Min dagbog, oktober
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan hverdagen bare glider, selv når fundamentet under ens fødder pludselig knager. I morges, da Regitze kom drønende ind i entreen, før jeg overhovedet nåede ud for at tage imod hende, dryssede de små støvletter mudder på det gamle parketgulv. Huen gled skævt på det rødlige hår, og hendes tørklæde slæbte efter hende som et spor.
Mor, mor, jeg er SÅ sulten! Der lugtede af boller hos tante i opgangen, men far sagde, at vi ikke havde tid, selvom jeg gerne ville ind!
Kom her, min skat, svarede jeg, mens jeg satte mig på hug for at lyne hendes jakke op. Hjemme har vi kartofler og svampe, de er varme lige om lidt. Du elsker jo kartofler med svampe, ikke?
Det gør jeg, sagde Regitze og begravede næsen i mit hår. Og du dufter dejligt i dag, mor.
Er det dine ord eller fars?
Regitze fniste, smuttede ud fra mine arme og flygtede ind på værelset. Jeg rettede mig op. I entreen kom Søren til syne. Han tog jakken af uden at se på mig.
Havde I det hyggeligt ude? spurgte jeg, bare for at holde samtalen i gang.
Det var fint, lød svaret, mens han gik mod køkkenet og hældte juice op.
Jeg vendte tilbage til komfuret. Stegepanden syede trygt, løgene var perfekt gyldne og kartoflerne næsten møre. Jeg løftede låget og smagte lidt mere salt. Udenfor var det allerede ved at blive mørkt, sådan som oktober nu gør det her i København. Jeg synes egentlig, det er hyggeligt. Lige når lyset slumrer og duften af mad fylder lejligheden, og fra værelset hører man Regitze snakke henført med sine bamser.
Jeg er 42. Alder, jeg ikke hæfter mig ved dagligt, som nogen gør. Jeg ved det bare. 42, gift, mor, souschef i et lille ejendomsselskab. Gift i syv år. Regitze på seks. Treværelseslejlighed øverst i Brønshøj, hvor fuglene synger om morgenen. Et ordnet liv, ikke perfekt, men fast nok til at jeg kan stå på egne ben.
Søren dukkede op i køkkenet, tog juiceglasset, stirrede ud over gården. Jeg lagde mærke til de grå stænk ved tindingerne og rynkerne i øjenkrogen dem jeg engang kaldte smilerynker. Hans duft altid samme aftershave, Vitor hører til herhjemme.
Var Regitze sød i dag? spurgte jeg mest for hyggens skyld.
Ja.
Hvor gik I hen?
I parken. Vi fodrede ænderne.
Hun har snakket om de ænder i flere weekender.
Ja. Så nu gjorde vi det.
Han stillede glasset og gik igen. Noget havde ændret sig i ham de seneste uger. Jeg mærkede det, men ville ikke tage det tungt. Mænd bliver tavse om efteråret, det har jeg lært. Jeg har aldrig været typen, der leder efter drama, hvor der ikke er nogen.
Jeg kaldte ind til aftensmad. Regitze kom først, satte sig på sin stol med bamsen Otto og erklærede, at Otto selvfølgelig også skulle have kartofler.
Otto kan vente, sagde jeg, mens jeg øste op. Du skal spise først.
Søren satte sig, så ned i sin tallerken.
Far, elsker den dame i parken også ænder? spurgte Regitze henkastet.
Jeg stod lidt, panden i hånden.
Hvilken dame, skat?
Hende, som far kyssede.
Et øjeblik var der helt stille. Så spurgte jeg, så roligt jeg kunne:
Kan du forklare igen, Regitze?
Vi gik hen til ænderne, så mødte far en dame, og så stod de sådan her hun viste med armene, hvordan voksne krammer og så kyssede far hende. Jeg fodrede ænderne imens.
Hvad hed hun?
Far kaldte hende for Anne.
Jeg holdt så fast i bordkanten, som om det var det eneste, der kunne holde verden fast.
Tag din mad ind på værelset, skat. I dag må du godt spise derinde. Tag Otto med.
Hun jublede, greb sin tallerken og forsvandt. Da døren til værelset lukkede, satte jeg mig overfor Søren.
Søren.
Anne
Lad nu være. Er det sandt?
Han svarede ikke med det samme. Tiden slog modbrus, jeg mærkede svaret komme, før han sagde:
Ja.
Jeg fjernede hans tallerken, lagde låg på panden og tørrede hænderne i viskestykket i den blå tern det jeg købte med Regitze på Torvehallerne sidste år.
Hvor længe?
Et halvt år.
Halvt år. Juni. Jeg tænkte på den sommer, hvor vi tre var ved Vesterhavet. Regitze så bølgerne for første gang og lo, Søren bar hende på skuldrene. Jeg tog billeder. Han smilede på dem.
Hvem er hun?
Det betyder ikke noget, hvem hun er.
For mig betyder det alt.
Anne, kan vi snakke roligt om det…
Hedder hun virkelig Anne? Sagde jeg navnet højt og lo ikke.
Han tav hvilket jo var svar nok.
Jeg gik ud af køkkenet, satte mig på sengen i soveværelset og så regndråberne glide ned ad ruden. Der var ikke tårer, kun en tunghed midt i brystet. Endnu ikke sorg, bare fornemmelsen af noget, der gør ondt om lidt.
Efter lang tid kom Søren ind. Jeg sagde:
Tal.
Han satte sig i lænestolen. Tryglen faldt ikke på mig. Det gamle møbel fra min mor, jeg længe har villet smide ud. Måske smider jeg det ud i morgen.
Han prøvede forklare at det ikke var mig, ikke vores datter, men træthed og gentagelsen, der havde kvalt ham lidt. At Anne lyttede. Ikke med løsninger, bare tilstede.
Jeg har lyttet til dig i syv år, sagde jeg.
Du lytter, men du har altid et svar, Anne. Anne sagde ingenting, hun var bare der.
Så du har brug for, en der er tavs?
Han svarede ikke. Jeg gik hen til vinduet.
Ved hun, at du er gift? At du har barn?
Han nikkede.
Søren, nu skal du høre ingen råben, ingen bønner. Du har valgt det her. Igen og igen. Et halvt år. Det er ikke et uheld. Det er valg.
Han ville sige, at han havde afsluttet det for tre uger siden. Jeg spurgte, om vi ikke ville have fået det at vide, hvis ikke Regitze nævnede ænderne? Han svarede ikke.
I morgen finder du et sted at bo, sagde jeg. Du kan sove hos din mor i Århus, hos Jacob, hvor du vil. Regitze tager jeg i børnehave. Du henter dine ting i weekenden.
Vil du virkelig skilles?
Ja.
Selvom jeg har afsluttet det?
Søren det handler ikke om, hvorvidt du har afsluttet. Det handler om, at du overhovedet begyndte. Om juni, hvor vi alle var sammen, og du Du valgte igen og igen.
Natten gik, jeg hørte ham vende sig bagved mig. Om morgenen børstede jeg tændernes på Regitze, lagde madpakker, fandt hendes glemte vante under sofaen. Søren sad i køkkenet med en kop. Regitze vinkede glad og sagde “Hej hej, far,” og han svarede, “Hej hej, skat.” Det gjorde ondt, for han var god far, uanset alt.
I børnehaven spurgte pædagogen, Helle, om jeg havde det godt. Jeg svarede ja. Løgnen var nemmere end sandheden.
På arbejdet var dagen travl: møder, mails og papirer skulle underskrives. Min chef, Finn, tilbød lakrids og så forstående på mig, da jeg forklarede, at jeg bare var lidt træt. Han sagde: “Det er jo efterår. Alle sover lidt dårligt nu.”
Eftermiddag. Hjem fra børnehave, gåtur gennem Brønshøj, Regitze samlet blade gule, orange, én rød.
Er far hjemme? spurgte hun.
Nej, skat. Far bor hos Jacob for tiden.
Hvorfor?
Nogle gange har voksne brug for at bo hver for sig lidt.
Kommer han igen?
Selvfølgelig. Han vil altid besøge dig.
Regitze slog sig til ro og gav mig sit røde blad. “Det her er smukkest, mor,” sagde hun. Jeg gemte det forsigtigt i min hånd.
Skilsmissen tog tre måneder. Søren forsøgte med sine beskeder, bøn om endnu en chance, indrømmelser om fejltagelser. Jeg følte mest træthed, ikke vrede som om jeg var kommet igennem alle versioner af samtalen indeni, og nu var der kun resterne tilbage.
En dag svarede jeg: “Søren, jeg er ikke vred. Jeg ønsker bare ikke længere være din kone. Aftal børnebidrag gennem advokaten. Regitze elsker dig, det ændrer sig ikke.”
Han forstod og begyndte at hente Regitze hver lørdag. Vi udvekslede kun det nødvendige. Reservebukser, hjem til klokken seks, ring hvis I bliver forsinket. Intet mere.
Vinteren sneglede sig afsted. Jeg lærte at skifte pakning i vandhanen. Vidste ikke, at jeg kunne det. Før var det altid Søren, der gjorde det, irriteret over at blive forstyrret midt i fjernsynet. Nu så jeg YouTube, brugte 20 kroner på en ny pakning, klarede det selv. Følelsen bagefter var ny: jeg kaldte det værdighed.
Jeg begyndte at føre husholdningsregnskab. Købte regnebog sammen med Regitze. Skrev ned hver aften. Der blev plads til at spare nogle steder, skære ned, lægge til side.
I februar gik jeg op i tid på jobbet. Fik aftale med Tove fra tredje, der hentede Regitze fra børnehave mod at jeg hjalp hende med indkøb. En stiltiende, god aftale.
På kontoret tog jeg mere ansvar. Finn sagde, at jeg altid har været hans bedste souschef, men først nu gav jeg mig selv plads. Jeg log småt ved mig selv: jeg vidste ikke, jeg havde brug for den plads.
Jeg begyndte at lægge mærke til Niels fra nabokontoret 38 år, skilt i tre år, ingen børn, blond, med vanen at knibe det ene øje sammen, når han tænkte. Vi snakkede, mens han hældte kaffe, mens jeg varmede mad. Simpelt og ubesværet.
I marts havde han kage med. Sagde, hans mor havde bagt, han kunne ikke spise den selv. Jeg smagte, den var god, med æbler og kanel.
Din mor er dygtig, bemærkede jeg.
Bedst i verden, svarede han enkelt.
Han tog koppen og gik, og jeg så efter ham uden nogen tanke.
Da det blev forår, meldte jeg Regitze til dans. Søren havde syntes hun var for lille, men nu var det op til os. Regitze var stolt i sit lyserøde træningstøj og så så alvorlig ud, at jeg næsten blev rørt bare ved synet.
Andre mødre ventede på gangen. Jeg begyndte at drikke kaffe med Signe, der havde tvillinger. Hun var sprudlende, lynhurtig i snakken, altid med en ny historie. Hos hende var der ikke meget, der var for tungt. Da hun en dag spurgte, om jeg var alene:
Ja.
Længe?
Siden oktober.
Er det hårdt?
Nogle gange. Men også rart. Ingen larmer med fjernsynet, ingen sokker overalt.
Du er sej, sagde hun. Jeg havde tudet.
Det gjorde jeg også. I november og december. Men livet er for travlt til at græde for længe.
Og der var altid noget, der skulle ordnes. Blikkenslager, forsikring Jeg tog det hele på mig og opdagede, at det rent faktisk lod sig gøre. To aftaler med retsassessor Lene, som forklarede det hele om deling og ny registrering af lejligheden. Søren var ærlig og ordentlig men jeg ville ikke overlade til andre at holde styr for mig.
Søren hentede Regitze lørdagene. Han så slidt ud. En dag i april blev han stående i døråbningen.
Anne jeg vil bare sige, det er for længst slut med hende.
Jeg ved det, svarede jeg.
Ved du det?
Det ændrer ingenting for mig, Søren.
Han stirrede længe.
Du er blevet anderledes.
Ja, sagde jeg. Regitze, far venter!
Efter de var gået, støttede jeg ryggen mod døren og lod stilheden synke ind. Så gik jeg ud i køkkenet og gjorde det, jeg altid gør om lørdagen: vaskede vinduer, ryddede op, sad i ro. Den slags, jeg havde glemt at holde af.
Jeg læste bøger igen. Biblioteket på hjørnet havde en venlig bibliotekar, Gitte, som altid havde en anbefaling. Læste både dansk og udenlandsk. Det var mærkeligt gennem alle årene med Søren havde jeg ikke savnet bøger. Nu fyldte de noget igen.
Sommeren kom, og var mærkeligt let. Sidste sommer havde vi været ved Skagen og nu kendte jeg baggrunden for fotos med Sørens smil. I år tog jeg og Regitze til min mor i Svendborg. Regitze gnaskede solbær i haven, legede med nabokatten Mikkel.
Mor spurgte først på fjerde dag til, hvordan jeg havde det.
Bedre, sagde jeg. Før var det slemt, nu er det ok. Jeg har fundet balancen. Ikke fordi alt er godt, men jeg klarer det.
Og med Regitze?
Hun har det fint. Hun ser sin far, hun er glad.
Og du selv? Er det svært?
Indimellem. Nogle aftener ønsker man bare, nogen sad dér, så man kunne sige noget højt. Men så kommer Regitze, eller bogen. Og så går det.
Du er stærk.
Jeg har ikke noget valg, mor.
Det er det, der gør dig stærk.
Da et år er gået, mærker jeg først ikke vægten. Oktober, kartofler og svampe, ænderne i dammen det er bare datoer nu. Ikke længere tunge minder, kun en del af fortiden.
September. Regitze starter i skole. Hun og jeg vælger skoletaske sammen, hun er pavestolt. Første dag er både jeg og Søren der for hende. Ikke mere end det.
På arbejdet får jeg lønforhøjelse. Finn fortæller det, og i gangen griner jeg pludselig rigtigt for første gang i lang tid. Niels smiler med det ene øje og ønsker tillykke.
Vi begynder at snakke mere, tilfældigt, i pauserne. Om bøger, om Regitzes skolestart, om dansetimer. Han fortæller, han spillede skak som barn at det handler om at tænke flere træk frem, som dans også gør, siger han.
Regitze prøver bare ikke at falde omkuld, siger jeg.
Det er også en vigtig færdighed, siger han seriøst, og jeg griner.
Det er bare let og godt. Ikke en ny historie bare rart.
I november bliver Regitze syg. Vi er hjemme, te, tegnefilm, 37-feber. Jeg læser for hende for tredje gang om troldmanden, der mister sin hat. Hun lytter uden at sove lytter bare. Jeg ser på hende, på hendes næse og fregner. Hun mærker ikke min sorg det har jeg beholdt for mig selv.
Hun tegner troldmanden, og jeg hænger tegningen på køleskabet, oven på alle hendes billeder fra børnehaven. Hver en streg et bevis på at livet forsætter.
December glider ind med ro. Jeg og Regitze pynter et rigtigt juletræ, som naboen Bo havde med. Granen dufter af skov. Regitze holder fast i de gamle glaskugler fra min barndom.
Mor, tror du julemanden ved, vi bor alene?
Han ved alt, sagde jeg.
Så får vi pakker kun til os?
Ja, og far får på hans nye adresse.
Får vi nok pakker, mor?
Vi får lige præcis nok, svarede jeg og for en gangs skyld, troede jeg på det. Fordi jeg følte at jeg kunne klare det hele, også når det blev tungt.
Nytåret fejrede vi to alene. Regitze faldt i søvn før midnat. Jeg løftede mit glas æblejuice da klokken slog, så ud på fyrværkeriet, og mumlede Godt nytår til mig selv.
Januar, februar. Jeg tæller ikke dagene længere, ikke måneder, ikke uger. Dage er bare dage nu.
I marts ser jeg et hvidt træ blomstre bag kontoret. Niels kommer forbi.
Smukt, ikke?
Ja, har det stået her længe?
Tjoh, mindst tyve år. Jeg har været her otte, du seks. Vi har aldrig snakket om det.
Måske har vi ikke kigget samtidig.
Måske ikke. Skal vi tage frokost sammen en dag på Café Danmark?
Det kan vi godt.
Vi spiser sammen onsdag. Og fredag igen. Let snak, ingen tunge historier. Han indrømmer sin skilsmisse ikke var dramatisk, bare svær. Jeg fortæller om Regitze, hun danser, læser, tegner troldmænd.
April bringer varme, og jeg nyder at gå hjem. At se, hvordan Brønshøj ændrer sig undervejs. Butikker, træer, børn, kridt på fliserne. Intet er nemt, men livet udfolder sig, og jeg tænker, at det er ok, at det kræver arbejde at holde det hele kørende. Det giver mulighed for at begynde forfra, hvis det er nødvendigt.
Maj. En lørdag tager vi i park med danseskolen. Picnic. Regitze fodrer ænderne. Jeg ser på hende og tænker på, hvordan det føltes sidste oktober for ænderne som en afslutning. Nu er det bare en dejlig dag.
Søren ringer samme aften om sommerferien. Vil tage Regitze med til sommerhus i Jylland. Det er fint, svarer jeg. Vores samtale er kort, ikke tung.
Juni. Regitze afslutter sit første skoleår. Jeg filmer, Søren står ved siden af. Vi taler ikke meget, men det er som det skal være.
Niels sender en besked: Må jeg spørge dig, om noget der ikke har med arbejde at gøre? Ja, svarer jeg. Han skriver, at han holder af at tale med mig, ikke vil presse. Vil gerne tilbringe tid sammen rigtigt, hvis jeg vil.
Jeg læser beskeden længe, svarer: Lad os tale sammen.
Sommeren er god. Regitze er to uger hos Søren, jeg nyder freden, læser, ringer til mor, går i biografen med Niels. Intet stort, ingen forventninger, bare det, der er.
Da Regitze kommer hjem, er hun solbrændt, fnisende, og fortæller om sin bedstefars kat, Boris, som kan åbne køleskabet. Jeg griner og omfavner hende.
August. Endnu en uge hos mor i Svendborg. Vi rydder ud i kasser. Finder min gamle dukke, som Regitze erklærer er sød, men Otto er stadig bedst.
September. Andet klasser. Søren kommer med blomster, Regitze stråler. Jeg ser på det udefra føler ikke noget stik af fortid, kun glæde på hendes vegne. Det er nok.
Niels skriver: Hvordan gik første dag? Jeg svarer, Godt. Regitze elsker sin nye lærer. Hans svar: Det glæder mig.
Oktober igen. Et år. Datoen er bare en dato nu. En aften spørger Regitze, om jeg vil giftes igen.
Hvorfor spørger du?
Vickis mor er blevet gift igen. Nu har hun en ny far.
Hvad siger Vicki til det?
Han lærer hende at cykle.
Måske møder jeg også én, der vil lære dig at cykle.
Hun griner. Jeg rører i suppen og tænker, at børn ofte stiller spørgsmål, vi selv glemmer at spørge.
Solrig lørdag. Regitze og jeg i Fælledparken, brød til ænderne. Blade rasler, Regitze hopper i dem, glæden er enkel.
Min mobil vibrerer: Niels. Hej. Er du optaget? Vi fodrer ænder.
Jeg ringer senere.
Nej, tal Regitze kan klare sig selv.
Anne, jeg vil gerne ses. Ikke bare tilfældigt. Virkelig ses. Hvis du har lyst.
Regitze vender sig:
Er det Niels? Sig hej!
Jeg ser på ænder, blandede blade på vandet, og alt føles pludselig levende og varmt.
Ja, siger jeg i telefonen, lad os ses.
Godt, svarer han.
Regitze har givet al brødet væk.
Nu skal vi på gyngerne?
Ja, det skal vi, siger jeg og tager hendes hånd.
Og sådan gik livet videre ikke perfekt, men levende.
