Mor! Ikke igen! sagde Rigmor med en grimasse, da hun smækkede toiletlåget i og trykkede på skylleknappen. Er det så svært at skylle efter dig selv?
Hun stormede ud af badeværelset, rød i ansigtet, og gik direkte ind i soveværelset, hvor hendes mor sad på en stol ved vinduet.
Else Jensen så ud som om hun var smeltet ind i stolen, lille og skrøbelig, næsten gennemsigtig. Hvorfor havde den stærke, selvsikre kvinde for en stund siden pludselig virket så skrøbelig?
Rigmor, glemte jeg det igen? spurgte moren med en bleg stemme, mens hun så på datteren med store, bange øjne. Undskyld, skat, jeg mente det ikke.
Mor, hvad skal jeg gøre ved dig? Jeg ser det hele, men både Mikkel og Frede ser det også.
Undskyld, undskyld mig, Rigmor, jeg skal være mere opmærksom, bønfaldt Else og så på sin datter.
Hvad kan du så gøre ved det? vinkede Rigmor med hånden og gik ud af rummet.
Else syntes at ældes på et øjeblik. Rigmor huskede, hvordan Else for ikke så længe siden var fuldstændig selvstændig, stærk og skarp. Man kunne altid få et godt råd af hende, og en snak med hende var altid hyggelig.
Else var alment belæst, skarpsindig og samtidig forbløffende venlig og munter. Alle Rigmors venner fra barndommen sagde, at hun havde held med en så fantastisk mor.
Ingen havde en så fantastisk mor som Else. Hele livet havde Rigmor vidst, at hun kunne læne sig op ad hende, at hun altid kunne få støtte. Så pludselig var alderen snigende som en kold, klæbrig tåge, der lå på hende.
Nu var det svært at tale med Mor, at spørge om råd eller sætte sig på hendes skød og lægge hovedet i hendes knæ og græde over chefen eller træthed. Nu var hun som et barn langsom og forvirret.
Rigmor gik ind i køkkenet, hvor manden Mikkel og deres 15årige søn Frede sad ved bordet og puslede på et puslespil. De koncentrerede ansigter gav hende et lille pusterum.
Mor, mumlede Frede pludselig. Hvorfor skærer du kød i suppen så groft?
Jeg ved det ikke, dreng, snurrede Rigmor. Hvorfor spørger du? Smager det dig ikke?
Det gør det, svarede Frede, mens han drejede en brik i fingrene. Men bedstemor kan ikke tygge det, hun trækker det ud af munden og lægger det på bordet.
Det er ubehageligt for dig, er det? nikkede Rigmor forstående og tilføjede med et lille skyldbetynget smil. Jeg skal lige minde bedstemor om at skære finere.
Nej, det er fint, fortsatte Frede, mens han kiggede på brikken. Det er bare, at bedstemor så spiser dårligt. Det er ikke sundt.
Åh, sagde Rigmor forvirret. Så vil jeg skære i mindre stykker.
Du må hellere lave kødboller, sagde Frede med et glimt i øjet. Som du gjorde, da jeg mistede tænder og ikke kunne tygge. Det husker du, ikke? Du lavede dem også, da du selv var lille.
Ja, det husker jeg, nikkede Rigmor og mærkede kinderne blive røde.
Og så, Rigmor, kom Mikkel pludselig ind i samtalen. Du må ikke skælde Else ud over toilettet. Vi klarer det med Frede, du behøver ikke at være sur. Vi vil bare ikke have, at hun bliver genert over os.
Ja, mor, jeg skælder ikke bedstemor, sagde Frede med store øjne. Jeg lover også, at jeg ikke skælder jer, når I bliver gamle.
Sådan, min dreng, mumlede Rigmor og holdt sine tårer tilbage, mens hun gik ud af køkkenet.
Hun stod et øjeblik i gangen, samlede sig, og gik så ind i mors værelse.
Mor, kaldte hun på Else, som sad på en stol ved vinduet og så ud på gaden. Mor.
Ja, Rigmor, vendte Else sig om. Hvad er der, skat?
Jeg er dum og grov, lagde Rigmor hovedet i mors skød. Uforståelig og sur.
Rigmor, sig ikke så, sagde Else strengt. Det gør mig ondt, når du taler sådan om dig selv. Hvad er der sket?
Lov mig, at du ikke dør, begyndte Rigmor og begyndte at græde.
Min pige, hvad tænker du på? strøg Else hende over panden. Selvfølgelig lever jeg. Jeg har ingen planer om at gå.
Jeg er bange for, at du ikke længere er her. Hvordan skal jeg klare mig alene?
Rigmor, jeg er her, ved din side. Du er ikke alene. Så hvad er det, du frygter?
Nej, nej, det er ok, tørrer Rigmor tårerne af og rejser sig. Jeg skal nok lave middag. Skal du have suppe med kødboller?
Ja, tak, smilede Else.
«Hvorfor hopper jeg altid til at kritisere hende som en rasende hund, tænkte hun. Selv Frede kom med bemærkninger. Det er pinligt, at en teenager forstår bedre end sin egen mor. Jeg er bange for, hvad der vil ske, når hun er væk. Jeg vil ikke råbe mere. Måske skal Gud straffe mig, hvis jeg taber grebet igen!»Rigmor gik langsomt tilbage til køkkenet, slog låget på gryden og hældte den varme suppe i skåle, mens duften af kødboller fyldte hele huset. Mikkel satte sig ved bordet og lagde armen om hende, hans blik blødt men fast. Frede smilede, som om han endelig havde fundet den brik, han havde ledt efter.
Da de alle satte sig, løftede Else sin kop og sagde med en stemme, der stadig bar et strejf af den gamle styrke: Vi har alle vores tid, men den tid vi deler, er det, der tæller. Hun så på Rigmor med et blik, der sagde mere end ord en stille taknemmelighed for den omsorg, hun stadig modtog.
Rigmor rakte hånd ud og rørte forsigtigt ved Elsens knæ. Du er stadig min mor, hviskede hun, og jeg vil altid være din lille pige, uanset hvor gammelt jeg bliver.
Mikkel løftede sin gaffel, og Frede lagde sin brik på bordet som et lille tegn på, at hans puslespil nu var fuldendt. Vi er et puslespil, sagde han, og selv når et stykke falder væk, kan vi altid finde en ny plads.
Uden at vide det, havde de alle fundet den manglende brik: forståelsen for, at kærlighed ikke er en fast form, men en blød, vedvarende strøm, der kan flyde gennem selv de mest knuste øjeblikke.
Middagen sluttede med latter, en tåre, der glimtede i lyset, og en stille aftale om at holde hinanden i hånden, mens livet langsomt gik videre. I den stille stue, med vinduet åbent mod natten, fløj en lille fugl ind og satte sig på bordet, som om den vidste, at den lige havde fundet sit eget sted i familien.
Else sukkede let, men denne gang var det en lettet suk. Jeg vil ikke forsvinde, sagde hun, jeg vil bare blive her, så du kan se, at selv de svageste kan være stærke.
Rigmor smilte, og for første gang i lang tid følte hun, at hun ikke længere var den, der skulle bære al byrden alene. Hun så ud over sine kære, så de alle, og i det øjeblik var hun sikker på, at uanset hvad fremtiden bragte, ville de klare det sammen med suppe, kødboller og et hjerte, der aldrig ville give slip.
