Chefen
Gå nu ind!
Nej, gå du! Hun æder mig levende!
Hun tygger på dig, men spytter dig ud igen! Hvilket monster, du da har fundet! Nej, Oline, du har selv rodet dig ud i det så må du også selv rydde op!
Alberte Madsen lukkede mappen med den seneste sag og lyttede opmærksomt. Nå, det måtte vist være hendes tur nu. Ellers ville debatten udenfor hendes kontor aldrig ende, og der var stadig bunker af arbejde, der ventede.
Hun sparkede skoene af, listede på sokker hen til døren og rev den op. Med et skævt, sultent smil løftede hun brynene og sagde:
Nå, piger, er det mig, I skal snakke med? Er der sket noget?
Hun kiggede på de forvirrede ansigter og måtte næsten holde et grin tilbage. Det samme hver gang! De står stive som statuer, som kaniner fanget i billygter. Se bare, Elisabeth er blevet helt rødblomstret, og Oline stirrer ned i gulvet og ser ud som om, hun er på nippet til at bryde sammen. Åh nej, det skulle bare mangle!
Elisabeth, kan du ikke hente regnskabet fra sidste kvartal til mig? Jeg vil lige gennemgå tallene. Og Oline, kom så ind et øjeblik.
Alberte trådte til side og lod Oline, hvis øjne allerede glinste betænkeligt, komme ind på kontoret. Et hurtigt blik ned ad gangen, en lynhurtig fordampning af dem, der var stimlet sammen for at kigge, og et lille smil til Elisabeth:
Gå du bare, vi finder ud af det her.
Men Alberte, vær nu sød ikke at skælde hende alt for meget ud. Hun nåede bare ikke at få lagt et par eksperterklæringer ind i sagen. Det er faktisk min skyld Elisabeth hviskede og nussede med bæltet i sin nye kjole.
Nå, en redningskvinde! Det hører jeg, tak. Alberte gik tilbage ind på kontoret, vendte sig og blinkede til Elisabeth. Den er flot! Godt du har lyttet til mig. Nu mangler du bare lidt makeup og måske nogle briller med lidt finere glas.
Elisabeth smilede forsigtigt og nikkede.
Jeg var i Matas med Katrine i går. Vi skulle købe makeup.
Med hende? Du har vel ikke brugt hele din løn?
Næsten. Hun sagde, det var et engangskøb, så skulle jeg bare supplere op, efterhånden.
Har hun vist dig, hvordan du bruger det? Jeg kan ikke se det rigtigt.
Nej, hendes kat blev syg, så hun skulle til dyrlægen. Så vi havde travlt. Men vi har aftalt, hun skal lære mig det i dag.
Godt, og glem ikke regnskabet.
Jeg henter det straks!
Du behøver ikke skynde dig. Jeg skal lige råbe lidt, og det er bedst, hvis kun Oline hører det. Hold lige øje, ikke?
Elisabeth nikkede og forsvandt, og Alberte åndede ud og lukkede døren. Så gik det løs.
Oline! Der står servietter på bordet. Den fine boks der brug den lige. Tag dig sammen! Du er ikke hjemme på sofaen. Snot og tårer og alt det der kan vente bare ikke her på kontoret, slet ikke på arbejdet. Forklar mig nu, hvorfor der er total rod i dine papirer? Man kan jo ikke finde hoved eller hale i det!
Alberte, jeg Oline hev forsigtigt en serviet op.
Ja, selvfølgelig du. Hvem ellers? Er der mere? Hvorfor skal jeg bruge min tid på at trøste dig? Har jeg ikke andet vigtigt at tage mig til? Privatliv er vigtigt, javist, men detaljer om familien lader du udenfor kontoret, forstået?
Oline rystede og trak ærmet ned over sit håndled.
Alberte kneb øjnene sammen. Det var som hun troede. Ungdommen i dag Hun gik om bag Oline og satte sig, fandt sine sko med foden. Hej igen, tortur!
Alberte havde altid været lav, og efter hun fik sin datter, Emma, tog hun så meget på, at hun måtte skifte hele garderoben ud.
Nu ligner jeg en lille bolle med ben! grinede hun, hver gang hun så sig i spejlet. Hvordan skal man bære sig ad?
Hendes veninde Anne, en kendt stylist, anbefalede høje hæle.
Jeg har ikke haft hæle på siden gymnasiefesten! Åh, hvor er det her pinagtigt!
Det er bare for det gode! lo Anne, da Alberte prøvede at danse lidt foran spejlet. Du vænner dig hurtigt til det. Hvorfor så høj hæl?
Så kan man da se, at jeg har ben! Tag nu mål til et nyt jakkesæt faktisk to. Det ene skal være lyserødt!
Hold da op, Alberte! Hvem vil du ligne?
Hvem jeg skal! Det er et strategisk outfit. Stol på mig!
Og hun vidste hvad hun lavede. Når hun i sin lyserøde dragt kom ind i retten, blev folk målløse, alle lige fra anklager til dommer og tiltalte. Kun dem, der vidste, hvem Alberte Madsen egentlig var, forholdt sig roligt. Hendes image blød udenpå, men bidsk i retten brugte hun uden hensyn, især når der dukkede nye dommere op.
En kvinde skal være fuld af overraskelser! sagde hun altid til sine assistenter. Lyt piger, men ikke for bogstaveligt! Ingen moustache her, tak! Sørg nu for at repræsentere kontorets og mit gode navn. Og drenge vi vurderer kvinder på det hoved, de vælger at vise frem, ikke kun i retten, men også udenfor. Forstået? På arbejde!
Hendes advokatkontor styrede Alberte med jernhånd. Hvordan ellers? Advokater var som sild i tønde i København, som hun sagde selv.
Men vi skal være de bedste! buldrede hun og så sine nervøse assistenter i øjnene.
De forblev dog ikke nervøse længe. Det tog højest et par uger, så vidste de, hvordan kontoret virkelig fungerede. Der gik rygter om interne væddemål på, hvor længe nye ansatte holdt ud, og Alberte havde selv deltaget og advarede groft dem, der bare nævnte mor til hele advokatstanden.
Vent du bare, til du selv bliver så gammel!
Hun var udmærket klar over, at hun bag ryggen blev kaldt Mor Alberte. Og at de piger og drenge, der først kom som praktikanter og nogle gange blev fast ansatte, en dag ville ende som hendes konkurrenter. Hun læste Machiavelli i sin fritid og holdt både venner og fjender tæt på sig.
Hun var yngre end hun gav indtryk af endnu ikke fyldt halvtreds men dem, der kendte hendes historie, vidste, at hendes bagage kunne have tynget flere på én gang. Nogle havde ondt af hende, andre syntes hun var skør, de fleste respekterede hende for den styrke, hun udstrålede.
Hendes liv var alt andet end enkelt. Allerede som lille pige var Alberte blevet fundet alene og låst inde i en lejlighed i to døgn uden at give en lyd fra sig. Hendes mor var gået hen efter brød og forsvandt sporløst. Faktisk fandt de hende halvandet år senere, dog kun det der var tilbage af hende. Gerningsmanden fik livstid, men det gjorde ingen forskel for Alberte. Hun blev reddet af familiens gadekryds-hund, Bella, som moderen havde taget ind, mens hun ventede Alberte. Bella hylede og gøede, indtil naboen, Poul, til sidst brød døren op. Han fandt Alberte, bleg og svag, klynkende i sin favn.
Stakkels lille pus! Du skal nok klare dig!
Det var også Poul, der fandt hendes far, Per, og forklarede ham situationen. Per havde ikke spurgt ind til barnet, da han var ofte væk på udgravninger og videnskabeligt arbejde. Han var dygtig arkæolog, elendig praktiker, og derfor blev opdragelsen overdraget til Albertes farmor.
Karen Madsen, en kendt billedhugger i byen, nærmest snøftede:
Et heldigt held! Hvad skal jeg stille op med sådan en bette størrelse?
Men hun vidste præcis, hvordan. Hun vaskede Alberte og hunden rene, gav dem grød som Alberte protesterede vildt over og konstaterede:
Der er karakter! Det råb kunne vække selv sovende naboer! Vi skal bare opdrage dig.
Hele Albertes barndom blev fyldt med gymnastik, musikskole, dukketeater og museer, alt skemalagt af Karen. Alberte blev aldrig sendt i børnehave Karen ansatte i stedet sin nabo, den kraftige og varme Inge, som barnepige.
Inge, jeg har inspiration i dag, tag du dig af Alberte!
Sådan gik dagene totallogistik og kærlig kontrol. Mange syntes det var mærkeligt, men for Alberte var det det bedste, der kunne ske efter at have mistet sin mor. Hun knyttede sig instinktivt og kaldte Karen anden mor, selvom Karen insisterede på at være farmor et portræt af Albertes mor hang nu over sengen, et andet stod på skrivebordet.
Det var din mor. Hun var et godt menneske! Men jeg er din farmor, og jeg elsker dig også. Men husk din mor!
Alberte nikkede og hviskede alligevel for sig selv anden mor.
Valget af advokatfaget var afgjort allerede i folkeskolen. Karen advarede:
Men ikke strafferet, mit barn!
Hvorfor ikke?
Fordi du kommer til at spejle fortiden i nutiden. Vælg noget andet.
Karen blev syg, da Alberte gik på andet år på universitetet.
Du skal ikke bruge dit liv på at passe gamle koner, barn. Lev nu! Find een til at hjælpe dig, men jeg skal nok klare mig!
Men Alberte nægtede at overlade Karen til andre. Hun kæmpede med alt: studier, arbejde, familien, og hendes far, der igen blev gift. Hans nye kone, Tine, havde allerede to børn, og Alberte indså hurtigt, at hun måtte tage affære, hvis der skulle blive orden på det.
Hun fik Maria og Viktor, søskende i hans nye ægteskab, installeret hjemme, og Karen indførte et fuldt spækket skema for dem, som hun havde gjort med Alberte. Begge børn startede i skole usædvanligt godt forberedte, og læreren rystede på hovedet:
De to burde jo rykke direkte op i anden klasse.
Alberte bad Karen tage det lidt med ro for meget kan også være skadeligt.
Da hendes far og Tine ville flytte til Vejle, insisterede Alberte:
Gør I bare det, men børnene bliver her. De har boet her i fem år, har deres venner, deres tryghed her.
Tine sukkede og fik stukket en detaljeret aktivitets- og materialeliste fra Alberte i hånden. Hun læste, kiggede på prisen og udbrød:
Hold da op, det er dyrt!
Intet er gratis længere. Men finder I noget billigere i Vejle eller hvor I nu lander, så held og lykke.
Men børnene blev, og to gange om året tog Alberte dem med til Aarhus for at besøge faren og for at trække lidt frisk søluft.
Netop i Aarhus mødte hun sin kommende mand, Henrik, den sommer, hvor hun endelig havde åbnet sit eget kontor. Nerverne var flossede, alt for meget ansvar, og oveni havde børnene ferie. Så hun besluttede sig for at glemme arbejdet og bare tage væk.
En kølig dag på havnen, hvor hun fodrede svaner, fik hun ballade med en rapkæftet fugl og hørte pludselig en mandestemme bag sig:
Du bander altså meget smukt, frøken! Brugt latin og det hele jeg er imponeret!
Du må enten være læge eller jurist? mumlede Alberte, mens hun børstede sand og fjer af jakken.
Jeg er tandlæge, og du?
Advokat, svarede hun.
Og sådan gik det. Resten er historie.
Henrik flyttede til København, og et par år efter fik de Emma.
At Emma var speciel, forstod de ikke fra starten, men med tiden stod det klart: deres datter havde Downs syndrom. Henrik, med medicinsk baggrund, sagde bare:
Det ændrer jo ikke på, at hun er vores.
Alberte kunne kun nikke med næsen begravet i datterens krøller. Hvad var der mere at sige?
Karens tid var forbi, så Alberte måtte klare alt uden en bedstemors nærhed. Henriks mor ville ikke mødes med Emma.
Det er ikke vores barn! havde hun sagt. Alberte overhørte den samtale og forlangte, at svigermor holdt sig væk.
Maria og Viktor blev boende og fortsatte deres egne liv med venner, fritidsaktiviteter og ansvar for Emma. De elskede hende, som var hun deres egen lillesøster, og Alberte følte sig tryg ved, at hvis hun og Henrik skulle forsvinde, ville Emma aldrig stå alene.
Når hun så på sin datters udvikling, tænkte Alberte nogle gange på, hvordan alt kunne have været, hvis Emma havde været normal. Men hun var ikke typen, der blev bitter. I stedet blev hendes omsorg for datteren et mål for alle de unge kvinder, der kom ind i hendes liv, især dem på kontoret.
Som nu, hvor Oline forsøgte at skjule et blåt mærke på håndleddet, rystede Alberte stille på hovedet. Små piger endnu!
Har du allerede sendt ham til stjernen?
Oline så forvirret på hende.
Hvem?
Ham, der elskede dig så grundigt. Begynder du på historier om, at du er faldet, er du fyret på stedet.
Oline sukkede og slap ærmet.
Elsker du ham?
Ja, det gør jeg, men jeg bliver ikke hos ham.
Hvorfor?
Sådan én tilgir man ikke!
Åh! Hvor har du det fra?
Min far slog min mor.
Hvor længe?
Hele min barndom. For min skyld, sagde de altid. Min mor tilgav og dækkede sine blå mærker, og min far opdragede hende. Det lærte mig, at det aldrig stopper så man skal gå. Men
Men?
Oline tav og så ned.
Alberte lagde mærke til, hvordan Olines hånd skjulte hendes mave, fandt sin kalender frem og skrev et telefonnummer til hende.
Her. Hvis der er håb, kan de hjælpe. De har set værre tilfælde end din.
Tak Oline læste navnet og så overrasket op. Er du sikker?
Ja, jeg kender dem. De arbejder diskret, hvis du siger mit navn. Men kun hvis din mand vil lade sig hjælpe, forstår du?
Jeg prøver. Tak!
Oline gik, men Alberte kaldte hende tilbage.
Oline
Ja?
Find et andet sted at bo et stykke tid. Dine nerver og dit kommende barns skyld har brug for ro og tryghed.
Hvordan vidste du?
Hvem tror du jeg er? Jeg er ikke født i går. Gå nu, og gør noget ved dine papirer, så vi alle kan blive færdige. Nu hvor familiens problemer måske har fået skyggen af en løsning.
Tak. Undskyld alt
Vi er alle bare mennesker, Oline. Vi har alle vores problemer.
Oline tøvede ved døren.
Hvorfor gør du det egentlig, Alberte? Hvorfor blander du dig i vores problemer? Jeg fik altid at vide, at kun ens eget liv tæller min mor sagde altid, og min far også. Men du er anderledes
Jeg gør det af ren egeninteresse. Hvis det går dig bedre privat, kan du arbejde bedre, ikke? Hvis hovedet er et andet sted, hvem gider så papirarbejde? Vel?
Du lyver. Oline smilede skeptisk. Undskyld, men du gør.
Naturligvis. Se, det lærer du også som god advokat. Gå nu, jeg har også travlt. Fortæl senere, hvordan det går!
Det forstår jeg nu, hvorfor folk kalder dig chefen.
Jeg skal bare vise dem, hvem der bestemmer! sagde Alberte og rystede truende med knytnæven, idet døren gik op.
Elisabeth stod klar med rapporten ved at sprutte af grin.
Oline, jeg har lagt noter til din sidste sag på dit bord. Alberte, Pottkjær er ankommet, og du har møde om en time.
Jeg ved det. Pottkjær om ti minutter. Kom i gang, piger! Stakkels hest.
Henden hest? Oline forstod ikke.
Hesten, der aldrig har været her! Elisabeth kunne ikke lade være med at fnise og skubbede Oline afsted. Kom, nu skal vi arbejde.
Alberte lukkede døren, ringede til Henrik og spurgte:
Hvordan har Emma det? Har Viktor ringet? Og Maria? Alt godt? Fint. Ja, jeg er hjemme klokken syv, som aftalt. Gider du ikke blive ved at snakke kærlighed jeg har stadig arbejdsdag. Kys, hej!
Hun rettede billedet af Emma på sit bord, trak næste sagsmappe over sig og så på billedet af Karen, som stod ved siden af. Med et lille nik tænkte hun:
Jeg lever, mor Karen. På min måde, så godt jeg kan. Tak for alt, du har lært mig. TakSolen ramte de støvede persienner, mens Alberte bladrede gennem sagsmapperne med rutinerede fingre. Stemmerne fra kontoret udenfor bølgede som fjerne ekko af alt det, hun havde balanceret hele sit liv: styrke og omsorg, regler og undtagelser, familie og fremtid. Da hun løftede blikket fra paragraffer og notater, faldt det på Emmas tegning, der hang skævt på væggen et barnligt portræt med orange kinder, store hænder og et kæmpe, skævt smil.
Hun trak vejret dybt. I næste øjeblik greb hun telefonen og indtalte hurtigt til sekretæren:
Sæt lige et ekstra møde i kalenderen i morgen tidlig. Vi skal snakke trivsel og feriefordeling, også for praktikanten ja, alle sammen. Og bestil jordbærtærte, det kan vi allesammen bruge. Tak!
Alberte lagde røret, rystede på hovedet med et grin og tænkte ved sig selv: Man overlever intet alene, uanset hvad familien altid har bildt én ind. Det var kontorets hemmelighed et gran af hjerte bag det hårde ydre, en usynlig tråd mellem alle dem, der havde sat deres fødder på hendes gulv.
Hun rejste sig, satte hælene i gulvet, løftede armen i en lille, stædig sejrsgestus mod det tomme rum og hviskede ud i kontorets summen:
Videre. Altid videre.
Ude på gangen lød smittende latter fra Oline og Elisabeth. En ny dag, nye fejl, nye kampe men også nye muligheder. Med et smil, født af erfaringens stædighed, gik Alberte tilbage til døren, åbnede den på vid gab og lod lyset fra det summende liv udenfor strømme ind.
Bag hende glimtede billedet af Karen og foran hende ventede endnu et kapitel.
