To år efter skilsmissen mødte jeg min ekskone igen: det hele stod krystalklart for mig, men hun smilede bare med en snert af bitterhed og afviste min desperate bøn om at tage det hele en gang til
Da vores andet barn kom til verden, holdt Astrid op med at pleje sig selv overhovedet. Engang skiftede hun tøj fem gange om dagen, og hun jagtede detaljernes perfektion som en olympisk disciplin. Men da hun kom hjem fra Rigshospitalet, var det som om hele garderoben og alle hendes tidligere vaner var forsvundet fra hukommelsen bortset fra én stakkels, uldtrøje og nogle slidte joggingbukser, med knæene dybt nede, hængende som et banner for opgivelse.
I dette fantastiske outfit gik min kone ikke bare rundt hun boede i det, dag og nat, og ofte faldt hun i søvn iført joggingbuksen, som om det var blevet en del af hendes hud. Når jeg spurgte hende hvorfor, trak hun bare på skuldrene og mumlede, at det var nemmere at stå op om natten til børnene. Ja ja, den slags logik har da sin dystre, pragmatiske charme, men alle de principper hun engang gentog som et kampråb En kvinde skal være en kvinde, selv i helvede! var blæst væk som sand på Blåvand strand. Astrid havde glemt alt: sin yndlings neglesalon på Østerbro, fitnesscentret hun kaldte sin redning, og undskyld min ærlighed hun glemte endda at tage bh på om morgenen og trissede rundt, som om det var den naturligste ting i verden.
Helt ærligt, kroppen fulgte snart trop. Alt faldt sammen taljen, maven, benene og selv halsen. Hun mindede om en skygge af sig selv. Og håret? Ikke så meget frisure, som det var et levende eksempel på stormskader fra vestkysten: enten et vildt, uregerligt udtryk eller en slatten knold, hvor hårtotter stak ud som nødråb. Det værste for mig var, at før børnene kom, var Astrid intet mindre end blændende smuk en ægte 12er! Gik vi ned ad Strøget, kunne jeg se mændene dreje hovedet efter hende, med blikke der næsten var savlende. Jeg svulmede af stolthed dér gik min gudinde! Nu var der kun et gustent ekko af fortidens glans tilbage.
Selv hjemmet fik præg af hendes forfald rene scener fra Den Store Bagedyst, dog minus ordenen. Det eneste hun stadig mestrede var madlavningen. Jeg sværger på min mors frikadeller, Astrid var en troldkvinde i køkkenet, og at brokke sig over hendes mad var næsten en dødsdom. Men resten? Ren tragedie.
Jeg prøvede med alle midler at ryste hende op, bad hende ikke lade sig selv visne væk, men hun sendte mig bare et opgivende smil og lovede, at det snart blev bedre. Tiden gik, min tålmodighed forsvandt at se denne karikatur af den kvinde, jeg elskede, hver dag blev mere og mere ulideligt. Til sidst, på en regnvåd torsdag, slap bomben: skilsmisse. Astrid blev stille, gentog de samme sløve løfter om forandring, men uden store dramaer. Da hun mærkede, at beslutningen var urokkelig, trak hun bare vejret tungt og sagde:
Som du vil Jeg troede, du elskede mig
Jeg havde ikke mere energi over til elsker du mig eller ikke?. Papirerne blev underskrevet, og snart havde jeg mit skilsmissebevis fra Københavns Rådhus slutningen på et kapitel.
Jeg skal nok være ærlig og indrømme, at jeg ikke er den bedste far. Bortset fra børnepengene cirka 2900 kroner om måneden har jeg ikke hjulpet min gamle familie med ret meget. Bare tanken om Astrid, som engang væltede mig omkuld med sin skønhed, var som en kniv i hjertet, jeg helst ville være fri for.
Der gik to år. En aften gik jeg gennem det livlige Indre By i Aarhus, da jeg så en silhuet i horisonten den måde hun gik på, elegant, næsten svævende gennem folkemængden. Hun kom nærmere, og mit hjerte sprang et slag over det var Astrid! Men hvilken Astrid! Genfødt, mere strålende end nogensinde, og alligevel helt og aldeles sig selv. Høje hæle, præcist sat hår, alt ved hende sammensat kjole, make-up, negle, smykker Og den velkendte parfume, som ramte mig som en storm fra fortiden.
Mit ansigt må have afsløret alt overraskelse, længsel, pinlighed for hun brød ud i et kort, skarpt grin, næsten triumferende:
Hvad så, kan du ikke kende mig? Jeg sagde jo, jeg ville komme ovenpå igen du troede bare ikke på mig!
Venligt lod Astrid mig følge hende til fitnesscenteret og fortalte lidt om børnene de trives, sagde hun, og de har krudt i bagdelen. Om sig selv sagde hun ikke meget, men hun behøvede egentlig ikke sige noget hendes selvsikkerhed, aura og det nye glimt i øjet talte nok.
Mine tanker røg direkte tilbage til de dystre dage: hvordan hun slæbte sig gennem huset, tyngdet af søvnløse nætter og hamsterhjulets træghed, gemt i det forbandede joggingtøj og med en knold som et monument over resignation. Hvor meget det irriterede mig alt det elegante var væk, ingen gnist tilbage! Men jeg indså, at det var den samme kvinde, jeg havde opgivet, og dermed også mine børn, blind af mit eget ego og midlertidige vrede.
Da vi skiltes, stammede jeg frem, om jeg måtte ringe til hende, bekendte at jeg nu forstod det hele og tryglede om en ny start. Men hun gav mig bare et koldt, sejrrigt smil, rystede bestemt på hovedet og sagde:
Du forstod først tingene alt for sent, skat. Farvel!Jeg stod dér i lyset fra gadelygterne, hende allerede halvvejs væk mellem biler og cyklister, og følte mig tommere end nogensinde. Men pludselig skete der noget mærkeligt: i stedet for den sædvanlige bitterhed over fortiden, mærkede jeg en form for lettelse brede sig indefra. Hun var videre. Hun var lykkelig. Det var ikke min skyld og heller ikke min triumf, men en stille accept voksede i mig, som om noget vigtigt endelig gik op for mig.
Astrid så ikke tilbage, og jeg lod hende gå. Jeg blev stående, så længe jeg turde, mens hendes skikkelse forsvandt. Måske havde jeg mistet hende for altid, men for første gang i lang tid kunne jeg mærke noget blødt og varmt i brystet, som jeg troede, jeg havde mistet sammen med hende.
Da jeg gik hjem den aften, tænkte jeg på børnene, og på Astrid, ikke længere som den skygge jeg i desperation havde villet ændre, men som den kvinde, hun var blevet. Jeg kom forbi et vindue, og mit eget spejlbillede stirrede tilbage. Jeg smilede svagtikke triumferende, ikke bittert, kun med den stille ro, der kommer, når man ved, at livet går videre, selvom man først forstår det, når det er alt for sent.
