Min stedsøn sagde, at han havde nok, så jeg besluttede, at jeg ikke ville finde mig i det længere. I de sidste tretten år har jeg opdraget min kones søn fra hendes første ægteskab på samme måde som min egen datter. Min datter ligner mig mere, både i personlighed og i ambitioner, og vi har mange fælles holdninger til livet, men sønnen er en tro kopi af sin mor. For ham er alt altid tilstrækkeligt. Jeg spørger fx altid mine børn, hvad de ønsker sig til fødselsdag, eller hvilket gave de gerne vil finde under juletræet. Min datter laver altid en ønskeliste for at gøre det lettere for mig, men min stedsøn siger bare, at han bliver glad for alt, og han er generelt ligeglad. Når min datter skal ud med venner, spørger jeg, om jeg skal give hende kontanter, og hun siger aldrig nej, men min stedsøn siger altid, at han har, hvad han skal bruge. Han vil ikke tage imod en krone mere fra mig, fordi han siger, at han har nok. Jeg ved, han ikke fortæller sandheden, for han beder senere sin mor om penge, men aldrig mig. Vi har boet sammen i så mange år, og alligevel skammer han sig stadig over at bede mig om noget? Jeg har opdraget ham som min egen søn, men han holder sig til sin mors skørter og vil ikke have min hjælp. Selvom han ikke har nogen anden far, fordi min kones eksmand ikke har kontakt med dem, opfører han sig stadig som en fremmed. Nu er han seksten år, og det er snart tid til at vælge skole, så hele familien diskuterer, hvor han skal gå. Han er sikker på, at han bliver optaget på den statslige skole, han ønsker, og jeg beder ham overveje andre muligheder – også privatskoler – og jeg tilbyder at betale. Men min søn siger, at det ikke er nødvendigt. Han skal nok selv klare det, eller også finder han en løsning. Sådan en arrogance og manglende vilje til at samarbejde med mig som forælder føles virkelig sårende. Hvis han vil være så selvstændig, må han klare sig selv. Hvis han ikke vil have mine penge, så lad ham være. Min kone reagerede tvetydigt på mine ord og sagde, at jeg var barnlig. Men jeg synes, min søn er for voksen. Hvordan skal jeg ellers håndtere ham?

Min stedsøn sagde, at han havde nok, så jeg besluttede, at jeg ikke gad blive ved med at presse på længere.

De sidste tretten år har jeg opdraget min kones søn fra hendes første ægteskab, præcis som jeg har gjort med min egen datter. Min datter minder meget om mig både i temperament og når det gælder ambitioner, vi har tit de samme holdninger til tingene. Men drengen han er fuldstændig som sin mor. Hos ham er det altid sådan; alt er fint, alt er nok.

Når jeg spørger dem, hvad de ønsker sig til fødselsdag eller juleaften, så kommer min datter altid med en lille liste så gør hun det nemt for mig. Men min stedsøn, han siger bare, at han bliver glad for hvad som helst. Han virker helt ligeglad. Hvis min datter skal ud med venner, spørger jeg, om hun skal have nogle kontanter med, og hun siger aldrig nej. Drengen siger altid, at han allerede har nok ikke en krone mere vil han have af mig, fordi, som han siger, han har det, han skal bruge. Jeg ved jo udmærket, at han ikke fortæller sandheden for bagefter går han bare til sin mor og spørger, men til mig kommer han aldrig.

Vi har boet sammen så længe, og stadig er det som om, han ikke tør bede mig om noget som helst? Jeg har opdraget ham som min egen, men stadig bliver han genert over for mig og går kun til sin mor med tingene. Hans biologiske far har aldrig rigtigt været i billedet, men han behandler mig stadig som om, jeg bare er en eller anden.

Nu fylder han snart seksten, og det er ved at være tid til at vælge uddannelse, så hele familien diskuterer, hvor han skal gå henne. Han er vildt sikker på, at han bliver optaget på den folkeskole, han vil gå på, og jeg prøver at spørge, om han ikke også vil have nogle alternativer, måske en privatskole og at jeg gerne betaler. Men han siger bare, det er ikke nødvendigt. Han skal nok selv klare det, eller så må han finde på noget andet.

Det gør faktisk lidt ondt, den der stædighed og at han ikke vil tage imod noget som helst fra mig, som om jeg ikke er en del af det. Hvis han nu så gerne vil klare det hele selv, så må han jo bare gøre det. Vil han ikke tage imod mine penge, så får han heller ikke nogen.

Min kone tog det ikke helt alvorligt, hun sagde mest, at jeg var barnlig. Men jeg synes ærligt talt, han opfører sig lidt for voksent. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg ellers skal håndtere det. Hvad tænker du, hvordan pokker skal jeg komme ind på livet af ham?