At vende hjem
– Mathilde, Astrid! Pak jeres ting med det samme! råbte Henrik, da han kom hjem fra byen.
Min kone og vores datter så undrende på mig. “Hvilke ting skulle de dog samle sammen, og hvorfor?”
– Er der sket noget? spurgte Astrid forsigtigt, mens hun holdt et beskyttende favntag om en forskrækket Mathilde.
– Det kan du tro!
Smider du os på porten eller hvad? Vi har da ikke gjort noget galt, og vi har jo heller ingen steder at tage hen.
– Du siger altid, Astrid, at en bjørn ikke bare har trampet dig over ørene, men også danset henover dit hoved, – lo jeg. Ingen smider jer ud. Vi skal til Vesterhavet!
– Til havet?! udbrød Astrid.
– Mor, har far nu igen slået hovedet under arbejdet? spurgte Mathilde, mens hun ikke kunne slippe øjnene fra mig.
– Han har altså ikke været oppe på loftet i dag. Han har bare været i byen og sælge kartofler, – mumlede Astrid tænkende.
– Jamen altså – jeg slog ud med armen. – Aldrig kan jeg gøre jer tilfredse I har jo selv sagt, at I mindst én gang i jeres liv ville opleve havet, og nu, i stedet for at blive glade og pakke, står I som saltstøtter. Hvor længe skal jeg vente på jer?
– Men kan du ikke tale ordentligt og forklare, hvad der sker? Hvor skal vi få penge til sådan en tur?
– Det skal vi slet ikke! smilede jeg og trak en foldet brochure op af lommen.
På forsiden kunne konen og datteren kun lige ane et stykke sandstrand, en blå himmel og en flyvinge.
*****
Astrid og jeg har boet hele vores liv på landet, og storbyens liv har aldrig rigtigt trukket. Jo, vi forsøgte engang. Men det var ikke noget for os. At skulle leje sig ind, mase sig i fyldt offentlig transport, leve fra lønningsdag til lønningsdag og håbe, at lønnen ikke blev forsinket endnu en måned.
Det liv sagde os ikke noget. Byens larm gjorde os trætte.
Nogle finder måske ro i storbyen, men vi ville hellere være tæt på naturen. Ud, hvor vi kender alle, og hvor vi har hus og have.
Så vi blev ikke længe i København, før vi vendte hjem til Jylland. “Nogen skal jo også leve på landet,” sagde jeg altid til Astrid, og hun nikkede.
Byture begrænsede sig til det nødvendige. Især når vi havde grøntsager eller kartofler fra haven, vi skulle sælge.
Vi levede måske nøjsomt, men manglede aldrig noget og behøvede heller ikke mere. Kun én ting havde vi ikke prøvet
Det var ikke mig, der ville til Vesterhavet det var Astrid. Og efterhånden også Mathilde. Havet havde ingen af dem nogensinde oplevet, kun gennem tv eller i blade. Jeg var som barn med min farmor både i Skagen og på Fanø, så jeg vidste, hvad det ville sige.
Men det var i en anden tid, og penge var lettere at finde. Nu om dage Nu er sommerferie ved havet en dyr affære. Og hvem skulle passe gården imens?
Vi havde både høns og gæs, der skulle ses efter
Var der bare familie i nærheden… Men det havde vi ikke.
Jeg voksede op uden forældre og arvede huset fra min farmor.
Astrid havde forældre en alkoholiseret far, der drak sig ihjel, og en mor, der hellere ville gifte hendes smukke datter bort til en rig mand, så hun selv kunne få et bedre liv som gammel.
Da hun så, at Astrid ville gifte sig med mig en mand der ejede ingenting smed hun Astrid ud hjemmefra og solgte sit hus for så at rejse langt væk til sin søster.
Så der var ingen, vi kunne regne med. Og ingen at overlade dyrene til.
Alligevel sparede vi sammen. Krone til krone, øre til øre. Måske ville miraklet en dag ske. Vi havde brug for at tro på det.
Men livet blev ved at lægge hindringer i vejen.
Taget skulle pludselig skiftes, fordi det lækkede, eller fundamentet skulle forstærkes, fordi der kom revner i væggene store nok til, at man kunne stikke en finger igennem.
Alt vores opsparing røg altid til akutte reparationer. Så måtte vi begynde forfra.
En overgang faldt der ro på, og vi fik skrabet nok sammen til en uges sommerferie. Vi fik endda aftalt med naboen, at hun passede fjerkræet, mens vi var væk
Men så gik det elektriske system helt i stykker, og rub og stub af opsparingen gik til nye ledninger.
Mathilde blev selvfølgelig ked af det.
Vi havde købt badedragt, et håndklæde med en lyserød elefant, endda en snorkel. Hun glædede sig så meget til den dag, hendes drøm ville gå i opfyldelse. Men nej
Der blev grædt mange tårer.
– Jeg ville så gerne til Vesterhavet, inden jeg skulle starte i skole igen. Jeg havde håbet, jeg endelig kunne skrive en spændende stil om min sommerferie, – klagede Mathilde til Astrid. – Ellers siger de bare altid, at jeg lever kedeligt.
Astrid kunne kun sukke tungt.
Hvad kunne hun svare sit barn
For vi havde ikke råd til bare at tage på ferie uden videre.
Jeg gjorde ellers alt, hvad jeg kunne for at finde penge. Tog hver lille ekstraopgave, jeg kunne få, solgte grøntsager Men pengene forsvandt altid.
Så var det, jeg i dag tog til byen med kartofler, for at tjene lidt til datterens drøm.
Men havet forblev blot en fjern drøm, og vi havde ingen tro på, at det nogensinde ville ske.
“Det bliver ikke i år,” tænkte Astrid. – “Alle pengene gik til strømmen.”
Mathilde havde også affundet sig. Grædt, og så accepteret det ligesom før.
Derfor stod vi nu og undrede os, da jeg kom ind ad døren med en brochure og sagde, vi skulle pakke.
Hvordan skulle vi forstå det? Var det en dårlig joke eller mente han virkelig, vi skulle af sted? Hvis han mente det
havde vi kun ét spørgsmål: “Hvordan i alverden er det muligt? Har du røvet en bank?”
*****
– Jeg spørger én gang til, hvor har du fået ferieopholdet fra? spurgte Astrid, mens hun studerede brochuren.
– Jeg siger det én gang til: Jeg har vundet det!
– Vundet i lotto? Du har jo aldrig gidet spille på noget. Du siger selv, gratis ost findes kun i musefælder. Fortæl nu sandheden. Har du stjålet pengene?
– Jeg har ikke stjålet en krone! Hør nu: Jeg var en tur i supermarkedet for at købe fyldte chokolader til Mathilde. Jeg endte med at bruge over tusind kroner. Ved kassen sagde de, at der i dag var lodtrækning om “Sommerferie for hele familien”. Hver kunde for over tusind kroner måtte udfylde en kupon og lægge den i tromlen, og
– Og?
– Så vandt jeg! En hel uge ved Vesterhavet er betalt. Vi skal ikke betale noget som helst. Flybilletter, hotel lige ved stranden, fuld forplejning det hele! Så pak nu kufferterne, og vi skal af sted mod drømmen!
– Hurra! jublede Mathilde, for hun havde aldrig troet, at den slags mirakler kunne ske.
Astrid troede heller ikke på det før sidste øjeblik at man virkelig kunne komme gratis på ferie uden en eneste krone på lommen.
Men ingen snød os.
Butikschefen kørte os selv hen til rejseselskabet, hvor alt blev ordnet. Hurtigt sad vi tre på stranden med fødderne i sandet og så ud over det store, imponerende hav.
– Hvor er det dog stort – sukkede Astrid.
– Og smukt! tilføjede Mathilde. Mor, far, skal vi ikke hoppe i bølgerne nu? Hvordan kan I bare stå der?
*****
Feriens dage blev til et eventyr. Havet var lunt, himlen blå, og maden var skøn.
At sove på en rigtig madras var ren luksus. Om morgenen følte man sig genfødt.
Mathilde mødte også sin nye ven.
– Hvem er det? spurgte Astrid, da datteren ivrigt kom løbende.
– Misser! Han er fantastisk! Han bider eller kradser ikke, og spinder højere end en traktor. Må jeg ikke beholde ham, mor? Så behøver jeg ikke andet souvenir!
– Nej, Mathilde. De lader os ikke tage en kat med op på værelset. Gå ud med ham igen.
Mathilde blev nedslået, men gjorde dog, som hun fik besked på. Misser løb bare alligevel efter hende.
Hun var åbenbart blevet hans ven, og han ville slet ikke undvære hende.
– Jeg kan ikke tage dig med ind, men ingen kan da forbyde os at være venner!
– Mjav!
Mathilde mødtes med Misser hver dag. Han ventede utålmodigt ved hotellet og fulgte dem helt til stranden. Hans pote kom aldrig længere end sandkanten.
Én dag mødtes de dog ikke.
For det første silede regnen ned, for det andet skulle vi pakke kufferter, for flyet gik hjem dagen efter.
– Mor, kan vi ikke tage Misser med hjem? spurgte Mathilde inden sengetid. Venner efterlader man jo ikke. Han kan bo hos os på gården.
– Min pige, suk, – sagde Astrid stille. Hvordan skulle vi dog kunne det? De lader os ikke tage ham med ind i flyet.
– Hvorfor ikke? Han kan sidde på mit skød.
– Fordi det et dyr. Kan du huske, hvad damen på rejseselskabet sagde: vi må kun tage dyr med, hvis vi har pas og vaccinationspapirer til dem. Ellers bliver vi nægtet adgang. Så vi må lade ham blive her.
Næsten hele natten lå Mathilde vågen og græd, og vi prøvede at trøste hende.
Ingen opdagede vækkeuret om morgenen, så trætte var vi.
Og da jeg omsider slog øjnene op og så på uret, gik det op for mig, at vi havde forsovet os.
*****
Jeg gik forrest, haltende med to tunge kufferter. Astrid kom halsende bagefter. Kun Mathilde tog sig god tid. Først var snørebåndet gået op, så snublede hun lidt.
– Mathilde! Skynd dig nu! råbte Astrid.
Vores datter vidste godt, vi kom for sent til flyet, og at vi måske ikke ville komme hjem. Hun ville ikke efterlade sin ven.
Mathilde stoppede op og så sig tilbage. Misser stod som altid på fortovet og stirrede sørgmodigt. Han forstod nok, at de aldrig ville ses igen.
– Mathilde, ind i bilen! råbte jeg, mens jeg og taxachaufføren stredes med de store kufferter i bagagerummet.
Men hun nægtede at gå med.
– Mor, far, I må tage flyet alene! – vinkede hun, løb hen til katten og løftede ham op.
Misser blev ikke mindre overrasket. Tidligere ejere havde bare efterladt ham, da de skulle hurtigt videre.
Men Mathilde havde truffet sin beslutning: Hun holdt Misser tæt ind til sig og sagde:
– Jeg efterlader dig ikke. Hvis jeg ikke kan tage dig med, bliver jeg her sammen med dig.
– Mathilde! Kom nu for pokker! råbte Astrid og løb hen til hende. Hvad er det for noget pjat?
– Jeg efterlader ham altså ikke!
– Jeg har jo forklaret dig, at vi ikke kan tage katten med ombord. De lader os ikke.
Jeg kom også over og forklarede det endnu engang.
– Men hvorfor ikke? Jeg putter ham ned i rygsækken, og ingen opdager ham. Please! Mor, du sagde selv, du aldrig kunne tilgive mormor for ikke at støtte dig, da du ville leve med far. Men hvad gør du selv?
Ord, der fik Astrid til at stilne, mens jeg bare brummede:
– Lad hende da tage katten med. Hvis vi bliver nægtet adgang pga. det, er det hendes ansvar. For hjem kan vi nok ikke vente at komme igen.
*****
Ved lufthavnsindgangen stod en flok utilfredse passagerer i regnen.
– Skal vi bare sættes i blæsten?! skældte en dame. Jeg HAR altså billet! Jeg må have ret til at komme ind.
– Hav tålmodighed, svarede sikkerhedsvagten. Jeres fly afgår først om to timer. Vi reparerer udstyret, så kan I komme ind.
– Skulle hellere købe noget, der virker, råbte en mand.
Da jeg kom nærmere, gik det op for mig, at indgangen var blokeret, fordi begge scannere var gået i stykker. Kun de allersidste passagerer til afgang blev lukket ind men det var næsten ingen.
– Hvor skal du hen? spurgte en vagt, da jeg forsøgte at snige mig ind. Der er lukket. Når udstyret er klar, lukker vi folk ind. Indtil da må I vente.
– Vores fly afgår nu! Vi er bare forsinkede, men kan stadig nå det.
– Hvor mange?
– Tre. Mig, min kone og min datter. Jeg pegede på Astrid og Mathilde, som havde snoet sig gennem menneskemængden.
– Kom igennem!
Lettet skubbede vi os med murren fra køen ind i hallen.
– Kufferterne på bordet, alt ud af lommerne, kommanderede en uniformeret kvinde.
Vi adlød, og kvinden så derefter strengt på Mathilde.
– Og du, lille ven får du en særlig invitation? Kom herhen med tasken.
– Der er kun mit legetøj i, prøvede Mathilde at bedyre.
– Se nu bliver vi fanget, hviskede jeg til Astrid. Jeg sagde jo, det aldrig ville lykkes.
Netop da kom en stewardesse ind i rummet. Hun løb hen til os og spurgte efter vores billetter:
– Hvor har I været? Flyet skulle være lettet for fem minutter siden! Vi venter kun på jer!
– Vi blev stoppet i kontrollen, undskyldte jeg.
– Tamara, hvorfor holder du dem tilbage? Vi har ikke tid til det pjat.
– Jeg skal da tjekke tasken
– Er du ikke færdig? Så gå videre!
– Pigen mangler stadig.
– Tror du, der er ulovlige ting i hendes taske? Lad nu være.
– Det handler om reglerne.
– Hør, Mathilde, hvad har du i tasken? henvendte stewardessen sig til hende. Vil du ikke vise det? Tamara sover ikke trygt uden.
– Der er bare legeting. Og min plyskat. Men lynlåsen hænger fast. Det tager nok ti minutter.
– Tamara, vi har ikke ti minutter. Slip pigen igennem. Jeg tager ansvaret.
– Ok, kom bare igennem.
*****
Kort efter gik vi op ad trappen til flyet. Mathilde var lykkelig, mens jeg og Astrid bare så måbende på hinanden. Det her var et mirakel.
– Velkommen ombord, smilede stewardessen.
Jeg gik først, så Astrid, og endelig Mathilde. Men undervejs stødte hun tasken ind i et hjørne, og katten gav sig til at miave.
– Hvad var det? spurgte stewardessen overrasket. Har du en kat? Har du papirer på det? Betalt transporten? Har den bur?
Mathilde holdt tasken omklamret og blev tavs. Tårer pressede sig på. Lige da alt så ud til at lykkes
– Forstå nu, blandede jeg mig. Datteren fandt katten ved hotellet. På gaden. Hun vil ikke skilles fra ham. Hun siger, hun aldrig efterlader sine venner. Og vi kan ikke tage hjem på andre måder vi har ingen penge.
– Fundet på gaden, sagde stewardessen eftertænksomt. Gå ind. Bare sørg for, ingen hører katten.
– Virkelig? Må vi tage ham med? udbrød Mathilde, lettet.
– Hvis du vil redde ham fra gaden, er det godt gjort. Men lad mig ikke få problemer, ok?
*****
Mathilde sad ved vinduet og holdt fast i sin rygsæk.
Da stewardessen gik, åbnede hun forsigtigt lynlåsen lidt, så Misser kunne se skyerne.
Der var roligt i flyet. Men pludselig blev denne ro brudt af et skrig. En stewardesse sprang forskrækket op på sædet midt i kabinen. Årsagen var en mus, der var sluppet ud fra en madkasse og sprang rundt blandt passagererne ikke ligefrem som rotterne, der forlader et synkende skib
Der var mange flere kvinder end mænd i kabinen, så stemningen blev hektisk, og snart stak andrepiloten sit hoved ud af cockpittet.
– Zofie, hvad sker der?! spurgte han stewardessen, der havde lukket Mathilde ombord med katten.
– M-m-mus
– Kan du ikke forklare det?
– Mus, ja…
– Mus? Virkelig?! Hvordan er den kommet ombord?
Han så den lidt efter selv, da den pilede frem og tilbage på jagt efter flugtveje.
– Åh Gud, det manglede bare. Vi må fange den, og det skal være nu!
– H-hvordan? Jeg tør slet ikke nærme mig.
– Det er nødt til at lykkes. Ellers er det en katastrofe!
Nu fik Mathilde en idé.
Hun lynede hurtigt tasken op, tog Misser ud, pegede på musen – og så gik jagten i gang. Man kunne næsten mangle popcorn til det syn.
Passagerer, stewardesser og andrepiloten fulgte anspændt kattens jagt gennem flyet.
Musen var ualmindeligt vaks, men til sidst fik den røde killing fat på den og lagde den blidt i Mathildes hånd. Hun var ikke bange for mus, og snart blev den anbragt i en tom plastikbøtte af Zofie fra kabinekøkkenet.
– Hvis kat er det? spurgte piloten, da roen var genoprettet.
– Min! Min kat! svarede Mathilde og gemte Misser i tasken igen.
– Både du og din kat får min tak! Jeg ved ikke, hvad vi havde gjort uden dig. Tak!
Jeg og Astrid sad tavse og måbede til. Tænk, hvis både kat og mus var blevet smidt ud af flyet, eller vi havde fået en stor bøde for ulovlig dyretransport. Men heldigvis gik alt godt.
Ikke alene smed de os ikke ud, de sørgede også for mad til os alle bagefter, fordi ingen alligevel ville spise efter musestegen. Og vigtigst af alt: Vi kunne vende hjem. Alle sammen.
*****
– Nu overdriver I da? naboen, der havde passet dyrene, så mistroisk på både Astrid og mig. Sådan noget sker kun i filmen.
– Næ, det er ligesom det skete, smilte Astrid og skænkede hende en kop te mere.
Imens sad Mathilde på værelset og skrev sin stil: “Min sommerferie”.
Nu skriver ingen længere, at hun lever et kedeligt liv! Misser lå på hendes skød og spandt lavmælt… Han var lige så glad for, at alt endte godt.
Mest af alt var både Mathilde og hendes lille kat glade for, at de endelig var hjemme igen.
For selvom det var et nyt hjem og nye mennesker, var det vigtigste: her ville han altid blive elsket og aldrig være alene igen.
