Sommerhus i Danmark

Sommerhuset

Nå, februar igen sukkede Anemone Madsdatter. Endnu en februar

Og hvad så? sagde Timme Eriksen til sin svigermor, mens han tog en slurk af sin høje kop varme te med en citronring flydende på overfladen. Foråret står snart for døren, men du sukker, som havde verden forladt dig!

For nogen er det forår, Timme, men for mig betyder det endnu engang alt det dér med spirer små planter i glas, der måske skyder, måske ikke, for lidt lys, for meget vand, dårlige frø. Ak Anemone så på sin svigersøn, som om han var lidt naiv, måske endda enfoldig, på trods af sin professors titel. Hun viftede opgivende, som ville hun sige, at hendes liv var forlist, spildt. Og alt sammen på grund af sommerhuset, det forbandede lille sted i nordlige Sjælland, arvet fra en tante. Gid det dog brændte ned, eller en meteor ramte det, eller kommunen inddrog det for at bygge en motorvej.

Jamen mumlede Timme igen, og han lod, som om han slet ikke forstod sin svigermors klager. Det var næsten, som om han drillede hende med sin uvidenhed, kunne bringe hende til hysteri med selv de dummeste spørgsmål. Han var lidt simpel, den gode Timme! Og som datteren Lucca ofte sagde, kom det af, at Timme i sin ungdom havde slået hovedet hårdt, så noget havde han da tabt. Derfor forstod han heller ikke Anemones lidelser.

Timme, du er professor, den store vidensmand, men du taler og drikker te sådan som en eller anden bøvet Lars! Og sig nu ikke jamen! Og du skal nippe til teen, ikke sluge den kom så jeg stillede jo hindbærmarmeladen for din skyld? Hun skubbede krukken hen imod ham. Din yndlings, Timme, plukket bær for bær med disse gamle hænder, her strakte Anemone sine plettede, rynkede hænder frem blodig og forrevet op hele sommeren i jeres sommerhus, og du vil slet ikke smage!

Jo, jo, jeg spiser! Se selv, stor skefuld! Mmm, hvor det smager! Hjertet synger! Anemone Madsdatter, kan du høre min sjæl synge bedre end gamle Keld Heick? Timme gryntede fornøjet og spiste en skefuld mere, mens han slubrede teen i sig. Anemone trak misbilligende på skuldrene. De gør det alle med vilje ja, alle sammen har de atter sat sig for at plage hende! Svigersønnen spiller rollen som den jordnære bonderøv, datteren dækker hele tiden over ham hvad har hun dog set i ham?! Han er jo ikke engang køn, næh, sådan en svigersøn vil man ikke ønske for sin værste fjende! Og alligevel, Lucca så det, men skulle bare UD hjemmefra, giftede sig i noget, der mest mindede om panik. Endnu en streg regning mod sin mor, bestemt!

Ak, søde lille Anemone, du vores solskin, må jeg ikke få et kys? Sikke en servering du har stillet frem, det går lige til maven! Timme bøjede sig ind mod svigermorens kind med sukkersøde læber, mens han fnisede. Men Anemone undveg først, trak sig væk som afskyet, men sagde så nå ja, løftede kinden og lod sig kysses.

Svigersønnen pruttede et vådt kys ind mod hendes kind som et vildt kalv, på tro og love! Men Anemone tænkte i det skjulte, at hun havde lavet den bedste hindbærmarmelade nogensinde eventyrlig!

Så lød hoveddøren smækkende gennem huset Anemone stivnede op, satte igen det sure ansigt på plads.

Se nu! Klokken er næsten midnat, og din kone kommer først nu hjem, hun skældte ud på Timme, men han, døsig og glad efter te, citron og duften af marmelade, smilede blot som en mæt kat, der har stjålet fløde.

Ingen grund til bekymring! Hun ankom med min chauffør jeg har arrangeret det sådan. Nikolaj er en ordentlig fyr, han overtræder ikke noget, han respekterer virkelig vores Lucca, sagde han og vinkede til sin kone, hvis hoved nu stak ind ad dørsprækken. Hun blinkede til ham, åbnede straks døren helt, sugede duften af hindbær i sig og kastede sig om halsen på sin mor. Lucca var lykkelig i dag, kinderne var kolde af frost og røde, hun havde besøgt en veninde, haft det hyggeligt, og nu hjem til mor og Timme

Mor, hvorfor larmer du nu igen? Bliver du vred igen? Jeg har købt frø som du bad om, alle sorter præcis, hun satte sig ned, skubbede marmeladen til sig, tog en stor skefuld, der dryppede af sirup. Hej, Timme.

Hendes mand nikkede og beundrede sin rødkindede hustru, så blik over på svigermoren med opgivende øjne.

Jah, akkurat! begyndte Anemone forfra. Jeg bad dig, jeg har brug for det, men jer, I har ikke brug for noget af det! I vil have græsplæne med krukker og hvad er det nu Timme, hjælp mig?

Petunia. Vi vil have petunia, løftede Timme en belejlig pegefinger. Lucca! Giv straks din mand vitaminerne tilbage jeg er syg, kan du høre jeg hoster her tog han en ekstra høj, rungende hoste. Så, sæt glasset tilbage!

Lucca viste ham tungen og holdt fast om marmeladekrukken.

Lucca og Timme var et smukt par, lignede hinanden endda lidt, om end Timme var ni år ældre end hende. Hun var som en pige ved hans side, han opdragede hende, beskyttede hende. Timme betroede aldrig nogen, at han inderligt frygtede at hun en dag ville forlade ham for én, der var yngre, mere levende. Dem var der masser af. Lucca elskede romantik, hun havde altid kunstnere og sangerinder svirrende om sig. Det ville han aldrig kunne holde til!

Hvorfor skændes I? Der står fem glas mere inde i skabet, og ti med jordbærmarmelade. I kan åbne dem alle sammen! Anemone slog ud med armene. Når det gælder om at spise: først til fadet! Når der skal samles og passes på hver eneste bær, uden blad eller orm og uden at mase noget ja, så kan man vente Den ene har sit universitet hele året, den anden skal enten til åen eller ligge på divanen! Kun jeg går som en bjørn rundt blandt hindbærbuskene, blodige hænder…

Du er vores eneste forsørger, eneste omsorgsperson, sagde Lucca og favnede sin mor. Vi elsker dig. Mor, vil du nu lade være med at brumme? Maria Petersen sender dig hilsner, kan du huske hende? Den mørke fra min klasse?

Hvad skal du altid nævne Maria for? Klæbrige hænder, klæbrige munde, nu er dugen også snavset. Gør mig ikke distraheret nu. Jeg skal tælle Anemone rejste sig og gik for at tælle alle frøposerne. Lucca! Jeg bad dig købe et bestemt antal! Hvorfor ikke nok? Det er trættende, det her! Så må I selv så, selv plante, alt selv!

Hun brummede videre i bryggerset, mens Timme, pludselig lidt trist, så på Lucca.

Skal vi virkelig sælge det sommerhus? Jeg kan snart ikke mere! Hvert eneste år de samme klager. Jorden, drivhuset, bedene hun hader det, forbander hver stilk! hviskede han og rynkede panden.

Tja måske, men det er synd. Hvad med loftet, cyklerne, dammen, fuglehusene? Lade være, det er bare hendes ritual, opvarmning til sæsonen. Måske har hun bare ondt i hovedet eller benene. Hun er ikke streng for alvor.

Jeg kan ikke ignorere det. Når vi spiser marmeladen, så siger hun det er plukket af hende, når vi åbner syltede agurker til højtiden, så klager hun over onde ryg og tunge glas

Og ingen løfter en finger sluttede Lucca og nikkede. Men så skal hun ikke så noget! Vi har jo altid gerne villet have blomstereng så skal du slå dem med le. Jeg syr bælte og skjorte til dig, og bukser, støvler og så kan du gå derude som på et gammelt maleri. Åh Timme, hun gik bagom bordet, bøjede sig og lagde armene om ham. Vil du have mere te? Hvor er det hyggeligt

Timme trak på skuldrene og ville ikke have mere te, men gnubbede videre på sit emne:

Og drivhuset kan vi rive ned og sætte et springvand i stedet. Ja Ork, hele sommeren er vi bundet, planter, roser, kålen gror ikke, snegle og lus overalt. Vandingen! Lucca, vanding driver mig til vanvid! Myg stikker overalt, man må ikke gå væk, mor siger: vanding, vanding! Åh, det sommerhus!

Lucca blev stille. Hele barndommen havde hun været der, boet hos mormor, leget i sand, passet høns og gæss og lille hunden Tykke Under trappen boede en kat, som mormor gav mælk. Dengang lå ansvaret hos bedsteforældrene; forældrene kom med hende i maj og hentede hende i oktober, ellers arbejdede de. Men hun følte sig aldrig forsømt. Der var så mange vigtige gøremål; hun og morfar fiskede, så på orrfugle, plantede peber, græskar, én gang voksede endda en vandmelon

Så døde mormoren, og kort tid efter morfaren. Huset gik i arv til Anemone, der nu ikke længere arbejdede. Hun kunne være i sommerhuset hele sommeren og september med Lucca. I begyndelsen sagde jorden hende ikke noget. Solbærbuskene lucca plukkede bær, vitaminer. Nedfaldsæbler, ormede eller ej pyt! Men at kalkmale stammer, grave under solbær eller binde hindbær nej, det var for kongelige hænder Men så gik Anemones mands firma konkurs, penge blev små, hun sad og tænkte, og gik i gang med egen have. Spirer? Værsgo! Roser, pæoner, georginer til salg som buketter? Javel! Heller ikke genert for at sælge til grønthandlerne. Det gav hende ligefrem status en kvinde med blonder, der tilbød eventyrlige buketter!

Lucca var altid der, men aldrig særlig optaget af havearbejdet. Hun løb rundt og legede, kendte enhver krog af haven.

To år gik, og Anemone blev fuldtids bondekone; rodede i den fede jord, kastede tørv og hestemøg, plantede syv rækker jordbær, bær for bær. Hendes veninder kom og nød haven fra fletstole i æbletræernes skygge, spiste jordbær direkte fra bedene. Anemone var nu blevet en ægte haveentusiast med sjældenheder: agurker, tomater, squash… Borghild, Luccas far, byggede et drivhus efter Anemones skitser. Alt voksede, naboerne sagde hun havde grønne fingre. Smagen på hendes syltede svampe folk kom til nytår fra hele byen. Borghild bankede ekstra knager op, for gæsternes overtøj var ikke til at få plads til. Gæster elskede hendes mad. Hun blev stolt, smilede til sin mand rigtig jorddronning

Men hvordan kan man bare forlade alt det? Give slip? Men jo ældre, jo mere sur blev Anemone over sine besværligheder, det tærede på Timme. Det blev værre efter at Borghild døde. Først stod Anemone det igennem, men nu

Jeg har allerede en køber. Fredriksen, lektor på mit institut husker du da han sprang i åen til vores bryllup? Lucca trak på skuldrene. Han har spurgt og spurgt, jeg har altid sagt: Nej, jorden slipper vi aldrig! Han siger han betaler godt. Skulle vi sælge? Købe et lille hus ved Vesterhavet og bade hele sommeren? Timme satte marmeladen væk. Den virkede nu sur. Mor kunne svømme, få havluft. Hvad siger du?

Lucca trak bare på skuldrene. Havet jo, men hvad med karperne, piletræet, det gamle hus, hendes værelse, de knirkende gulve, komfuret Hvordan kan man?

Den aften blev ingenting afgjort, for hverdagens trommerulle tog straks over igen, Timme blev væk i disputatser, konferencer. Lucca havde travlt i kulturhuset, ledede, planlagde

Anemone råbte hver aften:

Hvem har åbnet vinduerne? Mine spirer dør af kulden! Se dog, agurken hænger nu dør den, forstå nu, hele lortet må sås om!

En uge senere:

Hvem har trukket gardinerne for? Kan I ikke fatte at spirer skal have lys?! Ingen gidder vande! Alt overlades til mig! Jeg er jo ikke lavet af jern, forstå det dog, Timme?!

Hun så beskyldende på svigersønnen, underlæben sitrede, øjnene fyldtes af tårer. Hun havde ondt af både spirerne og sig selv.

Timme nikkede, undskyldte, trak gardiner fra, lukkede vinduer, vandede, og brummede, for hans fine vindueskarm på kontoret engang kun bøger var nu fyldt med spirer. I år var der ti gange så mange spirer, som om Anemone ville nedkæmpe dem alle.

Så kom forårsdagen tid til at fragte de små grønne ud til sommerhuset. Det hele kunne ikke være i bilen! Timme knoklede, men kasser og spirer faldt ud.

I kan slæbe hvad som helst med, men mine planter det er ligegyldigt! hvæsede Anemone, svedte og pustede på hængende agurkeslængler og ranglede squashblade. Jeg ønsker ikke dette mere! Alt ud! Jeg rejser på kurhotel med Hilda! truede hun, men fik sig installeret i Timmens gamle Volvo, omringet af sine børn, bøjede benene så hun ikke kom til at knække noget. Peber! Peber skal behandles nænsomt! Timme bugserede langsomt ud gennem villavejene, mens en flue dunkede mod ruden, ryggen smertede, og hjemme ved spisebordet stod geranien glemt tilbage

Alt var besværligt i år. Huset skulle gøres rent, haven rives, roser pakkes ud, alt tog længere tid end normalt. Anemone bandede rundt i blåt træningstøj og rodede i jorden, Timme adlød mut, Lucca vaskede vinduer.

Vær tålmodig, Timme, hun bløder op snart. Hun er som mormor, der brokkede sig mens foråret varede, men blev mild om sommeren. Hold ud, skat.

Timme sukkede lidende, men stjal øjeblikke, hvor han kyssede Lucca lidenskabeligt, som var han stadig ung. Lucca svarede genert, gemte ansigtet mod hans bryst, indåndede hans duft bål, aftershave og lidt benzin. Det var godt.

Nu var alt på plads, spirerne glinsede i vinduet, Anemone havde endda bagt tærte til sæsonens begyndelse, men så startede hun på klagerne igen.

Den sidste dråbe kom da tre store solbærbuske pludselig døde. Hun havde passet dem som sine egne børn kæmpestore, blodrøde bær. Nu var de visne.

Og dét var dét! Jeg har spurgt jer så tit! Skulle vi ikke have lavet et ordentligt hegn? Jeres hænder rækker aldrig! Du tænker kun på dine studerende og dimissioner, Lucca fester eller bader. Jeg er færdig. Slut!

Hun jamrede længe, indtil Timme endelig kastede spaden og sagde:

Så er det sagt. Vi sælger. Skriver I under?

Han så hårdt på Anemone.

Hun kneb øjnene sammen og nikkede:

Gør det bare i morgen!

Så gjort, så sagt!

Næste dag dukkede Fredriksen op med sin store familie. Timme stod klar ved lågen. Lucca hilste, stod ved sin mor. Anemone nikkede bare fra trappen og forsvandt indendørs, tændte fjernsynet.

Nå, Fredrik! sagde Timme, stoppede hænderne i lommerne. Her er haven. Jorden gødet hvert år. Drivhus, min svigermor har selv lavet det

Hun selv?! Fredrik greb målløs: Det er ikke for børn! Imponerende.

Nej, det var hendes mand, hun tegnede bare. Hun er arkitekt, forklarer Timme.

Ja, lad os nu se! nikkede Fredrik og drejede halsen som en nysgerrig stork. Hans kone, fyldig og rundkæbet, trillede af sted på stierne mens fem børn løb overalt og trampede på alt. Er her indlagt vand? Fredrik sprang tilbage mod Timme, de bumlede næsten ned i bedene. En solsort så ud fra redekassen, ét øje på husets skæbne.

Naturligvis! Ikke bare nogen grund, her bor kendte folk selv akademikere! Timme talte højt. Tag den, du fortryder ikke! Vi har bare ikke mere tålmodighed. Der ligger roser, nogle meget fine, min svigermor ved sorterne, jeg kan aldrig huske navne. Her står floks. Dem bryder jeg mig ikke om, men Lucca elsker dem. De skal plantes om, men det er jeres Og ellers…

Han kiggede rundt, overvejede at vise brændskuret og magasinrummet.

Anemone, inde bag gardinet, holdt øje med fremmede børn, der galopperede i hendes haver.

Så blev det dem, der overtog. Andre børn skal lege her, vi er blevet trætte. Vores børnebørn må vokse op i byen! hun krammede et blad fra Havens Venner-kalenderen. Hvad rager det os! Hvor går I hen?! skreg hun pludselig så Lucca fór sammen. Kan I ikke se der er plantet jordbær? Sæt i straks fra bedet! Anemone hang ud af vinduet, viftede på børnene, der skævede til den fremmede dame, så moren, men moren sad i sin drømmende ventetilstand og tænkte: Så må jeg ikke falde i søvn, tåbeligt jeg snorker!

Børnene blev, og trampede videre. Anemone fór ud.

Lucca! Tag dem væk! Hvad skal vi ellers sylte til vinter, hvad serverer vi til frokost? skreg hun.

Lucca lokkede gæsterne til gyngen.

Timme Eriksen, bliv nu ikke for hidsig, prustede Fredrik, i færd med at gennemrode haven igen og igen. Jeg tror ærligt talt det er ligegyldigt hvad der gror. Jeg skal alligevel fjerne alt! gentog han højt. Anemone stivnede og lyttede. Huset lader jeg stå godt hus men alt andet væk Agurker køber jeg i Brugsen, bær kan man få kilo af fra paller. Jordbærplukning? Nej. Kål gider jeg ikke, peberfrugt giver halsbrand, solbær er syrlige, alt andet op på traileren. Drivhus væk, her skal være garage. Pavillonen væk, det er jo skrammel

Timmens ansigt blev langt, øjenbrynene fløj i vejret. Sidste år byggede de selv pavillonen, beton, trædæk, små snirklede rækværk og nu skrammel?

Anemone så skævt på Fredrik, som trampede stænglerne af hindbær for at komme til hegnet og trådte ned i svamperne, der voksede bag plankeværket.

Mor! Må jeg lave en bue? Her, jeg napper bare denne gren… råbte en af drengene længere nede. Fredriks kone nikkede henrykt.

Drengen begyndte straks at rive i kirsebærtræet, det svajede, grønne kirsebær regnede ned. Anemone gispede, men så, i det samme, at Fredriks støvle trykkede en spinkel rosespire, som hun havde sjældet hjem fra enten Frankrig eller Polen, skjult under jakken imod frost. Den havde aldrig blomstret, nu pressede hans støvle den ned i jorden.

STOP! Ud herfra! Ud af min have! eksploderede luften. Anemone, et lille nærmest farligt kræ i lyseblå træningsdragt, løb mod Fredrik med knyttede næver. Jeg giver RINTET væk! INTET! Pøbelkultur, hvad siger du?! Hvem var det der roste mine syltede squash til Timmens jubilæum? Var det ikke dig? Og hvem bad om hindbærmarmelade fordi din mor kun spiser hjemmelavet? Og agurker?! Timme tog altid knasende agurker med hjem hele dit fakultet sværmede om dem! Så NEJ, du får intet! Og mine bær solbær, stikkelsbær, kirsebær, ALTSAMMEN MIT! Led et andet sted!

Anemone! Timme trak hende i ærmet. Stop. Vi har aftalt. Du sagde du ikke kunne mere. Giv slip!

Solsorten pilede ind i sit hus, rystede.

Rør mig ej! Jeg skammer mig ikke for at stå fast! råbte Anemone, vanligt kultiveret og stille. Lucca! Åbn drivhuset, der er varmt! Lad mig ordne det her!

Fredrik bakkede, hidkaldte sin kone, børnene sprang på bagsædet, bilen gassede op.

Anemone gik med værdighed ud og satte kaprifolien ned igen Fredrik havde heldigvis ikke hevet den op alligevel. Rosen var der stadig. Intet var gået tabt.

Imens bøjede Timme sig til bilvinduet og stak Fredrik en pengeseddel.

Tak, Fredrik, du spillede stærkt! Måske vil min svigermor ikke skælde ud igen. MHAT kunne bruge dig! Og tak til dig også, Jytte! nikkede han til Fredriks kone, der træt smilede og alle børnene? spurgte han.

Nej, nej! lo Fredrik dem har vi bare lånt i familien. Jo, det var lidt teater, Timme, men håber du ikke indtager det som tab. Farvel, Lucca!

Lucca nikkede og vinkede.

Fredrik forsvandt med sit slæng i sky af støv, Timme lagde armen om Lucca og gik langsomt mod huset.

Anemone sad stolt og rank ved bordet, noterede noget på en liste. Hun skubbede brillerne op i panden, og sagde fornærmet:

Forstår ikke hvorfor de kom! Her er så meget at nå, vi skal så og så forstyrrer I! Tiden løber fra os, ingenting bliver klar. Sommerhuset er mit liv!

Men du sagde jo selv at du ikke orker mere prøvede Timme.

Sagde! Men jeg har vel lov til at snakke. Det handler om bekymring jeg frygter for at vi intet får sået, at marmeladen bliver for lille i år, at dild ikke gror. Tag det ikke så tungt, sådan er jeg bare! Hun talte som til store børn, de nikkede og prøvede at snige sig op på førstesalen Lucca havde aldrig færdiggjort vinduespudsningen men Anemone kaldte igen.

Jeg har lavet arbejdsplan til hver af jer, for i dag og i morgen. Værsgo. Nu skal jeg tale lidt med agurkeplanterne, de ser sløje ud, nok af bare skræk for alt det fremmede folk her i huset!

Hun lagde to sedler på bordet.

Lucca tog dem og nikkede.

Det går nok, hviskede Timme. Vi starter med vinduer i soveværelset, ikke? Jeg hjælper.

De listede op, mens Anemone smilede tilfreds. Gode folk, lidt klodsede, men gode. Og mit sommerhus dét giver jeg aldrig! Her skal børnebørn vokse og blive stærke tænkte hun, og gik ud i stuen.

Om efteråret transporterede Anemone 28 glas syltede agurker hjem; nogle færre glas tomater, peberen blev ikke til noget, men svampe blev der mange af. De fik henkogt solbær i mængder, tørret æbler, masser af suppeurter.

Nu var det bare at holde vinteren ud og så var hun klar igen til næste drømmeagtige sæson. For sådan skulle det være, her i hus og have.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

5 × 4 =