Dødsfjender
Anders havde lige lagt sig for at blunde lidt, da et voldsomt gøen pludselig bragte ham tilbage til virkeligheden gennem det åbne soveværelsesvindue. Normalt sagde Bamse ikke meget, men i dag havde han været helt oppe at køre gøede fra tidlig morgen. Ikke med almindelig gøen, nej, der var vildskab i det. Noget var på færde.
Anders var flere gange gået ud, men hver gang havde han ikke set skyggen af nogen fremmede.
Han tænkte, der nok bare var gået en nabos hund forbi, og Bamse havde jo aldrig brudt sig om ubudne gæster på matriklen. Altid parat til at forsvare sit område. Ikke mærkeligt, at når Anders dukkede op udenfor, var der ikke et øje at se. Selv den mest modige ville få nervøse træk af at høre Bamses buldrende bjæf. De andre hunde havde sikkert givet sig til at løbe, så snart de havde hørt Bamse.
De vidste jo ikke, at “bjørnen,” som Anders sommetider kaldte ham, i virkeligheden sad i sin løbegård. Der blev han holdt om dagen bare for en sikkerheds skyld.
Men så snart mørket faldt på, blev Bamse lukket ud. Og så ja, folk måtte selv bære ansvaret, om de dristede sig ind.
Der var engang, hvor tre storsnudede ungersvende, fra nabobyen, forsøgte at mase sig ind på grunden. Den ene mistede bukserne de hang sig fast i lågens pigtråd, en anden efterlod en sneakers under plankeværket, og den tredje endte, i ren panik, med at klatre op i toppen af et birketræ. Landbetjenten måtte ligefrem ringe efter brandvæsenet for at få ham ned. Bamse havde givet dem en oplevelse for livet.
Bamses gøen var altid med vilje, aldrig uden grund. Men i dag han var som besat.
Bamse, nu må du altså holde op! råbte Anders, idet han steg ud af sengen og gik hen til vinduet.
Hunden tav kortvarigt, men snart begyndte han igen at fare op i vildskab.
Så måtte Anders ud i haven for at finde ud af, hvad hans store gamle Broholmer var blevet så gal over.
Som Anders havde forventet: ingen fremmede på grunden. Bamse tav, så snart han så sin herre.
Nå, hvad render du og gør dig til over for? smilede Anders og gik hen til løbegården.
Bamse logrede genert og så lidt undskyldende på ham. Han vidste godt, han havde forstyrret freden. Men der var noget, der ikke burde være der.
Nu kiggede Bamse igen hurtigt mod lågen og gav et vredt brøl fra sig.
Anders drejede hovedet og nåede kun lige at se en grå, behændig skygge smutte bort langs plankeværket. Han greb sine træsko, spænede ud på grusvejen og så…
…en ganske almindelig kat.
Men blikket: overlegent, frækt, fuld af selvtillid.
Hvad har du her at gøre, min ven? grinede Anders. Jeg advarer dig: min Bamse er ikke til katte. Hvis han fanger dig, så…
Katten sendte ham et foragteligt blik nærmest som om den trak lidt på smilebåndet.
“Hvis han fanger mig? Han er jo tungere end en stormende søndag på havet,” syntes der at stå i kattens øjne. “Han når ikke engang ud af buret, før jeg er væk. Skru lidt ned for portionerne, gamle dreng.”
Anders følte sig faktisk lidt ramt. Katten, skødesløs og dristig, havde uden et ord formået at fornærme hans hund.
Kom så afsted! viftede Anders ad katten, gik ind og smækkede lågen bag sig.
Men lyttede katten? Langt fra. Tværtimod! Nu dukkede den op hver dag.
Den patruljerede haven, satte sig ved løbegården, og med hele sin udstråling gjorde den gældende, at den var Kongen af matriklen. Bamse kunne kun bjæffe. Anders forsøgte at jage katten væk, men så snart han var væk, var den tilbage.
Anders opgav. Katten kategoriserede sig nu som alvejens hersker.
En dag stjal den endda et stykke kød direkte fra Bamses madskål inde i buret! Bamse gad ikke engang gø mere og lå bare og kiggede. Katten tyggede tilfreds kødet foran ham, Anders havde aldrig set mage. Indignation voksede i Anders.
Nå, du er frisk brummede han arrigt. Men vent du bare, nu skal jeg nok få gjort noget ved dig.
Han besluttede, for en tid, ikke at lukke døren til løbegården i om dagen. Så kunne Bamse, hvis nødvendigt, skubbe den op og håndtere sagen selv.
Så kan du lære det, kat, tænkte Anders. Du har plaget os længe nok.
Men naturligvis den dag, hvor de ventede, dukkede katten ikke op. Hverken dag eller de næste to. Den var væk.
Bamse kiggede spørgende på Anders, som trak på skuldrene.
Måske er det bedst sådan? Nu er her da ro, sagde han.
Men det var en sandhed med modifikationer. For sandt at sige savnede Anders katten. Det lød sindssygt, men alligevel og også Bamse virkede lidt rastløs.
Efter endnu nogle dage begyndte Bamse ligefrem at kigge spørgende på sin ejer. Med øjnene. Hunden gik hen til Anders, stirrede på ham, og Anders forstod.
Tror du, der er sket noget med vores grå røver derude? spurgte Anders. Med den attitude ender man nemt i problemer. Nå, Bamse lad os gå ud og kigge.
De tog begge ud ad lågen til grusvejen, stod lidt ved bilen og så sig grundigt omkring.
Bamse snusede desperat men det var svært at lugte noget som helst for stanken af gylle fra naboens mark.
Anders gik op og ned ad vejen, men de så ingenting.
Netop som han ville trække Bamse ind igen, standsede han brat. Da hørtes et vildt kattehyl lidt nede ad vejen, og straks efter et arrigt hundegøen.
Der fór en grå kat ud mellem buskene og ind på vejen, haltende, helt tydeligt i panik. Efter sig havde den en dobermann. Ikke en bondehund, men en slags prangende byhund han vidste, hvis den var. Familien fra Aarhus havde hunden med i sommerhuset heroppe hvert år.
Måske havde katten prøvet at drille byhunden som Bamse, men denne havde ikke humoren med og havde åbenbart også bidt den, for grå pletter på kattens pels var blevet mørke.
Anders, så opslugt af situationen, glemte alt om Bamse.
Men pludselig styrtede Bamse frem, uden at spørge noget han ellers aldrig tillod sig.
Bamse! Hvor skal du hen?! råbte Anders i panik.
Men Bamse løb kun hurtigere. Katten, da den så Bamse komme stormende, stivnede midt på vejen, helt ude af sig selv.
Hvad nu? Det forstod kun Anders ikke.
Bamse løb direkte hen til katten, duftede til den og så, med et brøl, kastede han sig over dobermannen. Byhunden forsvandt ned ad vejen, halen mellem benene, for ingen kunne klare Bamse.
Katten greb chancen og forsvandt for øjnene af Anders. Først om aftenen, da Anders gik ud for at fodre Bamse, så han katten ligge tæt op ad Bamse, med hovedet trykket ind til hans lår. Taknemmeligheden lyste ud af dens øjne. Og Bamse så på Anders med et blik, der tydeligt sagde:
“Undskyld, men har jeg først reddet ham, må jeg tage mig af ham nu.”
Og sådan blev det. Bamse fungerede nu som kattens livvagt.
Efter det fik katten lov at spise af Bamses foderskål så generøs havde den gamle vagt aldrig været før. Grå havde smeltet hans hjerte, og fra den dag var de ikke fjender, men venner.
Og tro nu ikke, at historien slutter her. Nej nej.
En dag tog Anders katten med ind til Viborg, hvor en dyrlæge skulle tilse dens ben byen, med dens hyggelige gader, virkede fremmed for begge. Skaden var så alvorlig, at katten måtte sys, og derefter var indkvarteringen hos Anders selvsagt permanent.
Anders passede på katten, og Bamse slap den ikke af syne. For kun kort tid siden var de dødsfjender, nu de bedste venner.
En uventet dag stod en ung smuk kvinde foran lågen. Bamse for op, men dæmpede sig straks. Anders kom ud.
Hej, undskyld, sagde kvinden tøvende, har du mon set en grå kat? Måske er den kommet ind i din have? Den er enormt fræk. Jeg prøver at holde min Knudus inde, men han slipper altid væk her på landet. I Aarhus var han indekat, men nu er jeg hos min mor efter hendes blodprop, og han er simpelthen ikke til at styre. De sidste dage har jeg ikke kunnet finde ham jeg begyndte at blive nervøs.
Du kan bare følge med ind, smilede Anders. Min hund gør dig ikke noget.
Kvinden tøvede, men fulgte efter. Da hun så, hvem der lå tæt op ad Bamse, udbrød hun:
Knudus! Hvordan er du kommet herind? Og hvad er det med bandagen?
Nej, nej, rolig nu, sagde Anders. Vi har faktisk hjulpet din knægt her.
Han fortalte hende hele historien. Hun præsenterede sig som Kirstine og lo længe ad Bamses og kattens venskab.
Utroligt, sagde hun smilende. Knudus har været en plageånd, og alligevel redder I ham.
Sådan er vi på landet, grinede Anders. Nu er han både fysisk og mentalt ovenpå. Og vi har fået lidt mere at grine af.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han ellers finder på. Den friske luft herude gør ham vist mere vovet, sagde Kirstine. Du må undskylde, jeg er ofte alene, for min mor skal lære at gå igen efter blodproppen.
Du er altid velkommen til kaffe, med katten, sagde Anders lidt genert.
Det vil jeg da overveje, svarede Kirstine muntert.
Et halvt år senere holdt hele landsbyen bryllup for Anders og Kirstine. Og både Knudus og Bamse sad side om side under bordene sammen med selveste dobermannen, som bare forsigtigt kiggede på sin gamle rival. Med Bamse i nærheden var Knudus i hvert fald i sikkerhed.
Sådan går det til i Danmark.
