Mand i huset
Anne gik langsomt op ad markvejen. Hun var ligeglad med, at vinden havde taget hendes lyse, rosa tørklæde så let som morgendisen i den bløde morgensol og løftet det op mod himlen, hvor det snurrede rundt og forsvandt langt væk. Hun var også ligeglad med de små sten, der var kommet ned i hendes sandaler og stak mod hendes bare fødder, og at irriterende klæger blev ved med at sværme rundt om hendes solbrune, stærke arme og ben.
Anne ænsede ikke nabokonerne, der lige nikkede til hende, ej heller hørte hun deres venlige hilsener eller tilbuddet om frisk gedemælk.
Verden var bare ikke mere til stede for Anne. Den forsvandt, da Henrik tog afsted. Han kommer ikke tilbage. Foran hende lå bare en tom og grå uklarhed. Hvordan skal man egentlig leve videre? Hvad gør man?
Det hele begyndte at smuldre og gå i stykker for længe siden, men at indrømme over for sig selv, at nu var det forbi, det var det sværeste af alt…
Anne skubbede den gamle låge op, hængslerne knagede, som om de forstod, at hun var ked af det det evigt kvindelige sorg og de sukkede en smule modstræbende, da hun gik ind.
Henrik lovede at oliere dem… tænkte Anne pludselig og bed sig i læben. Pyt! Vi klarer det selv! Når Tobias vokser op, så gør han det!
Ude på det lille trædæk stod hun og trådte på en mælkebøtte, der var kommet op mellem brædderne, mens deres gamle hund, Storm, slentrede dovent hen og stak sin kolde snude mod hendes ben med et lille brummende knurr. Anne duftede af sorg, og Storm brød sig ikke om det. Han kunne bedre lide duften af grin og glæde fra Tobias leg, duften af varm suppe og tørret mynte fra køkkenet.
Hvor er han? Kommer han ikke hjem? lignede det hunden spurgte, da den løftede hovedet og så op på hende med røde øjne i sommervarmen. Hvor har du gemt ham?
Anne rystede bare på hovedet, og Storm lagde sig til rette ved hendes fødder. Hvad kunne han ellers gøre?
Nå, fik I snakket sammen? udbrød hendes mor, Fru Kirstine, idet hun trådte ud fra drivhuset i sit røde sommerkjole med et spandfuld agurker. Bliver han her i nat? Og hvor er hans ting? Kommer han? Så må vi hellere dække op, Anne, tage og gøre klar til gæst! Jeg har gjort jeres værelse fint, redes sengen og lagt plads til Henriks jakker og skjorter. Bliver han lidt endnu, hva? Og så rejser I da først til København bagefter. Åh, og Anne, gå lige over til naboen og hent en flaske. Vi har intet at skåle med. Kom nu, lille pige, hvad venter du på? Smil nu, ellers når vi det ikke, se nu hvilken høst jeg har fået af agurker! Hun satte den tunge spand ned, og duften af friske, letbitre og søde agurker ramte dem som et varmt pust fra solens stråler. Vi sylter dem i dag, jeg har gjort glassene klar, de står på vinduet. Og dem til hurtig saltning må du tage og hente tønden op fra kælderen, mine ben har ikke godt af de trapper. Men nu hjælper Henrik jo nu bliver der igen en mand i huset! Din far ønskede virkelig, at der var en stærk hånd om huset. Og Hun snakkede og småbrokkede rundt om den gamle vinranke og de tunge solbærgrene.
Men Anne lyttede ikke. Der skulle ikke dækkes bord. Ingen tønde, ingen flaske, de kunne sagtens spise uden alt det. Bare hende og Tobias.
Vi klarer den selv, mor! Hører du, selv! Huset skal nok være i orden, og så stop nu med at snakke om ham! Er du med, det er nok nu! Anne bed tænderne sammen, løftede hagen stolt, håret strammet i en fletning som en krans om hendes hoved. Der sad et aks fast i håret og en mariehøne havde sat sig på hendes skulder.
Men Anne var ikke blid i dag. Blide ord var tomme, de gjorde bare mere ondt. Hun kunne godt leve uden.
Anne, hvordan vil I gøre det hele selv? Nej, der skal være en mand i huset, nogen der bestemmer! En kvinde skal ikke være for stædig!
Hvor er Tobias? spurgte hun og så alvorligt på sin forvirrede mor Kirstine, uden at høre på de formanende råd.
Han sover, lille fugl. Det blev sent, han malede hele dagen på sit fly, måtte gå over til Egon for at få mere maling, de små tuber rækker jo ikke til sådan et stort fly! Kirstine smilede, da hun huskede hvordan Tobias hele dagen puslede med sin model, mens Anne var væk for at hente Henrik på stationen. Tobias sleb kanter, tjekkede limen og gjorde det hele helt nøjagtigt, som bedstefar havde lært ham.
Mormor! råbte Tobias ulykkeligt Malingerne er tørret ind! Jeg kan ikke male stjernen på flyet! Far skal se det! Hvad gør jeg nu?
Han var ved at græde, men Kirstine sagde blot:
Hold op med at tude! Vi henter lidt maling hos Egon, ham kunstneren, han har maling nok!
Jeg vil ikke gå over. Egon er sur, han jagede os væk fra haven! muggede Tobias.
Så må du jo undvære maling! brummede Kirstine.
Men da hun så sit barnebarn blive ked af det, sagde hun alligevel: Nå, okay, bare husk at luk døren efter dig, ellers smutter hønsene ind. Åh, sikke meget man skal lave, nu må snart far tage over. En mand i huset, Tobias, det er guld værd! Det er som at vinde på Lotto! Du forstår det endnu ikke…
Glæder du dig til far kommer?
Tobias løb foran, hoppede over små sten.
Ja! Jeg glæder mig helt vildt, mormor! Jeg skal nå at gøre det hele klart!
Hos Egon, kunstneren, lugtede der af linolie. Lærrederne stod op ad væggen og i sollyset fra verandadøren stod staffeliet. Egon stod og bed i penselskaftet.
Egon, forstyrrer vi? Goddag, hvordan har du det?
Åh, det er jer… jovist, fint alt sammen…
Kirstine nærmede sig et billede på staffeliet, men Egon smed hurtigt et klæde over.
Ikke færdigt endnu, Kirstine. Så, hvad kan jeg gøre for jer? Og du, unge mand, er det ikke dig, der hapser æbler i haven?
Tilgiv ham, Egon! Jeg bager boller til dig, så glemmer du det! Vi skal bare bruge lidt maling. Drengen venter på far, har lavet et fly… Kan du mon hjælpe?
Kirstine kunne noget med mænd. En snert beundring, lidt strenghed og så var det sket…
Egon gav sig: Nå, Tobias, du får noget maling. Men en anden gang kom og spørg, det er ikke æblerne jeg mangler, men tyveri kan jeg ikke lide. Da vi boede i byen, blev vi selv frarøvet alt min mor blev aldrig frisk igen… Men her, tag lidt maling, og kom forbi, så får flyet en omgang lak, så det skinner rigtigt! Har du nogensinde set rigtige fly, Tobias?
Kun dem oppe i luften militær og små sprøjtefly…
Du skal da prøve at sidde i et cockpit engang! Er din far pilot?
Nå, han er vist kemiker, men det ved jeg ikke så meget om. Tak, Egon, nu må vi videre!
Kirstine gik hjem med Tobias og tænkte: “Bare alt går godt Bare Henrik henter dem! Eller bliver nu, det er også fint. En mand i huset”
Anne mødte Henrik første gang til en udstilling i København. Hun var inde på Glyptoteket med veninderne efter eksamen, de pjattede og spiste is. Henrik gik der, opslugt af sine tanker han havde netop fået ansvaret for et helt projekt! Nu var han chef, og de andre måtte lytte til ham.
Så bakkede Anne ind i ham, og i et sekund mødtes deres blikke.
Undskyld! Gjorde det ondt?
Hun var sikker på, at han ville blive vred i jakkesæt, slips og med attachétaske. Men han sagde bare: Næ, sikkert ikke du har is på kinden, forresten, og tørrede hurtigt hendes kind.
De var forelskede i ét blik i hvert fald Anne! Henrik mente senere, det hele var “kemi”, men at kemiske reaktioner også har udløbsdato…
De blev gift året efter. Anne studerede, Henrik var færdig. Kirstine kom til brylluppet i hovedstaden og snakkede om det i månedsvis bagefter. “De er så velopdragne, de spytter ikke i græsset, de siger artige ting til hinanden virkelig fine folk,” sagde hun til veninderne over te.
Men da Anne blev gravid med Tobias og alt gik lidt svært, begyndte Henrik at blive træt. Skrig om natten, bleer og Anne, der aldrig havde overskud til ham længere…
Er det dig, der er skyld i, at drengen er så svagelig? begyndte han at spørge.
Anne blev ked af det, men hun klarede det hele: læger, madlavning, vasketøj, sygdomme, alt. Men hun følte aldrig, hun kunne gøre ham tilfreds.
En dag sagde hun: Jeg tager til mor lidt, Tobias har bedst af frisk luft, og du får ro. Henrik protesterede svagt, men han var mest lettet. Nu kunne han tillade sig den opmærksomhed, han fik fra sekretæren på arbejdet…
Sådan endte Anne og Tobias igen i det gamle hus med de skæve gulvbrædder.
Her føltes verden roligere. Trappen sang “kom-kom!” hver gang Kirstine gik op. Dørene peb, vinden susede i skorstenen og det hele føltes trygt, selv om alt var forandret.
Henrik kom sjældent. Han kom med penge. Han sagde altid, mor havde dårligt hjerte og skulle have selskab. I virkeligheden havde han bare travlt et andet sted.
Lidt efter blev Tobias stærkere. Han kendte markens blomster og begyndte at snakke, læste digte op for nabokonerne, sang og dansede.
“Han bliver til noget særligt!” sagde nabokonerne stolt.
Men Henrik ville ikke tage familien tilbage til København.
Det er alt for tidligt, sagde han. Han må blive mere robust.
Men han er jo rask nu, Henrik! Der er museer, parker, teater, og… jeg savner dig, forsøgte Anne.
Hvad med dit studie, Anne? Har du tænkt dig at gøre det færdig?
Jeg skal nok tilmelde mig igen, på fjernstudie og finde et job…
Nej! råbte Henrik pludselig. En børnehave i byen er fuld af sygdom! Min mor kan jo ikke passe ham, du må blive her, indtil du er færdig med studiet. Så kan vi snakke om det!
Han havde alt planlagt og pladsen i lejligheden på vej, men det var til ham og, ja, hans nye kærlighed. Anne indså, at hun og Tobias ikke passede ind i den plan.
Hun slugte sin skuffelse, fandt ro i arbejdet i haven, lektierne og tiden med sin søn og sin mor. Skænderier var der ingen plads til.
En dag kom Henriks far, Jørgen, forbi helt uventet. Han bragte lidt legetøj til Tobias, men stemningen var underlig. Jørgen følte sig lidt til overs, sad bare på bænken og så på, mens Tobias legede.
Efter frokost ville han tage hjem igen. Kirstine lod som om det bare var vejr og høns, der trak. Jørgen tænkte, han måske burde fortælle Anne om Henriks nye forhold, men… “Det er ikke mit bord! De klarer sig selv…” sagde han for sig selv.
Mor, bliver du med Tobias mens jeg tager ind til eksamen? spurgte Anne.
Selvfølgelig, smilede Kirstine. Men hvor skal du bo?
Det ordner sig, jeg tager alle eksamener på én dag.
Men du har jo en lejlighed i byen? Bo hos Henrik!
Jeg har ikke nøgler mere, mor. Henrik sagde, de havde skiftet låsen under renovering… Det er slut, mor. Helt slut.
Skal I skilles? Er han utro? begyndte Kirstine, men Anne gled bare ud og krammede sin søn.
Her er min mand, mor. Tobias. Og det er nok.
Anne bestod sin eksamen. En professor tilbød hende en stilling. Hun forklarede forsigtigt, de boede hjemme hos mor.
Og hvad så? Det er stærkt, du klarer det, sagde han venligt. Så får du en lejlighed engang.
På stationen så Anne pludselig Henrik side om side med en smuk yngre kvinde den såkaldte ‘forretningsrejse’. Hendes hjerte hamrede, hun vendte sig væk og flygtede…
Smerten lærte hende, hvad hun skulle gøre. “Livet leves gennem smerten, min pige og så forstår man først hvad det handler om,” sagde gamle Hans, landsbyens nattevagt.
Anne blev rå i tonen, da hun kom hjem: Mor, lad nu være at ringe! Tønder, der er utætte, og glas, der er knust, smider man væk. Det gælder også mennesker. Jeg vil ikke kæmpe for noget, der allerede er dødt!
Mor Kirstine græd lidt, men derefter holdt hun op med at trække Anders ind i samtalen.
Henrik dukkede op til sidst. Han skældte Anne ud, beskyldte hende for at ødelægge alt. Hvis du bare havde spurgt pænt kunne jeg måske have tilgivet dig! Men nu bor I her, og jeg smider jer ud så snart stormen har lagt sig! Og det var min mor, der insisterede, ikke mig!
Anne begyndte at grine højt og frit, som da hun var barn.
Dig? Tilgive mig? For hvad, Henrik? Du svigtede os! Tag af sted og kom aldrig mere tilbage! Her er du ikke velkommen. Hvis du vil have friheden, får du den. Der er ikke mere at tale om, for kemien er væk.
Hun gik hjem, lukkede døren og lod Henrik vente på togbanen. Der gik timer, før næste tog gik.
Tobias faldt i søvn og venter ikke mere på dig, sagde Kirstine stille. Henter han jer ikke?
Nej, mor, han hentede os ikke. Og det er også fint. Mor, jeg går ned til Tobias
Hun satte sig hos ham, strøg ham over håret. Han vågnede kort, kiggede spørgende op:
Kom han, mor? Kom far?
Sæt dig. Drik lidt kærnemælk, min dreng. Far kommer ikke.
Ikke? Men flyet jeg lavede det jo til ham! Har du bedt ham om ikke at komme, mor? Hvorfor? Jeg ville jo også have en far!
Anne trak ham ind til sig.
Du er min mand i huset. Dig. Jeg er ked af det, Tobias, men far kommer ikke. Det er dig og mig nu.
De sad længe og holdt om hinanden, mens Kirstine sang alene ude i haven. Senere hjalp Tobias sin mor med at bære vand, høste gulerødder og gøre rent. Anne åbnede vinduerne, og vinden susede gennem huset, blæste gammelt fnug ud og alt blev lidt lettere. Tobias fejede, satte sig bagefter og så på gamle billeder. Lille, men stærk…
Samme aften, som Kirstine havde lovet, bagte hun ostekager.
Tobias! Kom nu, råbte hun. Tag dem med over til Egon som tak for malingen!
Tobias tøvede. Han sagde, moderen kunne bare gøre det selv. Men Kirstine nikkede: Du har jo stærke arme! Kom så!
Anne trak også på skuldrene. Vi går sammen, Tobias.
Hos Egon sad han på verandaen og nød lyset i træernes blade.
Er det jer? Hvad har I med?
Ostekager fra mormor, som tak for hjælpen… mumlede Tobias genert.
Egon forstod, drengen havde det tungt, men kunne ikke gøre meget… Måske lige:
Tak! Lad os få lidt te, okay? Jeg har også noget til Tobias, hvis det er okay med dig, Anne. Jeg kender folk på flyvepladsen herude jeg malede billeder for deres klub. Kunne Tobias tænke sig at se et rigtigt fly, måske komme i cockpittet? Der er ikke mange børn, som får den oplevelse…
Tobias stirrede stum og spændt på flyene.
Nå, hvem er her pilot-spiren? spurgte en mørkhåret mand i ternet skjorte, den rigtige pilot, Søren. Kom, så kigger vi på dem sammen, hvis mor er med på det?
Anne smilede opgivende. Bare tag ham med. Kvinder kan også blive piloter, Tobias!
Sammen gik de hen til flyene.
Alt går over, Anne. Så kommer det nye, det gode. Tror du mig ikke?
Hun nikkede.
“Mor, hvad laver du der? Radioen virker ikke.” Tobias stod nu, voksen mand, i døren til køkkenet, høj og slank. Du fjerner stikket, mor, så virker det jo ikke!
Han satte radioen til, og Flemming Jørgensen sang fra højtalerne. Sådan, sagde Anne, smilede og kyssede ham på håret. Sæt dig, jeg har lavet ostekager. Skal du have fløde til?
Tak, mor. For resten, jeg ordner hylden senere skriver du, hvilke skruer jeg skal købe? Og forresten, var det ikke den pilot der, Søren, som ringede efter dig i går? Mor, sig mig lige, har I… noget kørende?
Åh, Tobias altså. Jeg kan da godt lide Søren, men noget kørende sludder!
Du lyser altid op, når han er her. Er han din drømmemand?
Min drømmemand er dig, lo Anne. Nu har du smurt smør i hele hovedet!
Jamen, så lad Søren ordne hylden i stedet, hvis jeg ikke når det. Jeg har travlt med eksamen. Og så har jeg jo lovet at mødes med Sofie… Uff, hun er altid sur! Hvorfor er kærlighed sådan noget rod, mor? grinede han og løb ud.
Fordi alt godt i livet ikke er let, Tobias. Netop derfor passer man på det, når man endelig får det! råbte Anne efter ham, sin bedste mand i huset.
Hylden kommer Søren til at sætte op. Tobias har jo for travlt, og Sofie vil også have andel i hans tid. Der er ikke noget at gøre de mænd, vi opfostrer, flytter videre, bliver mænd og sønner i andre familier. Det er måske selve meningen med at opdrage gode sønner…
Og hvad med Henrik? Ja, han lever stadig med sin nye kone, den hurtige skilsmisse, og en svigermor der styrer husholdningspengene med hård hånd. Men det er ikke Annes historie mere.
For i deres hus er det Anne og Tobias og ingen mand mangler.
