Kvinden udgav sig for at være en fattig sekretær for at afsløre de sande ansigtstræk hos virksomhedens ansatte

Kvinden lod som om hun var en fattig sekretær for at se de sande ansigter hos firmaets medarbejdere
Jeg står foran spejlet og stirrer intenst på mit eget spejlbillede. Elizabeth Andrejevna Korabljova, 30 år, udviklingsdirektør for et stort IT-firma. Officielt – succesfuld, stærk, selvsikker. Men indeni – træthed. Dybt, opsparet gennem årene.
I dag er jeg bare Lisa. Lisa fra en almindelig bydel, uden glans, uden status. Jeg tager de dyre ure af – Cartier, som engang virkede som et symbol på succes, gemmer diamantringen i en æske. Tager min søsters slidte jeans på, en billig sweater købt i et almindelt supermarked. Håret – i en simpel hestehale, ansigtet – uden en smule makeup. Facaden forsvinder. Tilbage er bare mennesket.
Nu er jeg ikke en topchef. Jeg er en kandidat til en sekretærstilling.
“Hvorfor gør du det her?” spurgte Katja, min veninde, i går. “Du har alt: karriere, penge, respekt…” Hvordan forklarer man det? At jeg ikke kan holde al den falskhed ud længere? At hvert et skridt jeg tager ledsages af smil, der forsvinder, så snart jeg vender ryggen til? At medarbejderne er perfekte professionelle i mit nærvær, men bag min ryg – sladder, klager, bedrag?
Jeg vil se sandheden. Sandheden om mit firma. Om de mennesker, der i virkeligheden holder det kørende.
Den velkendte lugt af kontoret – kaffe, papir, toner – møder mig, som den altid gør. Men i dag tager jeg ikke op på 18. sal, hvor mit kontor med udsigt over byen ligger. I dag er det 5. sal. Efter aftale med Oleg Sergejevitj, personalechefen, er jeg kommet til jobsamtale som ansøger. Han var selvfølgelig chokeret, da jeg bad ham om hjælp, men han gik med til det. For eksperimentets skyld. Eller for min skyld.
Jeg går ind til Marina Viktorovna.
“Elizabeth Andrejevna?” Hun kigger på mig over sine briller. “Kom ind, sæt jer ned. Oleg Sergejevitj har advaret mig.” Jeg sætter mig. Holder ryggen lige, men ikke for meget. Prøver at ligne en almindelig person, der søger job. Indeni – angst. Hvad hvis hun ikke tror på mig? Hvad hvis jeg ikke bliver ansat?
“Har du erfaring som sekretær?”
“En smule…” svarer jeg usikkert. “I et lille firma.”
“Forståeligt. Hvorfor valgte du netop os?”
“Tja, firmaet er stort, stabilt… Jeg vil gerne arbejde et sikkert sted.”
Marina nikker, laver notater i CV’et – det jeg skrev fra bunden, hvor jeg opfandt mit eget fortid. Hun fortæller om arbejdsopgaver, vagtplan, prøvetid.
“Lønnen er femogtyve tusind. Er det okay?”
Femogtyve tusind. Latterligt. Jeg bruger mere på frokost. Men jeg nikker:
“Ja, det er fint.”
Mandag. Første dag i det nye liv.
Mit arbejdsområde – et lille bord ved indgangen til Sergej Ivanovitjs kontor, salgschefen. En gammel computer, en pibende stol, der protesterer mod enhver bevægelse.
“Lisa, lav lige kaffe,” siger han uden at kigge op fra papirerne.
“Selvfølgelig.” Jeg går ud i køkkenet. Før bragte de kaffe til mig. Nu er jeg den, der laver den. Hvordan følte mine assistenter sig, når jeg bad dem om noget?
I køkkenet møder jeg Olja fra regnskabet.
“Hej, er du ny? Hvad hedder du?”
“Lisa.”
“Jeg er Olja. Bare rolig, folk er okay her. Hvis der er noget – sig til.”
Varme ord. Enkle, ærlige. Hvornår talte en sidst til mig uden fornemhed, uden at tænke på min stilling?
Ved frokosttid forstår jeg allerede: det her er en anden verden. En verden, hvor jeg før ikke eksisterede.
Sergej Ivanovitj er ikke den selvsikker leder, jeg ser til møder. Her er han nervøs, irritabel. Han skælder ud over bagateller, men hvis ledelsen ringer, bliver han pludselig høflig, næsten servil.
“Lisa! Hvor er kontrakten med ‘Teknosfæra’?!”
“Du tog den med ind på kontoret for en time siden…”
“Gå ikke i mod! Find den!”
Jeg tier. Går ind på kontoret – dokumentet ligger lige for øjnHun ved, at ændringerne ikke kommer i morgen, men at hvert lille skridt tæller, og at hun endelig er på vej til at blive den leder – og det menneske – hun altid burde have været.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

four × 4 =

Kvinden udgav sig for at være en fattig sekretær for at afsløre de sande ansigtstræk hos virksomhedens ansatte
“Skal du nu til at bestemme igen? Her bestemmer jeg, og jeg siger, hvem der flytter ind – og hvem der ikke gør. Pas på, så det ikke ender med, at det er dig selv, der må flytte ud…” – Dig? – Ivan trak på smilebåndet – Kan du egentlig huske, hvem der bestemmer her? *** En råkold morgen i deres københavnerlejlighed. Ikke at morgenerne dér nogensinde har været særligt hyggelige. Solen strømmer ganske vist ind ad vinduet, men lyset sniger sig aldrig helt ind til Ivan, der ikke har fået sin nattesøvn og vågner irritabel. Hele natten har han vendt og drejet sig – og var først lige faldet til ro, da… – Ivan! – lyder det brølende fra entreen – Er du der? Kom så ud! Kom nu!! Sover du stadigvæk måske?? Ivan stønner og gemmer hovedet under puden. Igen, altså. Far, Mikkel, kaldet Misha, kører sin sædvanlige stil – og klokken er ikke engang otte. – Jeg er ved at gøre mig klar til arbejde, far, – svarer Ivan hæst, næsten ude af stand til at åbne øjnene – Jeg kommer for sent. I virkeligheden kunne han blive liggende en time endnu – en time, han virkelig har brug for. – Hvilket arbejde! – Misha står allerede i døren til Ivans værelse og virker kæmpestor, selvom han faktisk ikke er særlig høj. – Du ligger bare der… Rejs dig op. Jeg skal bruge penge! Ivan retter sig op på albuen. Penge. Klassikeren. – Hvad til? – spørger han, selvom han kender svaret. – Sikken en knægt du er, – sukker Misha teatralsk – Skal jeg forklare det igen? Jeg skal på date med Lotte. På restaurant. Hun skal jo imponeres. Du ved selv – sådan én skal man ikke byde hvad som helst. En tur på Strøget gør det ikke. “Sådan én” betyder vist bare, at Lotte gerne bruger andres penge – og medmindre far har dem, ligner han ikke den heldigste mand. Den gamle har efterhånden mistet enhver blufærdighed og bruger alt, hvad han tjener, på sine “indtryk” – og derefter vælter kravene ind. – Jeg har selv næsten ingen penge, far, – forsøger Ivan, som han har gjort mange gange – Lige nok til ugen, mad og buskort. Har du glemt, at vi lige har skiftet håndvasken? Han har virkelig brugt sine penge – og vil ikke finansiere fars evindelige forførelser. – Ingen penge? – Misha løfter øjenbrynene, som om det er Ivan, der beder ham om penge, ikke omvendt – Find nogle. Det er ikke til hvem som helst. Det er til din far. Og i øvrigt… – han griber efter Ivans tegnebog – Det er MIT hus! Dine penge – det er mine penge! Forstået? Her gør du, hvad jeg siger! Jeg tager det, jeg har brug for. Tegnebogen er selvfølgelig tom. Ivan har gemt de sidste penge på sit kort. – Hvor er pengene?? Jeg spørger – hvor er mine penge her i min lejlighed? Ivan smiler skævt. – Er du nu sikker på, det er DIN lejlighed, far? Er du HELT sikker? Faren stopper op, lader både tegnebog og taske være. – Hvad snakker du om? – mumler han. – Det ved du udmærket, – Ivan sætter sig op, bevidst om sit overtag – Det var mormors lejlighed. Den har altid været hendes, og hun har givet mig den. Hun vidste, hvad du brugte penge på – og hun stolede ikke på dig med noget af værdi. Man kan ikke regne med dig, far. Du spiller alt op… Mormor var klogere end de fleste og havde set nok af Misha, der evigt formåede at bringe sig selv i økonomisk uføre. Hun forsikrede sig – og skrev lejligheden over på sit barnebarn. På papiret boede Ivan her. Og det gjorde han også i praksis: Han betalte alt – også for de tøfler, hans far og han nu diskuterede i. Misha var mest som gæst – kom kun for at spise, sove og forlange flere penge. – Så, far, – Ivan rejser sig, nu som fuldblods herre i huset – Det er mig, der bestemmer. Og mine penge er MINE. Vil du invitere Lotte ud, må du finde de penge et andet sted. Faren vil protestere, men ordene drukner i arrigskab. – Det skal jeg nok huske dig for… – Husk det bare, næste gang du spiser mine madvarer. For du køber jo aldrig ind til noget. Det gør ondt, men Ivan har fået nok. Far må finde sig i, at han nu bestemmer. Kan det ikke accepteres, så… må far finde sig et andet sted at bo. Aftenen ender med endnu et optrin. Ivan kommer sent hjem og finder fars “venner” omkring bordet – og Lotte, der sadder og fniser. – Her er min søn! – råber Misha triumferende – Han gemmer penge for sin gamle far! Og nu smider han også vennerne ud! Han tror, han ejer det hele! Ivan bliver stående i døråbningen, alt for træt til at blive vred – bare udmattet. – Far, – siger han stille – Hvad er det her? Du må holde fest hvor du vil, men ikke i mit køkken. Jeg skal tidligt op i morgen. Nu beder jeg alle om at gå. Du kan blive, men ikke gæsterne. Stilhed. Lotte kryber tættere ind til Misha. Vennerne mister lysten til at blive. – Lad os komme videre, Mikkel, – siger én. Ivrigt snerper faren læberne: – Hvordan kan du ydmyge mig, dreng! Opdrage på din far! – Måske har du brug for det, – svarer Ivan og trækker sig væk. Han orker ikke skænderiet mere. Næste morgen hænger en sur mand rundt i hjemmet og svarer ikke på tiltale. Ivan prøver at tage første skridt. – Far… Undskyld, jeg gik for hårdt til dig i går. Jeg var træt – det var ikke meningen at såre dig foran de andre. Vil du have lidt penge til restauranten alligevel? Misha lyser op. – Virkelig? Ivan nikker. Misha smutter glad af sted – og Ivan føler bare tomhed. Hele dagen kredser tankerne om èn ting: Lejligheden. Ivan er træt af at bo med sin far. Skal han virkelig flytte? Det er jo HANS lejlighed. Skal han smide far ud? Går det an? Han får ikke svar. Samme aften falder han omkuld – men far kommer hjem med Lotte. – Ivan? Sover du? – lyder det pludselig – Vi bliver kun lidt. Lotte titter også ind. – Hej, Ivan, – smiler hun sødt. – Vi har besluttet… hun flytter ind hos os, siger Misha. Ivan springer op. – Hvad? Nej, det gør hun ikke! Misha stivner – regnede ikke med modstand. Troede, undskyldningen fra tidligere var en åbning. – Skal du nu til at bestemme igen? Her bestemmer jeg, og jeg siger, hvem der flytter ind – og hvem der ikke gør. Pas på, så det ikke ender med, at det er dig selv, der må flytte ud… – Dig? – Ivan løfter et øjenbryn – Kan du egentlig huske, hvem der bestemmer her? – Jeg er ligeglad med dine skødepapirer! – brøler faren, dæmper sig straks for Lottes skyld – Ivan, forstå nu, vi vil bare leve sammen som voksne mennesker! Jeg har retten til at have min kæreste i mit hjem! – Nej, – Ivan er iskold – og bliver du ved, så kan det være, du selv mister retten til at bo her. Misha skælver af raseri – men er magtesløs. – Nå, vi får at se, hvem der vinder! *** Dagen efter er Ivan i chok, da han kommer hjem: Hans ting, smidt ud på gaden – tøj, bøger – alt flyder foran opgangen. Døren er låst, nøglen virker ikke. Far har sat nye låse i. – Far! Råber Ivan og rykker i håndtaget – Luk op! – Skrid! – råber Misha indefra – Det her er mit hjem nu! Dine ting har jeg båret ned! – Jeg smadrer døren! – Prøv bare! Ivan står lidt – men må trække sig tilbage. Han samler sit tøj op – nabopigen Katrine har allerede hjulpet. – Har han helt mistet forstanden? – spørger hun. – Slet ikke værd at snakke om, – svarer Ivan – Tak fordi du hjælper. Kan jeg mon låne et værelse hos jer i nat? – Selvfølgelig, – siger hun. For første gang i månedsvis føler Ivan sig tryg. Rolig aften, hygge – ingen råben, ingen pengekrav… Næste morgen, da far og Lotte er gået, skynder Ivan sig hjem med en låsesmed. Han viser papirer og ID. – Den her lejlighed er min. Bryd låsene op og sæt en ny i. På ingen tid er Ivan tilbage – og begynder straks at pakke fars og Lottes ting pænt. Han smider dem ikke ud fra vinduet – men sætter alt på trappeafsnittet. Da han er færdig, dukker faren op og fumler med nøglen. – Hvad sker der! Låsen virker ikke?! Er du der, Ivan?? – Kom ikke og bank på, – siger Ivan, – Du får ikke nye nøgler. – Har du smidt mig ud?? – Hvad troede du selv? – spørger Ivan. – Luk op! Mine ting! – De står bag dig, – svarer Ivan og åbner døren på klem, – Jeg er ikke smålig. I får alt med. Misha forsøger at presse sig på – men Ivan spærrer døren for ham. – Gå, far – og Lotte med. Jeg sagde, der ikke ville bo nogen her, som prøver at skubbe mig ud af mit eget hjem. Og særligt ikke sådan. Misha ser sit nederlag. – Jeg sagsøger dig! Men Ivan ved, at det er tomme ord. Om aftenen kigger Katrine forbi med en hjemmebag. Hun smiler: – Jeg kunne godt have smidt deres kufferter ud fra vinduet! Du er jo nærmest for flink… Og sådan sad de længe og nød freden sammen.