Kirsten ser sin svigerdatter, Mette, med et køligt blik. Det er ikke den sædvanlige svigermorsvigerdatterkonflikt, hun hader hende blot, uden grund.
Hvorfor skulle hun så elske den her forvirrede pige? Når Mette taler, lyder hendes stemme som en gammel vandpibe, det ene øje er skævt, ansigtet er småt og dækket af grå hår, så som en tåget morgen. Hendes hår hænger som en hestekø, hårdt og langt, hænderne er som pinde, benene som træstammer, øjnene vandige og skinnende
Kirsten kan simpelthen ikke holde af Mette, hun falder hende ikke i øjnene.
Peder, hendes søn, kommer hjem fra fjernbyerne, hvor alting ligner hinanden. Han har fundet en lille, sortøjet pige med blødt, lærklædt hår en pige så klar som nyhøstet hvede. Hun er Lise, en ung kvinde fra nabobyen, som Kirsten tror vil blive hendes svigerdatter. Lise er livlig, sangfuld og allerede beskæftiget som syerske. Det er en god pige, siger Kirsten, jeg vil have hende i familien!
Hun har allerede aftalt med Jens, Lises far, at de skal blive slægt. De venter kun på, at Peder vender hjem fra militæret, så brylluppet kan finde sted. Lise er ung, men uskyldig hun har lige forladt forældrenes hus og er klar til at gå ind i ægteskabet.
Kirsten drømmer om, at Lise skal blive en god husmor, som en høst af højt mod. Hun bager kager, slår smør, alt for at behage sin kommende svigerdatter. Hendes fem børn fire døtre og den yngste søn, Peder, kaldes Panason. Tiden er hård, manden er væk, så Kirsten står alene med børnene
Men de holder sammen. Huset er solidt, de sælger deres afgrøder med lastbiler, og alt er i orden. Kun Panason mangler en brud, og Lise passer perfekt. Hendes mor, Katrine, har altid ønsket drenge, men får i stedet en datter, som nu er den yngste i familien.
Alt går til Lise, alle dyr og marker falder til Panason. Døtrene har fået deres del, og Kirsten behøver ikke længere noget. En lille krog i gården tildeles de unge, så de kan sidde ved bordet og nyde livet.
Kirsten forestiller sig at drikke te med sin svigerdatter, tale om de to gårde, der skal smelte sammen til én. Måske vil de endda bo under samme tag, bare for at varme den kolde stue.
Hun drømmer som et barn, ser sig selv løbe på en mark med åbne arme, mens en sortøjet dreng med vinden i håret råber: Bedstemoder, kom her!
Hun vågner, smiler og tænker på sin barnebarn, som hun så i drømmen en mirakuløs vision.
Hun venter på Panason, håber han snart kommer hjem.
Han ankommer ikke alene, men med sin nye brud, en slank, høj kvinde fra byen. Hendes hår er som en tråd, øjnene er klare, kinderne røde. Mor, dette er Katja, siger han.
Kirsten falder om på gulvet, forvirret. Hvad? Du har allerede en brud? råber hun.
Vas, nabogutten, griber hende om øret. Hvad skriver du til Panason, mor?
Som du sagde, jeg skrev, svarer hun. Om bruden, ja om Lise? Jeg skrev ja, men Vas snubber. Den lille Lise er kun femten år, og du tror, hun er en ægte hustru? Peder er allerede gammel, og Lise er kun et barn.
Kirsten bliver tavs. Det er en gammel tid, men lad os se, hvad folk siger. Nu må vi holde os til loven.
Vas græder: Du slår mig i øret, men hvad vil du have? Han stikker ud med et smil og siger, at han vil tale med Panason.
Panason vender sig om. Mor, har du fået mine breve fra fronten?
Ja, mor, jeg får dem hver uge, svarer hun.
Og Lise? Jeg skrev om hende, at hun vil blive læge i byen, behandle folk, og jeg støtter hende.
Læge? Hvem? spørger Kirsten, forvirret. Hvorfor skulle hun gifte sig med mig?
Med Lise, min søn, svarer Panason.
Med Lise? Hvilken Lise? Jeg har allerede en kvinde, Katja, der er min lovlige hustru. Du ved, at ægteskab med en anden er forbudt i loven. siger Kirsten.
Panason protesterer: Mor, du forstår ikke! Katja er min kone, men jeg elsker også Lise. Jeg vil have dig til at kaste Lise ud, så jeg kan gifte mig med Katja.
Kirsten falder på knæ, beder Gud om at kaste Katja ud, så hun kan gifte sig med Lise. Gør, hvad du vil, men lad mig have min søn til en god kvinde.
Panason bliver vred, men han er træt. Jeg elsker Katja, hun er læge, hun vil åbne en klinik i landsbyen, så vi har en læge her. Han løber ud af huset.
Kirsten sidder i smerte, mens Katja, hendes nye svigerdatter, hælder vand på sin tunge. Hun smiler og ser på den lille Lise, som nu er væk.
Månedene går, men børnene i Panasons hus er få. Kirsten føler sig alene, men hun holder gården i live. Hun sender sine døtre til markedet med kårer, og hun sørger for, at alt bliver leveret med vognene.
Kun Panason mangler en brud, så Lise er perfekt. Hendes mor, Katrine, har altid ønsket drenge, men nu har hun en datter, som skal blive svigerdatter.
Når Lise ankommer til gården, tager hun over med køkkenet, melken og alle dyr. Kirsten giver hende en lille plads, så hun kan sidde ved bordet med de andre.
Kirsten drømmer om at sidde med sin svigerdatter og drikke te, mens de taler om, hvordan de to gårde kan blive én. Måske vil de endda bo i samme hus og varme den kolde stue sammen.
Hun sidder og ser sine barnebørn lege i haven, mens hun tænker på de gamle dage. En sortøjet dreng med vinden i håret løber hen til hende og kalder: Kom, bedstemoder, kom her!
Kirsten vågner, smiler og husker sin drøm om barnebørnene. Hun venter på, at Panason skal komme hjem med sin brud, så alt kan blive som det skal.
Panason ankommer med Katja. Hun er høj, tynd, med hår som sølvtråd og øjne, der glitrer som sne. Mor, det er Katja, siger han.
Kirsten falder om på gulvet igen, forvirret. Du har allerede en brud, men hvorfor så en anden? råber hun.
Vas, den unge nabegut, griber hende i øret. Hvad skrev du til Panason, mor? spørger han.
Som du sagde, jeg skrev om Lise, om at hun ville blive min svigerdatter, men nu har jeg lavet fejl, svarer hun. Vas ser på hende, og så skriger han: Den lille Lise er kun femten år! Du kan ikke gifte hende med Panason, han er for gammel!
Kirsten bliver stiltiende. Det er gamle tider, men vi må holde os til loven, siger hun.
Vas græder: Hvorfor slår du mig? Hvad vil du have? Han snakker med Panason og siger, at han skal komme hjem.
Panason vender sig om og siger: Mor, jeg har fået dine breve fra fronten. Jeg har også skrevet om Lise, at hun vil gå på lægestudiet i byen. Jeg støtter hende.
Kirsten spørger: Læge? Hvorfor vil hun gifte sig med mig? Panason svarer, Med Lise, min søn. Jeg vil have dig til at kaste Lise ud, så jeg kan gifte mig med Katja.
Kirsten falder på knæ og beder: Gud, kast Katja ud, så jeg kan gifte mig med Lise! Hun beder Panason om at gifte sig med Lise, men han er allerede med Katja.
Panason løber ud af huset, vred og træt. Kirsten sidder i smerte, mens Katja smiler og ser på Lise, som er væk.
Månederne går, men børnefamilien i Panasons hus er lille. Kirsten holder gården i live, sender sine døtre til markedet, og sørger for, at alt leveres med hestevognene. Kun Panason mangler en brud, så Lise er den rette.
Kirsten ser på Lise, der nu står i køkkenet og bager brød, smører smør og passer dyrene. Hun får en lille plads ved bordet, så hun kan sidde med de andre.
Kirsten drømmer om at drikke te med sin svigerdatter, snakke om, hvordan deres to gårde kan slås sammen til én. Måske vil de bo under samme tag og varme den kolde stue sammen.
Hun sidder i køkkenet, ser sine barnebørn lege, mens en sortøjet dreng med vinden i håret løber hen og kalder: Kom, bedstemoder, kom her!
Hun vågner, smiler og husker drømmen. Hun venter på, at Panason kommer hjem, så alt kan blive som det skal.
Panason vender endelig hjem med Katja. Hun er høj, tynd, med sølvhår og klare øjne. Det er Katja, siger han.
Kirsten falder om på gulvet igen. Du har allerede en brud! Hvorfor så en anden? skriger hun.
Vas griber hende i øret. Hvad skrev du til Panason, mor? spørger han.
Som du sagde, jeg skrev om Lise, men nu har jeg lavet en fejl. Den lille Lise er kun femten år! svarer hun. Vas stirrer på hende og råber: Det er ulovligt! Du kan ikke gifte hende med Panason!
Kirsten bliver tavs. Det er gamle tider, men vi må følge loven, siger hun.
Vas græder: Hvorfor slår du mig? Hvad vil du have? Han taler med Panason og siger, at han skal komme hjem.
Panason vender sig om. Mor, jeg har fået dine breve fra fronten. Jeg har også skrevet om Lise, at hun vil studere til læge i byen. Jeg støtter hende.
Kirsten spørger: Hvorfor vil hun gifte sig med mig? Panason svarer, Med Lise, min søn. Jeg vil have dig til at kaste Lise ud, så jeg kan gifte mig med Katja.
Kirsten falder på knæ og beder: Gud, kast Katja ud, så jeg kan gifte mig med Lise! Hun beder Panason om at gifte sig med Lise, men han er allerede med Katja.
Panason løber ud, vred og træt. Kirsten sidder i smerte, mens Katja smiler og ser på Lise, som er væk.
Månederne går, men børnefamilien i Panasons hus er lille. Kirsten holder gården i live, sender sine døtre til markedet, og sørger for, at alt leveres med vognene. Kun Panason mangler en brud, så Lise er den rette.
Kirsten ser på Lise, der nu står i køkkenet og bager brød, smører smør og passer dyrene. Hun får en lille plads ved bordet, så hun kan sidde med de andre.
Kirsten drømmer om at drikke te med sin svigerdatter, snakke om, hvordan deres to gårde kan smelte sammen til én. Måske vil de bo under samme tag og varme den kolde stue sammen.
Hun sidder i køkkenet, ser sine barnebørn lege, mens en sortøjet dreng med vinden i håret løber hen og kalder: Kom, bedstemoder, kom her!
Hun vågner, smiler og husker drømmen. Hun venter på, at Panason kommer hjem, så alt kan blive som det skal.
