En sne-hvid killing lå midt på vejen, omgivet af marker og uden et eneste menneske i syne.
Jeg arbejder som salgsrepræsentant og bruger det meste af min tid på landevejene mellem de små landsbyer på Sjælland. I morges kørte jeg ud på endnu en køretur. Natten havde været bidende kold, og et lag rimfrost dækkede både græs og asfalt. Overalt herskede der en næsten eventyrlig vinterstemning.
Da vejen var glat, kørte jeg ekstra forsigtigt. Pludselig fik jeg øje på en lille hvid plet ude i vejkanten. Først troede jeg, det var en plastikpose eller en gammel klud, men da jeg så nærmere, gik det op for mig, at det var en killing! Helt alene, trykket fladt mod den frosne asfalt. Der var kun marker så langt øjet rakte ikke et hus eller en gård i nærheden. Den stakkels killing havde ingen chance for at slippe derfra på egen hånd. Sandsynligvis var den blevet efterladt af nogen, der ikke gad tage ansvar. Det sker desværre ofte ude på landet, at uønskede dyr bliver sat af ved fjerne sideveje eller på åbne marker netop for at gøre det svært for dem at finde hjem igen.
Jeg fandt hurtigt min mobil frem, tog et billede og delte det i et nødopslag på vores lokale Facebook-gruppe med en beskrivelse af, hvor jeg havde fundet killingen.
Over morgenkaffen sad Aase måske nysgerrigheden, der trak og scrollede gennem gruppen. Der så hun billedet af den lille, hvide killing midt på vejen, øjnene store af skræk. Årh for pokker, igen uden koordinater eller nummer hvor pokker skal jeg begynde at lede? tænkte hun frustreret. Men Aase besluttede at skrive til mig, og det gik op for hende, at vi faktisk havde haft kontakt for en måned siden, da jeg også havde samlet killinger op fra landevejen, og hun havde stadig mit nummer.
Jeg svarede dog først lidt senere, og i mellemtiden forestillede Aase sig alle de forfærdelige ting, der kunne ske med en killing, mens hun var på vej. Turen ville tage mindst en time, og det var ikke til at vide, om killingen ville blive dér. Heldigvis ringede jeg og kunne fortælle, at jeg havde fundet en kasse, fået fat i killingen og sat den sikkert ind i bilen, så den ikke stak af.
Aase og jeg aftalte at mødes halvvejs i Slagelse, så killingen kunne komme videre i gode hænder. Hun havde endnu ikke besluttet, hvor killingen skulle hen måske en privat pasning, måske et dyrehospital, eller hvis vi var heldige, kunne vores faste plejemor, Birgit, tage den ind.
Da Aase fik killingen overdraget, hvæsede den, prøvede at se farlig ud og lagde ørerne tilbage. Hun lagde straks mærke til en ting killingen var helt hvid med klare, blå øjne. Det kan være enormt smukt, især hos visse racer, men det går også ofte hånd i hånd med, at den er døv.
Birgit ringede lidt efter for at høre om det praktiske, og de blev enige om, at killingen først kunne komme derhen til behandling næste dag, da et andet dyr skulle afleveres om aftenen, og buret skulle gøres klar. For nu måtte killingen blive hjemme hos Aase hvor manden egentlig frabeder sig katte, og egne katte på ingen måde byder gæster velkommen. De kan ridse i møblerne og tisse i skoene, hvis stemningen ikke falder dem i hak.
Killingen blev installeret på det lille toilet, fik en kurv, bakke og madskåle. Hele dagen spiste og sov den og spiste så igen. Ved aftenstid kom der små klagende miauvlyde, og det var tydeligt, at natteroen var brudt.
Aase prøvede at berolige den skræmte skid. Iført sin leopardmønstrede pyjamas for at se lidt katteagtig ud satte hun sig med killingen på skødet. Killingen så på hende med et misbilligende blik, som om den tænkte: Du er sød, men du er altså ikke en kat! Alligevel, efter lidt tid begyndte killingen at slappe af, lukke øjnene og snart spandt den højlydt.
Pludselig rullede den om på siden, lagde sine små poter om hendes hånd og hvilede sit hoved i hendes håndflade. Ikke et vildt dyr, bare et lille væsen skræmt fra vid og sans. Hvordan var det dog endt der midt på markvejen? Det er et mærkeligt sted at efterlade et dyr de fleste bliver sat af ved lossepladser eller i vejkanten, ikke midt ude på vejen. Måske havde den søgt ind under en bil for varmen og så var røget af, mens bilen kørte.
At tilbringe natten på toilettet gad den ikke. Den peb og klagede, indtil den fik et tæppe og en pude på køkkengulvet først da faldt den om og sov trygt og tungt til næste morgen.
Om morgenen blev killingen kørt til Birgit for behandling for forkølelse og en skadet pote. Senere samme dag viste høreprøverne det, Aase frygtede killingen er døv. Men det betyder ingenting for en indekat her i Danmark; den kan sagtens have et godt og sikkert liv, og efter behandlingen skal den nok finde et kærligt hjem. Døve katte har endda visse fordele de lader sig ikke forstyrre ved døre, der smækker. Mange ejere fortæller, at de alligevel mærker vibrationer og render nysgerrigt med rundt, så dagligdagen ikke bliver kedelig.
Selvfølgelig sad jeg om aftenen og tænkte på det hele. Når man kigger ind i sådan et sårbart lille liv, opdager man, at vi alle har brug for nogen, der samler os op, når vi er faret vild. Og uanset hvor håbløst det ser ud, er det aldrig forgæves at hjælpe.
