Morten åbnede døren og gik ind i lejligheden. Han sagde ikke den sædvanlige: Mor, jeg er hjemme! Freja syntes det var mærkeligt, at han ikke smed sine støvler på gulvet, at den tunge vinterjakke ikke raslede, at han ikke pudsede rundt eller mumlede noget som helst.
Morten? Jeg har købt sild, kartoflerne er ved at blive færdige, snart spiser vi.
Stilhed.
Morten?
Freja greb hurtigt et køkkenhåndklæde for at tørre de fugtige hænder og gik ud i entreen. På første øjekast så hun, at noget var galt. Sønnen stod sløv, helt uden sig. Han løftede blidt blikket på hende, og Frejas hjerte sprang så meget smerte i hans øjne. Hun greb ham i kraven og spejdede ind i hans ansigt:
Har du slået dig? Er du blevet overfaldet?
Mmor Mor Der
Han krøllede sig sammen, mens tårerne truede.
Kom nu, sig det, du behøver ikke være bange!
Mor, der er en hund i skraldespanden. Den er såret. Skraldespanden er ikke bare en container, men en hulning under bygningen. Jeg ville hjælpe den, men den knurrede. Den kan ikke rejse sig, mor, og det er koldt udenfor. Der er affald ovenpå den.
Freja sukkede lettet; så længe Morten var i orden, var der håb.
Hvor er den? Ved vores bygning?
Nej, på en anden gade, på vejen til skolen. Skal vi gå derhen? Den har brug for hjælp!
Har du spurgt nogen voksne?
Spurgte, men ingen ville. De vinkede bare væk. sagde drengen og sænkede blikket.
Okay, Morten. Det er nu blevet sent og mørkt. Smid din jakke af måske er hunden bare træt og har lagt sig.
Nej, den kan ikke stå op.
Det lyder som en skygge i mørket. Lad os vente til morgenen. Hvis den stadig er der, så ringer vi til brandvæsenet eller politiet. OK? Tag dine hænder af is, klæd dig af hurtigt!
Morten slap modvilligt jakken.
Mor, hvad nu hvis den fryser til is?
Det er jo bare en hund, Morten, og jeg er sikker på, at den er en gadehund med en god pels. Den klarer sig.
Med tvivlen i maven gik Morten i badeværelset for at vaske hænder. Han holdt kolde håndflader under den varme vandstrøm og kunne ikke stoppe med at tænke på den bange, indklemte hunden i mørket, i hulen under skraldespanden, hvor affaldet faldt ned fra lejemålene. Hunden var en helt almindelig blandingshund med røde pletter ved kinderne. Hvor længe havde den ligget der? Hvorfor kunne den ikke rejse sig? Morten genoplevede mødet i detaljer, og det gjorde ham kvalmt og urolig.
Den aften pakkede de deres rygsække og gik ud på en gåtur med Morten og hans ven Jonas. Vejret var mildt for København, men en kølig brise holdt på, og sneen smeltede kun langsomt. De ville ikke gå hjem med det samme, så de skøjtede ned ad en bakke på små skøjter og gik rundt som om de var snowboardere. Pludselig besluttede de at tage en smal sti langs bygningen i stedet for fortovet. Det var her, Morten så et par glimtende øjne i affaldshullet. Først troede han, det var en kat. Da de nærmede sig, så de det en hund.
Hold mig i benene, så kan jeg nå den!
Morten lagde sig ved hullet og strakte hånden ned, men hunden knurrede.
Lad den være, lad os gå hjem, den sover der, sagde Jonas.
Hund, hund! Kom til mig! Tjutju, tjutju! råbte Morten, men den blæste ikke. Kom her, min ven, jeg hjælper dig! sagde han, mens han prøvede at nå ned.
Morten tændte lygten på sin mobil og skinnede ned i hullet. Hunden havde flere små bidmærker, og på bagbenen så man en stor såret hud. Sådan en lille sjæl kunne han jo ikke efterlade.
De næste halvanden time gik Morten fra forbipasserende mand til mand og bad næsten grædende om hjælp. Alle vinkede ham væk unge mænd, ældre herrer, pensionister. Selv Jonas gik fra ham, fordi han var sulten og måtte hjem. Folk sagde:
Hvorfor roder du? Lad den ligge, den kommer ud selv, når den vil.
Morgenen efter stod Morten op tidligt, meget før sin mor, Kirsten, der arbejdede i en børnehave og skulle på arbejde kl.7.
Tjek den, tjek den. Jeg er sikker på, den er løben væk, og du bekymrer dig for meget.
Morten sukkede, samlede sig og gik ned til hulen. I trappen under vinduet huskede han, hvordan han for et år siden fandt fire killinger i en papkasse. Sammen med sin mor havde de behandlet dem for lopper, fodret dem og fundet et kærligt hjem. Han havde altid haft et blødt hjerte for dyr to katte og en hund boede nu hjemme, og den første kat havde han taget med på armen fra en dyreinternat. Som barn havde han begravet en død due under et træ i en park. Hvis han så en gammel dame, der kæmpede med en tung indkøbspose, løb han straks til hjælp; hvis en ældre mand skulle krydse den travle vej, var han der med en hånd.
Han løb så hurtigt han kunne til affaldshullet. Håbet var, at hunden var gik væk eller klatret op, men den sad stadig fast. Hans hjerte sank.
Mor, se, jeg sender dig en video. Vi må gøre noget, vi kan ikke bare lade den der.
Kirsten tænkte straks på brandvæsenet. Hun lovede at ringe og ordne det, mens Morten gik til skole. Brandvæsenet svarede, men sagde, at de ikke håndterer sådanne sager, og henviste ham til skraldespandens ansvarlige. Telefonen til dem gav ingen svar. Morten ringede ved hver pause, men kun få hørte.
Hej, Nat, jeg er ved at løbe tør for idéer, sagde hun senere til en veninde. Morten har fundet en hund
Vennen foreslog at kontakte et dyreinternat. De fandt Det Blå Hus på nettet, og frivillige skyndte sig ud. Morten, der havde smuglet sig ud af sidste lektion, ventede ved hullet.
Han er her! råbte han, da de ankom.
En ung kvinde sprang ned med et tæppe, mens de andre holdt hende i benene. Hunden knurrede, men kunne ikke stå op den havde frosset fast ved jernsporet, fordi den havde tisset på sig i kulden.
Nå, du stakkels lille fyr, sagde en af hjælperne, mens han strøg den på hovedet. Den er flad som en plade!
De pakkede den ind i tæppet og lagde den på jorden, så den kunne trække vejret. Morten løb rundt som en gal, mens han undrede sig, hvad der skulle ske med hunden, der nu var så svag.
Se på den, redningsmanden! sagde han. Hvad sker der nu?
Det ser ud som om andre hunde har slagtet den. Vi tager den med til klinikken, så den kan plejes.
Hunden kunne først gå igen efter lang tid; såret på benet var alvorligt, og den var gennemkølet. Da den var flyttet til internatet, tog Morten og hans mor den med på midlertidig pleje. Kirsten var bekymret for, om de kunne klare endnu et dyr, men de boede kun sammen.
Mødestedet i aviserne hyldede Mortens handling, men han afviste titlen som helt.
Det er bare, hvad man gør, når man har en samvittighed, sagde han i et interview. Der er ingen heltedåder her. Folk er så ligeglad, at de små gestusser bliver til noget stort. Jeg gør bare det, jeg ville have, at andre ville gøre for mig.
Journalisten spurgte:
Hvad vil du ændre i verden?
At folk bliver venligere.
Han blev spurgt om fremtiden:
Jeg vil bli’ kynolog, så jeg kan arbejde med hunde. Jeg vil også blive frivillig, så jeg kan hjælpe både dyr og mennesker. Jeg har ondt af ensomme gamle mennesker, så jeg vil være deres ven.
Hvordan har Jack det nu? spurgte journalisten om hunden, som Morten kaldte Jack.
Godt. Vi har beholdt ham, han er nu vores hund. Jack! Kom her, dreng! Lad os vise far, hvad vi kan!
Jack løb straks til Morten, mens han lo:
Sidd, Jack! Læg dig! Kryb, min ven, kryb Åh, du er da bare en stjerne!
Morten er drengen med det sårede hjerte, for kun et såret hjerte ved, hvad roen er. Så længe der er lidelse omkring os, så længe folk er kolde og ligeglade, så længe dyr havner i nød, vil der være dem som Morten, med et hjerte fuldt af revner. Jeg håber, at flere får sådanne hjerter; så vil godhed regere på jorden, og vi vil alle blive elsket og aldrig glemt.
Kram til jer alle, mine kære. Jeg holder af jer.
