Svindlerne
Inge Birthe vidste med sikkerhed, at svindlerne lurede overalt. Hver eneste dag, på hvert gadehjørne, ventede de på hende, parat til at lokke, narre, bedrage, forvirre og tømme hendes konto og gøre hende til tigger.
Sådan sagde Erik altid. Hver aften, efter han var flyttet ind i en lejet toværelses på Østerbro, ringede han til sin gamle moster. Han spurgte hurtigt til hendes helbred, pålagde hende at “holde ud” for det dårlige vejr og lufttrykket ville snart gå over og minder hende om, man ikke kan stole på nogen INGEN.
Hvis nogen ringer, læg på med det samme, har du forstået? Straks! Du skal ikke svare, hverken “ja” eller “nej”! De optager din stemme, optager lån i dit navn, og du har jo den lejlighed, moster Inge! I Indre København! Det er jo det, de alle sammen vil have fat i!
Men hvem er de, Erik? Hvem er de? Hvorfor har politiet ikke fanget dem endnu? hviskede Inge Birthe ængsteligt, strammede sit strikkede tørklæde om halsen og klukkede bekymret mod døren Var låsen nu helt i?
Inge Birthe havde været igennem meget: de første efterkrigsår, firsernes bandekrige, mørkets mænd i opgangen, biler der uden grund brød i brand, slagsmålene på gårdspladsen, og hun havde hørt kvinder græde om natten.
Hun havde troet, at de år var overstået, at man nu kunne trække vejret frit i et lyst og trygt Danmark. Men nej! Den utrygge tid var ikke forbi, tværtimod utrygheden bredte sig kun mere år for år.
I supermarkedet stirrede Inge Birthe altid over skulderen, holdt fast om tasken så hun kunne mærke, hvis nogen prøvede at stjæle hendes pung. Hun tog alle bonerne med hjem, studerede dem omhyggeligt gennem lup, talte sammen, glemte hvad og hvornår hun havde købt tingene, og par nyhederne i fjernsynet varslede igen om en ny svindel-metode. Især ældre skulle være på vagt Inge Birthe fór sammen, gik hurtigt ud og tjekkede at døren nu var ordentligt låst. Så lagde hun et mistroisk blik på sin telefon. Hvis den ringede, svarede hun ikke! Hun ville ikke gå i den fælde. De kunne prøve, men det blev ikke hende, de snød!
De eneste, Inge Birthe stolede på, var hendes naboer Margrethe Svaning, pensioneret revisor, Tine, hende med de to børn, og Lene Birk, skolelæreren.
Disse tre kvinder var beviset på, at verden ikke var løbet helt af sporet, at der stadig fandtes ærlige, pålidelige mennesker. De kunne man stole på.
Margrethe Svaning hilste altid hjerteligt, spurgte til hende, fortalte en sjov lille historie, og Inge Birthe nikkede trist tilbage.
Hvorfor så modløs, Inge Birthe?! Se, hvordan spurvene bader i pytterne! Sikke nogle små ballademagere! Rittes smil smittede, når hun så de pjuskede fugle hoppe gennem vandpjaskene. Og har du set anemonerne ude foran Irma? De står så smukt!
Inge Birthe nikkede, glad for at nogen huskede byens gamle forretninger at det hed Irma, at man engang købte fantastiske frikadeller der. Dengang lavede hun dem til sin mand, Anton, han troede altid hun havde stået i køkkenet hele dagen. Eller lod bare som om
Der var stadig folk, der huskede første maj og røde faner, smilende mennesker på fortovet, folk der troede på ærlighed. For det satte Inge Birthe stor pris på Margrethe Svaning.
Ja, Ritte! Hvor er de flotte! Men jeg synes det er skræmmende at bo her. Så skræmmende, sagde hun og vippede hovedet til siden.
Hvad er der dog galt? Margrethe satte sig på bænken, rettede Inges sjal og krave Du ryster jo, Inge Birthe!
De ringede igen! græd hun næsten. Igen sagde de ingenting, bare åndede i røret. Gud, hvor var det uhyggeligt!
Hvem?
Svindlerne selvfølgelig! Erik sagde de ville ringe! Jeg er jo alene, og han siger, de går direkte efter sådan nogle som mig! Min lejlighed midt i byen Inge trak sig sammen, kiggede ulykkeligt på Margrethe. Erik siger, de tager den fra mig, at jeg ikke må sige noget til nogen, men jeg sagde “ja” i telefonen i går. Han forbød det, men jeg gjorde det Anton plejede altid at tage telefonen og sige: “Ja, Boligen hos Pedersen taler!” Jeg savner ham, Ritte! Jeg savner ham hver dag, sagde jeg det bare sådan
Men hvad skete der så? Du sagde “ja”, og derefter? spurgte Margrethe, vippede med fødderne frem og tilbage.
Hvem ved, hvem der ringer? Kemilogen ringer, selvom jeg ikke længere går derned; kommunen ringer, og der er jo også spøgefugle. Jeg siger høfligt farvel til dem alle. Hvorfor er du så rædselsslagen?!
Hvordan kan du være så rolig? Inge så målløs på sin veninde. Man må aldrig snakke med nogen! Svindlerne er alle vegne, selv i din kommune!
Næh nej! Jeg har været i kommunen i ti år og Ritte tøvede.
Overalt! Inge bed tænderne sammen. Ærlige folks tid er forbi. Og jeg sagde “ja”. Snart kommer de og tager det hele fra mig.
Hvad? Nu fik Margrethe ondt af hende. Men det var synd for kommunen.
Min lejlighed! Den i centrum! Ligesom din. Først kommer de til mig, så til dig! udbrød Inge.
Hun var rædselsslagen, sov ikke på anden nat, lyttede til alle lyde, trippede, når elevatoren knagede. Beroligende hjalp ikke. Inge ventede
Ingen kommer efter dig. Du må ikke tænke sådan! Selvfølgelig skal man være forsigtig, det skal man altid men du kan jo ikke leve sådan! Tror du det var Erik, der bildte dig det ind?
Ja! Erik er en god dreng, han passer på mig. Selv medicinen er forfalsket nu! Overalt svindlere! Inge viftede ivrigt med sin lille næve. Det siger han.
Din Erik ER svindler, med sin kone! Hvad hedder hun nu? Et eller andet grønt Nå ja, Viol. Tror du han hænger på dig for sjov? Dukkede op ud af ingenting! Han venter bare på at arve lejligheden. Du har jo andre slægtninge? Jeg kan huske din niece med datteren, så kom der også en mere Ritte blev rød i hovedet.
Erik også? Inges øjne blev store og klare. Nej! Ikke min dreng!
Hvor er han? Kommer med mad, finder du et ferieophold? Nej! Tine løber for dig, Lene fandt vvseren til dig, kan du huske? Erik holder sig væk og venter blot.
Nej Kan ikke passe! Det siger du kun. hviskede Inge, hovedet summede, hjertet bankede. Så kan jeg ikke stole på ham heller? hun så op.
Man skal bare bruge sin forstand, så skal det nok gå! sagde Ritte, klappede hende på skulderen og lovede at holde øje med hende.
Inge rejste sig, tænksom, gik hjemad.
Siddende på sofaen talte hun til billedet af Anton. Han lyttede altid og nikkede.
Mener du også, at Erik og Viol bærer på noget skummelt? spurgte hun billedet. Anton rynkede brynene. Erik er kompliceret, men han elsker mig vel
Anton smilede skævt. Han havde aldrig brudt sig om Erik. Da Erik boede hos Inge og fyldte hjemmet med venner, sad Inge altid stille på stolen i stuen og forsøgte at læse. Det gik ikke Erik spillede høj musik, røg, ventede på, at hun skulle ordne alt. Men Inge hjalp. Ingen hjalp hende engang, og hun ville ikke, at drengen skulle lide på samme måde!
Havde Anton fået én dag mere, havde han sparket Erik ud.
Hvor er det forfærdeligt, når dine egne svigter sukkede Inge mod billedet. Jeg forstår det nu. Jeg vil passe på!
Erik, som præsenterede sig selv nettopp sådan, var fjern familie. Det var svært at vide om det passede. Hun havde ikke nævnt det da han flyttede ind på gæsteværelset, hun var bare glad for ikke at være alene.
Det var nogle år siden. Nu boede Erik for sig selv, i Violens venindes lejlighed, mens veninden var på et længere ophold i udlandet.
Erik havde været gift i to år med Viol! Viol var en lang, ranglet blondine med kunstige negle og endnu længere ben. Hun hed egentlig Solveig, men “Viol” lød mere eksklusivt, og da hun flyttede til København, fik hun ændret navnet over det hele. Forældre og familie kunne være forargede det rørte hende ikke.
Viol elskede et komfortabelt liv. Erik forkælede hende, sørgede for det hele. Hun var hans blomst, prinsesse, killing. Ægteparret håbede, at når Inge Birthe engang gik bort, ville lejligheden ved Nørreport tilfalde dem. Men måske kunne man speede processen op? Kunne man få hende til at skrive under på noget?
Inge Birthe nægtede. Hun nægtede at skrive testamente, nægtede at overføre dokumenter. Hun sagde: “Mor sagde altid jeg skulle passe på det!”
Hvorfor, Erik? Hun er så stædig! Hvad hvis noget sker, og alle mulige slægtninge rykker frem? Gider vi det? Kan du ikke ordne det? jamrede Viol.
Viol ville have en stor lejlighed med højt til loftet og kig til boulevarderne. Hun ville slå vægge ned, indrette åbne rum, store tæpper, bløde stole og et barhjørne. Vennerne accepterede ikke flere restriktioner woes venindes lejlighed skulle behandles som museum. Svært at more sig.
Problemet voksede dag for dag. Engang turde Viol at samle hele vennekredsen. De kom for fem minutter, men blev til nat. Der blev spildt og grinet og brugt gardinerne til alt muligt.
Sorry, Viol! sang Oskar, kunstneren, der levede på fars penge. Vi roder lidt. Tarique bliver sur igen.
Ikke for sjov, Oskar. Erik er sød, men lidt kedelig Men jeg elsker ham! gnækkede Viol, lod stroppen glide, så Oskar kunne kysse skulderen. Hvis Oskar havde turdet, havde hun overgivet sig, som i kioskbøgerne på Hovedbanen. Men Oskar turde ikke, og turde man ikke med Erik i lokalet
Erik kom sent hjem den aften, da alle var blevet matte og slingrede rundt i møblerne.
Allerede inden han gik op, forstod han der var fest. Balkondørene stod åbne, musikken lød ud, cigaretskodder lå i græsset.
Erik pustede ud og gik målrettet op.
Godaften, Erik! smilte damerne på bænken. Lidt vildt deroppe i dag? Kones fødselsdag?
Erik trak på skuldrene og forsvandt op.
Solveig! Eller, altså, Viol! Hvad bilder I jer ind?! Her stinker, og spisebordet! Solveig, det er jo ikke jeres! han pegede på skrivebordet dækket af slikpapir.
Hvem kalder du Solveig? surmulede hun, men smøg sig blidt om ham. Nå, Tarique, rolig nu, vi sad da bare og hyggede os. Hvor ellers? Skal jeg trække dem med ud til Farum? Nej, her skal vi bo! Du må ordne det!
Ja, vi spiller gætterier! Erik, er du med? flirtede hun til vennerne. Straffedrik til min sure mand! råbte hun, fyldte et glas og vennerne råbte: “Drik! Drik!” og klappede.
De gamle fruer på bænken hørte kun “Slå! Slå!”, rystede på hovedet og gik hjem.
Erik drak, en til og en til. Hvorfor ikke? Han var træt, vennerne spændende. Solveig undskyld, Viol smuk, udfordrende
Senere, da de havde smidt de sidste gæster ud, lovede Erik sin kone, at han næste uge selv ville ordne, at moster Inge skrev under på en fuldmagt.
Vi er familie, ikke? Hun er gammel, jeg har boet hos hende i årevis så er det vel kun retfærdigt!
Du er den eneste, der har fortjent det, Erik! sov hun ind, strøg ham over håret.
Erik vendte sig ind mod væggen.
“Hvilket tåbeligt navn Viol! Men benene hele vejen og alles misundelse”
Inden turen til Inge Birthe ville Erik ringe og sikre sig hun var hjemme.
Notaren, gamle Flemming Abrahamsen, i sort rullekrave, jakke, bukser og spidse sko, sad nobelt på bagsædet af Eriks bil. Viol sad foran, pudrede næse og ordnede sit hår.
Skal vi ikke bare komme afsted! jamrede hun. Kedeligt!
Vent! Moster tager ikke telefonen. Hvis vi kommer, og hun er ude, så venter vi jo bare! Erik tastede igen nummeret, lyttede til røret.
Så kør! Vi ringer igen jeg glæder mig til at se det hele! smiskede Viol.
Jeg har nøgler, venter vi bare deroppe.
Erik startede bilen, rullede ud i myldretidens stop-and-go. Ved Nørrebrogade var der cykeldemonstration. Folk dyttede, nogen råbte, fans marcherede.
Se dét er liv! jublede Viol, vinkede fuldt ud ad vinduet.
Nej, det er kaos, mumlede notaren. Husk, mit timehonorar løber fra jeg sagde “ja!” til denne skæve plan.
Erik trommede utålmodigt på rattet, Viol vinkede og lo indtil trafikken endelig gik frem.
På et tidspunkt tastede han endnu engang numre ind. Inge Birthe tog stadig ikke telefonen.
Noget er galt! Jeg kan mærke det, hviskede Erik, steg ud og ilte mod porten, Viol og notaren slentrede efter.
Oppe på etagen stod de foran døren.
Mærkelig elevator! bemærkede Flemming om den smalle kabine. Problemer med store møbler.
Pjat! lo Viol. Alt kan lade sig gøre. Jeg har set naboen hejse et badekar op udefra med kran! Erik, vi må have et jacuzzi!
Erik sagde ingenting.
Han rodede efter nøglerne, drejede i låsen men den passede ikke. Han ringede på. Ingen reaktion.
Kom nu! Jeg vil ind! dansede Viol.
Men låsen er skiftet! Hvordan kan det? Erik var målløs. Notaren trak på skuldrene. Moster Inge! Det er Erik, åbn nu!
Han begyndte at banke.
Prøv mobiltelefonen alle har mobil nu! sagde Flemming.
Hun har ingen mobil! Erik hvæsede.
Jamen dog.
Hvem er det? Jeg ringer til politiet! lød en spæd stemme bag døren.
Slap nu af, moster! Det er jo bare mig, Erik! Mine nøgler passer ikke, hvorfor ikke? Erik gik ned på knæ, råbte gennem nøglehullet.
Jeg har skiftet lås, sagde Inge Birthe roligt. Hun forsøgte at lyde fast og rolig. Da hun hørte puslen udenfor havde hun med det samme grebet Antons foto, holdt det tæt til sig, som om hun kunne beskytte sig. Anton trykkede sig ind til hendes bryst i billedrammen.
Hvad mener du med det? Luk nu op! Erik råbte, Viol kneb læberne sammen, Flemming trådte lidt til side, jamrede.
TV sagde, man skal gøre sådan selv Ole Testrup sagde det, og ham stoler man på! Mine piger, Ritte, Lene, Tine, bakker mig op.
Inge Birthe! Tro nu på mig! Det er Erik! Din egen nevø! Jeg har et vigtigt ærinde! Erik peb og kradsede på døren. Han mærkede at dette var afslutningen.
Vigtigt? Inge Birthe stod på tæer, kiggede gennem kighullet. Erik var for lav, men Flemming, i sit sorte tøj, var tydelig. Sådan så de ud i firserne: mørkklædte mænd i opgangen. Og Viol, trillet rundt på stiletter ved elevatoren og tygger tyggegummi. Inge så det hele.
Hun klemte billedet af Anton endnu tættere ind; glasset knirkede.
Nej. Jeg åbner ikke. I er svindlere. Hele banden! pep hun. Du sagde at man ikke måtte lukke nogen ind. Det gør jeg heller ikke!
Hvad?! Moster, tænk dig dog om! Hvorfor skulle jeg være svindler?! Åbn nu, ellers Erik nåede ikke at gøre det færdigt, for Viol hev i skulderen på ham.
Du skræmmer hende, hvislede hun. Sig du har mad med!
Jeg har mad med! sagde Erik.
Jeg tror dig ikke. Man kan ikke stole på nogen, dreng, kun på Ritte, Lene og Tine. De har faktisk købt mig en mobiltelefon, sjov dims! Nu kan jeg ringe til alle, selv faster Olga! Inge Birthe stillede Anton på kommoden og kiggede på sin mobil. Kan du huske faster Olga, Erik?
Hun blev ikke det mindste forlegen over at samtalen gik gennem døren.
Hvad forskel gør det?! Åbn nu, jeg skal bruge nogle underskrifter! Erik var desperat.
Jeg skriver ingenting under, min dreng. Du har jo selv forbudt mig det.
Jeg sagde til fremmede, men jeg er jo familie!
Og den mand med dig? Han er fremmed. Svindler! Svindler-svindler-svindler, sang Inge ud gennem døren. Hun rankede ryggen, smed årelang frygt af sig.
Han er notar, bare notar! Flemming Abrahamsen, for pokker! Viol, hold lige på ham! Kan du så hjælpe med noget, din fjollede gås! Erik rasede.
Hvad? surmulede Viol. Glemmer du mit navn nu?
Notaren trak på smilebåndet og satte kurs mod trappen. Han ville ud, bestille taxa til Gammel Strand, spise god frokost med en ven, fejre sit oldebarn.
Viol løb efter. Hun gad ikke stå der mere med sure Erik. Han havde forskrækket den gamle, hjernevasket hende med svindlertanker, nu blev der aldrig noget at arve. Fjollet alt sammen!
Erik stod tilbage, dumt.
Da fjenden havde trukket sig, åbnede Inge Birthe endelig døren og smilede tilfreds.
Nå, kom ind! Jeg har lavet suppe, bød hun. Gik dine svindlere? Sådan, min dreng, vær nu forsigtig.
Hun rumsterede i køkkenet med tallerkener og gryde.
Erik trak skuldrene, satte sig.
Hent lige Anton, jeg stillede ham i gangen, sagde Inge Birthe. Han kan ikke lide at stå der.
Erik hentede billedet, satte det på bordet. Anton stirrede strengt på ham.
Spis nu, Erik. Der er masser af kød i. Og jeg ville faktisk ringe til dig!
Hvorfor? Erik spidsede ører.
Jo, ser du, faster Olga Hendes datter, Maja, venter tredje barn. En rigtig dygtig pige! Hun besøgte mig på hospitalet sidst. Du kunne ikke, men hun kom med suppe. Kan du huske det?
Nej, hvornår var du på hospitalet? Var det dengang, lægerne svindlerne næsten slog dig ihjel? Erik rødmede, han vidste udmærket det var ham der havde været doven.
Nej, det var da du næsten gjorde det af med mig, Erik, rettede Inge venligt.
Erik satte suppen i halsen.
Jeg gav faktisk lejligheden til Maja. Hun er god. De flytter ind snart. Så bliver her livet.
Hvad?! Hvad med mig? Moster Inge, det kan du ikke mene! Jeg har jo advaret dig de er svindlere alle sammen!
Selvfølgelig, min dreng. Der er fare overalt. Men langt flere gode mennesker. Åh, nu ringer det! Maja? Hej, skat! Vel ankommet? Dejligt, ja Galleri? Jeg har intet at tage på. Ja, måske…
Inge Birthe snakkede længe lykkeligt. Hun frygtede ikke mere. Hun vidste, at gode mennesker findes. Og hun, Inge, ville også hjælpe når tiden kom.
Erik skubbede suppen væk, tørrede munden, og så vemodigt rundt i det lyse, rummelige køkken, med højt til loftet og solgule gardiner. Et rigtigt køkken. Men ikke hans nu var det Majas…
Svindlere! knyttede Erik næven. De er alle sammen svindlere!
Og han forlod stedet, med følelsen af at nogen virkelig havde skubbet ham ud. Måske var det Anton, der fik lov at træde ind et minut og fjerne ham?
Viol sad på bænken og røg. Erik satte sig stille ved siden af.
Erik, udlejeren ringede Tine og sagde vi skulle flytte Naboerne har klaget over larm og
Erik trak vejret dybt og lukkede øjnene. Som problemer altid kommer, kom de alle på én gang
Måske havde han flere gamle slægtninge i byen? Det måtte han undersøge. Hurtigst muligt.
Viol lænede sig mod hans skulder. Hvor var det hårdt at leve i denne by! Alle er hårde, grådige. Svindlere alle vegne! Erik sagde det jo, kun svindlere og listige folk! Men Erik skulle nok finde på noget, snu og charmerende som altidI det samme begyndte de første regndråber at falde, lavmælte på bænkens træ, på Eriks ærmer og Viols nøgne arme. Hun lod cigaretten dø i sin hånd og sukkede.
Hvad nu? hviskede hun forsigtigt.
Erik vendte sig om mod lejlighedens vinduer, kunne svagt ane Inge Birthe i den gule glød fra køkkenet, omkranset af Maja, børn med røde kinder, latter. Han så, hvordan de løftede Anton-billedet, og alle grinede højt, da Inge satte billedet nederst for at børnene kunne hilse på gammelonkel.
Suset af varme, et ægte hjem. Intet af det var til hans.
Vi finder en anden, sagde Erik lavt, som om han talte både til Viol og til sig selv. Vi klarer os. Det gør vi jo altid.
Men hans ord lød hule i aftenluften, for selv regnen var ikke længere til at stole på. Og for første gang tænkte Erik på, om det i virkeligheden ikke var de andre, men ham selv, der havde gået og narret hele livet mest sig selv.
Indenfor trak Inge Birthe gardinerne for. Hun tog et langt, stille øjeblik, og så lod hun en lille hånd glide over telefonen. Ikke bange, ikke længere. Nu var der nogen at tale med og nogen at give noget videre til.
Udenfor forsvandt Erik og Viol ud i regnvejret, som mørke skygger der opløstes mellem gadelygternes spejlinger. Bag dem blev der tændt lys i vinduerne, og inde i den trygge stue samledes familie og venner, gammel som ung, ny som gammel.
For selv i en by fuld af svindlere fandtes der kærlighed og et gammelt, gulnet billede, som nikkede godkendende gennem årene.
