Sas, hvorfor svarer du ikke? Er alt okay? Alexander hørte den oprørte, men begejstrede kvindestemme og blev så overrasket, at han mistede pusten. «Hvor har hun fået mit navn? En slags prank, vel?»
For at være på den sikre side spejdede Alexander hurtigt rundt efter folk med kameraer men han så ingen mistænkelige ansigter.
De forbipasserende, der netop gik forbi, så ham ikke engang.
Alexander gik ud af elevatoren og fortsatte i sit rolige tempo mod kontoret, glad for at han ikke behøvede at skynde sig til busstoppestedet og klemme sig ind i den overfyldte bybus.
Det sidste år har han nemlig opnået, at han vågner uden vækkeur præcis klokken seks, så han kan
for det første tage det roligt, og for det andet gå en lille spadseretur og fylde sig med positive vibes.
Han har heldigvis holdt op med at benytte offentlig transport, fordi hans arbejde stort set er stillesiddende og stående på samme tid så han kan kombinere det nyttige med det behagelige.
Da han gik forbi en busstop, hørte han pludselig en enkel, næsten uhørlig ringetone i byens baggrundsstøj.
Han vendte sig og så ved busstoppen en gammel knaptelefon sandsynligvis derfor ingen andre lagde mærke til den.
I den moderne verden er sådan en gadget næsten uddødt.
Kun de ældre, som enten ikke vil lære de nye teknologier eller ikke har råd til en smarttelefon, bruger dem stadig.
Alexander var ved at gå forbi, men stoppede i sidste øjeblik: han greb telefonen.
På den lille skærm stod der med store bogstaver: ELSKET BEDSTEFADER.
Før han nåede at svare, skiftede teksten til et ikon for et ubesvaret opkald.
Et par sekunder senere ringede bedstemoren igen. Alexander trykkede på den grønne knap og holdt telefonen til øret.
Sas, du svarer ikke. Er alt i orden? lød den bekymrede stemme, og Alexander mistede igen ordet. «Hvor får hun mit navn? Er det en prank?»
Han kiggede igen rundt efter folk med kameraer, men der var ingen.
Sas! Hvorfor er du stille? Er der sket noget? spurgte stemmen igen.
Hej. Hvem er du? Hvem ringer du til? svarede han, men den ukendte kvinde gik i stå.
Jeg hedder Gitte. Jeg ringer til min barnebarn, men har ved et uheld ringet til dig. Jeg tror, jeg har tastet forkert nummer. Undskyld mig.
Alexander tog en dyb indånding for at forklare, at han bare havde fundet telefonen og ville finde ud af, hvordan han kunne returnere den, men Gitte lagde på.
Han var på vej ind i den store bygning, hvor hans kontor lå, da telefonen ringede igen.
Jeg lytter.
Sas? Åh, igen? Jeg har vist ramt forkert nummer lød den samme kvindestemme.
Gitte, goddag igen. Hold din telefon tændt. Det er sådan, at jeg også hedder Sas, men jeg kender ikke din barnebarn personligt. Jeg fandt den her telefon på gaden ved busstoppet. Måske har din barnebarn tabt den.
Jeg vidste, det var forkert Jeg har nummeret på min barnebarns kontaktliste, så jeg kan ikke have fejlet. Hvad skal jeg nu gøre? Hvordan får jeg fat i ham?
Desværre kan jeg ikke hjælpe dig videre. Men jeg kan bringe telefonen til din barnebarn. Hvor er du?
Alexander så på sit ur og indså, at han lige så hurtigt som han sagde jeg kan ikke, ikke ville kunne levere telefonen. Et vigtigt regnskabsprojekt skulle færdiggøres, og mødet stod for døren.
Åh, jeg er på sommerhuset ude på landet. Jeg ved ikke, hvornår jeg er hjemme igen. Jeg har en situation, så mærkelig, at jeg ikke kan finde på et svar Jeg må da egentlig selv gå ned i den brønd.
Hvilken brønd?
Du forstår, Sas. Undskyld Alexander. Jeg har en kat i en brønd. Jeg ved ikke, hvordan den endte der, men den er fanget, skriger og kan ikke komme ud. Jeg kan kun hjælpe den, hvis jeg selv går ned.
Har du ikke naboer, du kan bede om hjælp? Hvorfor skal du selv gå derned?
Der er ingen omkring. Højsæsonen er forbi, alle er taget hjem. Jeg kom kun her for at hente en elektrisk kogeplade, som jeg glemte. Så blev brønden uden vand for to år siden, og lågen til den er blevet stjålet
Alexander syntes, det lød som en dårlig komedie, men han kunne ikke lade være med at føle medlidenhed for den alenestående bedstemor og den hjælpeløse kat.
«Jeg kan jo ikke droppe arbejdet»
Gitte, kan du give mig adressen på sommerhuset? Så kan jeg ringe til redningsmandskab. råbte han, men skærmen var allerede sort, telefonen var fladt.
I det samme anlæg en bil til den administrerende direktør foran bygningen.
Døren åbnedes, og en mand omkring seksti år med et gråt skæg, som kun gjorde ham mere respektabel, trådte ud.
Sas, hvad står du og laver her ved indgangen? spurgte han med et smil. Kom, lad os på arbejde.
Det var Henrik, firmaets direktør. Alexander nikkede, men så en forvirret mine i Henriks ansigt.
Er du træt, eller er der sket noget? Mangler du tid til rapporten?
Nej, Henrik, jeg har sovet ordentligt, og rapporten er på vej. Alt er i orden.
Sådan. Du ved, at i dag skal vi drøfte, hvem der skal blive ny afdelingsleder. Du har gode chancer, tror jeg.
Virkelig?
Naturligvis. Du er dygtig, ingen bemærkninger, disciplinen er i top. Men lad dig ikke narre, stillingen er kun én, mens der er mange, der vil have den. Kolya vil også have den. Så lad være med at trække ud, så jeg ikke skal blive flov.
Henrik gik tilbage til sit kontor, mens Alexander tændte computeren. Men hans tanker var kun på Gitte og den lille kat.
Pludselig forestillede han sig den ældre kvinde, der skulle klemme sig ned i en brønd. Han kunne ikke stå og se på.
«Hvad i alverden gør jeg her, når jeg bare kan gøre noget?»
Han sprang op fra stolen, gik mod udgangen og stødt straks ind i Kolya, en kollega han altid havde haft et anstrengt forhold til.
Kolya havde altid misundt Alexander, som altid så god ud for chefen. Han gik ud på, at sabotere Alexander for at få ham fyret. Nu var der på spil, hvem der skulle blive leder af den nye afdeling.
Hvor skal du hen? spurgte Kolya hånende, da han så Alexander løbe.
Jeg har hastesag, så lad mig være. svarede Alexander uden at vende sig.
Ved Henrik det?
Alexander nåede ikke at svare, han fløj ud af bygningen og kiggede efter en taxa. Ingen var i sigte.
«Hvor skal jeg så hen? Jeg har ikke engang adressen på sommerhuset.»
Han så Henriks bil stå ved siden af, og løb hen til chaufføren.
Hej, Henrik!
Hej, Sas. Er du på fri fod? Laver du fritidsarbejde?
Jeg har brug for at finde et sommerhus uden for byen. Kan du køre mig derhen? Det er akut.
Jeg? Jeg har et møde om en time, men
Vi klarer det. Chefen ved det.
Bilen kørte af sted, mens Kolya så på gennem glasdøren og smilede, fordi han nu havde noget saftigt at fortælle Henrik.
Bilen standede ved indgangen til et sommerhusområde. Alexander steg ud, så sig omkring.
Hvor nu? spurgte han Henrik.
Ingen anelse. Jeg bliver her et øjeblik, så du kan lede videre.
Alexander gik ned ad den lille landevej, kaldte højt:
Gitte! Gitte! så højt som han kunne.
Jeg er her kom en svag stemme.
Han løb et par meter og så en ældre dame stå ved et lille lågeport.
Unge mand, er du den, jeg gik i telefon med?
Ja, det er mig, Alexander. Huskes du mig?
Ja. Hvad laver du her?
Jeg kom for at hjælpe dig med telefonen og med brønden.
Gitte takkede ham hævede hånd, og de gik sammen mod brønden.
Kom, kom, Sas, vi skal ned i brønden. Jeg er bange for, at du ikke kan.
Alexander kiggede ned i den gamle brønd. Den var kun fire meter dyb.
På bunden lå en lille, misfornøjet kat, som mjavede mod himlen.
Sådan, den er ikke så dyb alligevel.
Der er vand i brønden?
Nej, vandet forsvandt for to år siden. Vi fik vand fra kommunen sidste år.
Hvem smed katten ned?
Jeg har ingen idé. Lågen er stjålet, så nogen har kastet den derned.
Alexander spurgte, om der var en stige.
Ingen stige, Sas. Jeg har aldrig haft en.
Hvad med et reb?
Gitte huskede, at der var et gammelt reb i hendes skur.
Alexander gik i skuret, hørt på værktøj i fem minutter, og kom tilbage med et tyndt, men solidt reb på ti meter.
Det er tyndt, men det skal holde, sagde han.
Går det ikke? spurgte Gitte.
Jeg hænger den fra den træstol, så vi kan trække katten op.
De fik rebben fast på en træpæl, lod den falde ned i brønden og begyndte at trække.
Giv mig en hånd, Gitte. sagde han.
Kort efter var den lille kat i en papkasse, som Gitte havde fundet i skuret, og de lukkede den inde. Pludselig hørte katten lyde som om den skulle føde.
Åh nej, den er ved at føde! udbrød Gitte.
Hvad? sagde Alexander, mens han holdt fast i rebet.
Gitte løb tilbage til skuret, hentede en papkasse og satte katten i den.
Efter fem minutter lå en lille, blød pelsklump i kassen en nyfødt killing.
Gitte smilede, men så kom hun i panik:
Jeg har ikke en stige til at løfte kassen op!
Alexander forsøgte at løfte kassen med rebben, men knyttet knuden løste sig, og han faldt lidt tilbage i brønden.
Alexander! Er du okay? råbte Gitte.
Jeg tror, jeg er i live han svarede.
Han fik rebben igen og lod Gitte kaste den op. Hun greb den, men knuden holdt ikke.
Jeg kan ikke fange den! skreg hun.
Kattten fødte snart en anden lille killing, og Gitte klappede dem i hænderne:
Sådan! Nu har du tre.
Alexand er såret men beslutsom, og en mandlig stemme lød fra toppen af brønden:
Er der nogen derude?
Det var en af de lokale redningsfolk, som havde hørt råbene.
Kort efter dukkede Henriks chauffør, Egon, op med en stige.
Sådan, Alexander, lad mig hjælpe dig ud.
Egon fangede rebet på første forsøg, men sagde:
Du ser ikke ud til at være en sømand, du kan da ikke binde knuder.
Da Alexander endelig kom op på overfladen, takkede han Gitte, Egon og den lille kat med sine tre killinger.
Tak, Gitte. Jeg vil køre dig og kattene hjem, så du får dem med på din elpande.
Egon nikkede, mens han kiggede på sit ur.
Alexander gik tilbage til kontoret, hvor Henrik ventede.
Sas, er du ved bevidst? Hvad i alverden skete der? råbte Henrik, da Alexander satte sig.
Jeg forlod mødet, fordi jeg måtte hjælpe en bedstemor og en kat. Så har jeg mistet rapporten, men jeg har fundet en ny forståelse for, hvad der er vigtigt.
Henrik sukkede.
Det var ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Men måske er du den, vi leder efter som leder af en ny afdeling. Du har vist, at du kan sætte andre før dig selv.
Alexander smilede.
Så du mener, jeg får jobbet?
Ja. Du har vist, at du kan håndtere en brønd, en kat og en forvirret bedstemor. Det er nok til at lede et hold.
Alexander gik ud af mødelokalet, men stoppede ved telefonen. Han ringede til Mikkel, barnebarnet, som netop var ved at gå til et jobsamtale.
Hej, Mikkel. Jeg har din telefon tilbage, og jeg har også en kat med tre killinger, som du kan tage med hjem, hvis du vil.
Mikkel lo.
Du er helt vanvittig, men tak. Jeg kan tage den med.
Senere besøgte Alexander ofte Gitte på sommerhuset, og Mikkel fik et fast job som systemadministrator i firmaet. Katten, der hed Vasili, blev en fast gæst i kontoret, og hver gang Alexander gik, vinkede den afsked med et mjav.
Da killingerne voksede, fandt de deres egne hjem: den ene gik til Alexander, den anden til Henrik, og den tredje til Egon. Alle tre var smukke tricolour-katte, præcis som deres mor, så man kan kun håbe, at de også får et lykkeligt liv.
Så endte en dag, hvor en simpel, knap-telefon og en forvirret opkald fra en bedstemor førte til en hel rutsjebanetur gennem arbejdspladsens hierarki, en brønd, en fødende kat og en ny karriereforfremmelse alt sammen med et drys af dansk ironi og et strejf af godmodig hjælpsomhed.
