Gaden er smal, lun, og næsten mennesketom.
Gamle stenmure fanger aftens sidste gyldne lys.
Støv danser sagte i luften.
Skridt runger mellem bygningerne, for derefter at dø hen i stilheden.
En mørkklædt, skægget mand bevæger sig hastigt ned ad brostenene, som om han prøver at ryste sig fri af sine egne tanker.
Hans skuldre er trukket op.
Ansigtet ubevægeligt.
Blikket langt væk.
Så glider et lille fotografi ud af hans jakkelomme.
Han opdager det ikke.
Billedet svæver lydløst ned bag ham og lander tæt ved et lavt stentrin, hvor en lille pige sidder alene i en lyserød hættetrøje og ternet nederdel.
Hun samler det op.
Først bare nysgerrig.
Men så ændrer hendes ansigt sig fuldstændigt.
Ikke frygt.
Ikke forvirring.
Genkendelse.
Hun ser op på mandens ryg, mens han fortsætter væk.
Og med en lille stemme, der alligevel når hele vejen ned ad gaden, kalder hun:
Hr. hvorfor har du et billede af min mor?
Manden standser.
Ikke brat, men alligevel.
Ét ben står stille.
Hans skuldre spænder.
Luften omkring ham bliver tung.
Han vender sig langsomt. For langsomt. Som om han inderst inde allerede ved, at der ikke findes noget trygt svar.
Pigen holder fotografiet op med begge hænder.
Det gyldne lys rammer billedet.
En ung kvinde smiler til kameraet.
Hans hustru.
Manden stirrer på det.
Så på barnet.
Hans stemme er hæs.
Hvad sagde du?
Pigen blinker én gang, ser himmelråbende sikkert på ham:
Min mor.
Nu går han tilbage mod hende, men ikke længere med kontrol.
Som om brostenene under ham pludselig sitrer.
Da han kommer tæt nok til at se pigens ansigt tydeligt, forsvinder al farve fra hans eget.
Der er noget ved hende.
I øjnene.
I munden.
I den tyste måde hun holder billedet på.
Noget umuligt.
Hans stemme er næsten forsvundet.
Det er min kone.
En lille pause.
Lavt:
Hun døde for flere år siden.
Pigen trykker billedet ind til brystet et øjeblik.
Rækker det så forsigtigt ud igen.
Hun ryster på hovedet.
Blidt. Overbevist.
Nej min mor lever.
Manden rækker hånden frem mod fotografiet
men den fryser midt i bevægelsen.
Så siger pigen den sætning, der knuser det sidste i ham:
Hun sagde, hvis jeg nogensinde så dit ansigt måtte jeg ikke lade dig gå igen.
Gaden er smal, lun, og næsten mennesketom.
Gaden var smal, lun og næsten mennesketom.
