeligt dyr?
Ved du hvad, det er faktisk rimeligt. En gammel fyr udlejede den til mig. Han sagde, at han bor på en lille gård udenfor byen.
Nå, hvad så, jeg er bare glad for at være her, sagde jeg med de varme brune øjne, der altid har et glimt i.
Om morgenen tog han af sted tidligt, så gik jeg i gang med min morgenkaffe og havde planer om at møde mine veninder. Når han gik, blev det lidt underligt i den fremmede, endnu ubeboede lejlighed. Et par gange mærkede jeg den mærkelige fornemmelse af, at der stod nogen bag mig, men jeg slog tankerne væk.
Jeg tog et par gode selfies foran de store malerier og antikke møbler, klædte mig i min yndlingskjole og kørte ud til caféen, hvor vi skulle mødes. Veninderne gik helt amok over billederne:
Åh, den lysekrone er bare noget af det!
Se de billeder, hvem er det? Åh, så står der en person bag dig!
Jeg så på billedet, og faktisk så det ud som om, der var en svag skygge af en gammel dame bag mig.
Hvad er det? spurgte de hinanden.
Slap af, det er bare en skygge fra lyset, sagde jeg med et let smil, men indeni begyndte uroen at snige sig igen, så jeg huskede de morgenvrager jeg havde haft.
Den næste uge fløj forbi. Om aftenen gik vi en tur langs Nyhavn, spiste is på en lille bod og gik så hele vejen hjem igen til vores nye lejlighed. Jeg vænede mig til stedet.
Weekendene blev indendørs, for det regnede kraftigt. Vi bestilte en stor pizza med ost og pepperoni, satte os i sofaen og så gamle danske film. Manden faldt i søvn i lænestolen, og jeg lagde mig ved siden af ham med hovedet på hans skulder.
Et brag af torden vækkede mig, og så flæskede lynet op i stuen. Jeg så en gammel kvinde stå i døråbningen. Min mand sov stadig, og jeg var så lammet af skræk, at jeg ikke kunne sige et ord.
Så, unge dame, hvordan trives du i dit nye hjem? sagde den ældre kvinde med en knapstemme.
Nej, stammede jeg, mens jeg krøllede mig sammen på sofaen.
Tankerne fløj: Hvad kan hun mene? Jeg har en mand, vi tjener fint, vi udlejer vores lille studie lejlighed, vi har forsøgt fertilitetsbehandling flere gange uden held Alt dette gik lynende gennem hovedet på mig på et splitsekund.
Tordenbraget rystede mig igen, lynet flammede i rummet, men den gamle kvinde var væk. Jeg faldt i søvn uden at kunne forstå, hvad der var sket.
Morgenen stod solen klar på himlen, og de sidste regndråber på vinduet mindede om nattens torden.
Hør her, jeg sov så dejligt på sofaen, og du? sagde han, mens han piskede flødeskum i kaffemaskinen.
Det gjorde jeg også, svarede jeg med et bredt smil.
Jeg følte mig helt i top det var bare en drøm, så mærkelig som den var.
Så, hvad synes du om den lille lejlighed? Jeg synes, jeg har fundet mig til rette.
Du må ikke sige det, men jeg trives også. Det føles som hjemme, og jeg har ikke lyst til at flytte igen.
For nogle år siden, efter endnu et mislykket forsøg på IVF, foreslog vores psykolog, at vi skulle skifte bolig for at få et følelsesmæssigt frisk pust. Så vi gik ind i den tredje lejlighed, vi lejede.
Tiden gik, og snart nærmede det sig nytår. Den 31. december fortalte min mand, at en gammel ven, en pensionist, ville komme for at afhente nogle penge, han lånte os for et halvt år siden.
Hvor mærkeligt, tænkte jeg, at han kommer lige i nytårsaften.
Det er bare en gammel fyr, lad ham bare komme, sagde jeg.
Han dukkede op om aftenen med en kage min yndlingschokoladekage. Vi måtte tænde en kedel, så han kunne sætte sig og drikke te. Mens sneen faldt tungt udenfor, sagde jeg pludselig:
Vil du blive og fejre nytår med os? Hvor skal du ellers gå i den store sne? Det er sjovere sammen, vi er næsten tre nu! sagde jeg med et stort smil.
Klokken slog 12, og fyrværkeri eksploderede over byens skyline. Lyset reflekterede i vinduerne, og farverne dansede i spejlet. Pludselig så jeg den gamle dame igen i spejlet, hun smilede bare til mig, vinkede og forsvandt i den farverige eksplosion af fyrværkeri. Jeg smilede tilbage og vinkede, selvom jeg næsten var helt i chok. Siden da har jeg aldrig set hende igen.
P.S. For et par år siden gik jeg en tur på Østerbro og mødte en gammel bekendt.
Hey, kan du huske det par, der lejede den lille lejlighed ved Gothersgade? spurgte jeg ham.
Ja, de er stadig her. Det sjove er, at den gamle udlejer, en ældre fyr, nu bor sammen med dem. Selvom han er 80, passer han på deres lille dreng som en bedstefar. Hans kone er gået bort, og han har ingen egne børn, så han har fundet sin nye familie hos dem.
Det var den lille historie. Håber du kan mærke hyggen gennem min stemme! Kram.
