Hygge-snak ved juletid

Julefortælling

Det var engang, for længe siden, en af de særligt glædesfyldte juledage, som altid har betydet noget ganske særligt på en dansk egn. Det skumrede tidligt, og det lille fynske landsbysamfund var dækket af fred og ro; selv hundene, godt forspiste efter resterne fra de vidunderlige julemåltider, gad knap nok give lyd fra sig eller gøre sig ulejlighed med at gø ad forbipasserende. På den tid, hvor det meste af landet holdt fri, kunne en fremmed vært forundres over de mange mørke vinduer, men i skolernes vinterferie sås alligevel sjældent ubudne gæster i landsbyens afkroge. De fleste skyndte sig mod hjem med oplyste vinduer og bag dem blev traditionen om at fejre Julen med hinanden holdt højt i hævd, med rige borde dækket af sild, leverpostej, ost og rugbrød, snaps og sager, duften af friskbagt brød og andesteg, ting der vækker appetitten langt bedre end enhver aperitif.

I det rummelige bindingsværkshus hos familien Bøgh herskede en let hektisk glæde i de sidste forberedelser til julemiddagen. Endelig samlede gæsterne sig i en halvcirkel om bordet, nu i ivrig forventning om, at værtinden ville runddele de små hæfter med julevers for for troende folk, som alle tilstedeværende var, ville den store aften mangle noget afgørende, hvis ikke fællessangen fyldte stuen og varslede om julens glæde.

Oline, husets driftige og let anspændte værtinde som så mange andre lavstammede danskere med varmt sind henvendte sig nervøst til sin fætter, der sang i menighedskoret:

Poul, du starter!

Hendes mand Hans gav ham samtidig et lille puf med albuen og et stumt nik.

Poul, hvis faste blik afslørede hans lidt stædige natur, nikkede højtideligt og sagde med et stemningsfuldt baryton:

Nej Oline, det må du ikke forlange af mig. Her i huset hører det værten til. Hans, det er din tur!

Hvorfor dog det? spurgte en af gæsterne overrasket. Du er jo kordreng.

Og hvad så, svarede Poul med samme ildhu. Jeg har ikke nogen præstekjole på. Her bestemmer Hans. Sådan er det.

Hans tog fat, gæsterne stemte i, først noget tøvende, men under Pouls ledelse blev de stærkere, stemmerne gled sammen i fælles begejstring.

Mads, en høj og venlig mand på niogtyve, var kun for nylig døbt og fremmed for de gamle traditioner. Med en vis stolthed konstaterede han, at hans egen stemme passede ind. Mads, i modsætning til sin kone Signe, en let, lyshåret kvinde på enogtyve, var flyttet hertil udefra, og kendte næsten ingen; så han observerede sin nye omgangskreds med den opmærksomhed, som kun en amatørmaler kender.

Til højre tog endnu et ungt ægtepar plads rødhårede Rasmus, gymnastiklæreren, og hans hustru Mette, en kvinde på syvogtyve, med et snedigt bundet lommetørklæde, som kunne have tilhørt enhver oldemor. Som vært var Hans i sit es, spøgende, hjertelig og nysgerrig. Olines veninde Karen med sin mand Jens og den lille, tynde, næsten rynkefri kirketjener Peter, hvis kone Else mere lyttede end talte, bidrog til snakken. Stemningen var levende og afslappet.

Mens de ventede på anden omgang mad, forsvandt den sidste ost, pølsen, rullepølse og de farverige salater. Snart blev der stille, og pludselig talte Lise, Pouls hustru, der indtil da havde beholdt et diskret ydmygt ydre, med et ansigt, hvor kampen mod genertheden var tydelig:

Jeg synes altid, at juleaftener giver en følelse af, at noget andet noget udenfor det sædvanlige er tættere på. Sneen daler, mørket falder tidligt, og alt bliver på en måde … magisk?

Du har set for mange julefilm, Lise det der med Jul på Slottet og Nissebanden, sagde Vibeke fra nabobyen, som gæst hos sin slægtning Oline. Vibekes bastanthed og evindelige smil fik folk til at tie samtykkende, men sjældent føle sig fortrolige.

Måske, lo Lise. Og måske fordi vi som unge piger altid skulle lege med at spå om fremtiden juleaften. Syndigt, ja, men vi grinede bare af det dengang.

Hold da op, det var da vovet udbrød den altid passionerede Oline.

Oline, lad nu Lise være sagde Hans blidt, og Oline nikkede tavst, selvom det var tydeligt, hun gerne ville indskyde mere.

Da satte husets datter, også Oline, der lignede sin mor til forveksling, stegen på bordet.

Men Lise, hvad mener du så? spurgte Karen, da begejstringen omkring maden var dæmpet.

Jeg mener bare begyndte Lise at jeg altid føler for at læse julefortællinger. Der er noget eventyrligt, noget menneskeligt, noget dybfølt ved dem.

Ja, sådan har jeg det også, nikkede Signe, livlig og imødekommende. Jeg læste Blichers Hosekræmmeren sidste år utroligt rørende! Jeg kan ikke engang huske titlen, men slutfirseren med den hånd, der åbner døren … det hænger ved!

Oline standsede med kniven over stegen.

Clara, hvorfor er du så stille? udbrød hun, og alles blikke vendte sig mod Mads beskedne nabo, som sjældent var i landsbyen, eftersom hun og hendes mand, Karens søn, boede i København.

Clara har jo læst på universitetet sprog og litteratur, skråsikrede Oline og forsøgte at gengive et betydningsfuldt ansigtsudtryk.

Karen, som sad ved siden af hende, tilføjede med stolthed:

Det er ikke hvem som helst, der har rød eksamen fra universitetet.

Clara, den unge kvinde med tørklædet, som Mads havde overset i begyndelsen, vendte sig langsomt og sagde, som om hun havde ventet på spørgsmålet:

Ja, Blicher… han skriver ikke kun om samfundsforhold eller som H.C. Andersen eventyrligt for børn men noget dybere, noget med sjæl. De har hver deres plads, men Blicher formår med sine fortællinger at nå helt ind. Han skrev ikke verdensfilosofi som Kierkegaard eller store episke drama som Drachmann, men han følte og forvandlede folkejævlhverdagen.

Hold da op, sagde Poul overrasket og skubbede samtalen videre: Men Clara hvad er det der for en julefortælling, du og Signe nævnte?

Clara så nu rigtigt på selskabet og hendes ansigt reflekterede en kompleks indre verden øjnene glimtede af tanke og varme, og den mindste rynke udtrykte levende engagement. Signe, som kendte hende gennem flere år, smilede skævt sådan reagerede mænd altid, når de først virkelig så Clara. Hendes udseende var ikke slående ved første øjekast, men når man mødte hendes rolige, mørke øjne, var det svært at slippe kontakten. Hun havde både styrke og mildhed.

Nå, men der findes mange julefortællinger Blicher har flere, og så er der også gamle historier om Den lille pige med svovlstikkerne, begyndte Clara. Men jeg læste for nylig Pontoppidans En kærlighedshistorie. Den rører virkelig én. Nogle mener, det er hans mest menneskelige fortælling. Den handler om en fattig familie i København, der juleaften næsten opgiver alt håb. Faderen søger forgæves efter penge ikke kun fra kassen, men endda på gaden i håb om at finde tabte skillinger. Børnene føler misundelse over de festligt oplyste hjem. Da fortvivlelsen er størst, møder faderen i parken en gammel mand, en ældre læge, som tager med hjem, hjælper dem, sørger for varme, lægeordinerer datteren, og på mystisk vis efterlader penge. De ved ikke hans navn, kun at han har reddet hele familien.

Clara tav og løftede glasset for at drikke.

Det bedste ved fortællingen er, at faren bagefter får arbejde, moderen bliver rask, børnene vokser op, og kun én gang mere ser de deres redningsmand, da han bliver begravet. Hans navn står på recepten fra apoteket: Ordineret af professor Fibiger. Det er sandheden, Pontoppidan kalder det virkelig.

Hans så undrende på hende: Ja, men hvor er miraklet, hvor er det ud over det sædvanlige?

Clara rystede mildt på hovedet:

Men Hans, er det ikke et mirakel bare at blive set, hele familien reddet i det øjeblik, hvor alt håb er borte? Er det ikke mirakuløst, at nogen ser én midt i fortvivlelsen og alternativløsheden?

Oven på det svarede præsten, pastor Severin, på sin bløde, varme facon:

Der er du inde på noget vigtigt. Så ofte kræver vi synlige mirakler, men overser, at bare dét at blive hørt og hjulpet, når man mindst venter det, er stort nok i sig selv.

Præsten, førhen skolelærer i Odense, elskede at tale i billeder og pointer: Hver blomst, hvert barn, hvert liv er i sig selv et mirakel. Men så bliver vi voksne og hærdede alt bliver rutine.

Peter, den lille kirketjener, nikkede anerkendende og begyndte på sin historie:

Jeg husker, hjemme på Langeland, min mor gik altid juledags morgen til brønden efter vand og altid i stilhed, for det var tradition. Men én gang gik den fordrukne fru Madsen med, snakkede og bandede hele vejen og da vi kom hjem, var hendes vand grønt af andemad, mens alle andres var klart som is. Jeg siger ikke andet men vi talte om det længe.

Selskabet grinede, diskuterede lidt og skænkede sig juleakvavit efter Peters historie, før præsten kom tilbage med den mirakuløse ikon, som skulle dufte dog duftede den blot af rosenolie, flasken havde lækket, og miraklet var løst.

Efterhånden brød snakken op. Men så begyndte præsten på endnu en historie, og Mads, der altid havde et levende fantasiliv, forestillede sig, hvordan det var at leve dengang i gamle dage.

*

Der var engang, i begyndelsen af det 20. århundrede, i en af de større landsbyer på Fyn, en kirketjener, der hed gamle Jens Christian. Ingen ville tro det nu, men for årtier siden havde hans stemme fyldt kirken under julegudstjenesten, og børn stirrede på ham som en landlig Ibsen-skikkelse, når hans klare, rungende stemme sang Et barn er født i Betlehem. Men så blev han sendt i krig, fik en skade og mistede stemmen, og senere blev han portner ved kirken.

Tiden var svær. Mange mænd var ikke vendt hjem fra krigen, og unge søgte væk eller gik under jorden, væk fra samfundets krav. Men Jens Christians kirke blev aldrig lukket hverken under krige eller under det nye sekulariserede system, hvor så mange landsbykirker blev til lukkede, tomme skaller.

En påskeaften, hvor menigheden gjorde klar til midnatsmesse, stod Jens Christian i våbenhuset. Pludselig trådte tre statsligt udsendte uniformerede og med skarpe miner ind, og stemningen blev brat kold. En af dem skubbede døren op, afbrød al den jubel og forventning, og menigheden tav.

Inde i sig forstod Jens Christian, hvad han måtte gøre. Han gik mod alteret, hostede kort i hånden, og begyndte, trods sin hæse, ødelagte stemme, at synge den gamle julesalme. Først modstræbende, så med kraft menigheden lod sig rive med. Opstemt sang de sammen så loftet løftede sig og de fremmede blegnede og forsvandt ud igen. Kirken blev ikke lukket. Ikke den jul, ikke nogensinde.

*

Da præsten afsluttede, så han på selskabet med et lille lunt glimt.

Og det, mine venner, er et dansk julemirakel! Kirken står stadig, ikke bare af mursten, men af menneskers fælles vilje og varme. Det er dét, der er mirakler de sker, når vi ikke viger, men løfter hinanden midt i mørket.

Hans brummede tankefuldt, mens stearinlysene stille brændte ned, og udenfor sænkede natten sig over den lille fynske landsby endnu en jul.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

twenty − fifteen =

Hygge-snak ved juletid
— Han er blevet handicappet, og du er kun tyve, du har hele livet foran dig. — Andreas blev kørestolsbruger, da han reddede mit liv, — råbte datteren og begyndte at græde. — Nanna, rolig nu! Han sagde jo selv, at du ikke skulle komme mere. Andreas vil ikke ødelægge dit liv. Han vil ikke have, at du skal skubbe ham rundt i kørestol. — Nanna, sæt dig! — beordrede moren. — Jeg forstår, det er svært for dig, det er svært for mig, men vi må tage en beslutning. Datteren vidste det godt, men hvad kan man beslutte? Tiden kan ikke skrues to måneder tilbage. Hun satte sig. — Jeg ved, I elskede hinanden … — Mor, hvorfor taler du om det i datid? — Han er handicappet, og du er kun tyve, du har hele livet foran dig. — Andreas blev handicappet, da han reddede mig, — råbte datteren og begyndte at græde. — Nanna, rolig nu! Han sagde jo selv, at du ikke skulle komme mere. Andreas vil ikke ødelægge dit liv. Vil ikke have, at du bliver hans hjælper. — I dag kan man jo få bioniske proteser, og så kan man gå uden kørestol. — Selv hvis han får nye proteser og lærer at gå, — sagde Inger, som enhver mor ønsker lykke for sin datter. — Men gifter du dig med ham, skal I bo sammen og sove sammen. Han kan ikke engang selv komme i badekarret. Forestil dig det. — Men jeg kan ikke efterlade ham. — Nanna, han vil ikke ødelægge dit liv. I besluttede jo, da han stadig var rask, at I først ville gøre jeres uddannelse færdig. Du har tre år endnu. Så fortsæt dit studie, lev livet. Alt går over. Andreas åbnede øjnene. Hospitalsloftet: “To måneder nu, det samme hver dag. Nu gør det i det mindste ikke ondt. I dag eller i morgen bliver jeg udskrevet. Nyt semester er begyndt, fjerde årgang. Jeg kan ikke studere endnu. Man skal kunne gå. Jeg har ikke ben mere. Måske fjernstudie? Det er jo sådan, andre gør.” Han lukkede øjnene igen, og billedet vendte altid tilbage. Den store lastbil kørte op på fortovet, og Nanna gik ved siden af. Han nåede at skubbe hende væk fra hjulene… Åbnede øjnene. Hospitalsloftet … “Jeg håber stadig, det bare var en drøm. Men nej, et nyt liv er begyndt. Intet universitet, ingen sport, ingen kærlighed … Ingenting er tilbage, — men ja, der er håb. — Måske får jeg bioniske ben. Vores sundhedsvæsen er både gratis og privat, men det gratis halter bagefter på kvalitet og ventetid. Jeg har allerede fået at vide, at vi skal skaffe fire millioner kroner (to ben), helst fem. Så mange penge har mine forældre ikke. Så jeg må vente.” Den ældre sygeplejerske kom ind. Han skammede sig. Han havde klaret sig selv med kørestolen i en måned nu, men huskede stadig dagene lige efter ulykken. Hun smilede venligt: — Andreas, du bliver udskrevet i dag, jeg hørte sygeplejerskerne snakke om det. Så vi ses nok ikke mere. Skaf de proteser! Du er kun enogtyve, hele livet foran dig. — Tak for alt, fru Larsen! — Held og lykke, Andreas! Kantinepersonalet kom med morgenmaden. Han satte sig hen til bordet. Havde altid appetit. Kroppen var ved at komme sig. Efter morgenmaden kom lægen: — I dag udskriver jeg dig, — sagde han og gav ham en pjece. — Alt, du skal gøre nu, står her. Få bioniske proteser så hurtigt som muligt, så benene ikke glemmer, hvordan man går. Alt det andet kommer bagefter. Helst skulle du selv finde pengene. I dag kan man kun få gode proteser gratis, hvis man er veteran. — Tak for alt, Poul Erik! Da lægen var gået, ringede Andreas til sin far: — Far, jeg bliver udskrevet. — Vi kommer. Efter hospitalet tager vi i butik og køber dig en kørestol. De har mange slags, men du må hellere selv vælge. — Okay. — Hvordan kommer vi fra hospitalet til bilen? — Jeg tager kørestolen, du kan tage den med tilbage. Hjemme var alt som før. Løbeskoene stod, hvor han havde efterladt dem; den dag skulle han egentlig træne atletik. Nu var løbeskoene ligeglade – de skulle ikke bruge deres ejer mere. Han lagde dem væk og begyndte at lære sin nye kørestol at kende – hans “ben” nu. Så ringede hans telefon: Det var Nanna, han kunne ikke slette hendes nummer. — Hej Andreas, — lød hendes usikre stemme. — Hej. Han hørte usikkerheden, sorgen – for de ville aldrig blive, som før. — Hvordan har du det? — Jeg er hjemme nu. Skal prøve min nye kørestol. — Andreas, må jeg komme forbi? — igen usikkerhed. — Nej, — sagde han bestemt. — Hvis jeg kan en dag, så kommer jeg selv. Nanna, ring ikke mere, okay? Han lagde på og blev stående et par minutter, stivnet. Suk, og så gjorde han kørestolen klar. Nina så ind til sin datter, der stod med telefonen slukket i hånden. — Ringede du? — Ja. — Hvordan gik det? — Han sagde, jeg ikke skulle ringe mere. — Vil du have noget at spise? — spurgte moren og skiftede emne. — Nej, mor, jeg lægger mig. Nina gik i køkkenet, stirrede ud ad vinduet, og tårerne pressede sig på, men så kørte manden op foran huset. Hun skyndte sig til komfuret. Han kom ind, kyssede hende på halsen: — Er Nanna hjemme? Er hun stadig i dårligt humør? — Ja. Hun ringede til Andreas, han er blevet udskrevet. — Og? — Han ville ikke tale med hende, bad hende om ikke at ringe mere, — sagde Nina til sin mand. — Mikkel, måske er det bedst sådan. — Nej, Nina, det er værst. Vi vil altid føle skyld over for den dreng. — Hvad skal vi gøre? — Jeg finder en løsning, — sagde Mikkel bestemt. *** Ivan og Maria, Andreas’ forældre, sad i køkkenet. — Hvordan har Andreas det? — Han sidder ved computeren hele dagen. Universitetet sender opgaver. — Han nævnte det. — Hvad skal vi gøre, Ivan? — Jeg ved det ikke. Banken vil kun låne os fem millioner, men med så høje renter, at vi skal betale 50.000 kroner om måneden i 30 år. Med vores løn kan vi ikke klare det. Vores søn skal have et godt liv, også uden ben. — Men hvad gør vi? — Jeg finder arbejde i København. Lønnen er god. Om et år er det måske endnu bedre. — Det er kun lidt mere, end vi har nu … — Det burde være nok til både lån og dagligdag. — Så risikerer du at skulle arbejde til du er firs, — regnede hun ud. — Måske sagsøger vi chaufføren, — sagde Ivan usikkert. — Jeg har undersøgt det. Ikke mere end 500.000. Og vi skal samle alle kvitteringer og lægepapirer. Det kan tage flere år. Nogle uger senere lærte Andreas at bruge sin kørestol og klare sig alene. Han gik tur to gange om dagen, lærte at lave mad for at hjælpe forældrene når de var på arbejde. En dag, hvor forældrene ikke var hjemme, ringede det på døren. — Hvem er det? — Andreas, det er Mikkel, Nannas far. — Kom ind! Den sidste, han havde ventet, var Nannas far. Han havde troet, hun kom fra en rig familie. — Hej, Mikkel! — Hej, Andreas! — rakte hånden frem. — Kom ind! — Hvordan går det? — Fint, prøver at vænne mig. — Jeg har undersøgt noget. Har du hørt om bioniske ben? — Ja, har jeg. — Jeg har talt med en specialist, de kan sagtens ordne det. — Ved du hvor dyrt det er? — Andreas kunne ikke skjule sin vrede. — Ja. Jeg betaler. — Mener du det virkelig? — Andreas var målløs. — Hvorfor gør du det? — Om du ender med min datter eller ej, er op til jer. Men du har reddet hendes liv. Jeg skylder dig. Hvis I finder sammen, bliver jeg bare glad. — Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. — Kom, vi tager i klinik nu! Jeg har bilen klar. Lad os få det ordnet. Det tog tid, men en måned senere blev Andreas’ proteser lavet. Han spurgte straks fysioterapeuten: — Kan jeg lære at gå som før? — Hvad forventer du af dine bioniske ben? — Jeg vil leve et normalt liv. Kunne gå, dyrke sport … vende tilbage til min kæreste. — Det er oktober nu. Til nytårsaften kan du være sammen med din pige igen. Sport må vente til foråret, hvis du træner hårdt. — Det vil jeg! — Så starter vi. Det er svært nok bare at stå, langt sværere at gå eller løbe, men målet er der, og der er noget at kæmpe for. Semesteret var slut, juleeksamen ventede, men først ferie. Nytår var tre dage væk, og på universitetet holdt de fri sidst i januar. — Nanna, fejrer du ikke nytår med os? — spurgte en fra holdet. — Nej. — Som du vil. Nanna gik til garderoben, tog overtøj på og gik ud. Tankerne gik ustandseligt på Andreas og nytår: “Hvorfor ringer han ikke? Han sagde jo, hvis jeg kommer, så bliver det på mine egne ben. Han kan aldrig komme på sine egne mere. Far betalte for bioniske proteser, men det tager lang tid at lære at gå – især med to nye ben.” Hun tænkte på de lykkelige dage, da de var sammen: “Han stod altid ved skiltet foran universitetet, hjalp mig op ad trappen, bange for, at jeg ville falde …” Hun smilede for sig selv. Hun gik ud af døren og kiggede op … Andreas stod der, hvor han plejede. Hun løb hen til ham og omfavnede ham: — Jeg kom til dig, Nanna! — Jeg har ventet på dig, Andreas! Og så et varmt kys. Sammen gik de ned ad trapperne, og han holdt hende igen, som han altid gjorde, og sneen dalede, og der var glæde helt ind i sjælen! Nytår blev fejret i Nannas forældres lejlighed, sammen med Andreas’ forældre. Forældrene så på deres lykkelige børn og forstod, at de havde overlevet den sværeste prøve i livet – og nu ville de aldrig skilles.