Du kan bare ikke finde den rigtige måde at nå ham på Jeg vil ikke gøre det! Og lad være med at bestemme her!
Jeg giftede mig med en kvinde med tre børn da ingen andre hjalp demI 1970erne giftede jeg mig med en
En morgen gik Annas mand på arbejde og kom aldrig hjem igen – desperat ringede hun rundt, men til sidst fandt hun ud af, at han bare havde fået nok af familielivet.
Anna mødte sin mand til et bryllup hos fælles venner i København. De fattede straks interesse for hinanden og tilbragte hele aftenen sammen. Forholdet udviklede sig hurtigt, og allerede få måneder senere blev de gift og flyttede sammen i en lille lejlighed. Kort tid efter opdagede Anna, at hun var gravid. Tilfældigt fik hun aldrig lavet en scanning under graviditeten – hun var enten syg, kunne ikke få fri fra jobbet eller noget andet stod i vejen.
Graviditeten var hård. Anna blev hurtigt træt, havde kvalme og ondt i ryggen. Med den store mave kunne hun knap gå, og hun måtte ofte ligge ned. Den sidste måned inden fødslen kom hun slet ikke ud af huset. Hendes mand elskede hende og tog sig af hende, men brugte det meste af tiden på arbejde.
Fødslen gik i gang tidligere end ventet. Lægerne forlod ikke Annas side. Trillinger kom til verden én efter én: to piger og en dreng. Anna var i chok. Da hendes mand kom ind på stuen, troede han ikke sine egne øjne – pludselig var han far til tre.
Mens Anna var på hospitalet, købte han tremmesenge til babyerne. Pladsen var trang, de boede jo i en etværelses lejlighed. Hverdagen meldte sig hurtigt: søvnløse nætter og sygdomme. Hendes mand drømte om dengang, alt var let og kærligt – romantiske aftener og lange samtaler. Men intet af det kom tilbage.
Anna magtede knap sine børn, og der var ikke tid til manden. Til sidst brød han sammen. En dag tog han på arbejde – og vendte aldrig hjem.
Anna ringede fortvivlet til hospitalet, politiet og venner, men alt var forgæves. Det viste sig, at han bare ikke kunne klare det mere og var stukket af fra hende og børnene.
Da forstod Anna, at hun måtte være stærk – for børnenes skyld. Hendes mor flyttede ind og hjalp til. Sammen klarede de hverdagen, selvom det var svært. Anna blev hjemme indtil trillingerne fyldte to. De levede af børnepenge og hendes mors folkepension.
Da et nyt indkøbscenter åbnede tæt på, fik Anna job der. Hun var pligtopfyldende, og trods tre børn blev hun ansat.
Fra da af blev livet lettere. Senere fik Anna råd til en barnepige and hendes mor kunne slappe af. Et par år senere fik Anna en forfremmelse. Hun forvandlede sig – smuk og velplejet. Sådan så også eksmanden hende, da han besøgte sine forældre i byen.
Han kom for at se børnene og bad Anna tilgive ham. Han håbede på en ny chance. Anna så på ham og vidste med sig selv: Hun ville aldrig tilbage. Hendes følelser var for længst væk. Det sagde hun. Da han gik, trak hun vejret lettet – endelig havde hun sluppet fortiden. Fremtiden ventede nu på hende. En morgen tog min kone, Rikke, på arbejde og kom aldrig hjem igen. Jeg ringede rundt til alle, jeg kunne
Min mand har en elskerinde – og jeg har intet imod deres forhold. Faktisk har jeg endda mødt hende, og vi fik sådan en god snak, at det føltes som om, vi havde været veninder i årevis. Senere besluttede min mand og hans elskerinde, at de ville holde et “bryllup” – selvfølgelig ikke et rigtigt et – hjemme hos os, og jeg hjalp selv med alt fra at vælge hendes brudekjole til mit eget selskabskjole, og jeg var endda forlover. Ceremonien var meget virkelig, kun vielsesmyndigheden manglede. På deres bryllupsdag hjalp jeg hende i kjolen, de udvekslede løfter, ringe og et passioneret kys. Deres første bryllupsnat tilbragte de hos os, og bagefter sad hun og jeg i mit køkken til langt ud på natten og hyggesnakkede, for vi havde så meget til fælles. Jeg føler mig ikke det mindste såret – tværtimod er jeg faktisk lykkelig. Nu har jeg en veninde at tage på indkøb, i park eller i svømmehal med, og jeg tænker, at vores venskab altid vil betyde mere for mig end noget forhold til en mand. Hvad mener du om sådan et venskab? Min mand har en kæreste. Jeg har intet imod deres forhold. Faktisk har jeg endda mødt hende.
Jeg har været pensionist i mange år, og tidligere arbejdede jeg som pædagog i en dansk børnehave, hvor børnene elskede mig for mit milde sind og mit gode hjerte. Jeg betragter mig selv som både mild og meget medfølende. Nu gør jeg rent på kontorer, fordi min lærer-pension ikke rækker til livet, og på et af kontorerne lagde jeg mærke til en ny medarbejder, som virkede meget trist.
David talte ikke med nogen, han arbejdede konstant, og nogle gange så jeg ham smutte ud ad bagdøren og sætte sig alene for sig selv, dybt i egne tanker.
Sådan gik det i flere måneder, og en dag kunne jeg ikke holde det ud længere og gik over til ham for at få en snak. Jeg tog min gamle sweatshirt, lagde den på trappen og satte mig ved siden af ham. Jeg startede forsigtigt samtalen:
– “Det er lidt køligt i dag, men de siger, varmen bliver tændt igen om et par dage.”
– “Det ved jeg ikke,” svarede han, “min mormor og jeg bor i et hus med brændeovn.”
– “Hvor gammel er din mormor? Måske er vi jævnaldrende?” spurgte jeg smilende.
David tog en dyb indånding og sagde, at hun var gammel, og den eneste, han havde tilbage. Davids mormor var meget syg, og han måtte tage to jobs for at have råd til hendes medicin. Snart skulle hun igennem en nødvendig operation, der ville koste mange penge.
Og den dag havde kollegerne samlet 200 kroner ind til chefens fødselsdag, men David havde ikke bidraget, fordi han ganske enkelt ikke havde råd. Nu følte den unge mand sig udenfor. Kollegerne begyndte at undgå ham, og det gik ham virkelig på.
Jeg udtrykte min medfølelse, ønskede hans mormor god bedring og gik ind på det kontor, hvor David arbejdede. Alle kender mig der, jeg har været der længe.
Jeg opsøgte den øverste leder og bad ham om en snak. Chris er firmaets samlingspunkt, han ved alt om alle, og vi gik ud på gangen for at snakke. Jeg spurgte ind til David og hvorfor han altid virkede nedtrykt.
– “Tja, hvem ved,” svarede Chris, “han er en lidt sær fyr, ret genert, jeg forstår ikke helt, hvordan han fik jobbet. Han taler kun om arbejde, aldrig om noget personligt. Han spiser ikke i kantinen, men har altid sin mad med hjemmefra i gamle madkasser. Og i dag nægtede han at give penge til chefens fødselsdag.”
– “Han har bare ikke nogen penge,” svarede jeg.
Jeg fortalte ham om Davids situation. Chris’ ansigt ændrede udtryk, han kaldte straks sin kollega Martha til sig, de hviskede sammen og takkede mig for informationen.
Senere opdagede jeg, at Chris havde sat en indsamling i gang blandt kollegerne for at hjælpe med at betale for Davids mormors behandling. Han inddrog også chefen, der skaffede en dansk læge, han kendte, til at tage sig af operationen. Senere organiserede Davids kolleger endda en online-indsamling til hans mormor.
David blev mærkbart gladere. Hans kolleger opdagede, hvor selskabelig og venlig han egentlig var. Operationen gik godt, og hans mormor fik det bedre. Senere forkælede han alle sine kolleger, direktøren og mig med kage, som hans mormor havde bagt for at sige tak.
Og jeg var glad for, at jeg kunne hjælpe drengen – men Davids kolleger gjorde også alt, hvad de kunne. Jeg har været pensionist i mange år nu, men i min ungdom arbejdede jeg som pædagog i en børnehave, og
Monika indrømmer: Jeg har aldrig ønsket mig børn – faktisk kan jeg slet ikke lide dem! Alligevel blev jeg gift som 20-årig og fik et barn som 30-årig – men hvorfor? Fordi sådan gjorde man dengang, sagde min mor. Alle i familien forventede mindst ét barn, ellers var familien ikke rigtig fuldendt. Alle pressede mig til at opfylde min “kvindelige pligt”, og jeg gav til sidst efter for presset. Men miraklet skete aldrig – jeg følte aldrig kærlighed til mit barn, hverken som baby, skolebarn eller som voksen. Jeg prøvede at være en god mor, læste højt, legede, tog ham med i Tivoli og Zoo, men inderst inde ønskede jeg ikke at være der. Jeg blev skilt og opfostrede ham alene, sørgede for at han fik en god uddannelse og et godt job – men da han blev selvstændig, følte jeg mig endelig fri! Han er nu 28, gift og har to børn, men hverken børnebørnene eller svigerdatteren kan ændre noget: Jeg holder mig på afstand, og det passer mig fint – måske gør det mig til en dårlig mor og mormor, men sådan er det bare i mit liv i Danmark. Kære dagbog, Jeg må indrømme noget, jeg aldrig rigtigt har delt med andre: Jeg har aldrig rigtig ønsket børn.
Den nat lod jeg min søn og hans kone glide ud gennem hoveddøren og snuppede deres nøgler det var øjeblikket
25. marts Jeg har hørt om svigermødre, der bryder med deres svigerdøtre, men aldrig om en mor, der nægter
Lad nu den sure suppe stå! Efter familiemiddagen med mine svigerforældre endte jeg altså med at pakke
4. marts 2024 Kære dagbog, Hold da op, jeg havde godt nok en underlig oplevelse i dag. I vores hus i
