Flygte ud til verdens ende
– Annemette! Annemette, hører du overhovedet, hvad jeg siger?
Stemmen kom inde fra køkkenet, maste sig gennem den tætte morgenhvile som en mørkeblå nål igennem lagnet. Annemette Jørgensen slog øjnene op og stirrede mod loftet. Revnen over højre hjørne var blevet en anelse længere. Den havde været der så længe, hun kunne huske i hvert fald tyve år. Dengang tænkte hun: Det skal jeg fixe. Det blev aldrig fixet.
– Annemette! Skal jeg brygge min egen kaffe?
Trettenoghalvtreds. Det er vigtigt, tænker hun især om morgenen for ellers forstår man ikke, hvordan så meget kunne nå, både at ske og ikke at ske. Trettenoghalvtreds, hvoraf de tredive er begyndt med den samme stemme fra køkkenet. Før, i begyndelsen, rejste hun sig altid let. Nogle gange med et smil. Det virkede rigtigt og hyggeligt: Nogen ventede på hendes kaffe. Nogen havde brug for hende.
Nu ligger hun bare i sekundet mere og ser på revnen.
– Jeg kommer, siger hun til loftet.
Linoleumsgulvet er koldt. Oktober. Radiatorerne er endnu ikke tændt ordentligt op, og kulden ligger under hendes fødder på den måde, som hun kender helt ind til marven: først højre fod, så venstre, et kort ryk hen til hjemmeskoene. De står altid ved sengen. Hun sætter dem der hver aften, uden at tænke over det.
Poul sidder i køkkenet i undertrøje og scroller på sin telefon. Stor, lidt klodset, med få hår redt hen over issen. Koppen foran ham er tom og venter.
– Nå. Så kommer familien Kold snart, siger han uden at kigge op. Klokken seks. Husk at stryge min blå skjorte den med ekstra knapper og lav en ordentlig middag, ikke bare noget hurtigt. Karen Kold ser altid, hvad vi serverer.
Annemette tager kaffekanden frem. Hælder kaffe op. Tænder for gassen.
– Hører du mig?
– Jeg hører dig, Poul.
– Du siger aldrig noget. Så ved man aldrig, om du har forstået det.
Kaffen begynder at boble. Hun følger den mørke, blanke skum og tænker på, at hun i nat drømte om havet. Ikke et bestemt hav bare havet: bredt, grågrønt, med hvide skumstriber på toppen af bølgerne. Og lugten. Lugten af barndom, fra den ene tur med moster Gerda til Løkken. Fugt, salt, en snert af tang og noget andet, der ikke kan forklares, men som får en til at trække vejret dybere, som om lungerne endelig folder sig helt ud.
– Annemette! Lad nu være med at brænde kaffen på.
Hun tager kanden af, hælder op. Sætter koppen foran Poul.
– Skjorten stryger jeg efter morgenmaden.
– Gør det nu, mens jeg barberer mig, så det er klaret.
Han tager koppen og går ud på badeværelset, og kort efter summer barbermaskinen med den kendte, monotone lyd. Syv minutter, præcis. Hun har tjekket det engang.
Annemette bliver stående ved komfuret.
På væggen over køleskabet hænger afrivningskalenderen. Attende oktober. Hun stirrer på tallet og tænker, hun ikke kan huske et eneste attende oktober. De glider allesammen sammen: kaffe, skjorte, aftensmad, gæster, rengøring. Rundt og rundt og nederst i bunden, som en femmer i et brøndhul, hviler noget, der er hendes eget, men som hun ikke længere tager frem.
Hun tegnede som ung. Folk sagde, hun var god. Læreren på lærerseminariet, den strenge Viggo Lund, holdt engang hendes akvarel op, betragtede den længe og sagde: Du har blik for farver, Jørgensen. Det er sjældent. Hun var tæt på at komme ind på kunstakademiet. Men så mødte hun Poul, og så blev det bare ikke til noget: Først var der ikke tid, så kom Sofie til verden, så flytning, så renovering, så endnu en omgang istandsættelse. Malingen blev pakket væk i pulterrummet, penslerne tørrede ind, og pulterrummet blev til opbevaring for alt muligt, ingen brugte.
Barbermaskinens summen fortsætter bag væggen.
En pludselig træthed rammer hende ikke den, der følger efter hårdt arbejde, men en anden. En, der sidder bag ribbenene og ikke forsvinder, selv ikke med søvn, ferie eller snak over kaffe. Fru Nissen på femte sagde engang: Annemette, du skal passe på dig selv. Men hvad betyder det at passe på sig selv? Annemette grinede dengang: Det har jeg ikke tid til.
Ikke tid. Tredive år uden tid.
Hun tager strygejernet frem. Finder den blå skjorte på anden hylde, der hvor Poul altid har pænt tøj liggende. Lægger den ud på brættet, tænder for jernet og venter på, det varmer op. Udenfor er oktoberlyset gråt; gårdmanden fejer blade på asfalten, og lyden blander sig med barbermaskinen og den lille lyd indeni, som Annemette for længst har vænnet sig til at overse.
Moster Gerda døde for tre år siden. Hun efterlod sommerhuset ved Løkken et lille, træhus med veranda næsten direkte ud til Vesterhavet. Poul sagde: Det er et gammelt rønne. Det koster at sætte i stand vi kan lige så godt bare sælge. Men de fik det aldrig solgt. Ingen købere. Og Annemette kunne ikke få sig selv til det. Noget holdt hende tilbage: Måske den havlugt fra drømmen. Måske Gerdas stemme: Der er så stille, Annemette, at du først bliver bange men så mærker du, det er den stilhed, du altid har manglet.
Strygejernet er varmt. Hun stryger over ærmet men stopper pludselig.
Barbermaskinen summer stadig. Syv minutter. Hun har syv minutter.
Tanken kommer ikke som et valg, men som noget, der længe har ligget klar. Op til overfladen, ligesom en korkprop dukker op af vand den har altid været i hende, først nu ser den dagens lys. Annemette sætter strygejernet, mærker efter. Hører, hvad det er, der nu dukker op.
Så går hun ind i soveværelset.
En lille kuffert står i pulterrummet den, hun brugte til at besøge moren i Randers. Hun tager den hurtigt, lydløst. Et sæt tøj, en varm trøje. Dokumenterne i øverste skuffe i kommoden: pas, skødet på sommerhuset gemt for Poul, egne penge på et kort. Ikke meget, men nok.
Hænderne ryster ikke. Hun havde forventet, de ville.
Hun tager mobilen og bestiller en taxa til lufthavnen. Otte minutter. Annemette klæder sig på stille: Frakke, støvler, det mørkeblå uldtørklæde hun selv har strikket, med grå striber. Tasken over skulderen.
I køkkenet bliver hun stående et sekund. Ser på skjorten, der ligger glat på brættet. Strygejernet lunkent. På bordet: Pouls kaffekop, og en tallerken fra i går, ikke vasket op.
Hun efterlader ingen seddel. Overvejer det, men lader være.
Yderdøren lukker stille. Elevator ned til stueetagen. Taxaen er der allerede en anonym lys bil med tern på siden. Chaufføren, omkring de fyrre, spørger ikke om noget, kører bare.
Byen udenfor er søvnig; lyskryds blinker gult, butikker åbner, en kvinde i rød frakke trækker sin indkøbstrolley hjem fra torvet. Annemette ser ud dette, hun har set tusind gange: gader, lyskryds, by. De har aldrig før føltes så fremmede og så hjemlige på én gang.
I lufthavnen køber hun billetten til Aalborg nærmeste på kort varsel. Det koster. Hun betaler med kortet, uden tøven.
Flyet letter, og fra vinduet ser Annemette, hvordan de grå tage forsvinder i disen. Hun tænker, hun burde gå på toilettet. Hun skulle have taget mad med. Hun skulle måske have strøget skjorten.
Telefonen vibrerer.
Poul. Allerede anden gang på ét minut.
Hun tager den.
Hvor er du? Hans stemme har den der kant, som når noget går galt: hård, brummende, som en gammel motor, der er ved at koge. Skjorten er ikke strøget. Hvor er du overhovedet?
Jeg er i et fly, Poul.
Stilhed. Tung.
Hvad mener du, du er i et fly? Kolde er på vej. Karen har skrevet, de kommer tidligt. Hvor har du stillet maden?
Jeg har ikke lavet mad. Jeg er taget afsted.
Annemette Der er grænser. Sig hvor du er på vej hen, og hvornår du er tilbage.
Annmette ser ud. Under vingen driver skyerne hvide, tætte som flødeskum. Hun har aldrig før fløjet over skyer. De er hvidere, end hun huskede.
Poul, jeg er rejst. Jeg kommer ikke tilbage. Lev dit liv jeg vil gerne prøve mit eget.
Lang stilhed. Han taler igen hun hører alting: vrede, forvirring og noget barnsigt i stemmen, han sikkert ikke selv kan høre. Han taler om lejligheden, pengene, siger hun er blevet sindssyg, for gammel til det der, og om Sofie, deres datter.
Annmette lytter stille. Ingen vrede, ingen tårer, kun en rolig fornemmelse: Ordene glider forbi som regn mod et lukket vindue.
Poul, siger hun, da han stopper for at trække vejret. Jeg hører dig. Undskyld. Men jeg kommer ikke hjem.
Hun lægger på. Piller simkortet ud, kigger på det et øjeblik, slipper det ned mellem sæderne og lægger telefonen væk.
Manden ved siden af kigger kort, vender tilbage til sin avis.
Annmette læner sig tilbage og lukker øjnene. Noget bag ribbenene løsner sig, noget der har været stramt i årevis.
***
Løkken byder hende velkommen med regn. Fin, vestjysk regn, der ikke falder, men hænger mellem husene med duften af tang og salt. Fra Aalborg tager hun en bus, lille og gammel, dugget for ruderne; fra stoppestedet går hun til huset med kufferten svingende.
Gerdas lille sommerhus står for enden af en vej. Falmet grønt. Havelågen knirker, verandaen hælder til højre. Nøglen den sammen med kæden fra garagen glider i låsen.
Inde dufter der, som kun et sommerhus kan: fugtigt, træ, noget sødt og gammelt. Annemette går ind. Et bord, to stole, en jernseng med stribet madras. I vinduet hænger linnedgardiner moster Gerda hængte op og aldrig tog ned. Bag glasset: havet, tæt på, bare forbi vejen og de små fyrretræer.
Hun står længe ved ruden.
Så åbner hun vinduet. Den fugtige, salte luft vælter ind som en gæst, hun har ventet på. Annemette trækker vejret helt ind og mærker, hvordan noget begynder at sitre i halsen ikke gråd, rigtigt, men det, der kommer når man når frem: Man sætter sig, og ved, man er fremme.
Hun græder til sidst. Står stille og græder uden lyd, lader tårerne løbe, ikke af sorg, men noget andet, uden navn.
Udenfor hører hun skridt og banken.
Hun tørrer ansigtet, åbner døren.
På trappen står en mand, omkring tres, kraftig, i gummistøvler og regnjakke, i hånden har han noget pakket i avis.
Davs, siger han. Du må være Gerdas niece? Jeg bor ligefremme. Jeg hedder Vagn Sørensen. Jeg fodrede katten da Gerda blev syg. Katten fandt et nyt hjem, bare rolig. Jeg har fanget lidt rødspætter til dig friske.
Tak, siger Annemette, stemmen let hæs. Jeg hedder Annemette.
Jeg kan se slægtskabet øjnene. Bliver du her permanent, eller bare for at se det an?
Hun overvejer et sekund.
Jeg bliver.
Vagn nikker, som om det er det mest naturlige i verden. Rækker hende fisken.
Kan du tænde op i ovnen? Der er brænde i skuret, jeg lagde det før efteråret. Råb, hvis der er brug for hjælp.
Hun kan næsten. Som barn så hun tit sin bedstemor tænde op. Nu tager det en halv time, men det lykkes. Brændet er tørt og let varmen fordeler sig i stuen, ikke som radiatorvarme det her er ægte. Man mærker det i kinderne.
Om natten ligger hun under et tyndt tæppe på den stribede madras og lytter til havet udenfor tæt, bag fyrtræer og vej. Dets lyd som en stor sovende: Bølgeslag, pause, træk igen.
Hun tænker ikke på Poul. Ikke på Sofie. Ikke på lejligheden, eller hvad naboerne vil sige, eller om Karen Kold sidder og undrer sig over hendes forsvinden. Hun lytter bare til havet, tænker på at lufte tæppet i morgen, reparere trappen, og at Vagn virker flink.
***
Dagene i Løkken er anderledes end i byen. Ikke hurtige, ikke langsomme bare deres egne. Annemette står op, når lyset vågner, brygger kaffe på en lille kogeplade, Vagn har lånt hende, indtil gassen kobles til. Hun sidder i vinduet og ser lyset forandre sig over havet.
Den første uge river hun gamle tapeter af væggen, vasker, lufter ud finder solide trælister under, mørke og stærke. Køber lidt ind på torvet: kartofler, løg, rugbrød med kommen det dufter så meget i den lokale bager, at hun altid stopper op bare for at trække vejret.
Vagn kommer forbi. Hjælper med verandaen, retter lågen op. Han taler ikke meget, men netop dét sætter Annemette pris på. Hun har levet med en mand, der altid talte forbi, ikke til.
En dag står han med lærred og farver.
Gerda sagde du malede, siger han nøgternt. De her skal du bare tage.
Lærredet lidt gulligt, grundet. Tube med farver, et par pensler. Lugten af terpentin sender hende straks tilbage til seminariet, det klasselokale med masser af dagslys, staffelier.
Jeg maler ikke længere, siger hun.
Så gør du det nu, siger han, og forsvinder.
To dage går hun udenom lærredet. Tredje dag tager hun det op. Holder penslen den er god, blød i hårene, lidt slidt, men stadig fin.
Hun begynder med skitsetegning. Bare det hun ser udenfor: havet, fyrretræerne, grå himmel. Det bliver ikke godt. Hverken vandet, himlen eller proportionerne. Men der er noget i det. Nok til, at hun sidder der længe og glemmer både sult og stive ben.
Senere står hun på stranden med skitseblokken. Tegner sten, måger, en gammel fiskerjolle på hovedet. Hænderne husker, hvordan. Først tøvende, så mere sikkert.
Vagn ser hendes skitser en dag.
Ikke dårligt, siger han. Du mærker formen det er ikke let.
Er du selv kunstner?
Kun lidt for sjov.
Må jeg se?
En dag, smiler han først skal du vise mig dine.
Samtalerne begynder: først om maleri, så bøger, så alt muligt. Annemette kan ikke huske sidst hun bare har talt sådan uden fornemmelse af pligt, bare lyttet og talt tilbage. Poul talte de ikke længere med, kun om det praktiske. Med Sofie telefonerede de kun, og det var mere status end samtale.
En morgen lyset over havet lunt og blødt tager hun det store lærred frem. Hun maler uden at tænke. Blander farver, ser ud over havet, lægger lag, mixer med fingerne. Pludselig bruger hun hele håndfladen, mærker farvens kolde, levende kraft: blå, grå, grøn og pludselig varm ravgul lige over horisonten.
Da hun ser på klokken, er det blevet eftermiddag. På lærredet er havet levende, ikke pænt, men sandt. Og den gulorange stribe lyser indefra, som om hun har malet med noget andet end farve.
Døren knirker. Vagn kommer ind med to krus te, sætter dem på vindueskarmen og stirrer på lærredet.
Der kan du selv se, siger han.
Teen er stærk, sød. Præcis, som det skal være.
***
Sofie kommer efter tre uger. Annemette ser hende nede ad vejen, med stor taske, bysko, alt for fine til de ujævne fliser. Hun er høj, mørkhåret, med Pouls ligefremme ryg og hans blik: krævende, lettere såret.
Annemette åbner døren.
Hej, Sofie.
Hej. Ved du overhovedet, hvad du har gjort?
Kom ind.
Mor, far klarer det ikke. Han havde tårnhøjt blodtryk. Jeg kan ikke drøne herop fra København hele tiden jeg har arbejde, børn, du forstår vel?
Jeg forstår. Kom og spis lidt.
Jeg vil ikke spise, jeg vil vide, hvad du laver! Sofie kommer ind, kigger på de træbeklædte vægge, brændeovnen, det enkle bord. Skal du bo her sådan?
Ja.
Mor Sofie sætter tasken, der er gråd og vrede i stemmen Hvad er der galt? Er du syg? Sig det til mig!
Nej. Jeg har det fint.
Hvad mener du? Du har efterladt far, huset, hele dit liv! Far ringer hver dag han taler om skilsmisse, om, at du ingen ret har til lejligheden, når du rejser. Hvis han sælger
Sofie. Annemette siger det roligt. Noget i stemmen får Sofie til at standse. Lad ham sælge. Jeg skal ikke bruge lejligheden.
Sofie er stille et øjeblik.
Vil du spille ung nu? Det er pinligt. Hvad vil folk sige?
Annemette svarer ikke. Hun tager hende i hånden, ind i stuen, hvor billedet står på staffeliet.
Sofie stopper.
Dagslyset falder anderledes. Maleriet er levende: havet, tungt, grønblåt, med hvidt skum. Himlen næsten hvid, kun ude i horisonten den varme ravfarve.
De står længe, Annemette ser ikke på datteren, kun på billedet.
Se, Sofie Det er mig. Ikke jeres hushjælp. Mig. Og jeg har ret til det her. I kan beholde lejligheden, jeg skal ikke have noget.
Sofie svarer ikke straks. Hun stirrer, ansigtet forandrer sig: først yderst, så i blikket, som vejret på himlen inden regn.
Har du selv malet? siger hun til sidst, blødt.
Ja.
Du malede da aldrig før.
Før du blev født, gjorde jeg. Så stoppede jeg.
Sofie træder et skridt tilbage. Kigger, som om hun ser noget uventet.
Det er smukt, siger hun. Som modvilligt.
Det ved jeg.
De hører en måge udenfor. Gardinet vifter i brisen.
Jeg skal tilbage. Bussen går fem.
Jeg følger dig.
De går sammen, tavse. Ved stoppestedet ser Sofie på sin mor, blikket nu fuldtud blødt og usikkert.
Mor Det tager måske tid for far. Men jeg vil prøve forklare det for ham.
Det behøver du ikke. Han er voksen, siger Annemette roligt.
Sofie sukker, og omfavner hende hurtigt. Annemette holder om hende, indånder den velkendte lugt næsten som dengang hun var lille.
Undskyld os, mor. For alt.
Skynd dig, før bussen kører.
Sofie går. Ser sig tilbage. Går ombord.
Annemette står, følger de røde baglygter vinden fra havet er kold, men ægte. God.
***
November i Løkken er barsk og vidunderlig. Ingen turister. Byen bliver mere sig selv, indadvendt, stille. Fiskerne sejler ud før daggry, vender hjem til middag. Bageren dufter af brød og kanel. Om aftenen lyser vinduerne gult, hjemligt, så hun kan ikke huske, hun sidst har set noget mere fredeligt.
Hver dag arbejder Annemette videre. Hun har nu fem lærreder, hvert bedre end det sidste. Vagn kommer forbi, siger lidt, nøje, men altid brugbart. En dag har han en gammel bog om farveteori med, hun læser den ved brændeovnen om aftenen, skriver noter. Det er en ny fryd: at lære, bare for sin egen skyld.
På torvet køber hun ler. Bare for at prøve. Hun sidder med klumpen, først uden mål. Leret er sejt, stritter imod, men varmes, bøjer sig. Snart former hun en lille, skæv jolle med egne, stive fingre.
Hun griner af sin jolle, sætter den i vinduet. Vagn ser den, nikker:
Den er bedre, end du tror.
Det er en skæv båd.
Nej, det er en ærlig båd. Ikke alt skævt er dårligt.
Nu er du filosof.
Lidt. Har du mere ler?
Det viser sig, han også har formet ler en gang, i ungdommen. De arbejder sammen ved bordet, i rolig tavshed med spredte ord sådan en stilhed, der kun er god.
Annemette tænker, at hun ikke vidste, det fandtes. Eller måske har glemt. Eller bare aldrig lagt mærke til, at det var dét, hun savnede: Tavshed, hvor man bare kan være.
Kort efter jul kommer brevet fra advokaten: Poul søger skilsmisse. Hun folder papiret sammen, lægger det væk, ringer til en advokat, en ung kvinde i Aalborg. Hun siger: Annemette har ret til halvdelen. Annemette svarer:
Jeg vil ikke have noget. Han må gerne beholde det hele, bare uden ballade.
Advokaten tier.
Er du sikker?
Helt sikker.
Det overrasker alle undtagen Vagn. Hun har tænkt det igennem: Lejligheden er fra det gamle liv. Hvis hun tager en bid af det, skal hun alligevel tilbage om ikke andet i tankerne. Og dét vil hun ikke.
Sofie ringer efter en måned. Hun taler lavt, spørger til huset, kulden, tingene. Fortæller, at Poul har kølnet af. At hun har talt med ham, at han er vred, men mere træt end før.
Mor, siger Sofie, varsomt. Kunne du male et billede til mig også? Noget med havet. Jeg vil hænge det op.
Annemette smiler.
Selvfølgelig.
Virkelig?
Ja. Når du kommer til påske, får du det med.
Sofie er stille. Så siger hun, næsten umærkeligt:
Jeg er glad for, at du er deroppe. Det tog tid, men jeg er glad.
Annemette leder længe efter ordene. Så svarer hun bare:
Det er jeg også.
***
Vinteren lægger sig stille. En morgen ligger sneen på fyrnåle og verandabrædder, havet er ikke gråt men dybblåt, en farve uden navn som stål tilsat indigo, glødende indefra.
Annemette maler havet om vinteren hendes bedste billede, hun ved det straks.
Vagn ser på det, siger kun:
Det skal du udstille.
Nu må du ikke være fjollet.
Jeg mener det. Aalborg har et lille galleri. Ejeren tager gerne lokale folk. Jeg kender ham.
Jeg er ikke en rigtig kunstner.
Annemette, du har lavet seks værker på to måneder to er gode, en er virkelig god. Det er lokalt. Accepter det.
Det gør hun modstræbende, men dog.
Hun tager til Aalborg med tre lærreder. Galleriejeren, lav, gråhåret, ser på dem, længe. Han tager alle tre.
På vejen hjem tænker hun, måske ligner det ikke rigtig succes. Der står ikke noget i Damernes eller weekenden, ingen laver video om det. Det er bare en kvinde på trettenoghalvtreds, der fragter tre billeder til et lille galleri i Nordjylland. Helt enkelt.
Men da hun kommer hjem, dufter træ og hav, hendes egne skitser fylder bordet, den krumme lerjolle i vinduet. Hun er fuldstændig rolig på den måde man kun er, hvor man hører til.
***
Februar kommer med storme. Nætterne larmer, huset ryster under brølet fra havet som et stort, dunkende hjerte. Annemette frygter det ikke. Hun vænner sig til alt: Ingen råb fra køkkenet om morgenen. Dagen bestemmer hun. Står op, når hun vil, spiser, hvad hun vil, tavsheden i huset er god og levende, ikke hul, sådan som hun og Poul oplevede den, når de sad i hver sit værelse uden at dele andet end træthed.
Tilvænningen gælder også Vagn. Han kommer dagligt nogle gange kort, andre gange hele aftener. De taler om bøger, kunst, havet, barndommen. Han fortæller om sin afdøde kone, hun om moster Gerda. Nogle gange sidder de bare med te under verandaen og ser på Vesterhavet. Det er godt bare godt, uden forbehold.
Hun maler hans portræt engang, uden han ved det lidt blødere, mildere. Hans blik rammer præcist: roligt, venligt, med det smil hun kender, når han rammer det vigtige med ord uden at gøre stort nummer ud af det.
Portrættet gemmer hun væk, ikke af skam, men fordi noget skal stå lidt.
Skilsmissen er færdig i marts. Sofie ringer, lyder skyldbetynget:
Mor, alt er ordnet. Lejligheden er hans. Er du sikker
Ja, det er helt rigtigt. Jeg fortryder ingenting.
Det er sandt.
***
Marts går på hæld. Sneen smelter, havet bliver klarere, luften får grønne toner. Mågerne returnerer med deres larmende glæde.
Annemette sidder på verandaen, en kop citronte foran sig, skitseblokken i skødet, men hun tegner ikke. Fyr troner bag gelænderet, vejen dernede, stranden, havet og sidst horisonten, hvor solnedgangen nu skaber lag på lag af varme farver.
Stolen ved siden af knirker Vagn sætter sig, tager hendes blok.
Her, siger han og prikker på en side, horisonten hælder lidt.
Jeg så det ikke, da jeg tegnede.
Det er fordi, du kiggede på vandet, ikke linjen. Det gør ikke noget.
Er det dårligt?
Det er dit sådan gør nogen bevidst. Du har det naturligt.
Hun tager blokken, ser på skitsen. Hældningen giver mening nu.
Solen sætter ild til vest, himlen rosa, orange, og på horisonten den varme, levende farvestribe, hun har ledt efter i ugevis.
Vagn lægger blyanten:
Annemette, fortryder du noget lejligheden, det gamle liv?
Hun ser ud over havet. Bølgerne svarer med dyb lyd, mågen skriger, en hund gør et sted.
Se på den stribe, siger hun og nikker ud mod vest. Sådan en har jeg ledt efter som farve hele livet.
Vagn studerer solnedgangen, siger efter en pause:
Det hedder lys okker med zinkhvidt, men i din version også lidt kadmium.
Kadmium, gentager hun.
Bare en dråbe ellers taber du varmen.
Hun nikker. Skriver i hjørnet af blokken: lys okker, hvid, dråbe kadmium. Ser på solnedgangen, på sin note. Smiler let.
Havet mørkner. Den varme farvestribe holder endnu stand. Annemette holder om sin kop, mærker varmen. Hun tænker, i morgen sætter hun det store lærred frem, det der endnu er tomt. Hun vil male det akkurat det før det forsvinder fra hendes hukommelse.
Og farven skal hun nok finde.
