Hej, jeg skal bare fortælle dig, hvad der skete den dag i børnehaven, så du får en idé om, hvordan det hele gik.
Moren var ikke kommet. Alle de andre børn var allerede blevet hentet af deres forældre, kun én dreng blev tilbage Emil. Han sad stille og legede med en lille bil i hjørnet af gruppen, mens pædagoginden Sidsel Jensen kastede et utilfreds blik på sit ur. Emil sukkede tungt, så ud af det mørke vinduesled, så så på døren.
Sidsel, jeg så en stor hund ved hegnet i løbet af dagen, sagde han stille til pædagoginden. Den er sikkert stadig der. Moren står derude og er bange for at gå ind. Måske kan vi gå ud og skræmme den væk?
Der er ingen hund, Emil. Du må ikke finde på det, svarede hun. Jeg ringer til din mor igen.
Sidsel greb sin mobil og tastede morens nummer én gang til. Ingen svarede. Hun kiggede bekymret på uret.
Noget må være sket, tænkte hun. Det har aldrig gjort sådan før. Emil har ingen far, og hans mor er altid så ansvarlig. Hvis hun var forsinket, havde hun ringet og givet besked.
Emil, lad os gøre dig klar, så kan vi gå over til mig, foreslog Sidsel. Skal du med?
Mor? blev Emil nervøs. Hun kommer, men vi er ikke der.
Så lader vi en lappeseddel til hende, så hun ved, at vi er her, fandt Sidsel på. Jeg skriver adressen og mit telefonnummer. Det er sent, men lad os gå. Min kat er sulten.
Har du en kat? En rigtig, levende? spurgte Emil begejstret. Må jeg lege med den?
Jo, selvfølgelig, kom bare.
Emils øjne lyste, da han gik ind i Sidsels lejlighed. Det var varmt og hyggeligt, og duften af nybagte wienerbrød fyldte rummet. En stor, dovne, orange kat lå på sofaen og lod sig kæle, mens den tålmodigt overbød Emils drillesyge. Efter en kop te faldt Emil i søvn.
Sidsel lagde ham forsigtigt på sengen og gik med telefonen ud i køkkenet. Efter lange samtaler med betjente og ulykkesforsikring fandt hun ud af, at en ung kvinde med alvorlige skader var blevet indlagt på hospitalet efter en trafikulykke. Kvinden var bevidstløs.
Når hun vågner op, så fortæl hende, at Emil har det godt. Han bliver hos mig, så hun kan slappe af. Vi kan besøge hende senere, sagde Sidsel i telefonen.
Da hun kom tilbage til værelset, så hun Emil sidde på sengen med tårer i øjnene.
Hvor er min mor? spurgte han mellem hulende snork.
Hvor er du, lille ven? sagde Sidsel blidt. Din mor er på arbejde, hun er bare travl. Du behøver ikke være bange. Her er det trygt, og både jeg og katten holder af dig.
Nej, hun venter på mig, fortsatte Emil. Jeg kan ikke være uden min mor. Så spurgte han forsigtigt Har du også fløjet op i himlen?
Nej, Emil, hun er ikke fløjet væk, svarede Sidsel. Hvorfor spørger du?
Min far fløj en dag, og så fløj også bedstemor. Jeg tror, de ser på mig fra himlen, når jeg opfører mig pænt. Måske vil mor også flyve derop?
Sidsel holdt om ham og lagde hans hoved mod sin skulder.
Du skal ikke bekymre dig, din mor er stærk. Alt bliver fint. I morgen står vi tidligt op og tager på besøg. Hun er på hospitalet, hun er syg.
Er det ligesom mig? Har hun ondt i halsen? spurgte Emil og krøllede sig.
Ja, hun har lidt ondt i halsen og en lille smerte i armen, men hun kommer sig. Så snart hun er rask, kan du tage med hende hjem igen.
Skal vi give hende varm mælk med honning? spurgte han ivrigt.
Selvfølgelig, vi tager mad med. Nu skal du lægge dig og lukke øjnene, så fortæller jeg dig en godnatfortælling.
Sidsel, hvorfor bor du alene? kom Emil pludselig med.
Det fangede Sidsel uforberedt, og hun begyndte at græde.
Jeg havde engang en søn og en mand. De var på sommerhuset, og så skete en ulykke hjemme. Nu er det kun mig og katten. Jeg ville ønske, vi alle kunne være sammen igen.
Fløj de også op i himlen? spurgte Emil.
Ja, de fløj, sukkede Sidsel.
Sidsel, du må ikke græde, sagde Emil og tørrede hendes tårer. De ser på dig fra himlen, ligesom du ser på dem. Når du er glad, er de glade, og når du græder, græder de også. Det sagde min mor engang. Lad os ikke gøre dem triste lad os være glade sammen.
Sidsel tørrede sine egne tårer, krammede Emil og lagde et blidt kys på hans pand.
Lad os sove nu, i morgen er det tid til at stå op tidligt. Jeg vil bede dig om at blive her, indtil din mor er hjemme fra hospitalet. Så har både jeg og katten det sjovere. Er du med?
Ja, jeg hjælper med at vaske op, og må jeg kalde dig bedstemor? spurgte han med et lille smil.
Ja, du må kalde mig bedstemor, Emil. Sov godt.
Sidsel sad ved vinduet længe og tørrede de sidste dråber af, mens Emil sov i sin lille seng.
Årene gik, og en morgen vågnede Emil tidligt. Han sprang ud af sengen, strakte sig, og duften af friskbagte wienerbrød kom fra køkkenet. Han gik ind og så Sidsel stå ved bordet.
Bedstemor, hvad laver du så tidligt? spurgte han og smed et kys på hendes kind.
Jeg kunne ikke sove, så jeg tænkte, at I ville vågne, og så kunne jeg bage en lille godbid til jer. Kom, jeg hælder dig en skål med varm mælk. Når det bliver tid, kan vi måske tage en tur op i skyerne sammen, når du er klar, svarede hun med et glimt i øjet.
Så gik de ud for at nyde de nybagte småkager, mens solen stod op over København.
