9. oktober
Nogle gange har jeg svært ved at forstå, at det virkelig var mig, der voksede op som den perfekte datter. Det siger de i hvert fald naboerne og mors veninder. Mit navn, Frederikke Jensen, blev altid nævnt, når der skulle gives eksempler på den ideelle pige: flittig i skolen, til violinundervisning på Kulturskolen, altid med i alle konkurrencer. Min mor har altid sagt, at jeg er hendes stolthed. Hun insisterede på, at jeg var perfekt til alt, hvad jeg rørte ved. Ingen tvivl, sagde folk Frederikke er mønstereleven. Jeg holdt aldrig omgang med dem, der lavede ballade. Sandheden er, at jeg slet ikke havde nogen venner. I Viborg så folk mig kun med violinens etui over skulderen på vej til musikskolen, eller med tasken fyldt med bøger på vej i skole. Efter undervisning gik jeg straks hjem.
Folk på vejen undrede sig allerede som lille var jeg usædvanligt stille. Jeg græd aldrig, lavede aldrig ballade. Mor fik tit at vide, hun måtte være heldig at have sådan et barn. Efter universitetet pakkede jeg min kuffert, og rejste til Aarhus. Jeg skrev et brev til mor og senere fortalte jeg i telefonen, at jeg havde fået tilbudt et prestigefyldt job; hvem ville dog sige nej til sådan en mulighed? Hun ringer ofte; siger, hun savner mig frygteligt, at hun håber jeg snart kommer hjem. Men jeg vil slet ikke hjem. Jeg har lyst til at råbe, at jeg aldrig vil se hende igen jeg kan virkelig ikke holde hende ud men typisk undviger jeg, når hun spørger. Jeg siger bare, jeg har alt for travlt, knap tid til at spise.
Ingen ved, hvordan jeg egentlig havde det, da jeg pakkede alting ned.
Jeg græd, mens jeg smed tøj og bøger i tasken. Folk så én slags Frederikke den, der altid var korrekt, men der var ingen, der anede, hvor ondt det hele gjorde indeni. Knælede jeg for eksempel på gryn i fem minutter, fordi jeg kom et par minutter for sent hjem, eller fik tæsk, hvis jeg havde skrevet grimt; det var bag facaden. Eller den dag, mor sagde: Det havde været bedre, hvis jeg havde kvalt dig i vuggen. Min far stak af, da jeg var to år, så det var bare hende og mig. Hun kunne ikke klare én plet på de hvide vægge hvis der kom den mindste, gik det ud over mig.
Det har jeg altid båret på.
I det sidste år på universitetet gav vores underviser, Mads, os en øvelse i gruppen: Vi skulle tegne et billede som et barn så ærligt og klodset, som børn nu gør det. Af en eller anden grund brød jeg sammen og græd midt i det hele. Som barn turde jeg dårligt tegne med blyant, for det mindste krads kunne udløse mors vrede; derhjemme skulle der være fuldstændig ro. Dagen efter, vi fik vores eksamensbeviser, tog jeg af sted. Alt blev pakket i kufferter og flyttekasser, og jeg flyttede til Aarhus alt var nyt og fremmed. Det var svært i starten; jeg kendte ingen og følte mig meget alene, men jeg var sikker på, at alt ville være bedre end det hjem, jeg havde forladt.
Nu går det godt for mig, men tanken om at have kontakt til min mor er uoverskuelig. Jeg ønsker ikke længere nogen form for relation.
