Du, jeg bliver nødt til at fortælle dig noget vildt, der skete for en veninde, Signe, fra Aarhus. Hun arbejdede nattevagt, og var smadret, så hun besluttede bare at tage direkte hjem i stedet for at handle. Hun træder ind i opgangen, op ad trapperne, og med det samme hun låser sig ind, kan hun bare mærke, at der er noget helt galt.
Der var sådan en underlig stilhed i entreen du ved, når det næsten summer af akavethed? Og lige ved siden af Mads sko hendes mand står der et par stiletter, hun aldrig har set før. Der hænger en beigefarvet frakke på knagen, som i hvert fald ikke er hendes egen.
Inde fra soveværelset hører hun svage lyde, et fnis, sengen knirker, og der hænger en sødlig duft i luften fra en parfume, Signe slet ikke kender. Der var ingen tvivl, den duft var ikke hendes.
Signe tøver foran døren til soveværelset, hvor lyset skinner ud på gulvtæppet. Hun kan høre et åndedrag, der ikke tilhører nogen, hun bor med.
Hun åbner døren, og der på deres fælles seng ligger Mads og en eller anden fremmed kvinde. De er halvnøgne, udsplattede og alt for tæt på hinanden. Kvindens halskæde blinker i lampelyset. Mads bliver helt kridhvid, da han ser Signe. Kvinden prøver at trække dynen op over sig.
Men Signe står bare stille, ikke et ord, ingen gråd, ikke engang vrede.
Jeg går ud i køkkenet, siger hun stille. Tag noget tøj på begge to, og kom derud. Vi skal lige snakke sammen.
Så tænder Signe op i køkkenet, finder grøntsager frem, og griber kniven. Kniven kører roligt mod skærebrættet, hakke, hakke, hakke.
Mads og kvinden aner ikke, at det morgenmåltid kommer de aldrig til at glemme! Jeg joker ikke engang!
Signe skærer grøntsagerne langsomt, nærmest meditativt, mens kniven rytmisk rammer brættet. De sidder musestille ved bordet, totalt anspændte, forstår ikke helt, hvorfor Signe har inviteret dem i køkkenet.
Hun sætter tallerkener foran dem og sætter sig selv.
Lad os nu lige spise morgenmad sammen, siger hun roligt. Jeg har ikke fået mad siden mit jobslut, og jeg er virkelig sulten. Så tager vi snakken bagefter.
Mads løsner lidt op, prøver at smile, som om det hele måske bare glider væk. Han tager gaflen og begynder at spise som om intet var hændt.
Du har altid kunnet lave lækker mad, siger han.
Ja, svarer Signe og ser ham i øjnene. Men det her, det er jeres farvelmorgenmad.
Mads ser uforstående op.
HVAD mener du? Skal vi skilles?
Ikke bare det, siger Signe og får pludselig et skævt smil.
Han tager en bid mere, men stopper brat. Han sluger, hoster, og bliver helt bleg.
Hvad hvad har du puttet i maden?
Signe ser ham stadig lige i øjnene.
Ikke noget farligt, siger hun bare. Men du ved selv, hvor let du går i panik.
Han begynder at gispe og hive efter vejret, og kvinden springer op fra stolen:
Du har allergi, er du okay?
Mads får nærmest stresset sig selv ind i et angstanfald, han kan ikke mærke forskel på ægte og indbildt reaktion.
Signe rejser sig roligt.
Forresten, jeg har lige gemt medicinen væk, siger hun ligeglad. Du behøver ikke at bekymre dig, det er ikke gift.
Hun går hen mod døren, vender sig om og siger:
Du vil altid huske den morgenmad, og hvordan du troede, du var ved at dø. Og jeg vil altid huske, hvordan du forrådte mig.
Så smækker hun døren i. Kvinden får hurtigt ringet 112, og Mads må køres på hospitalet med en allergisk reaktion mod peber, som på mystisk vis var havnet i maden.
Altså, de kommer aldrig til at glemme dén morgenmad i deres liv.
