Den faldne hest
Da Josefine straks fik øje på hende, satte hun sig rank, rettede hurtigt kraven på sin lyseblå skjorte, børstede en usynlig fnug af sine mørke bukser, strøg hånden nervøst igennem den lyse page. Skulle der kæmpes, så måtte der kæmpes! Hvad kunne Line Sørensen dog have imod hende? Hvorfor overhovedet inviterede Line hende herhen, i denne dyre restaurant på Nyhavn? Skulle hun markere, hvem der var hvem vise, hvem der herskede, og hvem der stod udenfor? Som om hun ville sige: Hold nu på dig selv, Josefine, hvem tror du, du er?
Josefine havde allerede kigget på menukortet, som den hjælpsomme tjener havde skubbet ind foran hende. Han stod bag hende, klar til straks at hive notesbogen frem og skrive, skrive, skrive
Men hun bestilte kun kaffe. Det gjorde man nu sådan, hvis man ventede på nogen: bestilte en kop kaffe, lille og bitter, og trak sipperne ud, som om man kunne strække tiden.
Nervøs selvfølgelig. Skulle Line Sørensen, konen til hendes kæreste, en kendt og agtet dame i Københavns kulturliv, selv ringe og bede om et møde? Og så var det endda Josefine, der måtte vælge tidspunktet.
Fredag efter frokost passede fint. Hun kunne nå til frisør, få ordnet negle, vælge et lækkert ensemble fra Magasin, så Lines ægtemand, Jesper, ville forstå sit held.
Line trådte ind i et stilrent, lavendelblåt kjole, snittet til perfektion, et bælte markerede ét sted taljen, smalle handsker og ørevedhæng matchede. Ikke for at imponere Josefine nej, det faldt Line naturligt. Hun var en kvinde, og hun var opdraget til altid at være elegant, også selv om ungdommens lethed var forbi.
Josefine tømte koppen, kaffen var stærk og vred. Hun stillede stille og roligt sit lille porcelænskrus fra sig, mens tjeneren observerede, om hun mon ville have mere. Hun ønskede intet at drikke. I stedet fokuserede hun skarpt på Line Sørensens ankomst nervøs, og bange for drama midt i restaurantens pæne selskab. Hvad nu hvis denne rolige Line pludselig flåede hende i håret hvordan ville det ikke tage sig ud på forsiden af Politiken? Jesper ville ikke ligefrem sige tak.
Line og Jesper Sørensen boede i en enorm lejlighed ved Sortedam Dossering. Josefine havde aldrig været der; Jesper var kompromisløs: privat og hjemmeliv skulle aldrig blandes. Men sommetider fortalte han dog, at Line havde fået nyt møblement, at de havde installeret brændeovn og et enormt spabad, løftet ind med kran over altanen, fordi det ikke kunne komme op i elevatoren. Masser af planter havde hun også, fyldt hele hjemmet op fra gulv til loft med grønne potter, selv i entreen blomstrede eksotiske blade på Lines kommando.
Men Josefine misundte hende ikke. Hun havde sit lille lyse hjem på Østerbro, hvor Jesper søgte ro og varme, når stormene gik højt på hjemmefronten. I hendes hjem var der plads til kys, latter og tryghed de behøvede ikke lysekroner eller persiske tæpper for at være glade.
Ja, måske lysekroner havde Line; lejligheden lå på skyggesiden, og derfor måtte de altid have lys tændt spot og guldfarvet lampeskærm aldrig det kirurgiske hvide. Hjemmesyede tæpper og patchwork løbere prydede gulvene, tunge, enkle gardiner skjulte dem for nysgerrige blikke, varmede om vinteren og flygtede køligheden om sommeren.
Josefine kendte slet ikke den rigtige Line hun dømte hende som enhver velhavende mands kone, uden at tænke dybere
Da Line Sørensen hang jakken på en knage og så sig om, fandt hun straks Josefine, der hvidknugede sine hænder.
Nu bliver der skandale. Det bliver pinagtigt, dunkede det i Josefines hoved.
Josefine? Beklager, jeg kom lidt for sent, sagde Line, tog de store, pastelfarvede briller af og lagde dem på bordet, mens hun ventede, at tjeneren skubbede stolen ud for hende. Hun satte sig med en lille, formel nik.
Hvad skulle det være? spurgte den unge tjener.
Lidt at spise, tak. En salat kylling og tranebærsaft, uden is. Josefine, hvad med dig? Prøv det det smager virkelig godt, foreslog hun venligt, næsten kammeratligt.
Josefine rystede bare på hovedet.
Det bestemmer du, svarede Line, afleverede menukortet og foldede hænderne foran sig. Hun havde forberedt sig længe tænkt på alle replikkerne, alle muligheder og nu sad hun der og kunne ikke få ordene frem. Kun en tomhed og en ubehagelig knugen i maven.
Josefine var tavs. Du har bedt mig herhen, så begynd, sagde hendes øjne.
Line kiggede hurtigt rundt, lettet over, at ingen hun kendte, var i nærheden. Så begyndte hun:
Josefine, har du nogensinde set en hest falde?
En hest? Josefine rynkede brynene.
Ja, en væddeløbshest. Jesper gik engang meget op i galop på travbanen; vi sad på tribunen og heppede på hans hest. Det er voldsomt, Josefine, virkelig voldsomt Pludselig styrter hesten det ser forfærdeligt ud. Dens stærke ben knækker sammen under sig, hovedet slænger til siden, og den glider gennem sandet med en umenneskelig fart, hjælpeløs og overrasket over sit eget fald. Nogle kommer halvt op hinkende de heldigste. Andre bliver bare liggende.
Hvorfor fortæller du mig det her? Er det mig, der skal styrte? Er du vinderen, og jeg skal fældes? Dårlig smag, undskyld mig!
Dårlig smag, ja men også sandt. Du misforstår bare rollerne. Det er mig, der er den faldne hest. Det er mig, der ligger tilbage, knust, blind, med kun smerten og tomheden foran mig, svarede Line stille og tog imod sin salat med et kort smil.
Hvad er meningen? Hvad er det for en samtale? Jesper altså, han valgte jo mig. Jeg klamrede mig ikke fast, det var ham, der valgte Mænd vælger dem, de vil have det er naturens orden.
Og du er stolt? At du blev valgt som én ud af mange? Line spurgte stille, som om hun ikke rigtig interesserede sig for svaret. Jeg jagtede også Jesper engang. Jagede, skrev breve, skubbede på. Vi gik på universitet sammen. Jeg kæmpede, overbeviste ham om, at jeg var mere end en flirt, byggede et liv op sammen med ham, fra vi havde ingenting. Det er også min fortjeneste, at han har succes nu. Jeg var hans makker, hans støtte. Jeg var væddeløbshesten, og vi drønede fremad sammen, både i arbejde og kærlighed. Og nu er det slut.
Er det på grund af mig? stammede Josefine, så på sin gaffel og lyset fra lysekronerne. Hvorfor gøre det så dramatisk? Du beholder jo det hele jeg vil bare have Jesper som han er. Måske vil du endda finde det nemmere, når han går?
Line lo pludselig, rystede på hovedet, hendes mørke hår slog ud. Øjenkrogene foldede sig i smilerynker alderens aftryk.
Hvad sagde jeg, der var morsomt? mumlede Josefine irriteret. Hun hadede de spil, elskede ikke spillet om magt og tegn. Sig det dog, råb, slå, kast et glas vand så er alt klart! Hvorfor disse heste, galopløb og ben?
Det er morsomt, at du tror, det handler om dig og Jesper. Nej, Josefine, jeg faldt uden din hjælp. Det er efterskælvet, det med dig. For nogle år siden gik jeg til lægen og så faldt jeg. Og kunne ikke rejse mig igen. Det var min sygdom, der ødelagde mit og Jespers ægteskab. Han har det svært med det uperfekte, ved du. Han gider ikke kvinder med skavanker, bare funktionelle, pæne facade-damer. Så blev jeg uoverskueligt arbejde og så var der dig. Men det var kun en konsekvens.
Jeg jeg forstår ikke helt? Josefine blev akavet.
Jeg er syg, ja. Sådan kan det gå for kvinder i min alder. Lægerne gjorde alt, nu er jeg her stadig, og alt ser pænt ud. Men jeg er mærket. En skade, som Jesper ikke kan bære, hverken på stranden eller i selskab. Jeg har affundet mig, har min søn, mit arbejde, mit hjem livet fortsætter. Men jeg er stadig den faldne hest, Jesper har givet op.
Vil du have, jeg skal have ondt af dig? Er det derfor, jeg er her? Få mig til at blive vred, træffe et valg? Jesper bestemmer jo selv. Josefine fortrød brysk, hun var kommet.
Slet ikke. Ingen skal have ondt af mig. Medlidenhed er ydmygende. Og jeg beder ikke om, du forlader Jesper eller giver ham tilbage. Du skal bare vide sker der dig noget, smider han også dig væk. Jesper kan kun elske det misundelsesværdigt perfekte. Resten er til affald. Synd, du ikke tog den salat den er fantastisk, skiftede hun emne. Restauranten blev i øvrigt åbnet af en gammel ven til min far. Jeg så ham male væggene, dække bordene, skænke sin første vin. Sjovt, at noget, man har set vokse, kan blive så populært.
Line spiste færdig, betalte regningen og rakte hånden til Josefine:
Undskyld, hvis jeg gjorde dig ked af det. Ville blot advare dig. Du er rigtig, Josefine ægte. Ikke lavet af plastik, ikke indbillende. Jesper fortjener dig ikke. Og jeg ved, det har kostet dig meget at komme her. Du troede vel, jeg ville skændes?
Jeg var ikke bange men sådan noget møde, mellem kone og elskerinde undskyld, mumlede Josefine. Hun følte sig som en barn.
Livet er livet, Josefine. Du skal bare tænke dig om. Her er mit nummer, ring endelig, hvis du får brug for det, sagde Line og rakte hende et stykke papir med sit navn og mobilnummer skrevet med blød hånd.
Josefine nikkede og så længe efter Line. Hun sad bare og kiggede på det håndskrevne navn Line… Over fyrre år, og stadig bare Line, hviskede hun irriteret. Hun betalte, gik.
Selv fortalte Josefine aldrig Jesper om mødet med hans kone. Spurgte bare lejlighedsvist ind til, hvordan det gik med hende, men Jesper fejede bare spørgsmålene væk.
Josefine kunne ikke længere tænke på Line som bare en kone. Hun havde set, talt med hende kendte hendes hemmelighed. Og det gjorde det svært at være sig selv sammen med Jesper.
I midten af november væltede Jesper ind til Josefine med blomster og en god flaske rødvin. Han var overraskende glad, højrøstet.
Hvad sker der? spurgte Josefine, tog buketten og betragtede Jesper hoppe ud af sine sneakers.
Alt for godt! Giv mig noget at spise, jeg er sulten som et dyr. Hvor du dog bliver kønnere! sagde han og ville kysse hende, men hun vendte kinden til og gik mod køkkenet.
Vask lige hænderne, Villy. Jeg har savnet dig sagde hun lavt næsten eftergivende.
Hørt! Flyt ind hos mig, Josefine. Lad os droppe disse skjulte affærer. Lad mig gøre dig til min kone.
Hun stivnede. Som kone? Hun følte sig smudsig, sådan at stjæle en mand. Men Jesper elskede hende han var god, alt det, Line sagde, kunne ikke passe!
Er du blevet skilt? spurgte hun stille, lagde armene om hans nakke.
Ikke endnu, men snart. Line er på hospitalet igen. Helt ærligt, hun er ynkelig. Dudu er så meget bedre, Josefine. Jesper hev hende ind til sig og skænkede vin.
Men vinen smagte surt, og Josefine blev rastløs. Hospitalet igen? Line var syg, og Jesper ville forlade hende nu?
Hun sendte ham hjem efter midnat, vendte og drejede sig i sengen, gik til sidst ud i køkkenet og smed blomsterne i skraldespanden.
Line! Det er Josefine. Undskyld, måske upassende, men har du brug for noget? Nej, jeg vil bare besøge dig, tage noget med. Bare sig hvor og hvad! spurgte hun, hårdt i stemmen og i hånden i gardinkanten. For nu skulle hun på hospitalet til sin kærestes kone.
Josefine? Hvor dejligt at høre fra dig! Mine egne veninder tør dårligt ringe til mig. Tag gerne nogle jordbær med. Jeg ved, det ikke er sæson, men jeg har sådan lyst nærmest hviskede Line. Og… Hvis det ikke er for meget, vil du ikke tage lidt tøj med til mig? Jeg har ikke nogen her, alle mine veninder bor i Aarhus, hvor jeg voksede op.
Selvfølgelig. Hvor skal jeg hente det? Jeg kommer straks! Josefine bemærkede ikke engang, at hun begyndte at sige du og var allerede i færd med at hoppe i et par jeans.
Josefine havde aldrig haft nære veninder. Folk så hende som lidt for stærk, lidt for særpræget ingen turde tage kontakt. Nu havde hun Line. Noget forenede dem ensomheden, måske.
Jesper så søvndrukken på Josefine, da hun stormede hans lejlighed, drog rundt efter tøj og pakkede det ned.
Hvad laver du? Når Line er død, smider vi det hele ud! Hold nu op hviskede han, men fik et rap i siden.
Du skal ikke sige sådan! Line skal nok blive rask! Gå af vejen, jeg skal afsted! Josefine forsvandt ned ad trappen, i elevatoren, før Jesper for alvor nåede at reagere.
Line tog imod hende ved hospitalets reception. Uden makeup, bleg, i vinrød slåbrok, sokker og hjemmesko. Hun lignede én, der havde grædt for nylig.
Jeg har vasket jordbærrene. De sagde, de er søde og se selv, Josefine snakkede i ét væk af bare nervøsitet. Dit tøj er her, du finder selv ud af det. Hvad sagde lægerne?
Det var det tungeste spørgsmål.
Line blev først alvorlig, så smilede hun.
Tak, Josefine. Operation om to dage det er stort, men det skal nok gå. Jeg tror på det, hører du? Lægerne er dygtige. Og Jesper, hvad med ham?
Han Han arbejder meget. Men han ringer nok. Du skal ikke bekymre dig, sagde Josefine og kiggede væk.
Han friede til dig, ikke? gættede Line.
Det Det handler ikke om det nu! Kom, sid sammen med mig, spis en kåre jordbær, de bliver dårlige! afbrød Josefine.
Lad os gøre det
Forbi dem gik læger, sygeplejersker og pårørende. Og Line lukkede øjnene og spiste jordbær søde, som sommeren.
Line blev først udskrevet tre uger senere. Jesper besøgte hende kun én gang. Men han fortalte Josefine, at han var forbi næsten dagligt.
Det troede hun ikke på, for hun kom også tit.
Jesper, vi skal tale sammen, sagde hun en dag. Kan vi mødes i morgen?
De aftalte frokost den næste dag. Men hun kom aldrig. På vej ned ad kontortrappen skred hun, faldt uheldigt, måtte på skadestuen og blev opereret metalplader i benet.
Hvor bliver du af? brølede Jesper i telefonen. Kan du ikke bare sige, hvad du vil?!
Hun kunne ikke tale for smerte og slukkede bare telefonen.
Senere, fra hospitalssengen, skrev hun en besked.
Kan du hente mig, når jeg bliver udskrevet? Jeg kan ikke klare det selv!
Han svarede aldrig.
Så knækkede Josefine også. Sådan er det kvinder knækker først, når de elsker for meget.
Josefine, lad nu være gå langsomt, brug krykkerne! Du kan læne dig op ad mig. Jeg klarede det, sagde Line, støttede Josefine ud på hospitalets flisegang. Tænk så, at vi blev syge på skift! Jeg har gode blodprøvesvar. Alt er godt.
Josefine stoppede, lænede hovedet mod Line som et lille, forvildet føl og trak vejret tungt.
Jeg er glad, Line! Og du er slet ikke nogen faldet hest, hører du? Du er en gazelle! Hviskede hun.
Line Sørensen smilte. Ja, måske det lød da ganske pænt.
Da Jesper senere ville hente sin skjorte hos Josefine, blev han overrasket ved at se Line i køkkenet. Han flyttede vrissent hendes sko med foden.
Også dig? Går I nu sammen? Begynd ikke, okay? Du har ødelagt mit liv med al din sygdom, hvæsede han.
Jeg begynder ikke. Men du kan godt smutte fra lejligheden. Den er min fra min farfar, svarede Line roligt. Jeg skal bruge den, og min søn kommer hjem fra Aarhus på ferie. Du må finde dig en maskine de går også i stykker. Ja, jeg ved ikke, hvordan du dog skal klare resten af livet det er besværligt at leve med mennesker, Jesper. Men nu må du gå.
Line lukkede døren efter ham og gik tilbage i køkkenet til Josefine, der lige havde væltet sin krykke og spildt te på dugen
Mennesker er besværlige, krævende, bøvlede men det er også det, der gør dem værd at elske. For de elsker igen, kan varme, støtte og glæde sig på sine vegne. Det er værdifuldt.
Jesper brød sig ikke om besvær. Han passede på sig selv til hvad nytte? Han levede et liv, hvor han sprang fra det ene menneskes bane til det næste. Nu var ensomheden det eneste selskab. Han anskaffede sig en hjemmehjælper så kunne han da betale for en smule omsorg, imens han endnu engang bare så tomt op i loftet.
