Mikkel vågnede af sin mors støn. Han krøb hen til hendes seng: Mor, gør det ondt? Mikkel, hent vandet!
Jeg skal ingen steder hen hviskede hun svagt. Det er mit hjem, og jeg forlænger det ikke. Tårene lå som
Jeg tager ingen steder hen mumlede kvinden utydeligt. Det er mit hjem, jeg forlader det ikke.
Moren kom ikke. Alle de andre børn var allerede blevet hentet af deres forældre, kun én dreng, Emil
Maren Sørensen stod ved døren på børnehaveafdelingen, mens de sidste børn blev hentet af deres forældre.
Fremmed barnebarn Bagdørene på bussen springer op, og en menneskeflok vælter ind. Først ind presser de
Jeg husker den dag, som om den stadig stod i skyggerne af de gamle lejlighedsgange i Østerbro.
Jeg husker, som om det var i går, dengang en skarp dørklokke brød nattens stilhed og annoncerede, at
Da Lise gik i fødsel, var Mikkel på en ny transporttur. To dage senere, uden at stoppe ved hjemmet, kørte
**Kære Dagbog,** Det er svært at få orden på tanker, når livet har kastet så mange brudstykker på mig








