Tak, mor, sagde Mikkel, da han rejste sig fra køkkenbordet og gabte. Jeg går ud og kører en tur. Bare rolig, jeg passer på der er kun få biler i aften.
Du har lige købt en bil, så hele tiden er du på vej med den. Du er ved at blive gammel, Mikkel, nu skal du tænke på ægteskab!
Mor, lad mig ikke starte den, gik Mikkel hen til hende, lagde armen om hendes skuldre og sagde: Du ved, hvor meget jeg har drømt om min egen bil. Jeg tager bare en lille køretur, lader tanken slappe af, og så tænker jeg på familien. Helt ærligt.
Sådan er det. Du er næsten tretti, og du leger stadig med legetøjsbiler, sagde moren og strøg ham i håret. Så kom ud nu.
Mikkel gik ud af bygningen, gik hen til sin lille, men blanke, hatchback og fejede de bløde snefnug væk fra forruden.
Han havde haft lov fra faren til at bruge deres gamle familiebil i mange år, så han vidste, hvordan en bil skulle håndteres. Men han havde endnu ikke fået den fulde fornøjelse af at eje sin helt egen.
Han havde sparet op i årevis, så han endelig kunne vælge sin drømmebil. Nu kørte han hver aften gennem byen, sommetider tog han også ud på motorvejen. Hvis en bil stod fast, stoppede han og lagde en hånd på hjælpen uden at tage en øre.
Han satte sig bag rattet, drejede nøglen og lyttede tilfreds til motorens brummen. Så tændte han for radioen og kørte langsomt ud fra gården.
I lyset fra forlygterne glimtede snefnugene. Vinteren dette år var brat og tung, og efter et par dage lagde den sig som et hvidt tæppe over København.
Mikkel kørte uden bestemt mål gennem gaderne, indtil han så en ung kvinde med et lille barn i siden af vejen.
Han dæmpede radioen, stoppede og sænkede vinduet på passagersiden.
Skal jeg køre jer til Bygningernes Vej? spurgte kvinden, mens hun kiggede ind i bilen.
Hun var ung og sød.
Kom med, nikkede Mikkel og pegede på sædet ved siden af sig.
Hvor meget koster det? Det er jo en smule langt, sagde hun og lænede sig ind mod vinduet.
Bare rolig. Jeg tager ikke penge fra smukke damer, svarede han med et grin. Da han så, at hun rystede på hovedet, sagde han hurtigt:
Hvad med seks kroner? Gå bare ombord, grinede han.
Den unge kvinde åbnede bagdøren, lod den fem-årige dreng hoppe ind, og satte sig ved siden af ham. Mikkel drejede ud på hovedvejen.
Hvor mange heste har du? spurgte drengen bag ham.
Heste? gentog Mikkel. Det ved jeg ikke
Hvordan kan du ikke vide? spurgte den nysgerrige passager.
Når jeg købte bilen, valgte jeg den, fordi den så pæn ud og var behagelig at sidde i. Motorens kraft var ikke så vigtig for mig. Forstår du, dreng? sagde Mikkel alvorligt.
Jeg forstår, svarede drengen koldt.
Hvad hedder du, bilkyndige? lo Mikkel.
Søren. Og du?
Ah, jeg er Mikkel Jensen. Jeg kan desværre ikke ryste dit håndtryk, sagde han med et skævt smil.
Lad være, Søren. Ikke forstyrr din far, sagde kvinden.
Lad hende snakke. Din søn ser ud til at have et godt temperament, Mikkel kiggede i bakspejlet og mødte kvindens øjne.
Hans hjerte blev pludselig varmt og lyst.
Gadelamperne og butiksvinduerne skinnede i den kølige nat. Der var kun en måned til jul, men byen var allerede fyldt med en forventningsfuld stemning.
Stop ved den røde bygning derover, sagde kvinden fra bagsædet.
Skal jeg måske også køre til indkørslen? kiggede Mikkel i bakspejlet, men kvindens blik var rettet mod siden.
Mikkel holdt bilen foran den høje, ni-etagers ejendom.
Kvinden steg ud, holdt døren op, og ventede på drengen.
Søren, skynd dig lidt, skyndte hun ham.
Kommer du igen i morgen? spurgte drengen med en tårevædet stemme.
Jeg henter dig på søndag. Ingen grund til at græde. Jeg har travlt, så kom nu, sagde hans mor.
Søren gik langsomt og modvilligt op til døren. Mikkel hoppede ud af bilen.
Her, rakte kvinden ham seks kroner.
Mikkel tog pengene, foldede dem i halve og lagde dem i sin jakke.
Jeg gemmer dem som en slags lykkeamulet, sagde han alvorligt, mens han rakte hånden ud til Søren, som endelig kom op af bilen. Farvel.
Farvel, lagde Søren sin lille, varme hånd i Mikkels store håndflade.
Så er vi færdige. Bedstemoren har ventet, sagde kvinden og trak drengen med sig.
Et par skridt fra bilen vendte Søren sig om, og Mikkel vinkede.
Pludselig dukkede en mand op fra en parkeret bil i gården. Han kyssede kvinden på kinden, rakte drengen en hånd, men drengen vendte sig hurtigt væk.
Mor har en date, og drengen er jaloux. Sådan går det, når man kører med andres venner, tænkte Mikkel med et lille smil.
Mikkel satte sig i bilen, tændte radioen igen. Duften af parfume blandede sig let i kabinen.
Han kastede et sidste blik i bakspejlet, som om den unge kvinde stadig sad bagved. Men der var ingen.
Han blev træt af at køre, musikken blev irriterende, så han skiftede til en anden station.
Ansigtet på den unge kvinde forlod ham. Hun var almindelig, sød men hvad havde hun så ramt ham i?
For nogle år siden forelskede han sig i en ældre kvinde med en voksen datter. Han spurgte hende, om hun ville gifte sig, og bragte hende hjem for at møde hans mor.
Hun er ældre end dig og har et barn. Du er ung og flot hvorfor ikke finde en yngre dame? sagde hans mor, da han gik fra hende.
Hans mor bekymrede sig så meget for, at hun ødelagde hans lykke. Mikkel havde ingen seriøse forhold; han kunne lide piger, men ingen rørte ham så dybt som den ene, som senere giftes med sin ekskæreste.
Nu kørte han ofte forbi huset, hvor han engang havde kørt Søren og hans mor. Han kørte forbi gaden, hvor han havde sat dem i bilen, men så dem aldrig igen.
Han tænkte ofte på den tilfældige medpassager og hans søn. Han vidste adressen, kunne spørge i gården, og nogen ville nok sige, hvilken lejlighed hans bedstemor boede i.
Hvad ville han sige, hvis han kom på besøg? Måske havde hun alt i orden med manden, der ventede ved døren?
Og så kørte han rundt i byen, spejdede efter den unge kvinde i håb om et lykkeligt møde
De sidste dage før nytår. Moren gik i køkkenet, en smuk gran stod ved vinduet.
Mikkel vågnede, hjalp med at skære salater, fandt en kasse med festtallerkener i skabet. Da det blev mørkt, følte han, som om en usynlig kraft trak ham ud på gaden.
Mor, sneen falder, så smukt. Jeg tager en lille tur, ellers falder jeg i søvn før aftensmad.
Hvor skal du? mumlede moren i panik. Der er kun tre timer igen
Jeg er hurtigt tilbage. Bare rolig, svarede han og gik ud for at klæde sig på.
Snefnugene lagde sig som en hvid dyne på bilen. Mikkel satte sig i den afkølede kabine, tændte varmen. Byen var stille, gaderne tomme, kun de forsinkede fodgængere hastede mod deres nytårsmåltider.
I vinduerne glimtede julelys, folk forberedte sig på årets største nat.
Ved vejens kant stod en høj mand i en revnet frakke og råbte noget. Mikkel stoppede. Den stolte mand sprang ind i bagsædet.
Der klirrede i en taske. Da han gik ud, gav han Mikkel to hundrede kroner, selvom turen kun var kort.
Til festlige dage er folk ekstra gavmilde. grinede Mikkel, men tog pengene alligevel.
Senere kørte han en anden pige og hendes søn. De skændtes under hele turen, og Mikkel afviste deres penge.
Glade og taknemmelige takkede de ham flere gange, før de gik videre til en fest.
Mikkel kørte derefter den stille gade, hvor han før havde sat Søren og hans mor i bilen. Han så på vinduerne og forestillede sig, at en af dem måske sad ved bordet med sin søn og en anden
Han fortsatte den velkendte rute til Sørens bedstemor.
Pludselig så han dem! De gik hen imod ham på forten.
Han genkendte hende på den beige frakke og den strikkede hvide hue med pompon.
Ved siden af hende gik den triste Søren langsomt. Hans hjerte slog hurtigere.
Mikkel bremsede, steg ud af bilen. De stoppede også, så mistænksomt på ham.
I kan ikke huske mig? indså han.
Kom med. Jeg kan køre jer, hvor I vil. I dag har vi en særlig nytårspris gratis, sagde han.
De gik hen til bilen. Mikkel rakte hånden til drengen.
Hej, Søren.
Drengen så på sin mor, før han lagde sin lille hånd i Mikkels.
Glemte du dine handsker? Kom hurtigt ind i bilen.
Drengen og hans mor satte sig i bagsædet.
Kan I ikke huske mig? Jeg kørte jer her for en måned siden, sagde Mikkel og kiggede i bakspejlet på kvinden.
Hendes øjne var røde af tårer.
Så hvor vil du hen?
På stationen, svarede hun.
Søren sad stille, næsten uden stemme.
Der er mindre end en time til nytår. I kommer ikke nogen steder. Og hvorfor? Jeg ved ikke, hvad der er sket, men du skal ikke græde på en sådan aften. Hør mig, Søren? sagde Mikkel til drengen.
Vi var på vores bedstemor for at fejre, men så brød mor og far op, fortalte han stille.
Søren! afbrød hans mor.
Det sker. Ved I hvad? Vi kører slet ikke til stationen. Vent bare! sagde Mikkel, mens han holdt døren åben for kvinden, der var klar til at stige ud. Tænk på din søn. Han fryser. Lad ham ikke gå glip af en ny aften.
Hvad bekymrer dig min søn? Kør os til stationen, gentog hun.
Min mor har lavet så meget mad, at vi kan brødføde en hel by. Det er virkelig lækkert. Tro mig, jeg har smagt. Vi går hjem til mig, og så fejrer vi. Skal vi køre, Søren?
Ja! råbte Søren glad. Mor, skal vi?
Så lad os gøre det. Hvor skal I hen i nat? Min mor vil helt sikkert glæde sig. Alle tårer og skænderier skal vi lægge bag os i år, og i det nye år skal vi starte med et stort smil.
Mikkel skruede op for radioen.
Det er skæbnen. Hvad mere? Sangen er den samme. De siger, at mirakler ikke sker tænkte han.
Mikkel stoppede bilen ved huset.
Så hurtigt ud, vi har ikke så meget tid, sagde han.
Sådan! råbte Søren og løb først hen til indkørslen.
Mikkel åbnede lejlighedsdøren med sin nøgle og gik ind i gangen.
Mor! råbte han fra døråbningen. Vi har gæster! De vil have mad!
Der lød en raslen af tallerkener i køkkenet.
Kom ned, skyndte han gæsterne. Der er kun ti minutter til fest!
Et øjeblik senere kom Mikkels mor ind i køkkenet. Hun så på de fremmede og stod stille i overraskelse.
Hvem er det, min dreng? stammede hun.
Mikkel smilede skævt.
Det er min mor, Anna Jensen, sagde han. Og det er Søren og han så på den unge kvinde, uden frakke eller hue, blød, ung og utrolig smuk.
Line, sagde hun lidt akavet.
Mor, inviter venligst Søren og Line til bordet, råbte Mikkel muntert og førte dem ind i stuen.
Da alle satte sig ved det store nytårsbord, skruede Mikkel op for TV’et.
Jeg har altid haft en ekstra tallerken klar, sagde Anna Jensen med en tåre i øjet. Jeg kan ikke vænne mig til, at min søn er væk.
Mor, du er også her! Hvorfor græder I? Lad os smage på dine fantastiske retter!
Mikkel åbnede en flaske mousserende vin, hældte op og rejste sig fra bordet. Alle, også Søren, løftede deres krystalklare glas med saft.
Godt nytår! proklamerede Mikkel med et stort smil.
Med nye venner! sagde Søren med en fin stemme, og hele bordet brød ud i latter.
På nytårsaften sad fire fremmede ved samme bord.
Ingen af dem vidste, at deres skæbner fra nu af ville være flettet sammen for livet.
Og hver af dem fik præcis det, de havde ønsket sig.
