Eleven ved busholdepladsen Bussen lader vente på sig, og vinden fra havnen slår ind i ansigtet, kryber
Min svigermor blev fornærmet over, at vi nægtede at tage imod hendes søn, som skulle læse i byenMin kone
Fjernbetjeningen for to Klokken slog fire, og døren smækkede så voldsomt, at den gamle vinterjakke gyngede
Må jeg ikke lige prøve den på? Hvor er du fedtet, Trine? Bare et minut, jeg vil bare dreje mig lidt foran spejlet!
Igen hende? Tine stivnede midt i at sætte skålen med russisk salat på bordet og så, hvordan hendes mand
Jeg hedder Mads. Jeg synes egentlig, jeg har det ret heldigt i livet. Jeg har nemlig både en kone og
Kære dagbogJeg sidder her i vores lille lejlighed på Nørrebro, og jeg kan mærke en tristhed vokse indeni mig.
Min svigerfar troede, at vi stadig ville støtte ham – vores historie om tab, sammenhold og svære grænser i familien
Min ægtefælle voksede op i en kærlig dansk familie. Da hans far var 57, mistede han desværre sin kone, og sorgen var enorm. Vi besluttede at sælge hans lejlighed, dele pengene og tage min svigerfar ind, indtil han kom over sorgen – det virkede som det naturlige at gøre.
Jeg troede, det bare skulle være et halvt års tid, indtil han fandt sit eget sted, men sådan gik det ikke. Han nød virkelig at bo hos os. Han bidrog ikke til hverken regninger eller mad. Jeg lavede mad, vaskede hans tøj og gjorde rent på hans værelse, mens han bare gik på arbejde – som var det ferie.
Sådan gik 11 år. Til sidst begyndte han at blande sig i alt, stille krav og lave sine egne regler. Vi var trætte. Vi valgte at købe et hus til ham uden for byen – han er rask og stadig fuld af energi, han bør kunne klare sig selv.
Vi hjalp ham med alt, så han kunne flytte ind i det nye hus. Men min svigerfar begyndte straks at klage over hjertet og diverse andre problemer – alt sammen for at blive hos os. Jeg orker det ikke mere. Jeg længes efter fred med min nærmeste familie. Hvad skal jeg gøre? Min svigerfar troede, vi stadig ville tage os af ham Min mand voksede op i en tryg og kærlig familie i Aarhus.
Vil du sige noget? – sagde hun, mens hun stod i mit køkken
Det var for halvandet år siden om vinteren, min søn var fem måneder gammel. Min mands bror spurgte, om han og hans kæreste måtte bo hos os i en uge. Hvordan skulle man kunne sige nej? Jeg var bestemt ikke begejstret for ideen – vi havde jo lige fået barn, jeg sov ikke, jeg spiste ikke, jeg havde ingen tid, og nu skulle vi også have familie på besøg uden mulighed for ro. Men jeg tænkte, at de måske ville hjælpe mig, så jeg kunne få en pause og lidt socialt samvær over en kop te.
De kom med tomme hænder for at bo hos os en uge – de kunne da i det mindste have købt en lille rangle til barnet. Jeg har den regel, at man aldrig går hjem til nogen med en baby uden at have noget med; sådan er jeg opdraget, men det gik vist hen over hovedet på dem.
De kom til København på forretningsbesøg, men de sagde aldrig præcis, hvad det drejede sig om.
Jeg sørgede for god mad, gjorde rent og lærte dem bedre at kende. Alt virkede OK, men i løbet af de dage de boede hos os, tilbød svigerinden ikke én eneste gang at hjælpe med madlavning, rengøring eller bare give en hånd med babyen mens jeg ordnede alt det praktiske.
Hun gik ud på sine ærinder hver morgen, hendes kæreste sov til middag, min mand var på arbejde, og jeg løb rundt med babyen. Når hun kom hjem, lagde hun sig på sofaen hele eftermiddagen, slappede af eller så tv.
Jeg var med babyen og vaskede gulv – det var vinter og der var sjap og mudder overalt, skulle lave mad, fodre og vaske babyen.
På tredje dagen var jeg udmattet. Jeg sagde til min mand, hvad jeg følte, men han trak bare på skuldrene – det var jo ikke noget mænd skulle blande sig i. På den fjerde dag, da han kom hjem fra arbejde, var det lykkelige par på vej i biografen.
Med fire hænder fik vi hurtigt klaret aftensmaden, vi spiste, og de kom hjem til færdiglavet mad. De havde medbragt masser af øl og snacks, men selvfølgelig intet til en ammende mor – bare et stykke kage ville have været fint…
Det glade par spiste, smuttede ind for at se film og råbte ind til min mand: “Kom med os!”. Jeg blev ked af det, tog hende til side og sagde:
– Undskyld, men kunne du ikke bare én gang tilbyde din hjælp? Jeg har et lille barn og er meget træt. Bare skræl nogle kartofler til supper eller spørg, om du kan hjælpe.
– Skal du til at skælde mig ud? Det synes jeg ikke er passende! Jeg er altså også træt. (Af hvad? Sofaen måske?)
– Hør nu, søde ven, du bor i mit hjem. Jeg er ikke din gæst, du er min gæst.
– Jeg gider ikke høre på det her!
– Ved du hvad, pak dine ting og forlad mit hus!!!
De pakkede deres sager og forsvandt. Jeg græd længe bagefter.
Synes I, det er normalt, at nogen opfører sig sådan? Vil du sige noget? sagde hun, mens hun stod midt i mit køkken. Det var halvandet år siden, om vinteren
Hvordan kunne Monika elske andres børn?
Adam havde længe tænkt, at det var på tide at gifte sig igen. Hans kone døde efter sygdom, og det var svært at klare børnene alene. Han tænkte ofte på Monika, men hun havde ingen erfaring – hun havde aldrig haft børn. Hans svigermor bad ham gifte sig med Victoria. Hun var hjemmets midtpunkt, husmor og mor til to børn. Men det var hans ekskæreste – var det overhovedet fornuftigt at starte en familie med hende? En dag besluttede han sig for at besøge hende alligevel.
“Hej, Adam,” sagde Victoria.
Victoria sendte børnene udenfor og bød sin gæst på boller. Hun tilbød også en drink, men Adam sagde nej. De så på hinanden og indså, at det var nødvendigheden og ikke følelsen, der trak dem sammen.
“Det blev aldrig godt for nogen af os, selvom vi kendte hinanden så godt. Og nu…” mumlede Adam.
“Nej, jeg vil slet ikke høre det. Hvis du ikke ville have mig dengang, så skal du heller ikke nu. Du er kommet for sent, Adam. Du skulle have friet til mig for 20 år siden, da jeg bad dig vælge mig. Dengang rynkede du på næsen af mig, og nu vil jeg ikke tilbage til det gamle,” svarede Victoria.
“Vær nu ikke så hurtig, tænk dig om…”
“Jeg har for længst besluttet mig – jeg føler mig mest tryg med mine børn, jeg lever for dem. Tag det ikke ilde op, men man kan ikke ændre på det, der er sket.”
Adam gik. Der var kun én vej – Monika. Hun var lettere at håndtere end Victoria. Så begyndte han at besøge hende, for at lære hende bedre at kende. Hele landsbyen snakkede, og rygtet nåede hans svigermor.
“Adam, hvorfor er du sammen med Monika? Victoria sagde nej, så nu tager du bare hvem som helst?” sagde svigermoren.
“Så så…”
“Det er en tom kvinde, hun passer ikke til dig. Der kommer ikke noget godt ud af det, Monika er ikke skabt til familieliv. Hun har intet moderinstinkt, vil aldrig elske børn. Hvis du tager hende ind i huset, så rejser jeg. Jeg vil ikke bo sammen med hende én eneste dag.”
Svigermor flyttede. Alt lignede, at det skulle blive godt, men børnene var bange for deres nye stedmor. Monika kunne ikke håndtere børnene, det sagde hun selv. Hele sit liv havde hun drømt om at få børn – sine egne. Da Adam til sidst indså, at det heller ikke ville gå, gik de fra hinanden.
Det var hårdt for ham alene – alle hverdage og højtider gled sammen. Naboerne så på enkemanden og rystede på hovederne. Han var udkørt, tabte sig, og helbredet led. For at få en pause sendte han børnene på ferie hos svigermoren. Han selv blev hjemme, for der var intet, der holdt ham der. Han foreslog svigermoren, at hun skulle sælge huset og flytte ind hos dem, men hun vidste, at før eller siden måtte han finde sig en ny kone.
“Jeg vil ikke engang høre om ægteskab. Nu er det nok! Vi opdrager børnene sammen, jeg kan ikke klare det alene,” sagde Adam.
“Tro ikke, det varer evigt, hvor gammel er du…”
Adam var ikke vant til at være alene hjemme, så stilheden virkede vild. Hele natten kunne han ikke sove – dumme tanker holdt ham vågen. Han spekulerede på, hvad han skulle gøre nu. Pludselig syntes han at høre fodtrin.
“Hvem der?” råbte Adam og sprang op.
Ingen svarede, hvilket bare var mere skræmmende. Adam tændte lyset og gik ud på verandaen – ingen at se.
“Er det min kone, der kommer for at se til mig?” tænkte Adam på sin afdøde kone.
Midt om natten ringede han til svigermoren.
“Åh Gud! Adam! Hvad sker der? Er alt i orden?” spurgte svigermor.
“Jeg kan ikke holde ud af al den stilhed, mor. Jeg kommer over til dig i nat.”
“Kom du bare. Jeg redder op i stuen, så du ikke vækker børnene. Du trænger til at hvile dig. Dit hår er blevet helt gråt af bekymring.”
Tænkte Adam nogensinde, at han ville løbe over til svigermor som et lille barn? Nej! Hans hjem var så tomt uden hans kone. Hvis han bare havde vidst det her før… Det bliver lyst… Ensomheden er så hård… Hvordan kunne Stine nogensinde elske andres børn? Anders havde længe gået med tanken: det var tid til
