Sne falder allerede i tredje nat i træk tung, tæt, som om den aldrig stopper. Misse husker stadig, at han engang havde et navn, smager den varme mælk og mærker de blide hænder fra sin mormor.
Da han kun er en lille killing, finder mormor ham i en papkasse bag butikken. Gennem et lavt hegn kravler hun, sniger sig gennem buskene og løfter kassen, hvor der kommer en svag, sørgmodig klynken.
Åh, hvilken ulykke, tænker han, mens mormor kigger ind. Hvem har efterladt dig her, lille fyr? Hvad har du gjort mig ondt?
Mormor fjerner sit slidte silketørklæde fra halsen og pakker den lille, navnløse killingen ind i det. Først tror hun, det er en lille kattekilling i tre farver, men hjemme opdager hun, at den fluffy fund er en dreng en lille, men livlig drengkat.
Så skal du hedde Misse, siger hun og går for at varme mælk.
Så bliver Misse en huskat, en kælen, velplejet skygge, der følger sin ejer overalt. Han vogter som en hund og bliver ekstra bekymret, når der lugter af mormors hjertevarme.
Efter halvandet år sker der en tragedie en hvid bil kører væk med mormor, og hun vender aldrig hjem. Naboen passer på Misse en tid, men snart flytter nye slægtninge ind. De er ikke glade for katten.
Det er nok, siger de, og smider Misse ud på kulden.
Misse fryser og er bange. Han har aldrig boet på gaden alt er fremmed: bladene rasler, knækker under poterne, lydene skræmmer ham. Han løber af sted uden at tænke på vejen.
En duft af varme og mad stopper ham. En lille bod med pølsebrød står foran ham. Misse hører sin mave brumme og går forsigtigt nærmere.
Hvad, lille ven, er du sulten? spørger salgsbuddet med et smil. Kom, jeg giver dig en lille bid.
Så lever han: spiser rester af pølser, drikker mælk fra en plastikkop og sover i en kasse fra kyllingelår.
En dag fjernes boden med en kran. Misse løber panisk rundt, prøver at forstå, hvor hun er, der har fodret ham de sidste uger.
Han gemmer sig i buskene bag en bænk, ruller sig sammen til en lille rystende kugle og græder stille, uden lyd. Fra kulden. Fra ensomheden. Fra uvidenheden om, hvad der nu vil ske.
Han falder i søvn. I drømmen er han igen en stor, vigtig kat, som sidder på en høj gren, og ved siden af ham er en enorm hvid fugl, som både ligner en due og et menneske.
Hvordan har du det, Misse? spørger Fuglen, mens den folder sine store vinger ud.
I drømmen fortæller Misse alt: om mormor, om boden, om sulten. Fuglen lytter indtil slutningen og forsvinder så.
Misse åbner øjnene en hvid fuge ligger på hans næse. Han tror, det er Fugles fjer, men det viser sig at være en snefnug. Kold. Sneen omkring ham bliver ved med at falde.
Han klynker af kulde, mjaver, men ingen svarer. Kun sneen snurrer ligegyldigt videre.
Så overlever han: sover i kassen, spiser sne, spiser brødsmuler, som folk kaster til fuglene, gemmer sig for hunde og bliver mere og mere slank.
Sne falder uden ophør i tredje dag, og minderne om varmen i mormors hjem bliver svagere.
Pludselig hører han en hunds logrende lyd bag sig. Misse springer så højt som han kan, klatrer op i et træ og hviler på den høje gren. Der falder han i søvn igen.
I drømmen kommer den samme Fuglen.
Er det hårdt for dig, Misse?
Åh, så hårdt koldt, sultent hunde
Hvad vil du mest af alt?
At se mormor bare én gang hvisker han.
Så se, siger Fuglen.
Misse ser hende levende, lige ved siden af ham.
Min elskede! mjaver han med en sørgmodig stemme. Hvor svært er det uden dig
Åh, min lille lys, svarer mormor. Jeg har savnet dig! Kom til mig, min skat
Hun rækker ud og i det øjeblik skubber Fuglen blidt Misse i skulderen. Han falder ned.
Under træet står to piger. Den ene har en barnevogn, den anden er lysende og glad.
Anna, pas på! råber pigen med barnet, da katten falder i hendes venindes arme.
Se! griner Anna. Stjernen i horoskopet siger, at jeg i dag får lykke fra himlen! Troede jeg ikke, den skulle være bogstavelig!
Misse åbner øjnene langsomt og siger lavmælt:
Mjau
Hej, min glæde, smiler Anna. Hvad hedder du?
Mjau, bekræfter katten.
Jeg havde en kat, Misse siger Kira eftertænksomt.
Så lad os kalde ham det, beslutter Anna.
Og Misse tænker: Det er mig, Misse, og mjaver igen.
De går sammen ud af parken: Kira for at fodre sin søn, Anna for at tage den nye, bløde ven med hjem.
Misse forstår nu, at han igen har nogen, der venter på ham. At han igen er elsket. At han igen er fundet.
