Da jeg kom hjem, smed jeg bunken af blomster fra firmafesten på skoskabet, sparkede de elendige stiletter af og hoppede hurtigt i et par hjemmesko. Selvom gummistøvler ærligt talt havde været mere passende.
Der var vand over det hele nærmest mere end på trappen udenfor. Inde fra lejligheden lød der et kvalt kattehyl. Noget snusede, raslede og røg.
Mikkel, hvad er det, der sker?!
Mikkel kom til syne få sekunder efter, iført kun underbukser, barfodet, smurt ind i sod, hans ansigt både forbrændt og fyldt med rifter og så et ordentligt blåt øje oven i det hele. Hovedet var svøbt i et håndklæde, som lignede en turban.
Mille, er du allerede hjemme? Jeg troede, du blev længere til festen du er jo chefen, troede du ville feste til den bitre ende.
Jeg satte mig ned på pufen, opgivende, og sagde:
Nå, kom bare frem, du bandit. Hvad er der gået galt denne gang?
Øhmm Skat, du må ikke blive sur
Sur? Jeg var kun nervøs den gang tilbage i halvfemserne, hvor jeg blev truet af gældshajer. Eller dengang under finanskrisen. Alt efter det? Ingen nerver tilbage. Så fortæl nu bare, hvad der er på spil her?
Altså…
Hold det kort!
Okay! Jeg ville overraske dig! Gøre noget anderledes. Tænkte, du skulle have et festmåltid, rent hjem og blomster. Tog en fridag, satte vaskemaskinen over, gik på Torvehallerne… Altså, først Torvehallerne, købte kalvekød… og så sprang maskinen læk.
Kalvekød? Spørger jeg sådan lidt håbefuldt.
Nej nej, det var altså vaskemaskinen, der løb over. Ikke kødet. Jeg satte kalven i ovnen, gik i gang med rengøringen, men så var det katten…
Den er i live, håber jeg?
Selvfølgelig! nærmest fornærmet. Bare lidt våd. Jeg sværger, katten var ikke i maskinen, da jeg satte den over. Men lige pludselig var han derinde.
Hvordan i alverden kom katten derind? Maskinen var lukket!
Aner det ikke. Mellemrumsmagi måske?
Jeg lukkede øjnene kort.
Fortsæt, det her bliver kun bedre. Men vis mig lige katten først. Jeg vil se ham
Mille, det kan jeg ikke lige nu, han er… langt væk.
Hans ben sidder vel fast endnu?
Mikkel tørrer sod af kinden og mumler:
Helt sikkert! De er bare midlertidigt immobiliserede. Sikkerheden frem for alt.
Fint. Så hvad skete bagefter?
Altså, mens katten vaskede sig bogstaveligt talt, begyndte det at lugte brændt. Jeg løber ud, åbner ovnen, får forbrændt mine fingre, og kødet brænder på. Jeg smider olie på, men altså… det slog flammer op!
Håret brændte, røg vælter ud, jeg prøver at slukke. Og katten skriger. Jeg styrter mod vaskemaskinen, ser kattens øjne igennem lågen han har det ikke just festligt. Jeg prøver slukke, men maskinen vil ikke åbne. Katten hyler. Komfuret brænder. Jeg henter brækjernet. Maskinen eksploderer nærmest men katten er fri!
Imens jeg prøver at redde køkkenet, ræser katten rundt, vælter to vaser, tisser på gulvtæppet, hiver gardinerne ned, ridser tapetet, og vælter cavaen fra bordet. Naboerne banker i radiatoren nedenunder, truer med alt muligt måske kastrering. Hvorfor det? Vi fik jo katten kastreret for to år siden. Eller mener de mig? Men ja, ellers er alt fint. Bare rolig!
Jeg gispede af grin, tørrede øjnene og bevægede mig ind i lejligheden. Ødelæggelsen var præcis, som Mikkel havde beskrevet. Plus et par overraskelser, der kunne give enhver en hjerteflimmer.
Men ikke mig. Tyve år som leder i dansk erhvervsliv intet vælter din verden. Det vigtigste: ingen børnebørn på besøg, Mikkel og katten begge i live på mirakuløs vis.
Godt nok var katten spændt fast til radiatoren med firben og hele hovedet viklet ind i Mikkels gamle halstørklæde. Men han levede og var hverken stegt eller druknet. Det måtte være godt nok. Mikkel skyndte sig at forklare:
Han ville ikke sidde stille og tørre. Jeg var bange for, han blev syg. Det var umuligt at vride ham. Så han måtte spændes fast. Og hovedet, ja… så han ikke larmede, naboerne har banket på ti gange. De truede både med brandvæsenet og politiet og en heks eller to.
Jeg løsnede katten, beroligede ham, tørrede hans hoved og lukkede ham blomstrende ud.
For hulen da, Mikkel! Katten kunne jo være død. Altså, efter sådan en vask overlever han alt ligesom jeg.
Jeg satte mig tungt i sofaen med katten i favnen, og sendte ham et langt blik.
Nå?
Hvad? Skal jeg alligevel gå direkte i galgen, eller skal jeg lade dig gøre det?
Tja… Det er den ottende marts i dag.
Mikkel brød ud i et stort smil, forsvandt ind i soveværelset og kom tilbage, selvsikker og lidt halvskjult. Gik ned på knæ, trak hænderne frem bag ryggen og sagde højtideligt:
Mille, mit hjerte. Vi har været sammen i tredive år, og du forbløffer mig stadig. Du er den smukkeste, mest tålmodige, omsorgsfulde og kærlige kone, mor og mormor. Tillykke med kvindernes internationale kampdag bliv bare ved med at være dig selv.
Han rakte en lille æske med en guldring og en noget forpjusket buket roser frem.
De var virkelig flotte, inden katten fik fat i dem. Bliv ikke sur, hverken på mig eller katten. Han er virkelig uskyldig. Jeg ville bare gøre dig glad.
Jeg pressede hans hoved mod mit knæ, snusede til blomsterne og smilede.
Tænk, de dufter faktisk stadig, og ikke engang af røg. Lad nu være med flere eksperimenter, Mikkel. Blomster er altså nok. Det her hjem overlever ikke flere overraskelser og slet ikke naboerne.
Jeg tænkte bare, på dit job får du jo altid flotte gaver og kæmpe buketter, så jeg ville give dig noget anderledes. Med lidt ekstra, lidt ildsjæl.
Du lykkedes – det kan jeg altså ikke benægte. Med ild og det hele! Men det bedste var, at det kom fra hjertet.
Kom så, mine stakler, nu må vi hellere rydde op og få sagt undskyld til naboerne. Ellers ender det jo med, at de virkelig hyrer en heks. Og hun har sikkert også en mand, der prøvede alt for meget at overraske hende en gang og hvem ved, hvad hendes reaktion var bagefter…







