Kære dagbog,
I dag mindes jeg de dage, da vi gik i skole på Amager, i den lille bygning med de blå vinduer, hvor jeg altid havde det som om, verden gik i slowmotion omkring mig. Der var en pige i klassen, en forældreløs, som boede sammen med sin meget gamle og højereigtede bedstemor i en lille lejlighed på Nørrebro. Hver søndag gik de i kirken, side om side, begge så spinkle og skrøbelige i hvide tørklæder, som om de ville skjule al verdens uro. Bedstemoren forbød hende at se fjernsyn, spise søde sager eller grine højt hun sagde, at ellers ville djævlene snige sig ind, og hun tvang hende til at skylle ansigtet med iskoldt vand hver morgen.
Vi drillede pigen, men hun stirrede på os med et gråt, næsten voksent blik og sagde stille: Gud, skån dem, de ved ikke, hvad de gør. Ingen ville blive venner med hende; man kaldte hende Sigrid, men hun hed også Kirstine for sjov.
I min barndom var skolekantinen næsten altid kedelig. Om fredagen blev der dog serveret rabarberkompot med te eller pølse i dej med kakao og en lille chokolade. En dag, da nogen pressede Sigrid, gled hun ind i mig, og jeg ramte en bakke med tallerkener, fyldt med glas med kakao. Alt den flydende chokolade strømmede ud på to ældre elever, der stod ved siden af.
Øh, sådan, sagde de med et dovent smil.
Lad os løbe, sagde jeg, greb Sigrid om hånden, og vi skyndte os mod vores klasseværelse. Det føltes som om et hold af vikingekrigere og en flok vilde heste jagtede os med rungende råb. De sidste to timer var matematik. Bag glasdøren lå to store silhuetter, som af og til lå en knap på døren, så to hoveder kunne kigge ind, derefter sukkede de sammen. Jeg vidste, at det ventede os: en undersøgelse, en dom, måske endda en straf.
Det vigtigste er at glide ud af lokalet uden at blive set, sagde jeg. Jeg kender en trappe op til loftet, så kan vi gemme os der til mørket, og så sniger vi os hjem.
Siger du så, at vi skal gå som piger, stille og beskedent? svarede Sigrid.
Men Sigrid, de de vil måske…
Hvad? Hvad vil de gøre? Hælde kefir over vores hoveder? Ryste os? Slå os?
Øh
Selv hvis de slår os, slår de kun én gang. Men hvis du ikke går, vil frygten følge dig hver dag.
Vi gik ud af klassen sammen med de andre, som det var tradition for piger stille og ydmygt. To ældre drenge stod lænet op ad væggen.
Hey, småtroll, hvad har I mistet? holdt den ene en pung med en Mickey Mouse på og ti kroner i, som jeg skulle bruge til svømmehallen og kunststudiet.
Her, sagde han og lagde pungen i min hånd, og løb ikke væk igen.
Jeg gik hjem, svingende med min rygsæk, og tænkte på, hvor dejligt livet kunne være. Alt var gået godt, og jeg havde fået en ny veninde.
Skal jeg ringe til min mor, så hun kan ringe til din bedstemor, og vi kan få fri fra skolen og se tegnefilm sammen? Eller er det forbudt? spurgte jeg.
Sigrid rullede med øjnene.
Lad os gå og hente vafler med flødeskum fra hendes køkken, hun bagte dem i dag.
Vi forblev venner i mange år, indtil livet førte os til forskellige hjørner af verden. Men én episode husker jeg altid. At springe fra svømmehalens høje platform ned i det blå vand er skræmmende men kun én gang. At prøve noget nyt er skræmmende; hvad sker der, hvis man fejler? Vil man blive kaldt dum? Det er kun et øjebliks dom.
Det er skræmmende én gang, eller hver dag. Du kan besejre frygten én gang, eller den kan leve i dit liv hver eneste dag. Valget er dit.
**Lektion:** Frygt er kun en skygge, der forsvinder, når du træder ud af den én gang og så vil den aldrig holde dig tilbage igen.
